Guds hovedformål med vores eksistens er, at vi skal vidne om Jesu herlighed. Gud gav os liv, så vi med legeme og sjæl kunne vise hen til Jesus og hans storhed. Dette formål med vores eksistens forandres ikke ved døden. Det er vores formål, når vi dør, og det er vores formål i livet efter døden.
For den kristne er det evige liv allerede begyndt, og det vil ikke blive afbrudt af død eller dommedag. Jesus lærte os det, da han sagde: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet” (Joh 5,24). Ved troen på Jesus er dommen og døden allerede fortid. Døden er ikke længere død for den, der er i Kristus Jesus. Essensen af det, der gjorde døden til død, er forandret.
Hvad er det, der har forandret sig?
”Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven. Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!” (1 Kor 15,56-57).
Jesus opfyldte loven fuldkomment. ”Jesus svarede ham: ‘Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed’” (Matt 3,15).
Han tog også den forbandelse, loven lagde på os i kraft af vores synd. ”Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld” (Gal 3,13).
Det vil sige: I Jesus bliver jeg tilregnet den retfærdighed, som loven krævede af mig, og den forbandelse, loven udtalte over mig, er fjernet fra mig.
Derfor er dødens brod forsvundet. Døden er ikke længere den rædsel, som den var engang. Døden er nu er overgang fra liv til bedre liv, fra tro til at se, fra klage til herlighed, fra et godt fællesskab med Jesus til et langt bedre fællesskab med Jesus, fra en vekslen mellem smerte og glæde til udelt glæde, fra kampe med synd til fuldkommen hengivelse til Jesus. Vi er gået over fra døden til livet.
Den måde, vi ærer Jesus på, med vores død, er at have netop det som vores skat, når vi dør. Det vil sige, at vores himmelske herlighed og fællesskab med Jesus er en større skat for os end det, vi efterlader os på jorden. Det er sådan, vi opfylder det gudgivne formål med vores død – som dem, der ikke kan dø. Formålet med denne død-løse død er at herliggøre Kristus. Døden er i syndefaldets verden Guds vej til, at Jesus må få sin sidste lovprisning fra os på jorden, før vi træder ind i den evige lovprisning.
Paulus siger, at vi gør det ved at regne døden som en vinding: ”Det venter jeg med længsel på, og jeg håber (…) at Kristus (…) må blive forherliget (…) med mit legeme, [når jeg skal] dø. Thi for mig er (…) døden en vinding” (Fil 1,21-22). Kristus bliver herliggjort med vores død, når han er så meget vores skat, at døden føles som en vinding.
Døden er en tid til herliggørelse af Gud. Gud vælger den til dette formål for sine hellige.
Et andet eksempel på det er Peters død. Jesus talte til ham om hans død: ”Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil” (Joh 21,18). Og så fortolker Johannes disse ord for os i sit evangelium: ”Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med” (Joh 21,19).
Vi har alle vores udvalgte tid og time til at dø. Det er det sidste tidspunkt her på jorden, hvor vi kan vidne om Jesu store værdi i vores liv. Det er det sidste tidspunkt, hvor vi kan herliggøre Gud. Det sker ved at regne alt på jorden som tab (Fil 3,8) og regne det for en vinding at få lov til at se vores Frelser ansigt til ansigt.
Dem, der bliver efterladt, føler tabet her dybt og smerteligt. Der er tårer, der bliver fældet, uden at nogen ser det. Det er godt. Det vidner om, hvor dyrebar en gave, de har nydt. Men selv her, gennem alle tårerne, er der en vej til at herliggøre Jesus. Job viste os hvordan. Da nyhederne kom om, at alle hans ti børn var døde, står der: ”Da stod Job op, flængede sin kappe og klippede sig skaldet. Så kastede han sig til jorden fyldt med ærefrygt og sagde: ‘Nøgen kom jeg ud af moders liv, nøgen vender jeg tilbage! Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet’” (Job 1,20-21). Han græd og tilbad.
Lad os bede utrætteligt for hinanden om, at Jesus må være så virkelig for os, at vi vil leve og dø på en måde, der viser hans ufattelige værdi for os. ”Ja, jeg regner så vist alt for tab på grund af det langt større at kende Kristus Jesus, min Herre” (Fil 3,8).
Oversættelse: Henrik Gren Hansen fra desiringgod.org.
Udgivet af
John Piper
John Piper, præst og bibelunderviser ved Bethlehem College and Seminary i Minneapolis, Minnesota.