Salme 119 er med sine 176 vers den længste salme i Bibelen. Den har ikke nogen klar opbygning med en fremadskridende tanke. Det er stort set de samme udsagn om loven, der gentages med forskellige ord vers for vers. Dermed får salmen en mediterende karakter. Den overbeviser ikke ved argumentation, men hjælper os til at samle sindet om Gud og takke for, at vi gennem loven lærer Gud og Hans vilje og omsorg at kende.
Loven hedder på hebraisk Torahen. Ordet har en videre betydning end det danske ord ”lov”. Ved ”lov” forstår vi umiddelbart noget med krav og betingelser. Torahen derimod er en belæring eller en åbenbaring. Ordet er dermed mere positivt end vor opfattelse af ordet ”lov”. Torahen var for israelitten en kostbar gave, som Gud gav sit folk, så det ikke skulle vandre i blinde. Guds lov åbenbarede Gud og hans vilje og vej. Hvis man gik fejl af Guds vej, var der også i Torahen anvist en vej til tilgivelse og nåde fra Gud.
Ved lovens overdragelse til Israelitterne (2 Mos 20,2) er det vigtigt at bemærke, at loven ikke indledes med krav eller betingelser, men med det nådeord:
”Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Ægypten.”
Det peger tilbage på udvælgelsen, udfrielsen og forløsningen. Når Gud udvalgte Israel og sluttede pagt med det, skyldtes det ikke folkets fromhed og moral, men alene Guds kærlighed og nåde. Da loven blev givet af forløsningens Gud, er enhver tanke om fortjeneste og frelse ved egen kraft udelukket.
Med dette i tankerne bør man læse salmen. Mange af salmens vers kan i øvrigt læses alene, og de viser sig at være særdeles tankevækkende. Et af dem er vers 132, hvor der står:
”Vend dig til mig, og vær mig nådig, det er deres ret, som elsker dit navn.”
Det spørgsmål, der her trænger sig på må være, om vi ligefrem har ret til, at Gud er os nådige? Umiddelbart vil man vel mene, at nåde udvises, hvor man ikke har ret til noget godt. Har man fortjent noget godt, får man det ikke af nåde, men som en belønning.
Oven i købet er det ord, der i verset her er anvendt som ”ret til”, det samme som anvendes i 5 Mos 18,3, hvor det omtales, hvilke dele af offerdyret, præsterne ved templet har krav på at få, når folkene bringer deres ofre. Det er præsternes løn, der er på tale.
Så her i Sl 119,132 peger salmisten altså på, at de, der elsker Guds navn, som løn må forvente, at Gud viser nåde.
Det virker lidt odiøst for en læser med en god luthersk tilgang med lov og evangelium som ballast.
Men det er ikke spor odiøst, for de, der efter versets ordlyd har lov til at forvente Guds nåde er jo dem, der elsker Guds navn. Det at elske Gud ligger ikke i vor egen hånd, men Gud virker det i os, når Han viser os sin nåde og frelse. Når vi hører om den frelse, Gud har givet os i sin Søn, så skaber Gud selv tro i vore hjerter og kærlighed. Vi tror på Jesus, takker for ham, elsker ham og holder fast ved ham, og på grund af ham har vi ret til nåde hos Gud.
Tænk hvor trøsterigt: Guds nåde er ikke noget, du måske må få. Når du har Jesus, så er Gud dig nådig – helt, helt sikkert.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2011. Hele bladet kan læses her.
Lyd
Åbn lyd i nyt vindueUdgivet af
Svend Aage Paulsen
Svend Aage Paulsen, Frederikssund, pensionist.