Kom godt hjem! er overskriften på en prædiken af Preben Skov Jensen i bladet. Det kunne også være overskriften for hele det nye blad.
For det er det, det hele drejer sig om: at komme godt hjem. ”Frelst gennem farer i skyggernes land, hjem til den lyse, livsalige strand,” som der står i en sang.
Det kommer vi ikke af os selv. Vi kommer så let til at gå den forkerte vej. Den vej, der fører til evig død og ulykke. Når vi ser vort liv i lyset af evigheden, da bliver det vigtigste af alt at komme godt hjem. Vi har så kort en tid her på jorden, før vi går ind i evigheden og står foran Gud.
Vi har mange vigtige og gode ting at gøre og arbejde med her på jorden. Og det skal vi ikke foragte. Vi skal være tro i det, som vi er sat til og over. Men vi skal være det i bevidstheden om, at vi en dag skal slippe det alt sammen.
Med det samme for øje skriver Mikkel Vigilius i artiklen Mærker I det ikke – at vi er ved at dø? om 10 tegn på sand og bibelsk vækkelseskristendom – med de ransagende spørgsmål efter hvert punkt: Forkynder vi sådan i dag? Kan vi genkende dette hos os i dag?
Det er så let at blive ført væk fra den smalle vej. Ikke mindst når det kommer tæt på, og kærligheden til familiemedlemmer og fortrolige venner kan gøre det vanskeligt at gå imod de “nye tanker og idéer”, som ikke står på Bibelens grund. Det skriver Thorkil Ambrosen om i vidnesbyrds- og sangform: Når Fristeren lokker.
Et tegn på at vi er “ved at dø”, kan være, hvis det nye liv i os er størknet, og vi ikke længere kender iveren efter at gøre efter Guds vilje. Ønsker du at ligne Jesus? spørger Hans Erik Nissen. Selvom der er mange loviske afveje, man kan komme ud på i vores tanker om efterfølgelse og discipelskab, er der noget galt, hvis vi svarer “nej” til det spørgsmål. For har vi ikke denne indre drift indeni, kender vi heller ikke anfægtelsen, og så kommer vi til at slå os til ro i synd og verdslighed – og får ingen glæde og fred i Jesus. Fra gammel tid har man talt om anfægtelsen som det “indre kors”, Gud lægger på os. Det skriver Carl Fr. Wisløff om i artiklen Korset i kristenlivet.
Også Frank Jacobsen taler om dette kors i sin prædiken om Prisen for efterfølgelse:
Det er et kors at måtte sige: ”Herre, jeg må hade det liv, jeg lever.”
Det er et kors at måtte give afkald på alt, hvad jeg selv har. Kunne jeg bare have stået med noget i aften, hvor jeg kunne have sagt til ham: ”Dette har jeg gjort for dig i dag.” Men i stedet har min vandring været sådan, at jeg må jeg give afkald på alt, for det var ikke som Jesus.
Men korset hviler kun på os, for at vi skal finde så meget mere glæde i Jesus – og i ham alene:
Jeg ville gerne eje en tro så stærk og stor,
en tro, som kunne vises i gerning og i ord.
Men når min tro så vakler og alt mit eget værk,
da har jeg bare Jesus, og da er troen stærk.
Der findes en lang række gode sange i sangbogen Lovsangstoner, som er skrevet på anfægtelsens baggrund, men som samtidig lyser af glæde over Jesus! I dette nummer er vi nået til afsnittet i sangbogen om Troens væsen.
Selvom der er meget i den åndelige udvikling, vi kan bekymre os over, og selvom vi nok er flere, der kan genkende os selv i spørgsmålet: “Mærker I det ikke – at vi er ved at dø?” – så er det stadig sådan, at Guds Ånd virker gennem sit ord, og også i dag kan han føre mennesker til frelse. Også der hvor det ser allermest håbløst ud! Det bringer vi to vidnesbyrd om i bladet.
Den ene var så langt ude i ondskab, bl.a. påvirket af den sataniske musik, han hørte, at: Han glædede sig under tsunamien. Glædede sig over, at mennesker døde og håbede på, at flest muligt måtte omkomme. Også for ham var der nåde – og Gud greb ind til omvendelse.
Den anden voksede op i et kristent hjem, gik på en kristen efterskole osv., men der var ikke noget, der trængte ind. Og da han efter efterskolen blev udeboende, var der grønt lys til at leve det liv, han ønskede:
”Jeg havde lært, at man ikke kan leve med et ben i hver lejr. Det forstod jeg godt. Jeg vidste, det var et enten-eller. Alt det, jeg ikke måtte som kristen, var alt det, jeg havde lyst til: alkohol, piger, fester, banderi osv. Hvis jeg meldte klart ud, at jeg var færdig med det kristne, så var der frit frem for det, jeg havde lyst til.”
I de følgende år sank han dybere og dybere ind i et helt verdsligt liv og forhærdelse mod den kristendom, han havde mødt i sin barndom.
Men også for ham var der frelse. Gud svarede på bøn og greb ind til frelse, da andre havde opgivet håbet. Ikke som nogen særlig idyllisk historie, hvor alting på én gang blev klart og enkelt. Nok ikke særligt meget “efter bogen”, som vi måske tænker, en omvendelse plejer at foregå. Men ikke mindre virkeligt og fantastisk af den grund!
Læs interviewet med Den fortabte søn – og flere andre artikler i det nye blad.
God sommer!