De skal angribe dig, men ikke overvinde dig, for jeg er med dig og redder dig, siger Herren (Jer 1,19).
Indledningsordene er afslutningen på det første kapitel i Jeremias’ Bog. Hele første kapitel handler om, at Jeremias blev mødt af Gud og blev kaldet til at være profet, altså en, der skulle være budbringer af Guds ord til menneskeskabningen.
Men Jeremias havde bare så svært ved at tro, at han skulle gå ind i den opgave, som Gud kaldte ham til. Det kan jo ikke passe, jeg er så ung, hvordan skal jeg kunne det? Sådan tænkte han. Men Herren havde en plan med Jeremias. Han skulle gå bud for ham, og Gud ville gå med ham. Blandt andet ville Gud lægge ordene i munden på ham, og han ville give ham den nødvendige myndighed til at udføre opgaven. Men ikke nok med det, han ville også selv være med hele vejen og beskytte og redde ham, når han måtte blive angrebet.
Jeg tror, der er mange, som ligner Jeremias. For almindeligvis vil vi mennesker hellere gemme os, fornægte eller flygte, når vi tror, at vi vil blive gjort til grin, blive forhånet eller måske forfulgt. Her ligner vi apostlen Peter, da han tre gange fornægtede, at han kendte Jesus (Matt 26,69-75).
Gud lovede Jeremias, at han ville være med ham og give ham de ord, han skulle bruge, og i øvrigt beskytte ham på alle måder. Det er de samme ord, som Jesus møder os med i missionsbefalingen i Matt 28,16-20, hvor Jesus siger til dem, der tror på ham: ”Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” Det er arbejdsgiveren, Jesus, der siger dette til os. Han vil være med os alle dage indtil verdens ende. Og når Jesus er med, hvem kan så være imod? Jo, det er kun vores egen fejhed, tvivl og synd. Det kan så let ende for os, som det gjorde for apostlen Peter.
Det er Guds ord og Helligånden, der opbygger os til en sand tro. Men syndens daglige plage følger og forfølger os hele tiden.
Og netop derfor har vi brug for at høre og læse Guds ord og modtage syndernes forladelse i nadverens sakramente og på den måde hjælpe hinanden på troens vej, så vi opbygges og løbende fornyes i troen på Jesus for her at modtage syndernes forladelse og styrkes i den højhellige tro, hvor vi får nåde over nåde.
Men vi skal også minde hinanden om, at der er noget, vi kan. Jo, der er noget, vi kan! Gud vil, at alle skal frelses, og han vil, at vi skal være vidner for ham. Ikke i en egen velkørende virksomhed, men i Guds virksomhed, hvor Gud er den daglige arbejdsgiver. Og denne arbejdsgiver går selv foran i arbejdet og er med hele vejen i småt som i stort.
Selv om vi så godt ved det, så undgår vi ikke at blive bekymrede. Bekymrede for vores omdømme og anseelse. Og det selv om vi lever et sted, hvor ingen bliver slået ihjel, som hører Jesus til. Flere steder i verden forfølges de kristne den dag i dag, og flere steder bliver de slået ihjel på grund af deres tro. Hvor barskt det end kan lyde, så er Herren også med der, han går også foran der. For hvad betyder vel jordelivet her i forhold til evig frelse i modsætning til evig fortabelse i Helvede. Evig frelse er altså det mest fantastiske, der kan ske!
Lad os også her minde hinanden om hvordan apostlen Paulus kunne sidde og skrive breve til menighederne med stor trøst og håb, mens han sad i fangenskab og ventede på sin henrettelse.
I 1 Kor 15,55-58 skriver Paulus: ”Derfor (fordi døden er besejret af Jesus), stå urokkelig fast, og giv jer hen i arbejdet for Herren. I ved jo, at jeres slid ikke er spildt i Herren.”
Gud, vores arbejdsgiver, er med os hele vejen, hvis vi ikke fornægter ham. Synden kan overvælde os, men så møder Gud os med ordet om, at Jesus allerede har sonet den, og derfor er vi frie i det, han har gjort for os. Derfor lad komme, hvad komme vil, når vor Herre Jesus bare er med.
Vor egen magt ej hjælpe kan,
let kan os fjenden fælde;
men med os står den rette mand,
omgjordet af Guds vælde.
Det er den Herre Krist,
og sejer får han vist,
hærskarers Herre prud,
der er ej anden Gud,
han marken skal beholde.
(LT nr. 435 og SOS nr. 547)
Udgivet af
Thorkil Ambrosen
Thorkil Ambrosen, Hillerød, cand. agro.