Da sagde Adam: ”Nu er det ben af mine ben og kød af mit kød. Hun skal kaldes kvinde, for af manden er hun taget.” Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød (1 Mos 2,23-24).
Ægteskabet er helligt. Det er givet af Gud til mennesket. Men vi oplever nu, hvordan man forsøger systematisk at nedbryde og ødelægge dette.
Den onde prøver prøver med al magt at sprænge vores bånd til Herren. Der er et voldsomt satanisk angreb på familierne. Selv kristne familier oplever det i stigende grad. Der er rigtig mange, for hvem det bliver både anstrengende og svært at tackle.
På samme tid er der aldrig blevet skrevet så mange bøger om, hvordan vi skal løse alle vores ophobende og over hovedet voksende problemer.
Det kan være alle mulige forskellige problemer: uenighed om opdragelse, hvor man skal have sin åndelige føde, økonomiske og seksuelle problemer osv. osv.
Men selvom alle de bøger er tilgængelige, bliver problemerne ved at være der, oftest tager de til i styrke.
Sindene er i oprør, og om man er barn, ung, ældre eller gammel, så oplever jeg i min omgangskreds og samtale med andre mennesker, at man bliver mere og mere usikker på livet. Det er blevet slemt i min levetid, men de sidste 10 års tid synes jeg, det er gået skrækkeligt stærkt.
Hvorfor? Det spørgsmål har jeg stillet mig selv et utal af gange, og lige så ofte er det det samme svar, der kommer frem. Fordi man i vid udstrækning ikke længere lader Gud tale til os, og fordi den hellige Guds ord ikke bliver regnet for en autoritet.
Vi lever i en verden, hvor man har skrottet Guds leveregler og hans vejledning for et godt kristenliv.
Man tror fejlagtigt , at man selv kan finde vejen hjem, men fejler fælt gang på gang.
Den moderne verden lægger et afsindigt pres på familierne, og jeg tror, mange, især kristne familier, kan nikke genkendende til det. Der er så meget skrammel, både på nettet, fjernsynet og på film.
Man laver grin med ægteskab og med familierne. Man latterliggør ægteskabet mellem mand og kvinde og får derigennem det ud af det, at samfundet mislykkes, enhver har kun sig selv og sin selvnydelse for øje.
Lad os gå tilbage til begyndelsen, lad os igen samles om Guds ord.
Han velsignede og grundlagde selv ægteskabet mellem en mand og en kvinde, og han kaldte det helligt.
Må Gud velsigne dig og mig til også at holde det helligt.
Udgivet af
Torben Bitsch
Torben Bitsch, pedel, Videbæk. 51 år, gift med Bente og har 3 børn.