… mens I venter på, at vor Herre Jesus Kristus skal åbenbares (1 Kor 1,7).
I min ungdom mener jeg at kunne erindre, at der indimellem blev holdt en prædiken i missionshuset om Jesu genkomst. Jeg mener også at kunne konstatere, at en prædiken over dette emne lyder sjældent i dag. Forventningen var tydeligere i vækkelsestider.
Realiteten er jo, at vi aldrig tidligere har levet så nær ved Jesu genkomst, som vi gør i dag. Allerede på apostlenes tid forventede man Jesu genkomst. Nu er der jo så gået mange år, og vi har virkelig grund til at forvente Jesu genkomst.
Lignelsen om de ti brudejomfruer er en tankevækkemde beretning, for der står, at alle jomfruerne faldt i søvn; alle de jomfruer, som var gået brudgommen i møde, og som ventede hans komme. Det er ikke den store flok verdslige mennesker, der er tale om i denne lignelse. Nej, det er dem, der forventer brudgommens komme. Det er dem, der hører Guds ord. Det er dem, der kommer, hvor Guds ord lyder. Det er altså os, der kommer i de helliges forsamlinger.
Jesus kommer igen. Det har vi Bibelens klare ord for. Vi bekender det i vores trosbekendelse, at Jesus er ”opfaret til Himmels, siddende ved Gud Faders den almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme igen at dømme levende og døde.” Er det ord, der virkelig er en bekendelse, der kommer fra vort hjerte?
For år tilbage var der en person i en kristen organisation i vort land, som trængte til et nyt sæt tøj, men han stillede sig selv det spørgsmål, om det kunne betale sig at skifte sin habit ud, ”for Jesus kommer jo snart!” Det kan vi godt smile af, men han levede virkelig i forventningen om, at Jesus ville komme snart.
Talen om Jesu genkomst hører i kirkeåret hjemme i adventstiden, men at tale om Jesu komme hører ikke en bestemt tid af året til, det hører hverdagen til. Men regner vi ikke med, at Jesus kan komme i vor tid, så kan der heller ingen forventning blive.
Allerede apostlene levede i forventningen om, at Jesus kunne komme igen i deres tid. Da Jesus fór til Himmels stod der to mænd i hvide klæder hos apostlene og sagde: ”Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til Himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.”
Forventningen var en del af deres liv. Paulus taler om ”vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer …” (1 Thess 4), eller ”vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles …” (1 Kor 15) Forventningen var en rigdom for de første kristne, den var med til at bære og give kraft og udholdenhed.
Vi, som lever i et velfærdssamfund og nyder Guds gode gaver i rigt mål, vi glemmer let det, som er vort egentlige mål: at vi altid skal være sammen med Herren, hvor synd og utroskab skal have en ende, og hvor vi skal se Jesus, som han er. Lad os ikke tage fejl: Paradiset er ikke her, men det er, hvor Jesus er.
Det er ikke noget lyst billede, som Jesus tegner for os af de sidste tider, hvor de fleste kun har tanke for det dennesidige. ”Jeg kommer snart,” siger Jesus (Åb 22), I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer, derfor skal I være rede (Matt 24). Men hvem gør sig rede, når man ikke forventer, at Jesu kommer?
Lad os være vågne og forvente Jesu snarlige komme i denne endetid, hvor mange, som Paulus skriver ”i det ydre har gudsfrygt, men fornægter dens kraft” (2 Tim.3,5).
I den time, vi ej venter,
kommer Jesus her igen
for at frelse alle sine
med sig hjem til Himmelen,
bort fra jordens strid og nød,
bort fra synd og angst og død.
I den time, vi ej venter,
skal da vi, som lever end,
ved basunens lyd i luften
hastig føres til ham hen
for at møde Jesus der
og ej skilles fra ham mer.
I den time, vi ej venter –
lad os alle huske det,
så enhver på Herrens komme
uden ophør er beredt,
vandrende i hellighed,
øvende gudfrygtighed.
Ellebys sange
Udgivet af
Christian Lund
Christian Lund, pensionist, Hillerød.