Som tidligere påpeget holdes menneskets egne gerninger totalt udenfor, når det gælder frelsen. Ved Jesu død og opstandelse har Gud selv gjort op med al synd, der er blevet begået i menneskehedens historie. Det enkelte menneske får del i frelsen ved troen. Troen er imidlertid ikke en gerning eller en præstation i sig selv, men personlig tillid til at Gud anser den synder, der tror Guds tilgivelse for Jesu skyld, som et fuldkommen retfærdigt menneske. Derfor er det rigtigt at sige, at frelsen afhænger af noget, der sker uden for mennesket.
Når det gælder helliggørelsen, er det imidlertid anderledes. Den handler om det, der sker i det menneske, som tror på syndernes forladelse. Det vil vi i det følgende forklare nærmere. Bibelen lærer, at det menneske, der tror, at budskabet om syndernes forladelse for Jesu skyld gælder ham eller hende, er født på ny. Selve troen indebærer med andre ord, at der er skabt noget nyt i et menneske. Det kalder Bibelen en ny fødsel. At komme til tro og at blive genfødt er derfor samme sag (1 Pet 1,23).
Det nye liv har som forudsætning, at forholdet til Gud er totalt ændret i kraft af et bestemt ord, nemlig at Gud tilgiver al synd for Jesu skyld. Den, der lever i troen på dette ord, er et nyt menneske. Alt er blevet nyt, læser vi i 2 Kor 5,17. Man behøver ikke længere at frygte for Guds dom. Man får lov til at kalde sig Guds barn for Jesu skyld, og man ved med sig selv, at man ikke længere behøver at slide og arbejde for at blive Guds barn. I samvittigheden er man fri for lovens anklager og Guds dom. Hjerte og sind er ændret og indstillet på at elske og tjene Gud.
Denne ændring i hjerte og sind viser sig også i det ydre. Selve livet forandres. Den, der ved troen er blevet fri for lovens dom, for ham bliver det paradoksalt nok vigtigt netop at leve efter Guds lov og vilje. Ikke for at blive frelst ved sin egen lovopfyldelse, men for at vise Gud taknemlighed for den frelse, man har modtaget. Den kærlighed til Gud, der skabes ved nåden, bliver dermed selve det subjektive udgangspunkt for det nye liv.
Det er rigtigt at sige, at det genfødte menneske har en spontan trang til at leve efter Guds vilje. Det er selve troen, der virker en sådan trang. Derfor kan vi sige, at troen er ophav til de gode gerninger. Og – fordi troen er skabt af Gud og hele tiden holdes levende ved evangeliets budskab, siger vi også, at det er Gud, der skaber det nye liv i den troende. Det nye liv kommer derfor som en direkte følge af, at man tror på Jesus Kristus og har fred med Gud gennem ham.
Uden at et menneske kommer til tro og dermed også bliver genfødt, kan det ikke helliggøres. Alle forsøg på at leve som en kristen bliver da umulige, fordi man mangler den personlige forudsætning for et sådant liv. Herom siger Jesus nogle bemærkelsesværdige ord: ”Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand” (Joh 7,38).
Det gamle og det nye menneske
For at forstå hvordan helliggørelsens vækstproces foregår, er det afgørende at være klar over, at genfødelse ikke er det samme, som at Gud forandrer eller forbedrer den medfødte menneskelige natur. Bibelen lærer, at denne natur ikke kan forandres eller forbedres. Det er derfor vigtigt at være klar over, at genfødelsen indebærer, at noget helt nyt skabes i mennesket. Fra gammel tid har man derfor talt om, at genfødelsen indebærer, at der skabes en ny natur i mennesket, dvs. en ny vilje og trang til at leve efter Guds vilje.
Endnu vigtigere er det at være klar over, at ´det nye´ må leve ved siden af og sammen med den onde, syndige natur, som en kristen er født med. Det betyder, at en kristen ikke kun har den nye naturs trang til at leve et nyt liv i sig. Han eller hun har også trang og lyst til at leve i synden. I sig selv er en kristen et spejlbillede af det Bibelen forbyder og siger nej til. Ved siden af troen på Gud lever mistroen til ham. Ved siden af trygheden og visheden om at være Guds barn lever frygten og angsten. Og ved siden af ydmygheden lever stoltheden og trangen til selvophøjelse.
Alt det, vi kalder ´den gamle natur´, præger det inderste i mennesket. Ligesom troen og det nye liv vil forandre det kristne menneske indefra, vil også mistroen til Gud, synden og selvophøjelsen præge en kristen indefra. Det kan ske kamufleret og under fine former, ved at man søger ære og selvophøjelse, eller ved åbenlyse onde handlinger.
Derfor siger vi, at en kristen har to naturer. På den ene side findes den medfødte, syndige natur, arvet fra Adam. På den anden side en ny natur, der viser sig i en ny vilje og trang til at leve for Herren. Mellem de to naturer er der et modsætningsforhold, som den kristne oplever som en kamp mellem synden og det gode. Man oplever sig selv som uforandret, selv om man tror på Jesus, og man erfarer fristelser og fald, selv om man gerne vil leve som en kristen (Rom 7,15).
Spørgsmålet bliver derfor, hvad der skal til, for at man kan vokse som en kristen.
Bibelen har et todelt svar. For det første lærer den, at den gamle natur skal ind under en dødsproces, som gør, at den mister sin indflydelse og magt. For det andet lærer den, at den nye natur skal vokse.
Forudsætningen for at det kan ske er, at den, der er blevet en kristen, fortsætter med at leve i omvendelse og tro, også efter omvendelsen. Helliggørelsen sker altså gennem daglig omvendelse og tro. I praksis indebærer det, at den troende dagligt bekender sine synder for Gud og tror, at Gud tilgiver synden. Når det sker, både tilgiver og renser Gud for al synd (1 Joh 1,9. Hebr 9,14).
Når man som kristen tager evangeliets budskab om tilgivelse til sig, får man større indsigt i rækkevidden af Jesu frelsesværk. Netop det medfører, at den nye natur vokser, samtidig med at den gamle mister sin magt. Den afgørende forudsætning for det er, at Jesus har sejret over syndens magt én gang for alle ved sin død og opstandelse. Jesu opstandelse er altså grundlaget, ikke alene for frelsen, men også for at synden og dødens magt kan overvindes i enhver, der tror på ham (Rom 5,18-21).
Helliggørelsen indebærer altså, at den sejr over synd og død, som Jesus vandt ved sin opstandelse, kanaliseres ind i de troendes liv. Det er derfor rigtigt at sige, at Jesu frelsesværk er kraften til det nye liv hos en kristen. Dermed er det også vigtigt at vide, hvordan man kan komme ind under denne kraft. Det vil vi sige noget om i det følgende.
Evangeliet giver kraft til det nye liv
Ifølge Skriften komme kraften til det nye liv gennem Guds ord. Det er dog ikke alle ord i Bibelen, der har kraft til et nyt liv i sig. De ord i Bibelen, vi kalder loven, altså de ord der taler om, hvordan en kristen skal være, giver egentlig ingen kraft til et nyt liv. Heller ikke selv om man som kristen har brug for loven for at vide, hvordan man skal leve.
For at det nye liv i en kristen skal vokse, er det helt afgørende at leve ´under nåden´ og ikke ´under loven´. Når det sker, mister synden sin magt. Den vil ikke længere være ´herre´, skriver apostelen Paulus: ”Synden skal ikke være herre over jer, for I er ikke under loven, men under nåden” (Rom 6,14). Det betyder, at det er ordet om Jesu frelse og nåde, der er selve kraftkilden til det nye liv.
For at få et lille indblik i hvor stærkt det foranstående bliver slået fast i Bibelen, kan det være nyttigt at vide, at udtrykket, der her er oversat med ”skal ikke være herre” er en bestemt slags imperativform (bydemåde) på græsk. Her bruges nemlig imperativ i tredje person. På græsk har man ikke kun imperativ i anden person som på dansk, men også imperativ i tredje person. Det betyder, at en tredje person får en befaling om noget. Når der her i imperativs form siges, at synden ikke skal være herre, betyder det, at Gud forbyder synden at herske over den, der lever i troen på Jesu nåde.
Kristne må altså gøre brug af evangeliet for at vokse i helliggørelse. De må lære at se på sig selv, sådan som Gud ser på dem gennem Jesus Kristus. Det vil sige, at vi skal være optaget af, at Gud ikke længere regner med vores synder, men at han for Jesu skyld anser os, som om vi ikke havde synd (Rom 6,11).
Det er altså en alvorlig misforståelse at tro, at kristne ikke længere har brug for evangeliet om Jesu død, efter at de er blevet frelst. Det budskab er nemlig grundlæggende, ikke alene for frelsen, men også for helliggørelsen. Når troende mennesker hører om Jesus og får lov til at se dybere ind i hans frelse, gives der næring til det nye liv. Man bliver glad for evangeliet og fri i samvittigheden.
En kristen bliver aldrig syndfri i denne verden. Først ved døden og opstandelsen vil den gamle natur ophøre. Man må regne med, at kampen mellem den nye og den gamle natur vil vare livet ud. Der er derfor grund til at være på vagt, både over for sig selv og det, der kan føre os væk fra Jesus Kristus. Fordi en kristen altid har en gammel og syndig natur i sig, vil der altid være noget i ham eller hende, som rent faktisk vil væk fra Jesus. Noget, der har lyst til synd og faktisk elsker synden.
Oversættelse: Gunver og Bent Kjøller-Hansen
Artiklen er oversat med tilladelse fra www.teologiteigen.net.
Nyt Liv står inde for det åndelige indhold af alle artikler, som anvendes på nytliv.dk. Spørgsmål og kommentarer kan rettes til webmaster@nytliv.dk.
Udgivet af
Arne Helge Teigen
Arne Helge Teigen, lærer ved Fjellhaug Misjonshøgskole.