Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

At tage sit kors op

Matt 10,32-42. Om at troen må miste sit liv og regne alt sit eget for skarn for ikke at fornægte Jesus.

Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.

Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn (Matt 10,32-42).

Brudekærligheden

Når Helligånden åbner Ordet og viser os gaven i det ene menneske, Jesus, skabes troen i os.

Den tro, som har sit alt i ham og ikke selv skal være eller gøre noget. Som Hebræerbrevet på vidunderlig måde udtrykker det: ”Den har opnået hvile fra alle sine gerninger.”

Når vi hører teksten fra Matthæusevangeliet, spørger vi derfor uvilkårligt os selv, om Jesus nu ikke alligevel kræver noget af os ved siden af troen? Sådan kan det føles, og sådan vil det sikkert blive følt af mange – det er der ingen tvivl om. Derfor vil vi endnu en gang kaste et blik på den tro, som intet andet griber og rummer end Jesus.

Skriften bruger ofte det billede på troen, at den er som en bruds kærlighed til Jesus. Hvis nu en brud spurgte sin brudgom: ”Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?” så ville vi vist undre os over hans kærlighed, hvis han begyndte at opregne en lang række tjenester, som han ønskede af sin brud. I stedet for ville vi vente , at han sagde: ”Du skal såmænd intet andet gøre end være min.” Og dermed har kærligheden udtrykt alt, hvad den begærer – at hun altid vil være hans, høre ham til og have sin tilfredsstillelse i det ene: at være hans. Det er kærlighed.

Det, der er så betydningsfuldt for Jesus ved den tro, som Ånden skaber i os ved evangeliet om Kristi herlighed, er dette ene: at troen hviler i at høre ham til og i ham have del i alt, hvad der er stort og herligt hos Gud. Hvad andre end roser sig af og sætter højt, har troen nok i Jesus, så den – som Paulus siger – regner alt andet for skarn i sammenligning med det ene: Jeg har ham. Alt, hvad troen rummer, er det ene navn, Jesus. Og alt andet er skarn i sammenligning med det. Det er brudekærligheden. Det er sådan, den tro er, som brudgommen ønsker at se for sine øjne.

Det, som troen gør

Hvis vi nu holder os denne kærlighed til Jesus for øje, vil vi snart se, at det er den selvsamme tro, som møder os i de ord, vi hørte her.

Vi kan bare tænke på, hvad der ligger i de ord, han siger: ”Enhver som kendes ved mig over for menneskene …” Han ser ikke efter andet ved troen, end netop det: Den kendes ved ham. Ja, netop det at den ikke kendes ved eller vil vide af noget andet end ham – det er ikke noget, troen gør, fordi den skal. Nej, det gør den af den ene grund, at den i Jesus har fået alt det givet, som den selv forgæves stred for at nå. Den har retfærdighed for Gud i ham. Den har sejr over synden i ham. Den har del i hele Guds fylde i ham. Den er beredt for Himlen i ham. Alt hvad et hjerte kan ønske sig hos Gud, har vi i ham. Og vi har det ikke andre steder. Derfor kendes troen ved ham og har sin salighed deri.

Eller vi kan tænke på, hvad der ligger i de ord: ”Den, som tager imod jer, tager imod mig,” eller: ”Den der tager imod en profet, fordi han er en profet, skal få løn som en profet.” Johannes Døbers far Zakarias talte profetisk, da han – fyldt af Helligånden – talte om de store, men skjulte ting, som er givet os i Jesus. Pludselig kunne Zakarias se, hvad vi havde i ham. Det, som ingen andre kunne se, kunne han se. Og nu lovpriste han Gud for disse store og skjulte ting. Sådan talte han profetisk.

Den, der tager imod en retfærdig, fordi han er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig.” Det, der gør et menneske retfærdigt for Gud, er netop det, at han har troen på Jesus. Derfor tager hans disciple imod en retfærdig.

Og endelig: ”Den som giver en af disse små blot et bæger koldt vand, fordi det er en discipel (…) Han skal ikke gå glip af sin løn.”

I alle de ting, Jesus her nævner, møder vi den samme tro. For alt det gør troen – ikke fordi den skal, men fordi den har del i Jesus. Her finder den Jesus. Og det er derfor, den holder sig til de ting, tager imod de ting, hører de ting.

Fornægtelsen

Men det er med denne tro for øje, han her taler om en anden slags tro. Nemlig den tro, som fornægter ham over for mennesker. Sagen er den, at blandt mennesker sættes Jesus ikke så højt som i troen. Blandt mennesker er Jesus ikke troens brudgom. Han er ikke den eneste for troen. Han er ikke den, som troen har al sin hvile i – sådan at bare den har fået fat på ham og har hans navn hos sig, så hviler den, slapper af og vil ikke vide af noget andet. Den plads har Jesus ikke hos menneskene. Blandt mennesker her i verden, har troen mangfoldige andre ting, som den sætter højt og ikke hverken kan eller vil opgive. De kunne aldrig drømme om at kalde det, som de sætter højt, for skarn – bare for det enes skyld: at have Jesus.

Vi kender fra Skriften, hvordan apostlene må kæmpe for at bevare menigheden som en ”ren brud for Kristus,” som Paulus siger det. Fordi menigheden kan opleve perioder i troens liv, hvor det, som er stort blandt mennesker, også bliver stort for dem. Fordi de – som alle andre mennesker – også er af kød og blod. Så menigheden begynder at gå på en vej, hvor de fornægter den Jesus, som engang fødte deres tro. Det er den stadige fare i alle kristne menigheder – både på Det Nye Testamentes tid og i dag.

Blandt mennesker er der for eksempel utallige gerninger, hellige handlinger og levemåder, som troen sætter højt og ikke kunne drømme om at regne for skarn. Man vil gerne sætte Jesus og troen på ham højt, men han får ikke den plads, hvor alt andet er skarn, sammenlignet med ham. Blandt mennesker kan Jesus måske nok få rum, men – som Luther siger det – han har ikke troens brudekammer alene. Nu om dage må han f.eks. meget tit dele det med Helligånden. Sådan at både Jesus og Helligånden skal til at bo i brudekammeret. Eller han må dele troens ære med gerninger, som troen ikke kan slippe. For menneskets tro er sådanne gerninger vigtige at gøre, og man kunne aldrig drømme om at kalde det at gøre dem for skarn.

I Galaterbrevet prøver Paulus at åbne menighedens øjne for, at de, med den plads, som lovens gerninger har fået i deres tro, er kommet bort fra Kristus. De har fornægtet det store, som han er for dem og for hele verden. I Kolossenserbrevet ser vi en menighed, som er grebet af en åndelig lære og visdom, som synes at give dem mere del i guddommelig natur og mere sejr over synd, end troen gør. De kender til omgang med noget så ophøjet som engleverdenen; noget, de aldrig har oplevet i troen. Ja, de synes at føre et mindre verdsligt liv, end troen fører. De synes at have større alvor og større ydmyghed, end troen giver. Alt sammen noget, som for menneskets egen tro er langt mere ophøjet og værdifuld end troen på Jesus. Og det er meget langt fra, at de vil regne alle de ting for skarn i sammenligning med troen på Jesus. Det er så rene, hellige og ophøjede ting for hjertet, at hjertet begynder at begære det; og i dette åndens begær fornægter de Jesus.

Hvis Jesus har nogen plads i deres hjerte, må han dele den med disse høje åndelige ting, der ’tilfredsstiller den syndige menneskenatur,’ som Paulus siger det.

Man kan tit undre sig i dag over at se, hvordan kristne kan blive betaget af åndelige ting. Og man siger til sig selv den ene gang efter den anden: Hvis Jesus betød noget i kristnes liv, så var det skarn for dem. Nu er det noget, de begærer. De er ved at fornægte Jesus. Det er imod denne svigagtige tro, Jesus retter de ord om at fornægte ham. Ikke mod den tro, som hviler i ham fra alle sine gerninger. Men mod den der ikke – som brudetroen – har al sin salighed i ham. En sådan svigagtig tro vil Jesus ikke kendes ved. Aldrig vil han over for sin Himmelske Far kalde et menneske med den tro for sin brud. Det er en svigagtig tro. Det er ikke brudetro.

Så kan vi mene om vores kristentro, hvad vi vil. Og andre mennesker kan mene om vores tro, hvad de vil. Det er og bliver afgørende: ”Hvad mener du, Herre Jesus, om troen i mit hjerte? Hvad er det, du ser derinde? Er det brudetro, den rene tro; den, som ikke har andet i sig end dig – er det den?”

Troen må fornægte sig selv

Men der kan komme tider, hvor det er vanskeligt for troen at kendes ved Jesus over for mennesker og deres mange former for tro. Vi kender, hvordan troen kan føle sig fattig og tom på liv. Vi kender, hvordan den ofte føler, at den selv intet er. Den har slet intet, den kan slet intet. Den er uden lys, den er uden kraft, den er uden varme. Den er uden sand glæde og uden fred. Og føler vi det, hvem kan så fornægte sig selv? Hvem kan så slippe sit eget liv? Hvem kan regne det for noget ligegyldigt, noget skarn, at vinde alt det, jeg nu synes, jeg mangler? Hvem kan fortænke troen i at prøve at redde sit liv, forsøge på at blive rig, hvor jeg er fattig; få åndelig kraft, hvor jeg er svag; søge derhen, hvor jeg kan finde den glæde og fred, jeg har mistet? Hvem kan fortænke troen i at ville det?

Og så er det dog netop dét, troen må: fornægte sig selv; miste sit eget liv, hvis den ikke skal fornægte Jesus. For jeg vil godt stille dig et spørgsmål: Har du mindre i ham, fordi du føler det? Er han ikke den samme store gave fra Gud? Er han ikke den samme sejr og rigdom for dig, selv om du føler, du intet har, intet kan, intet formår? Er Jesus af den grund blevet mindre, end Skriften siger det? Er han ikke den samme? Jo, vist er han den samme. Og det er det, du skal kendes ved over for dig selv og alle mennesker. Du skal – i modsætning til hvad alle andre vil gøre – fornægte alt dit eget og sige: ”Uanset hvad det nu er for et liv, jeg har herinde, så er Jesus dog for mig den skat, som Skriften beskriver.”

Så vil jeg ikke bruge Skriften for at finde, hvad jeg mangler, heller ikke for at finde, hvordan det skal blive bedre med mig, ikke for at redde mit liv. Men jeg vil bruge Skriften til igen at se, hvad Gud har givet mig af frelse og herlighed i sin søn. Da kender Jesus, hjertets brudgom, hjertets brud. Da kender hjertet igen glæden ved at modtage dem, som bærer hans navn med sig. Dem, der bringer det navn, som brudehjertet glædes rigtigt ved. Ikke dem, som kan redde mit liv; ikke dem som kan give mig, hvad jeg føler, jeg mangler. Men dem, som når jeg mangler alt, kan komme og sige det til mig: ”Jamen skidt med dit liv; tænk på den gave, Gud gav i sin søn. Den gave har du endnu.”

Det er troens gave. Det er brudetroens tale og vidnesbyrd.

To slags tro

Det kan – som Jesus fortæller i teksten fra Matthæusevangeliet – føre mange små gerninger med sig. Helt ligegyldige smågerninger, som ingen regner med – heller ikke troen. Men når Jesus ser de gerninger, ser han noget andet deri. Han ser et forhold mellem to mennesker, som er udsprunget af det ene: De er hans. Det er det, der gør ham glad for at se bare et bæger koldt vand. Det er et forhold mellem to mennesker, som begge er hans brud.

Det, Ånden skal lære os i denne tekst, er, at troen kan være to slags: Der er en tro, som er af Sandhedens Ånd, og der er en tro, som er af vildfarelsens ånd, som Johannes siger i sit første brev. Og den tro, som er af Sandhedens Ånd, har én tale og bekendelse: Den bekender intet andet end Jesus, kommet i kød. Den fortæller ikke om noget som helst andet, end at han kom og fuldbragte alt for mig i sit køds dage. Det er alt, hvad den taler om. Vildfarelsens ånd taler også gerne om Jesus. Men den taler mest om ham, kommet i ånd. Og når de begynder at tale om Jesus, kommet i ånd, så er det Antikrists ånd. For de, som bekender Jesus ret – brudetroen – bekender Jesus, kommet i kød. Amen.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2024. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Frank Jacobsen

Frank Jacobsen (1931-2013), var præst, bl.a. i Mariehøj.

Frank Jacobsen

Frank Jacobsen (1931-2013), var præst, bl.a. i Mariehøj.