Sommetider kan man, i længere eller kortere tid, være åndeligt svag og uopmærksom på, at troen kan sive ud af en. Sådan kan det komme til os alle. Man bliver optaget af andre gøremål, ændrer fokus. Det er slet ikke, fordi det er det, man vil, men lige så langsomt sniger sløvheden, eller hvad man nu skal kalde det, ind på en. Det er en katastrofal virkelighed, der kan ramme os alle.
Hvor er det vigtigt, at der i en sådan situation er kristne brødre og søstre, som kan gøre Guds folk opmærksom på, at frafaldet kan ligge og lure ganske ganske tæt på en.
En dag dumpede Nyt Livs blad ned i postkassen. Det er altid med en vis forventning, at jeg åbner og læser dette blad. Sådan var det også denne gang. Indtil jeg nåede til side 6, hvor overskriften lød ”Værdifuld og fortabt”. Under overskriften stod der nogle få linjer: ”Vi skal vise de unge både i ord og i vores omgang med dem, at de er skønne og elskede, alle som én. Men når vi står i forkyndelsens situation, så er det vores kald frem for noget andet at tale om deres forhold til Gud på det lodrette plan og at lede dem til Jesus ved lov og evangelium, ved en klar tale om himmel og helvede, synd og soning og frelse ved Jesus alene. Sådan er det i hver ny generation, og i hver generation er vi på vej til at miste dette Guds ord, der leder til tro og frelse.”
Da jeg læste dette, væltede alle mine svigt over for kone, børn og familie ind over mig. Ja alle dem, som står en så nært. Man tog sig ikke tid til dem, da der var brug for det. Eller var mere fokuseret på egne mål og behov end andres.
Vi kan sagtens gå og ligne nogen, hvor det hele ser ud til at være fuldstændigt i orden, men virkeligheden er, at det er helt i uorden. Vi vil så gerne, det hele ser så godt ud. Hvem vil ikke gerne være værdifuld og have et fantastisk liv og snakke om det?
I hver generation er der brug for, at der bliver talt tydeligt til mennesker om frafaldets virkelighed og med bøn om, at dette levende Guds ord om en almægtig og evig frelser må drage mennesker ind i vor Jesu Kristi favn. Vi må være meget på vagt over for, at den onde altid har prøvet at så sin giftige såsæd ind i Guds folk.
Som Paulus skriver i Gal 3,1: ”Hvem har forhekset jer?”
Og senere: ”I begyndte i ånden, vil i nu ende i kødelighed?”
Må vi kende og lytte efter Herrens røst, så vi ikke farer vild.
På et tidspunkt arbejdede jeg på Island. Der passede jeg bl.a. en del får.
Af og til afviste nogle af moderfårene deres lam. Disse lam skulle så flaskes op. Lynhurtigt lærte disse ”bummerlam”, som vi kaldte dem, at kende deres hyrdes røst. Hvis ikke hyrden sørgede for dem og dækkede deres behov, ville de lige så stille gå til grunde.
Sådan er det også med os, hvis vi får mangelfuld åndelig mad. Vores sjæl sulter lige så stille ihjel.
I 1 Kor 12,10 taler Paulus om nådegaven til at bedømme ånder. Må vi i Kristi menighed bede Gud om til stadighed og til kommende generationer at sende disse hyrder, som med sandhedens ord står frem i tide og utide og prædiker Guds ord i lov og evangelium. Og må de mennesker, som har denne opgave, være i besiddelse af meget af vor Herres Jesu kærlighed.
Udgivet af
Torben Bitsch
Torben Bitsch, pedel, Videbæk. 51 år, gift med Bente og har 3 børn.