Abram sagde: ”Du har ikke givet mig afkom, så min hustræl skal arve mig.” Da lød Herrens ord til ham: ”Nej, han skal ikke arve dig, dit eget kød og blod skal arve dig” (…) Abram troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed (1 Mos 15,4.6).
Løfterne til Abram
Herren havde ikke glemt løftet til Abram. Han våger over sit ord. Abram var bange for, at Herren ville lade sig nøje med, at hans arv blev ført videre gennem hans tjenere. Men sådan var Herrens vej ikke.
Det var ikke en tjener, der skulle arve Abram, men hans søn. Arvingen skulle være søn af ham selv.
Der var dobbelt klangbund i dette løfte. Først sigtede det til Isak, og dernæst pegede det frem mod Abrams søn, Jesus Kristus – arvingen med stort A.
I lignelsen om vinbønderne bruger Jesus udtrykket ”arvingen” om sig selv: ”Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv” (Matt 21,38).
Jesus siger, at Abram så frem mod den dag, hvor løfterne skulle få deres endelige opfyldelse: ”Abraham, jeres fader, jublede over at skulle se min dag, og han fik den at se og glædede sig” (Joh 8,56).
Vejen til velsignelse for alle folkeslag går gennem Abrams søn, Jesus Kristus. Alle Guds løfter bliver opfyldt i ham: ” … for alle Guds løfter har fået deres ja i ham. Derfor siger vi også ved ham vort amen, Gud til ære” (2 Kor 1,20).
De rige løfter, der blev givet i den gamle pagt, er ikke længere begrænset til Israels folk. I Jesus Kristus har alle Guds børn del i hele velsignelsens fylde: ”… for at velsignelsen til Abraham kunne nå ud til hedningerne i Kristus Jesus, og vi ved troen kunne få Ånden, der var lovet os” (Gal 3,14).
Retfærdiggjort af tro
”Abram troede Herren …”
For første gang i Skriften bliver troen omtalt. Abram troede Gud. Abram satte sin lid til det, Gud havde lovet. Han troede på, at Gud kunne gøre løfterne til virkelighed. Troens holdepunkt var Guds ord. Når han så på sit eget legeme, havde alderen sat sine tydelige spor. Og kiggede han på Saraj, var der heller ikke noget at håbe på. Kun Gud kunne give ham en søn. Abram klyngede sig til ham i sin hjælpeløshed.
”Han tvivlede ikke i vantro på Guds løfte, han blev tværtimod styrket i troen og gav Gud æren og var fuldt overbevist om, at det, som Gud har lovet, har han også magt til at gøre” (Rom 4,5).
”… Og han regnede ham det til retfærdighed.” Abram havde ingen retfærdighed i sig selv. Hans retfærdig var ligesom vores: som snavset tøj (Es 64,5). Både hans ydre og indre liv var urent. Udgangspunktet var forkert. Han var født i synd (Sl 51,7).
Abram blev retfærdig på grund af en tilregnet retfærdighed. Ordet er hentet fra retssproget og taler om en domsafsigelse. Dommeren tilregner og erklærer vedkommende for at være retfærdig.
”Den derimod, der ikke arbejder, men tror på ham, som gør den ugudelige retfærdig, ham regnes hans tro til retfærdighed” (Rom 4,5).
Hvad troede Abram? Han troede Guds ord om sønnen. Abram satte sin lid til Herrens ord om sønnen, og Gud svarede med at retfærdiggøre ham.
Her er Abram vores forbillede. Vi bliver gjort retfærdige ved at tro Guds ord om Jesus Kristus. Han gav sig selv hen for vores synder og stod op til vores retfærdiggørelse. Det er den tro, der gør retfærdig i den himmelske højesteret.
Udpluk fra bogen ”Abraham”, LMBE 1994, s. 60-65.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2022. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Kjell Dahlene
Kjell Dahlene, forkynder, Mandal (Norge).