Jesus har gjort det

Sådan kom jeg til tro XXI

Det er et ubeskriveligt stort under, når et menneske kommer til tro på Jesus. Der bliver glæde i himlen, når det sker, og i den kristne menighed glæder vi os med. Hver omvendelse er en påmindelse til os om, at det er muligt for vantro mennesker at blive frelst – også i dag. Gud har magt til at gøre det. Det vil denne artikelserie gerne minde om.

Forstod intet

Søren Skovenborg kom til tro på Jesus, da han var 22 år. Indtil da havde han levet i udkanten af det kristne fællesskab. Han havde mødt mange, som havde vidnet for ham om Jesus. Gang på gang havde han hørt evangeliet om Jesu død på korset til frelse for alle syndere. Men det sagde ham ingenting. Han forstod det ikke.

Søren voksede op i Sønderjylland i et hjem, hvor faren var lærer, og hvor der hver aften blev læst et andagtsstykke og bedt en kort bøn. Familien gik ofte til gudstjeneste, men de kom ikke i noget missionshus, og der blev ikke talt personligt om den kristne tro i hjemmet.

De læste andagter talte ikke til Søren:

”Jeg forstod intet af det, og jeg kan huske, at jeg som 9-årig tænkte, at når jeg bliver voksen og bliver gift, så vil jeg ikke have noget med det her at gøre.”

Sørens ældre bror sagde det til forældrene, som det var:

”Vi forstår ikke det der. Kan vi ikke læse noget andet?”

Forældrene ville gerne tage hensyn, og det følgende år læste de skiftevis den almindelige andagtsbog og en børneandagtsbog.

Kort berøring

Gennem børneandagterne oplevede Søren for første gang noget, som ville gentage sig: at han i glimt blev ramt og berørt af Guds ord for derefter at glide tilbage i ligegyldighed:

”Jeg var begyndt at stjæle, og en aften handlede børneandagtsstykket netop om det. Det ramte mig, og jeg kan huske, at jeg græd over det.”

Men snart efter var det glemt igen.

Det var en kontakt med Jehovas Vidner, der fik Søren til for første gang selv at læse i Bibelen:

”Jeg havde fået en bog fra Jehovas Vidner, da jeg var 15 år. Mine forældre sagde, jeg skulle smide den væk, og jeg lovede at gøre det. Men så læste jeg i den alligevel, og den gjorde stærkt indtryk på mig. Den handlede om de sidste tider og nærmere bestemt om Matthæusevangeliet 24, hvor der står om alt det, der skal ske forud for Jesu genkomst. Jeg blev virkelig skræmt af det, som stod i Bibelen om de sidste tider, genkomsten og dommedag. Men jeg kunne ikke tale med mine forældre om det, fordi jeg havde lovet at smide bogen ud.”

I Vestjylland begyndte Sørens mor at gå til møde i det lokale missionshus. Et par gange gik Søren med, og en aften mødte han noget, der gjorde et stærkt indtryk:

”Der var en missionær, der prædikede, og han fortalte om, hvordan han var blevet omvendt som teenager. Han havde ligget på knæ i bøn til Gud en hel nat, og næste morgen havde han sagt til sin mor: ’Nu er din Gud min Gud.’

Det talte til mig. Jeg var selv 16 år på det tidspunkt, og jeg havde en fornemmelse af, at noget ikke var i orden hos mig i mit forhold til Gud. Kunne det komme i orden på en enkelt nat, så ville jeg det gerne.”

Men det blev ved en forbigående tanke.

Kibbutz

Efter realeksamen traf Søren et valg, som skulle få afgørende betydning for ham: Han tog i kibbutz i Israel:

”Inden jeg tog derned, læste jeg om den socialistiske idé bag kibbutz-bevægelsen. Det optog mig meget. Den kibbutz, jeg kom til, var meget socialistisk, og jeg blev grebet af de socialistiske idealer. Da jeg kom hjem fra Israel i 1972, var jeg optændt af tanken om, at vi kunne få noget som kibbutzerne i Danmark.”

Men hjemkommet fra Israel skulle Søren have et arbejde. Det var hans far meget optaget af, og han hjalp Søren med at få arbejde som assistent på Soldaterhjemmet i Oksbøl.

Mødet med unge kristne

På soldaterhjemmet mødte Søren for første gang i sit liv jævnaldrende, som troede på hele Bibelen som Guds sande ord, inklusive skabelsesberetningen, og som vidnede om Jesus som deres frelser ud fra en personlig tro:

”Det med ’en personlig tro’ var helt nyt for mig. I mødet med de her folk blev det klart for mig, at det stod helt anderledes til med dem end med mig.”

Søren følte sig udenfor imellem de kristne medarbejdere, selvom de var venlige og imødekommende over for ham. Det åndelige liv, som han oplevede hos dem, virkede både dragende og skræmmende på ham:

”En dag gik jeg til soldaterhjemslederen og sagde det, som det var: ’Jeg har nu to valgmuligheder. Enten bliver jeg som en af jer, eller også rejser jeg. Jeg har valgt at gøre det sidste.’

Og så rejste jeg.

Siden har jeg hørt, at de kristne medarbejdere oplevede det som et hårdt slag, da jeg forlod soldaterhjemmet. Den dag, jeg rejste, gik de ind på kontoret, bøjede knæ sammen og bad for mig. Men de var ikke slået ud. Soldaterhjemslederen sagde til de andre: ’Ham ser vi igen.’”

Gymnasietid

I 1973 flyttede Søren hjem til sine forældre og begyndte på HF på Vestjysk Gymnasium i Tarm. Der var mange unge kristne på gymnasiet:

”De samledes hver dag til andagt, og hver andagt blev afsluttet med, at de sang ’Skriv dig Jesus på mit hjerte’.”

Søren kunne godt lide at være med til andagterne, selvom han ikke forstod det evangelium om Jesu frelse, som de andre var så optaget af og glade for. Han mødte også nogle skarpe holdninger, som han stødte sig på. Det blev ikke nemmere af, at han politisk oplevede at stå et helt andet sted end de kristne.

Gradvist havde Søren bevæget sig fra socialisme til rendyrket kommunisme. Det banede vej for et nært fællesskab med andre kommunister på gymnasiet:

”Jeg talte sågar om, at jeg havde ’omvendt mig’ til kommunismen. Jeg svor, at jeg ville være kommunist til min død. Om jeg så blev 90 år, og om alle andre opgav kommunismen, så ville jeg aldrig gøre det. I gruppen af kommunister på gymnasiet havde jeg en særstilling ved, at jeg havde været i kibbutz. Her havde jeg noget, som jeg kunne byde ind med og fortælle om. Det havde jeg ikke i den kristne andagtsgruppe.

I gymnasiet kom de kommunistiske tanker efterhånden til at optage mig så meget, at jeg knapt kunne tænke på og tale om andet. Jeg røg ikke, jeg drak ikke, og jeg gik ikke med piger; jeg var kun og konstant optaget af kommunismen. Det medførte, at jeg forsømte mit studium og ikke fik lavet lektier. Efterhånden kunne jeg heller ikke holde ud at bo hjemme på grund af politiske diskussioner med min far. Så jeg var parat til at droppe ud af uddannelsen. Men min far var meget bestemt: ’Du forlader ikke studiet, før du har noget andet!’”

I mangel af andre alternativer valgte Søren at aftjene sin værnepligt.

Skanderborg

Under soldatertiden hørte Søren en soldaterkammerat fortælle positivt om sine erfaringer som ufaglært medarbejder i det, som dengang blev kaldt åndssvageforsorgen. Det tiltalte Søren, og efter soldatertiden fik han i 1974 arbejde i åndssvageforsorgen i Skanderborg.

Søren var meget glad for sit nye arbejde, men han kendte ingen i byen. For at lære nogen at kende meldte han sig ind i en badmintonklub. Men der skulle mere til at fylde ugen ud:

”En dag så jeg en lille bekendtgørelse i den lokale ugeavis om, at der blev indbudt til KFUM og K-møder. Jeg tænkte, at det var værd at prøve. Hvis det var kristne, der for alvor ville noget, kunne kommunismen være noget for dem. Jeg var meget selvbevidst. Men jeg var også forsigtig og lidt usikker, da jeg mødte op i deres hus. Der blev dog taget rigtig godt og venligt imod mig, og jeg blev straks tilbudt at være med i en bibelkreds med tre piger. Det lød rigtig godt, så det sagde jeg ja til.”

Bibelkredsen mødtes en gang om ugen:

”Jeg mindes ikke, at pigerne var særligt teologisk stærke eller gode til at forklare meningen med bibelteksterne. I hvert fald fattede jeg ikke en millimeter af noget som helst. Men de elskede Jesus, og de elskede at læse i Bibelen og at læse de bibelvers, som de var blevet glade for. Deres kærlighed til Jesus og til Bibelen talte stærkt til mig. Jeg er overbevist om, at de bad meget for mig og inderligt ønskede, at jeg måtte lære Jesus at kende.

De var også meget tålmodige. De var trofaste tilhørere til mine ekstreme politiske synspunkter. Jeg bliver flov, når jeg tænker på, hvilken plageånd jeg må have været. Men de tog det meget roligt, selvom de uden tvivl var bekymrede for mig.

Jeg ved ikke, om pigerne talte med mig om fortabelsen og Helvede. Måske var det noget, der stod i bibelteksterne, eller noget Gud mindede mig om. Men jeg begyndte at tænke meget over, at jeg ikke var klar til at dø, og at jeg ville gå fortabt, hvis jeg gjorde det. Jeg blev bange for at cykle gennem byen om aftenen af frygt for at blive kørt ned og dø.”

På bibelskole

”Efter syv måneder i Skanderborg stod jeg igen uden arbejde. Pigerne var hurtige til at komme med et forslag til, hvad jeg nu skulle: på bibelskole i Hillerød. Den bibelskole havde de hørt så meget godt om, og de var overbevist om, at den ville være god for mig. Men jeg ville gerne selv undersøge, hvad slags skole det var. Så en fredag ringede jeg til skolen på et nummer, som åbenbart var elevernes mønttelefon. Den elev, jeg fik fat i, sagde, at jeg bare skulle komme dagen efter.

Da jeg kom, havde en gruppe af eleverne arrangeret en hel dags introduktion for mig inklusive frokost med forstanderens kone og en samtale med en af lærerne. Ved samtalen med læreren spurgte jeg: ’Kan man godt undgå at blive frelst på den her skole?’ Jeg fik svaret: ’Det kan man godt, men der er nogle som bliver det.’

På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvad det ville sige at blive frelst, kun at det lød ekstremt. Dagen endte med, at de elever, som havde taget sig af mig, og som i løbet af dagen havde hørt en masse om kommunismen, kørte mig til stationen i en fyldt bil.”

I januar 1975 begyndte Søren som elev på Luthersk Missions Højskole i Hillerød sammen med 107 andre elever:

”Der gik ikke mange dage, før jeg inderligt havde fortrudt mit valg. Jeg forstod ikke meget af undervisningen. Den virkede ligegyldig for mig. Bibelfagene havde jeg svært ved at følge med i, og jeg var skrækslagen for at blive spurgt om noget i undervisningen. Forstanderen kunne godt spørge elever, som ikke havde rakt fingeren op, og nogle af eleverne vidste rigtig meget om Bibelen. Jeg vidste ingenting.

I nogle af højskolefagene kunne vi diskutere politik, men den politiske interesse hos mine elevkammerater begrænsede sig stort set til ét parti, og jeg stod meget alene med mine synspunkter. Mødet med de andres politiske holdninger forstærkede bare min egen overbevisning, og jeg blev så aggressiv, at en af lærerne blev bange for mig.”

Længsel efter tro

”Samtidig trak længslen efter at tro i mig. Den tro, jeg mødte hos en del af de andre elever, gjorde stort indtryk på mig. Og stadigvæk var jeg plaget af tanken om fortabelsen. Hvis det var sandt, at et menneske kunne gå evigt fortabt, var jeg i en forfærdelig situation. Jeg havde en fornemmelse af, at jeg måtte få den tro, som de andre havde. Jeg ønskede at få det som dem.

Der blev talt meget om Romerbrevet, så jeg begyndte at læse brevet, men jeg forstod det ikke. Jeg læste en kommentar af Øivind Andersen, men teksten var stadig helt uforståelig og intetsigende for mig. En dag, da jeg sad og læste Romerbrevet i skolens bibliotek, kom der en pige ind. Jeg spurgte hende om det, jeg havde sværest ved at forstå: Hvorfor skulle Jesus dø på korset? Hun begyndte at forklare evangeliet for mig og kom til at græde, mens hun gjorde det. Det var som om, jeg kortvarigt forstod en lille smule af det med Jesus og korset, men så var det væk igen.”

Bibelkursus

”Da vi nåede frem til uge 6, var jeg nået frem til, at det her ikke var mig. Jeg ville pakke sammen og forsvinde. Men det var et uheldigt tidspunkt, fordi der var bibelkursus den følgende uge. Så jeg nåede frem til, at jeg ville vente til uge 8 og så forlade skolen.

Under bibelkurset var skolen på den anden ende. Det vrimlede med mennesker, og vi elever sov på sovesal i køjer. Jeg deltog i det, der foregik. Der var fyldt af mennesker i den store mødesal, og man stod op, når man sang kursus-sangen ”Fra Frelseren på korsets træ”. Jeg stod ikke op, men de andre gjorde, og de sang så taget løftede sig.

På kursets tredje dag om aftenen den 18. februar talte skolens forstander Hans Erik Nissen. Det, han sagde, forstod jeg, og det talte til mig, men jeg kunne ikke holde det sammen i sin helhed. Derfor var det rigtig godt, at han til sidst sammenfattede det og sagde, at hans budskab denne aften kunne samles i tre ord: ”Alt for Jesus!”

Da han sagde det, stod det med ét lysende klart for mig: ’Ja, det er det, det handler om! Alt for Jesus. Jeg må give alt for Jesus. Det vil jeg gøre, og når jeg gør det, er jeg kristen. Jeg er kristen! Jeg vil følge Jesus helt, i alt.”

Eufori og fortvivlelse

”Jeg var helt euforisk efter mødet. I skolens dagligstue ved flyglet mødte jeg en af pigerne fra elevholdet og delte min glæde med hende: ’Jeg er blevet kristen!’

Hun spurgte, hvad jeg mente med det.

Jeg svarede: ’Det var det, Hans Erik sagde her i aften: Alt for Jesus! Det vil jeg leve efter.’

Hun så et øjeblik på mig og spurgte så lige så stille: ’Kan du det?’

Det spørgsmål ramte mig med et slag så hårdt, at det sortnede for mine øjne. I ét nu stod det tindrende klart for mig: Jeg er en synder. Jeg klarer det ikke. Jeg har ikke kvaliteterne til det. Det er umuligt. Jeg er fortabt! Jeg husker tydeligt, hvordan jeg oplevede en ubeskrivelig fortvivlelse og frygt ved tanken om, at jeg med sikkerhed var på vej mod Helvede.”

”Jeg råbte det til den pige, jeg talte med: ’Jeg kan ikke blive kristen!’

Hun svarede: ’Jo, Søren, det kan du godt.’

Men jeg hørte ikke på hende og troede ikke på, at nogen kunne hjælpe mig. Min situation var håbløs. Jeg famlede mig ud af dagligstuen for at finde et sted, hvor jeg kunne være alene. Min uro voksede bare mere og mere.

Det følgende døgn var det mørkeste og værste i mit liv. Jeg gik rundt som i en tåge og vidste hverken ud eller ind. Den eneste, jeg vidste, var, at jeg var fortabt, at det kun var et spørgsmål om tid, før jeg endte i Helvede, og at ingen kunne hjælpe mig. Jeg var dybt, dybt fortvivlet. Det faldt mig ikke ind at tale med nogen om det, for hvad skulle det nytte?

Jeg slæbte mig gennem dagen time for time. Da de andre var gået til aftenmøde, gik jeg klokken 20.00 ind på min sovesal, helt alene.”

Jesus har gjort det

”To timer efter, at jeg var gået ind på sovesalen, skete der noget uventet. Pludselig dukkede et syn frem for mit indre øje, hvor jeg så en stor hånd, der førte mig igennem en stor, åben port. Lige så soleklart min fortabthed havde stået for mig, lige så klart forstod jeg dette syn. Gud viste mig, hvad jeg aldrig selv ville have været i stand til at se eller forstå, nemlig at Jesus allerede havde gjort alt for mig. Det, jeg ikke selv kunne gøre for at blive frelst, det havde Jesus gjort for mig. Han havde frelst mig! Hvor jeg det ene øjeblik var fuld af den værste frygt, fik jeg nu den mest ubeskrivelige fred. Et nyt liv var begyndt.

Få minutter efter begyndte mine elevkammerater at komme ind på sovesalen. Jeg kan ikke lade være at tænke på, at Guds engle stod vagt ved døren og sikrede, at ingen kom ind og forstyrrede mig, før Gud havde åbenbaret frelsen i Jesus for mig.

Jeg kan huske, at da jeg gik i seng om aftenen, tænkte jeg på, hvordan jeg ville have det næste morgen. Ville mørket være tilbage? Ville freden være væk? Da jeg vågnede næste morgen, slog jeg op i min Bibel og begyndte at læse i Romerbrevet. Det var fantastisk. Jeg forstod det hele. Før forstod jeg ingenting. Nu forstod jeg alt.”

Et nyt liv

”Fra da af begyndte jeg at læse intenst i Bibelen. Jeg var ikke altid lige hensynsfuld. Jeg boede på dobbeltværelse, og jeg sad nogle gange og læste til langt ud på natten. Min værelseskammerat var fra Hillerød, og han valgte på et tidspunkt at tage hjem til sine forældre for at få sovet ordentligt.

Men jeg havde svært ved at sætte ord på det nye, der var sket. Derfor gik der flere måneder, før jeg i en personlig samtale vovede at sige det til en af lærerne: ’Jeg er blevet frelst’. Læreren blev meget glad og fik lov at sige det til forstanderen, og på den måde blev det spredt.

Fra begyndelsen stod det klart for mig, at jeg ikke kunne bygge min tro på min omvendelse. Det store var ikke, at jeg havde fået et syn og havde oplevet en radikal omvendelse, men at Jesus havde gjort alt for mig. Meget tidligt begyndte jeg at læse C.O. Rosenius’ husandagtsbog, og det har haft afgørende betydning for mig. Jeg har oplevet mange anfægtelser og har kæmpet meget med skuffelse over mig selv. Den eneste og afgørende trøst har været evangeliet om, at Jesus har gjort både sit og mit. Han har gjort alt for mig én gang for alle. Det er min trøst. Det var det fra begyndelsen, og det er det stadig.

Den sang, som vi sang under bibelkurset i 1975, ’Fra Frelseren på korsets træ’, har også været til stor trøst for mig. Især vers 3:

I havets dyb min synd forsvandt,
o evangelium!
Jeg ved, at det er evigt sandt,
at Gud dér fandt et rum,
hvor synd kan skjules, så den ej
kan komme og anklage mig.
Så fuldt forlader Gud!

Jeg har også fået stor hjælp af sangen ’Jeg kender et navn med så dejlig en klang’, og her er det også vers 3, som særligt har hjulpet mig:

Når Djævelen siger: Du er ej sådan,
at nåden i Kristus dig tilhøre kan,
da råber dog navnet: Men sådan er jeg,
at jeg vil benåde en synder som dig.”

Vidne om evangeliet

Efter bibelskoleopholdet kom Søren til det kristelige hospital for epileptikere og psykisk syge “Kolonien Filadelfia” i Dianalund, hvor han arbejdede som praktikant. Evangeliet om Jesu fuldbragte frelse fyldte hans tanker døgnet rundt, og han brugte enhver anledning til at vidne om Jesus.

Selvom hans arbejdsplads havde et kristeligt grundlag og formål, var man ikke vant til, at medarbejderne vidnede så direkte og så ivrigt som Søren. Men det blev accepteret til stor glæde for Søren:

”Det, som optog mig meget, var, at folk skulle høre evangeliet. Og det har været mit kald lige siden.”

Efter praktikperioden gennemførte Søren uddannelsen som diakon. Det blev en brydningsfuld tid, fordi skolens undervisning var præget af bibelkritik. Søren var bevidst om, at bibelkritikken ikke bare ville tage Bibelen fra ham som Guds sande ord, men også evangeliet om Jesu fuldbragte frelse.

I de brydninger, han stod i, fik han god hjælp fra forstanderen og en lærer fra bibelskolen i Hillerød. De kom sågar på besøg i Dianalund for at støtte ham.

Efter afslutningen af uddannelsen tog Søren endnu et ophold på bibelskolen i Hillerød, denne gang på 10 måneder fra 1979-1980. Siden da har han arbejdet med evangelisation over for ikke-kristne, først på fritidsbasis og siden på fuld tid i Indre Mission.

Søren gik på pension i 2018, men arbejder fortsat for evangeliets udbredelse.

Udfordringer i tjenesten

To ting har Søren i særlig grad oplevet udfordrende i sin tjeneste.

For det første har han oplevet, at fokus i den kristne tjeneste alt for nemt flyttes væk fra Jesus og det, han har gjort for os til vor frelse:

”Det sker så nemt, at strukturer, projekter og de ydre resultater af vores arbejde sluger vores opmærksomhed. Vi bliver optaget af alt det, vi skal gøre for Jesus, og det truer med at svække synet for, hvad Jesus har gjort for os. Det er et alvorligt faresignal, når vi ikke selv længes efter evangeliet, glæder os over det og er afhængige af Jesus. At svigte den første kærlighed til Jesus, det er en fare for os alle. Det er ikke, fordi vi siger, at vi kan selv, men vi glider ind i at tænke, at vi skal og kan selv, og så mister vi afhængigheden af Jesus.

For det andet har anfægtelserne over hans egen kristendom fulgt Søren livet igennem. Men igen og igen har han fået hjælp i Rosenius’ forkyndelse af evangeliet. Det gælder også den dag, hvor dette interview bliver til. Søren har netop læst og fundet trøst i Rosenius’ forkyndelse om de svigtende disciple, som ikke kunne våge med Jesus i Getsemane, og som efter hans tilfangetagelse alle forlod ham og lod ham i stikken. Det er til dem, Jesus efter opstandelsen sender bud om, at de er hans brødre, og at de for hans skyld er under Guds nåde og har fred med Gud. Rosenius minder om, at det, som gjaldt for Jesu svigtende disciple, gælder for alle, som tror på Jesus: ”Vi lever for Kristi skyld i et nåderige, hvor synden aldrig, så længe vi bliver i ham, skal tilregnes os.”ⁱ

Det var det evangelium, Søren fik syn for og kom til tro på den 19. februar 1975. Det er det samme evangelium, han trøstes ved og ønsker at række videre til andre i dag.

Lyd

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.