Fester kan give anledning til refleksion. Jeg kom i alle tilfælde til at tænke på ”tid” i forbindelse med en 60-årsfødselsdagsfest vi var til: hvor forskelligt det opleves og erfares gennem livet.
Som barn var der megen tid, og den gik langsomt, specielt op mod begivenheder jeg så frem til. Ikke mindst tiden op til jul med alle dens ”hemmeligheder”: det pyntede træ, vi ikke måtte se, før lysene blev tændt juleaften, gaverne, den ekstra gode mad med duften af and, der fyldte huset, juleevangeliet og julehistorien, dyrene i stalden, der lige fik lidt ekstra.
Et år eller to gjorde stor forskel i forhold til andre, for slet ikke at tale om de voksne. Jeg sagde som helt lille til en af min fars venner: ”Du er godt nok gammel.” Han var ganske rigtig den ældste af de to, men set i bakspejlet havde han ikke rundet de 40. Kan bedre forstå, hvorfor de så lo ad min betragtning.
”Tiden” ændrer sig. Efter en række år hvor tiden bare var, og jeg pr. definition nærmest følte mig udødelig (selv om jeg godt vidste, det var en illusion), sad jeg nu her til en 60-årsfødselsdagsfest og var selv deropad.
Hvor var tiden blevet af? Den var godt nok gået hurtigt. Forbavsende hurtigt. Og fremtidsudsigten: Det er snart ovre. Åh, ja, jeg kender ikke dagen i morgen, om det bliver en dag eller 20 år mere, men ét ved jeg: Det lakker mod enden. Og vil jeg ikke se det i øjnene bliver jeg mindet om det af kroppen, der er begyndt at værke, som den ikke har gjort det før.
En dag er det slut. Jeg er ikke mere. Forbavsende hurtigt som det får ende – livet.
Nå jeg ikke magter at sætte tiden i perspektiv, men bare formår at se den fra det punkt i livet, hvor jeg står til en given tid, hvordan forholder jeg mig så til det, der kommer? For den dag, jeg dør, er det ikke slut, nej da starter det! Det evige liv!
Evigt liv? Jeg kan ikke rumme det, begribe det, forstå dybden og konsekvensen, lige så lidt jeg som barn forstod, hvor kort tid det tog at komme til 60.
Det er 500 år siden, at Luther startede det, der blev reformationen, bruddet med den katolske lære. Jesus levede for 2000 år siden. Ubegribeligt lang tid siden.
Og urhistorien med Adam og Eva ligger så langt tilbage, at det netop er urhistorie. Ufattelig langt tilbage i tiden. Men Adam og Eva levede ikke for flere år siden, end de år der var til stede ved denne fødselsdagsfest. Vi var omkring 100 gæster med en gennemsnitsalder tæt på fødselarens. 100 x 60 = 6000.
100 er ikke mange, men flere skulle der ikke til for at nå tilbage til Edens Have.
Evigheden er ubegribelig, men sat i perspektiv anes der lidt af det, der kommer.
Ikke underligt at Salmisten skriver: ”Mine dage måler du ud i håndsbredder, for dig er min livstid som intet. Hvert menneske er kun som et vindpust” (Sl 39,6).
Livet har en udgang, døden, men to indgange. Den ene fører til evig fortabelse, den anden til evigt liv. Et skille. Et enten/eller, uanset hvad vi som mennesker ellers tænker og mener. Det er livsvilkåret for den enkelte. Det ene er så forfærdeligt, at ord ikke kan rumme det. Det andet så herligt, at selv Johannes ikke kunne fatte det, da han så noget deraf (Åb 7,13-14).
Nu siger Bibelen, at alle har mistet herligheden fra Gud (Rom 3,23). Hvorfor så denne forskel?
For således elskede Gud verden at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.
Det er den ene forskel på fortabelse og evigt liv. Jesus! For sådan er det, Jesu blod renser fra al synd (1 Joh 1,7). Og det var det, Johannes så. De frelste, der stod for tronen, stod der, fordi de havde vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets (Jesu) blod.
Evigheden står for døren for den enkelte af os.
I dag er nådetid. Jesus er at finde. Men en dag er der ikke mere tid. Da er det endegyldigt enten/eller.
Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig, og kend mine tanker, se efter, om jeg følger afgudsvej! Led mig ad evighedsvej.
Er du kendt af Jesus, så hold ud ind til enden, for dagen kommer snart!
I øvrigt var det en god fødselsdagsfest!
Udgivet af
Poul Erik Haahr
Poul Erik Haahr, Aalborg, læge.