I mit hjem havde jeg hørt om og mødt Gud som den hellige. Men det gudsbillede blev uddybet og forstærket, når jeg lyttede til Frank Jacobsens forkyndelse. Han taler om israelitterne ved Sinaj Bjerg. De hører Gud tale fra bjergets top. Og man skulle tro, at det er det mest fantastiske – at høre Guds stemme. Men det er forfærdeligt! De er ved at dø af det. De beder Moses om at få Gud til at holde op med at tale. Sådan er Gud. Og den alvor, man mødte hos Frank, når han talte om det – man mærkede hans egen frygt for Gud, og man forstod: Det er virkelig frygteligt at falde i den levende Guds hænder.
Sådan fortæller Martin Thise Holm i sit vidnesbyrd Isak må dø. Frank Jacobsens forkyndelse er ved Guds Ånd blevet til hjælp for mange. Og det skyldtes ikke mindst, at han selv levede af det ord, han forkyndte. Han kendte lovens tale – han havde mødt Guds hellighed. Men netop derfor levede han af evangeliet og sugede al kraft og næring for troen ud af de mange velsignede ord i Bibelen, der vidner om syndernes forladelse for Jesu skyld.
Den slags forkyndere er en mangelvare i dag. Men Hans Erik Nissen giver i sin artikel Lov og evangelium vejledning til, hvad vi trænger til, for at denne forkyndelse må lyde iblandt os. Hvordan bliver forkynderen til hjælp, og hvordan taler vi om Guds nåde som andet og mere end teori?
Egil Sjaastads seks teser om Vækkelseslinjen i forkyndelsen kan være et spejl til ransagelse for den forkyndelse, der lyder i dag. Hvad betoner forkyndelsen, er der kraft i den, og er den båret af den personlige overbevisning og evighedens vægt og alvor?
I artiklen Loven som vejleder sætter Andrew Preus fokus på loven som en konkret vejleder for vores kristne liv. Når vi taler konkret om loven, kan det forekomme mere konstruktivt at bøje af på lovens strenghed og gøre den til overkommelig moralisme. Den slags vage lovforkyndelse er kirken fuld af. Ikke desto mindre er der en god og bibelsk måde at tale om loven som vejleder på.
Behold loven som vejviser! Men lad være med at gøre det på den komfortable, uærlige måde, der tager tænderne ud af de anklagende elefanter i rummet.
En gammel mand, Wilhelm Busch mødte, mente nok, han kunne dø i fred. Jeg gør det rette og skylder ikke nogen noget, sagde han. Men da døden nu nærmede sig begyndte dette skrøbelige grundlag pludselig at vakle under hans fødder …
Hvad trøster vi os med i dødsøjeblikket? Og hvad er vores store rigdom som kristne, der gør en kristen begravelse til en helt anden verden end en verdslig begravelse? Mikkel Vigilius fortæller i sin gennemgang af Første Petersbrev om det, der var den største rigdom i livet og trøst i døden for de første kristne menigheder. Et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse, som også må være vores største rigdom og trøst i dag.
I sin fortælling om sangen Ren og retfærdig giver Ove Sandvik både sit eget vidnesbyrd og sangens forfatters vidnesbyrd – om den fuldstændige frihed, vished og fred, vi har i Jesu blod.
I børneandagterne om Saul og David fortælles der om, hvorfor David med sin store synd alligevel kunne være “manden efter Guds hjerte”, mens Saul med sine tilsyneladende mindre synder blev forkastet af Gud.
Artiklen Taleforbuddet omhandler en tekst, som ofte bliver fremhævet af medierne, når den skal stille de bibeltro kristnes syn på kvindelige præster i et dårligt lys – ordene fra Første Korintherbrev, hvor der bl.a. står, at “kvinderne skal tie stille i menighederne”. Men hvad handler de ord egentlig om? Hvordan bliver det forstået af bibeltro teologer? Og hvordan hænger det bedst sammen med, hvad Paulus ellers siger?
Som reaktion på artiklen Forførelsens ja fra sidste nummer af bladet har Mikael Wandt Laursen indsendt en kommentar under overskriften Efterfølgelsens ja. Kommentaren kan ikke læses i det fysiske blad, men kan læses her på hjemmesiden, hvor også Mikkel Vigilius’ svar på Mikael Wandt Laursens indlæg er at finde.
Med dette års sidste blad udsendes en lille julefolder, som er velegnet til at dele ud til venner og bekendte – ikke mindst ikke-kristne – som en invitation til at lade julens begivenhed være meget mere end en årlig fest. Mere end en fødselsdag kan bestilles her.
Vi ønsker glædelig jul med to vers fra et digt i julehæftet, der knytter tråde fra julen til påsken:
Du genoprettede det tabte forhold til Gud
Skabte soning for vor skyld og for alle brudte bud
Vores fald tog du på dig, op på korsets planke
Fra begyndelsen var netop det dit mål og tanke
Vores øjne så din korsdød som det store nederlag
Men det var nådens triumf og frelsens store dag
Vejen er nu åbnet ind til Gud og det evige liv
Og at vinde denne frelse var julens evige motiv.
