Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

At ryste med juletræets hellige stamme

Om hvordan den individorienterede og autoritetsanfægtende ideologi i vores tid sætter sig spor i familieliv og menighedsliv.

Anderledes julekalender

Året var 1980. Den første december. Og årets julekalender skulle begynde.

Den var annonceret som Jul og grønne skove, men skulle snart blive kendt som århundredets værste hån mod julehygge, glans og glimmer. Den kom til at skabe overskrifter i aviser og endte endog i TV-avisen (datidens vigtigste nyhedsplatform). Det var endda kun indpakningen til julekalenderen, der gav debat, for selve julekalenderen med Mumitroldene skabte ikke så meget røre. Næh – det var optaktsprogrammet inden tegnefilmen, der forargede.

To mænd, der var kendt fra børne-tv, faldt i et (fiktivt) hul ude i skoven og lancerede der et anfægtende frontangreb på mange af de begreber, som hørte til i den almindelige danskers december – i en slags afmontering af begrebers betydning til det rene ingenting. Desuden var programmet stort set blottet for både julehygge og nissesnak.

Det var julekalenderen, der for eftertiden bærer det mere kendte øgenavn ”Poul og Nulle i hullet”.i

Symptom på kulturændring

Denne julekalender i 1980 var i sprog og synsvinkler et symptom og en forsmag på autoriteternes fald og lovløshedens herredømme i det danske kultur- og kirkeliv. Udsendelserne stillede ganske enkelt spørgsmålstegn ved fælles ord og forståelser i noget så traditionsbundet som folkets julefejring.

Nu kan man måske glæde sig over, at tom, ukristelig og almenreligiøs julefejring blev anfægtet af ”Poul og Nulle i hullet”. Juleklip, nissemænd og andre halvreligiøse måder at fejre jul på blev jo gjort til grin eller plukket for pynt og værdi, ved at de røg en tur i hullet. Det var ganske anderledes end de typiske julekalendere, der både før og siden har pudsenusset omkring den almenreligiøse julestemning.

Men hvad opnåede Poul og Nulle med deres tur i hullet? Først og fremmest fik de rystet med juletræets og juletraditionernes hellige stamme. Traditioner og vaner fik en tur gennem dekonstruktionens mølle, så de kritisk blev malet til det rene ingenting. Så kunne der ikke bages juleklejner på dem bagefter. Intet var helligt – netop slet intet.

Det kom ind med skolemælken

I 1980 var danskerne ikke parat til denne afmontering af traditioner, som de blev udsat for. Derfor kom der så mange reaktioner. Alligevel var der også andre tegn i tiden, der viste, at julekalenderen blot var en del af processen i retning af den store dekonstruktion.

Nogle år forinden (1972 og 1975) var en række ændringer af folkeskoleloven blevet gennemført.ii De ændringer udskiftede kundskabslæring med projekter og historiske fakta med medbestemmelse og social og kønslig lighed. Med ændringerne kom det gode liv til debat, fordi intet måtte være bedre end andet. Hidtidig relation til folkekirken og dens grundlag blev skrevet ud af skolens grundlag, så kultur, tradition og historisk paratviden blev trængt i baggrunden i folkeskolen til fordel for ideologisk autoritetsanfægtende humanisme og undervisning i lighedens herligheder samt et underliggende liberaliserende opbrud med normer baseret på de 10 bud og kristentro.

Forbindelsen mellem kristentroen og den danske folkeskole blev brudt. Morgensang blev trængt ud af skolen af lærere, der missionerede et anderledes verdensbillede uden alment gældende religiøse sandheder, men baseret på lighed og tolerance. Den indholdsorienterede (materielle) læring skiftede også i de år også til i langt højere grad at være individorienteret (formalt).iii Forenklet kan man måske sige, at bibelhistorie, traditionel danmarkshistorie og et historisk perspektiv i betydelig grad blev kørt i hullet …

I dag har denne ideologi langt på vej gennemsyret det danske samfund. Selv om den ikke er skrevet af efter en bestemt samfundslærebog, så er menneskesyn og samfundssyn for langt de fleste af os stærkt påvirket i retning af en liberal, progressiv, transformerende malstrøm af samfundsforandring. Dermed er holdninger, der er uforenelige med kristen tankegang og kultur blevet helt grundlæggende i samfundet – og dermed dominerende. Det er holdninger som har evolutionsteori, ateisme, ligestillingsideologi og dennesidig materialisme indvævet i sig. Verden skal udvikles til det bedre alene ved ren menneskelig forstand og kraft, for at vi alle kan få det økonomisk og følelsesmæssigt bedre.

Det uhyggelige er, at det er kommet ind med skolemælken og har smittet hele vejen op gennem uddannelsessektoren, så ingen kan siges at være uberørt. Godt nok har vi haft lov at lave friskoler og kristent gymnasium i dagens Danmark, men selv de skal leve op til uddannelsessektorens standarder. Tilsynet kræver, at undervisningen sikrer træning i den almene forståelse af tolerance og ligestilling, så man grundlæggende følger det samme livs-, menneske- og samfundssyn som i folkeskolen.

Det går i blodet

Tankegangen i de autoritetsanfægtende spørgsmål er blevet så grundlæggende i det kulturelt formede menneske, at det er næsten umuligt at frigøre sig af, når først det er blevet tilegnet. Det er som en indoktrineret skepsis, der ikke må eller kan modsiges, og som ingen selv kan frigøre sig af. Umiddelbart kan de fleste nok også finde positive elementer ved, at der kan stilles kritiske spørgsmål til alting, for dermed bliver der rum til innovation, til fornyelse også i den kristne menighed, hvor faste, usunde mønstre i livsstil, samværsformer eller måden, kristenlivet er blevet levet på, har kunnet ændres. Derfor ses det ofte som en grundlæggende forbedring.

Det har dog samtidig medført, at der er opstået individuelle ”huller i skoven” i den enkeltes liv. Hver især kan vi fristes til at stille de kritiske spørgsmål videre end blot til det usunde. Og afstanden mellem os kan vokse, afhængig af hvad vi godtager, og hvad vi forholder os kritiske til. På mange måder er der et skel i den brede befolkning mellem dem, der er flasket op med den kritiske tankegang i skolemælken og dem, der ikke har fået den samme dosis. De yngste er mest gennemgribende præget af tankegangen – og dens konsekvenser.

Skellet har vist sig ude i samfundet, men kan også tydeligt ses i de kirkelige organisationer og kirkernes liv. Det ses ikke som et sort-hvidt brud, men som små ryk, der ligesom skæring af en spegepølse flytter i retning af den kritiske grundtankegang. Her er der i disse år sket nogle opbrud i forståelse af autoriteter og organisations- og samværsformer. Mere og mere kommer til debat – til tider uendeligt lange debatter – som kan flytte fokus fra kirkens mål og mission til at imødekomme behovet for svar på spørgsmål. Flere og flere taler om, at de kirkelige organisationer har ændret sig, så det at komme i missionshuset opleves som at tage nogle bukser på, der slet ikke passer mere.

Afledte konsekvenser

De første konsekvenser blandt kristne har ikke været at antage den kønsblinde ligestilling og evolutionen som sandhed; men tankegangen pibler frem, og den kristne højrefløj er blevet suget med på andre områder, som med tiden givetvis også vil åbne for den fulde optagelse af det ændrede verdensbillede.

En norsk undersøgelse af kristne børnesange fra 1970’erne og 2010’erne har påvist en forandring i børnesangenes indhold. Norge har haft den stort set samme forandring i tankesæt over de samme år, og undersøgelsens resultater kan også tydeligt genfindes i Danmark. Ud er røget bibelhistorie og trossandheder – ind er røget en individuel tænkning med nuets oplevelser i fokus. Det betyder. at børnenes helhedssyn på bibelhistorie – og det identitetsdannende deri – er veget tilbage for ”jeg‘et”, som er i fokus. Troens helhed og sammenhæng er gledet ud af børnesproget, så de nu ikke får lov at møde troens sprog i sin helhed og til hele livet, men kun det, der regnes for alderssvarende.iv

Tilsvarende kan gøres gældende med hensyn til konfirmationsundervisning – og kristendomsoplæringen i hjemmet – som, hvis den er baseret på de mest nutidige, skriftlige materialer, er gået fra at fremme fortrolighed med bibelord, de ti bud og trossætninger til i langt højere grad at vægtlægge emneorienteret nutidsrelevant undervisning tilrettet aldersgruppens behov. På den måde er formidlingen af Guds gode kærlighedsvejledning til livet i de ti bud blevet svækket i forhold til børn, unge og voksne – og lovens forkyndelse har mistet en del af sin forudsætning til forkyndelsen senere i livet.

Med baggrund i folkekirkens åbning for liberal etik er der dannet en lang række valg- og frimenigheder. Mange af disse er i deres opstartsproces allerede børn af afkonstruktionens tidsalder, så selve gudstjenestens historisk overleverede form og liturgi med hele betydningsindholdet står for fald. Formen kommer til stadighed til debat på kirkernes årsmøder. Det debatteres, om formen opleves ret, og om den overhovedet forstås. Det sker ofte, uden at den historiske sammenhæng og indholdsmæssige dybde spiller ind. Kirkens historiske liturgi med bærende elementer helt tilbage fra oldkirken og med en stærk betoning af Guds hellighed og af Jesu forsoning som grundlaget for nådens forhold til Gud dekonstrueres og udskibes led for led til fordel for noget, som kritisk set opleves som i bedre pagt med vores måde at tænke og tale om Gud på i dag.

Tilsvarende udvikling ser vi i brugen af musik og sangtekster i menighedens forsamling. Også her er det i tiltagende grad nuets oplevelse, der tæller, til forskel fra at stå i en fælles historisk kristentro. Troens liv bliver i tiltagende grad et nutidsliv – uden historie, uden fælles form eller bekendelse – næsten som de skiftende skærmbilleder, der i nu-øjeblikke præger stort set hver eneste kirke eller missionshus.

… og det betyder …?

Udviskede kønsforskelle henter sine rødder i den moderne lighedsideologis tankegang. Kvinder og mænd ses som ens redskaber, der skal tjene til samfundets udviklingsprojekt til noget bedre, så derfor må og skal kvinder arbejde på samme måde og i samme roller som mænd med stadigt mindre frihed til at tage sig af deres børn, mens de er små. Samfundet får i tiltagende grad til opgave at tage sig af de børn, der et stykke på vej ses som livsprojekter mere end frugten af Guds gode gaver i ægteskabets fortrolige seksualliv. Samtidig får vi ikke så mange børn længere. Denne ligestillingstankegang gnaver sig langsomt, men sikkert ind på forholdene i hjem og kirke, så den bibelske underordningstankegang stille og roligt erklæres ugyldig – eller bare omtales som ”radikaliserende påvirkning”.

Oplever nogen sig undertrykt af eget køn eller af andres intolerance, så må den undertrykte reagere mod den diskriminerende undertrykker. Det begyndte med en påstået frihedskamp for kvinder, men i dag bliver al form for undertrykkelse regnet som en form for racisme i en bred forståelse, hvor al diskriminering eller undertrykkelse har ret til at kalde sig selv krænket.

Det har medført en voksende fare for, at kristne oplever lighedstænkningen som mere grundlæggende end Guds skaberorden. Det gode at far er en far, der ofrer sit liv i elskende hengivelse for sin hustrus trivsel og tjeneste i opdragelse af sine børn, bliver set ned på. Det gode, at mor er mor, der støtter og elsker sin mand og ofrer sit liv i elskende hengivelse mod Guds kald til at bære, føde og opdrage de børn, som Gud giver hende og hendes ægtemand at tage imod, ses der endnu mere ned på.

Familielivets opdragende og socialt formende og identitetsskabende funktion – der bæres med videre ind i samfunds- og kirkeliv – nedbrydes gennem både den seksuelle frigørelses stadige ødelæggelse af familielivets kerneliv i troskab og hengivenhed og gennem kravet om frihed, tilfredsstillelse og lighed. Der er en grund til, at vi oplever flere og flere kristelige skilsmisser. Tilbage står børn og unge, som mister den sikre identitetsskaber i at have to nære og indbyrdes omsorgsfulde forældre – og i den større familie. Tilbage står børn og unge, der fra naturen mærker en krop, der fortæller dem om livets mening, men de har svært ved at finde den i deres forbilleder og ender i tiltagende grad med en bevidst eller ubevidst skam over for denne indre fortælling.

Familielivets nødvendighed

Den amerikanske forsker, Mary Eberstadt, sætter i bogen ”Primal screams” ord på, at netop manglen på familieliv – i både den nære familie og i den lidt mere fjerne i forhold til bedsteforældre, onkler, tanter og fætre/kusiner – er en del af årsagen til den stærke jagt på identitetsmarkører i dagens samfund.v

Denne kerne af personlighedsdannende relationer og enhed, som en familie er – og hvor der læres både om synd, tilgivelse, overbærenhed og medskabte roller – er en grundsten i vores liv og i vores samfund.
Når vi derfor som familier sætter samtidens idealer for frihed, ligh
ed, selvrealisering og karriere højere end familieliv, så koster det dyrt i mange led fremad. Når vi sætter kirkelivets arrangementer og kristelig karriere og anseelse højere end tid til børn og familierelationer, så koster det på både menighedens kerneværdier og på vores børns kernedannelse.

De børn, unge og voksne, der ikke har kunnet spejle sig i forældrene, vil søge efter en anden identitet – og søge efter den, der hvor den opleves rar i nuet. Så må vi forvente blandt de ufærdige identiteter i kristelige sammenhænge, at der kommer stadigt flere, der spekulerer på at være af andet køn end sit medfødte – eller som ikke kan se sig leve i parforhold med en af det modsatte køn.

Den modsatte vej

Vejen i modsat retning er nok ikke populær – og ikke en, vi selv kan stramme os op til eller lære at gå ad ud fra en tillært sammenhængsidé.

Først og fremmest kan ingen gå den vej som kristen uden at være båret af livet i enheden med Jesus Kristus under Ordets stadige forkyndelse som lov og evangelium og modtagelse af nadverens mad. Vejen er ikke bare at ville vælge den ”gammeldags vej”, men følger af, at Guds lov har afsløret synden i mit liv, så evangeliet får lov at forvandle mig indefra. Her gælder ikke fornyet inderlighed, fromhedsliv, konservatisme eller amish-livsstil, men at vi bliver ført ind under Guds ords lys til fornyelse ved evangeliets kraft.

Her er et kald til forkyndelsen om at tale hele Guds skabelses- og frelsesråd, så der tales Guds lov til dom over mit gamle kød, og så evangeliet får lov at glæde mig over frelsen, og Jesu liv i mig kan leves ud. Så vil det også være en stadig kamp mod mit gamle jeg, der på den ene side elsker at udføre religiøse ydelser for at få fromhedsstatus – og som samtidig hader at blive frarøvet sin magelighed og fred i forhold til omverdenen.

Desuden vil det måske opleves som at søge 100 år tilbage i tiden med livsform og trosliv, i ydmyghed over for den tre gange hellige Gud, når jeg kommer i hans hus: i syndserkendelsens nød, i det daglige sprog, i ydmyghed over for hinanden i ægteskab og som forældre. Som forældre vil det også føre ind i kampen at opleve manglende forståelse fra andre kristne, fra skole og samfund – især i forhold til kønsroller, børneopdragelse og -oplæring og retten til at være forældre fuldt ud.

Dernæst vil vejen koste slid, status i samfund og måske i kristne organisationer – og ikke mindst forståelse fra medkristne. Måske også økonomisk. Der vil være en ydre isolation, for selv mange af dem, der måske kan forstå, forstår det ikke. Måske vil det også koste på tværs af generationer, fordi yngre kan være blevet indfanget af den kritiske tankegang – den stadige forandringstrang i projektform – så der hverken er tid eller øre til at høre det levende Ords dom og genoprejsning. Måske er det endda omvendt – at der er yngre, som hører Ordets tale, men som af modne kristne smittet af tankegangen afvises eller tilrettevises om, at denne bibelforståelse da må være alt for radikaliseret.

Grundlæggende må vi sige, at Gud velsigner os, når vi lever i hans ordninger – men velsignelsen er ikke nødvendigvis velbehag og gode forhold. Velsignelsen er den bibelske fred med den treenige Gud – også når det bliver til kors og modstand her i livet.

En langsom gift

Det er ikke usundt at spise en enkelt nål fra et plastikjuletræ – for nu at vende tilbage til den famøse julekalenders sprog. Det er ikke, at vi i enkelte situationer tager for os af det samfund, vi lever i, der gør, at vi glider med strømmen af dem, der afmonterer Guds ords autoritet og Guds skabte verdensorden. Ingen af os kan eller skal leve som isolerede fra omverdenen i en sekterisk livsstil.

Men et stadigt indtag giver dårlig mave, uklar fornemmelse af tid og sted, og til sidst en ubehagelig død med maven fyldt af plastik. Derfor har vi brug for at hjælpe hinanden. Både med at finde vej som hjem og familie – men ikke mindst for at vores kristne fællesskaber ikke skal blive underløbet og langsomt blive fordrejet til ukendelighed for sin egen Herre den dag, Jesus kommer igen …


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2019. Hele bladet kan læses her.

iii ”Ungdomsliv”, af Illeris, Katznelson, Nielsen, Simonsen og Sørensen, s.25-37, Frederiksberg 2009.

Udgivet af

Knud W. Skov

Knud W. Skov, Herning, projektkoordinator hos Dansk Balkan Mission.

Knud W. Skov

Knud W. Skov, Herning, projektkoordinator hos Dansk Balkan Mission.