Men jeg vil synge om din styrke,
juble om morgenen
over din trofasthed.
For du er min borg,
en tilflugt, når jeg er i nød.
Min styrke,
dig vil jeg lovsynge,
for Gud er min borg,
min trofaste Gud.
(Sl 59,17-18).
I en af mine bibler er disse to vers opdelt i ni linjer som ovenfor. Den femte linje havner så i midten, og den lyder: ”En tilflugt når jeg er i nød.” Tilflugten og nøden er altså centrale begreber. Nøden kan være af så mange forskellige slags. Salmisten David var omgivet af fjender, der stræbte ham efter livet. Sådan er det for millioner af mennesker også i dag. Krigen raser mange steder, og folk lever i skræk. Eller vi kan tænke på forfølgelsen af de kristne, som er særdeles reel i mange lande.
Men der er også åndelige fjender. Hvor mange villige tjenere har Djævelen ikke, der forsøger at lokke indbyggerne i Guds rige til at emigrere! Vranglærere, der forkynder et andet evangelium, jo tættere på det sande, jo farligere. Eller tidsrøvere, der stjæler den tid, vi burde have brugt på at ernære vores sjæl.
Nøden kan være i familien, i ægteskabet, på arbejdet, i skolen, i samfundet. Eller den kan handle om sygdom, sorg og død. Ja nøden har mange ansigter.
Syndens nød er også en virkelighed for den, der lever med Herren. Så mange forspildte muligheder. Så mange ord, der aldrig burde have været sagt. Så mange tanker, der aldrig burde have været tænkt. Når synden åbenbares for os, indser vi, hvordan det står til med os. Vi står i en nødsituation.
Så er det godt at læse, hvad der står i de fire første linjer: ”Men jeg vil synge om din styrke, juble om morgenen over din trofasthed. For du er min borg …” Og i de fire sidste: ”Min styrke, dig vil jeg lovsynge, for Gud er min borg, min trofaste Gud.”
Vi lægger mærke til, at nogle begreber forekommer både i de fire første og i de fire sidste linjer og altså står som en ramme om nøden!
Der tales om styrke. Men det er ikke vores egen styrke. Tænk i nøden at være omgivet af Herrens styrke!
Vi finder også udtrykkene du er min borg, og Gud er min borg. Som en borg omgiver Herren os i vores nød! Luther havde virkelig fast bibelsk grund under fødderne, da han skrev den kendte salme ”Vor Gud han er så fast en borg”.
Der tales om Herrens trofasthed og min trofaste Gud. En mægtig, stærk og trofast Gud omgiver os som en borg i nøden. Den svenske oversættelse taler her om Herrens nåde og min nådige Gud. Så begynder vi at ane den egentlige løsning på vores største nød, vores redning fra synden og dens frygtelige konsekvenser. Vi må være omgivet af Herrens nåde!
For at dette skulle blive muligt, var det nødvendigt med et offer. Ét eneste offer, som Hebræerbrevet taler om i det tiende kapitel. Men Kristus har frembåret dette offer én gang for alle.
Når dette går op for os, fødes lovsangen – det sidste begreb, vi finder på begge sider af nøden. Jeg vil synge om din styrke, juble om morgenen … og dig vil jeg lovsynge. Den sande lovsang har ikke, som mange nutidige ”lovsange”, fokus på os og alt vores eget, men på Herren og alt hans.
Slutteligt kan vi vende tilbage til linje fem og udtrykket en tilflugt. Hvilket velsignet ord! Hvad er da denne tilflugt? Eller rettere sagt: Hvem er da denne tilflugt? Jo, ingen mindre end Gud selv.
Styrken, nåden, trofastheden – alt dette kommer fra Herren. Lovsangen handler om Herren. Borgen, tilflugten, er Herren selv. Det er egentlig kun nøden, der handler om os.
Men samtidigt – alt dette angår også os, dig og mig. Du er min borg, min styrke, dig vil jeg lovsynge, min borg, min nådige Gud. Så personligt. Så levende.
Med Herren som vores tilflugt, omgivet af hans styrke, trofasthed og nåde, som borgens beboere må vi gøre disse bibelvers til vores, ja til vores lovsang. Så er vi, midt i nøden – uanset om vi forstår og mærker det eller ej – helt omsluttede af Hans hånd.
Bagfra og forfra indeslutter du mig, og du lægger din hånd på mig. Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det (Sl 139,5-6).
Oversættelse: Henrik Gren Hansen
Udgivet af
Samuel Holmgren
Samuel Holmgren, Umeå, ansat i PostNord