Abraham – et dårligt valg?

Om hvem der kan tjene Gud. Om ligheden mellem, hvordan Gud frelser, og hvordan Gud bruger mennesker i sin tjeneste.

En af de skikkelser, som får en bred præsentation i Skriften, er Abraham.

Vi møder ham første gang i 1. Mosebog 11,27 og kan følge hans livshistorie i mange kapitler frem.

I det Nye Testamente vises der stadig hen til ham som den mand, Gud udvalgte for at blive stamfader for Israels folk, stamfader for Jesus og åndelig far for de troende.

Der står ikke meget i Skriften om, hvorfor Gud udvalgte netop Abraham. Og dog viser hans historie os noget om, hvordan Gud går frem, når han udvælger mennesker, både til frelse og tjeneste.

I denne artikel skal der gives nogle glimt fra Abrahams liv og historie med tanke på at belyse spørgsmålet om, hvorfor Gud valgte netop ham som sin tjener med tanke på sin frelsesplan. Læseren vil forhåbentlig undervejs i læsningen blive drevet til selv at tænke over, hvad der skal til for at kunne tjene den levende Gud.

Abrahams tid og vores tid

Abraham levede i den anden store tidsepoke i menneskehedens historie. Den tid, som havde sin begyndelse efter syndfloden. Både hans egen tid og den epoke, som gik forud for denne, viser, hvordan syndens store magt ytrer sig og fører menneskeheden ind i et kollektivt frafald fra Gud.

På Abrahams tid havde Gud allerede to gange grebet ind for at standse og begrænse udfoldelsen af syndens magt. Først ved syndfloden, dernæst ved at forvirre menneskenes sprog.

Ligheden mellem Abrahams tid og den tid, vi selv lever i, er slående. Grunden til det er, at syndens kræfter har den samme magt også i vores tid.

Over for den mentalitet, som præger vores tid, føler troende mennesker let afmagt. Frafaldets kræfter synes at være stærkere end de tiltag, de selv går i gang med, for at føre mennesker ind i troens samfund med den levende Gud og frelser Jesus Kristus. Og desuden virker syndens dragende og bindende magt stærkt også blandt kristne mennesker.

Men også i vores tid er der grund til håb om frelse. Årsagen til det skal vi se nærmere på i det følgende.

Gud griber ind til frelse.

Ifølge Skriften gentager historien sig. Gang på gang har menneskeheden bevæget sig mod åndeligt mørke og frafald. Men gang på gang har den almægtige Gud også grebet ind i vores verdens mørke historie for at frelse mennesker fra syndens magt og Guds dom.

De indgreb, Gud på den måde har foretaget, er sker på de tidspunkter, hvor syndens magt har virket stærkest, mørket tættest og håbløsheden størst.

Guds handlemåde følger i disse tilfælde altid et bestemt mønster: Først taler Gud ind i verden om, hvad han vil gøre. Derefter gør han, hvad han har lovet.

Ved at opfylde sine løfter, trods den modstand, Satan og den gudsfjendske verden byder ham, viser Gud sin almagt.

Den mørkeste og ondeste dag i menneskehedens historie er syndefaldets dag. Men selv på den dag greb Gud ind og gav det første løfte om frelse (1 Mos 3,15). Han ville knuse Satan og tilintetgøre den magt, som synden havde vundet over mennesket.

Dette løfte blev opfyldt, ved at Gud lod sig føde ind i den onde verden som gudmennesket Jesus Kristus. Ved hans lidelse, død og opstandelse er Satans og syndens magt endegyldigt blevet knust.

For at denne frelse skulle blive mulig, måtte Gud imidlertid først skabe et folk, som Guds søn kunne fødes ind i, nemlig Israels folk.

Gud valgte Abraham

Det er på det punkt i frelseshistorien, hvor Gud greb ind for at skabe Israel, vi møder Abraham. Han er den mand, Gud vælger til at blive Israels stamfader.

Abraham manglede ikke menneskelige kvalifikationer. Sandsynligvis var han højt begavet. Han var modig, klog og rig. Trods alle disse fortrin manglede han dog den afgørende forudsætning, for at Gud kunne bruge ham i den tjeneste, han var valgt til. Han kunne nemlig ikke få børn, fordi hans kone var barnløs.

Hvorfor valgte Gud så lige netop ham til at blive stamfader til sit folk?

Svaret på dette spørgsmål lærer os noget helt afgørende om, hvordan Gud går frem, når han udvælger menneskelige redskaber med tanke på at fuldføre sin frelsesplan. Gud vælger, sådan at selv det mest ressourcestærke menneske oplever, at det ikke kan udføre den tjeneste, Gud vil bruge det til. Sådan var det med Moses, David, Saul og Paulus, for at nævne nogle.

Når det gælder Abrahams historie viser den samtidig også, at Gud gav ham den afgørende forudsætning for at kunne blive brugt af Gud, nemlig troen.

Hvad dette betyder, kan imidlertid let misforstås. Der er nemlig mange meninger om, hvad den tro, som kvalificerer til tjeneste for Gud består i, også blandt mennesker, der bekender sig som kristne. Ikke sjældent møder man den opfattelse, at det er nødvendigt at have tilstrækkelig tro på sig selv for at blive brugt af Gud. Men dette stemmer ikke med den tro, Herren ser efter, når han søger en tjener.

Dette forstår vi, når vi ser nærmere på, hvad det er for en slags tro, Gud gav Abraham for at kunne bruge ham.

Abrahams tro og vores tro

Abrahams tro har noget ved sig, som gør, at den skiller sig væsentligt ud fra al anden tro, vi møder hos mennesker. Den ytrede sig som en tro på Herren alene, og den var af en sådan karakter, at han blev frelst ved den.

Frelse ved tro består i, at Gud retfærdiggør den, som selv ikke har gerninger at vise frem for Gud. Sådan var det med Abraham, og sådan er det for dig, så sandt du har den sande og frelsende tro.

Forholdet er imidlertid, at den tro, Abraham blev frelst ved, også blev helt afgørende for hans tjeneste. Gud sørgede nemlig for at bringe Abrahams tro på, hvad Gud kunne udrette ved ham, i harmoni med den tro, han blev frelst ved. Ligesom Abraham ikke kunne have tro på sig selv og sine egne gerninger i forhold til frelsen, kunne han derfor heller ikke have tro på sig selv og sine egne forudsætninger i sin tjeneste.

Et forhold, som ikke alle er opmærksomme på, er, at den frelsende tro ikke kun har retning opad mod Gud; den vil også tage magt over det troende menneskers tanker, liv og tjeneste.

Når dette sker, opstår der ofte en personlig og indre konflikt, fordi også troende mennesker har trang til at ophøje sig selv i stedet for at ophøje Herren.

I denne kamp er det nødvendigt, at den frelsende tro sejrer og får magt. Selvophøjelse og tro på egne forudsætninger er nemlig den største hindring for, at Gud kan bruge et menneske i sin tjeneste. Derfor føres ethvert menneske, som Gud vil bruge i sin tjeneste, ind i en kamp, hvor selvtroen tilintetgøres. Kun sådan kan Gud gøre det sådan, at troen på Guds almagt og godhed vokser, sådan at det troende menneske sættes i stand til at tjene Herren.

Sådan gik det med Abraham. Gud fratog ham troen på, at han virkelig kunne tjene Gud, og gav ham i stedet troen på, at intet er umuligt for Gud.

Dette skal vi se nærmere på i det følgende.

Hvordan Gud satte Abraham i bevægelse

Underligt nok står der ikke noget om, hvornår og hvordan Abraham kom til tro på Herren. Første gang vi møder ham i Skriften er, da Gud er i færd med at føre ham ind i sin tjeneste. Denne tjeneste skulle begynde med et brud med den by og det land, han boede i, med slægten og med faderens hus.

Abrahams liv skulle tage en anden retning. Målet for Abrahams liv blev nu det land, Herren ville give ham (1 Mos 12,1ff.).

Herrens befaling om at bryde op må have virket lammende på Abraham. At foretage sådan et brud med slægt og venner var risikofuldt for en beduin. Men bruddet var et nødvendigt skridt på Herrens vej, for at Gud skulle kunne bruge ham.

I sig selv indebar dette skridt, at Abraham i tro måtte overlade sit liv til Herren.

Hvad var det så, som satte den troende Abraham i bevægelse, så han foretog dette brud?

På dette spørgsmål er der kun ét svar. Abraham blev bevæget af de løfter, Gud gav ham.

Lad os aldrig glemme det. Dybest set er det ikke opfordringer eller såkaldte udfordringer, der kan bevæge frelste mennesker ind i en sand tjeneste for Gud, men løfter om, hvad Gud i sin almagt vil og kan gøre.

Efter at have givet Abraham den lammende befaling til at bryde op, talte Gud derfor til ham om alt, han ville gøre for ham og ved ham.

I disse løfter siges der faktisk intet om, hvad Abraham kunne formå ved egen kraft. Der sættes overhovedet ingen krav til ham. Se bare i 1. Mosebog 12,2-3, hvis du vil forsikres om, at det er sådan. Der siger Herren nemlig: Jeg vil gøre dig til et stort folk, jeg vil velsigne dig, jeg vil give dig landet, og jeg vil gøre dig til en velsignelse – i dig skal alle jordens slægter velsignes.

Hvad gjorde så Abraham?

Han hørte på Guds løfter, og så brød han op og drog af sted mod det lovede land. Han begyndte på en rejse, hvor han undertiden mødte store vanskeligheder og forhindringer.

Blandt andet oplevede han et brud med brorsønnen Lot, som havde fulgt ham et stykke på rejsen (1 Mos 13,1ff.).

Der er ingen tvivl om, at også Lot var et frelst menneske. I korthed må det alligevel siges om ham, at hans liv ikke blev præget af den frelsende tro på samme måde som Abrahams liv. Dette gav sig udtryk i, at Lot foretog valg i livet, som viste, at han ikke søgte Guds rige først. Hans valg førte ham derfor også ind i en åndeligt set farlig situation, han søgte nemlig bosted i byen Sodoma, som var kendt for sin umoral. På den måde blev Lot repræsentativ for den type troende mennesker, som Gud vanskeligt kan bruge.

Hvordan Gud bevarede Abraham i troen

Når det derimod gælder Abraham, førte Gud ham sådan, at troen, som han blev frelst ved, i stadig større grad kom til at præge hans livsførelse.

Først og fremmest skete dette, ved at Gud ventede med at opfylde det løfte, han havde givet ham.

For mennesker, der tjener Herren, er det lidt af en prøvelse at opleve, at Gud venter med at opfylde de løfter, vi håber på, når det gælder andre menneskers frelse. Særligt er det vanskeligt, når det drejer sig om personer, der står os nær, og som vi beder for.

Det er også en prøvelse, når livet præges af vanskeligheder i hverdagen, sådan som det skete med Abraham.

Men vi skal lægge mærke til, at efter flere hårde år med rejser og krig kom Gud til sidst selv og trøstede Abraham (1 Mos 15,1ff.).

Denne samtale giver os et glimt ind i et troende menneskes kamp. Den viser også, hvordan Gud trøster den, der er i sådan en kamp, og ved det styrker troen.

Abraham lagde hele sin nød og alle sine skuffede forventninger frem for Herren: ”Jeg går barnløs bort”, klagede han.

Men sådan som situationen tog sig ud for Abraham, tog den sig ikke ud for Gud. Derfor gav Gud Abraham noget, som styrkede hans tro netop i denne situation, hvor mørke tanker prægede hans sind. Gud talte løfternes ord endnu en gang, og ved det blev Abrahams tro på ny tændt (1 Mos 15,4).

Hvor nøje den tro på Guds løfter, som blev skabt ved disse ord, er forbundet med den frelsende tro, ser vi af, at Skriften i denne sammenhæng siger, at Gud regnede Abraham denne tro til retfærdighed (v. 6).

Abrahams tjeneste blev på denne måde ikke bare at blive far til Isak. Han blev også gjort til et forbillede for ethvert menneske, der lever i den frelsende tro, sådan at vi kan genkende os selv i Abrahams troskamp. Om denne kan vi læse i Rom 4,17ff.

I den tid, da Abraham ventede på, at Gud skulle opfylde sit løfte, blev hans tro i virkeligheden styrket. Fordi han oplevede, at de naturlige forudsætninger for, at løftet kunne opfyldes, ikke var til stede, blev hans forventninger og hans håb til Herren stadig større. Han blev stærk i sin tro, idet han gav Gud æren, står der.