Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Nyt Liv 1-2025

Nyt Liv 1-2025

Temaet i det nye nummer af Nyt Livs blad er: Vor tids forkyndelse til den opvoksende generation.

Læs hele bladet her.

Det nye nummer af Nyt Livs blad er udvidet til 98 sider. Det hænger sammen med, at det meste af bladet udfyldes af to artikler, som begge handler om vor tids forkyndelse til den opvoksende generation. Det er dels en artikel om Danmarks to største forkyndende samlinger for unge, Å-festival og Event, og dels en artikel, der vurderer en ny børnebibel, som har fået stor og udelukkende positiv omtale: ”Bibelen for sjov”.

Vi kan ikke overvurdere vigtigheden af forkyndelsen til børn og unge. Det må være en hjertesag for alle troende, at vore børn og unge får lov at høre om og møde Gud, som han er i sin hellighed og i sin kærlighed til syndere, så at de herved kan blive ledt til personlig tro på Jesus.

Det en hjertesag for Gud. Det fremgår med stor tydelighed af de mange gammeltestamentlige formaninger om at oplære børnene i troen:

”Når jeres børn spørger, hvad det er for en skik, I har, skal I svare: Det er påskeoffer for Herren, fordi han i Egypten sprang israelitternes huse over, da han slog egypterne ned, men skånede vores huse” (2 Mos 12,26-27).

”Men tag dig i agt, og pas godt på, at du ikke glemmer, hvad du selv har oplevet; det må ikke gå dig af minde, så længe du lever. Fortæl det til dine sønner og dine sønnesønner, fortæl om den dag, da du stod for Herren din Guds ansigt ved Horeb” (5 Mos 4,9-10).

”Det, vi har hørt og erfaret, det, vore fædre har fortalt os, skjuler vi ikke for deres børn, vi fortæller den kommende slægt om Herrens glorværdige gerninger og styrke, om de undere, han har gjort” (Sl 78,3-4).

”Fædre skal fortælle sønner om din trofasthed. Herren er min frelse!” (Es 38,19-20).

”I skal fortælle det til jeres sønner og jeres sønner til deres sønner og deres sønner til næste slægtled” (Joel 1,3).

Det er det ene og samme budskab, som skal rækkes videre fra slægtled til slægtled. Det er et budskab i både lov og evangelium, om alvoren ved at have Gud imod sig og velsignelsen ved at stå i et ret forhold til Gud under hans nåde. Det er ved dette ord, Ånden leder mennesker til sand og frelsende tro. Ved dette ord og kun ved det skabes troen på Jesus i hjerterne også i vores tid.

Lyder dette ord i dag? Får den opvoksende generation det at høre? Det spørgsmål er emnet for de to store artikler i dette blad. Det er vores håb og bøn, at artiklerne ikke kun må vække bevidsthed om, hvilken prægning vore børn og unge møder i kristen sammenhæng i dag, men at artiklerne må blive et kald til at række børnene og de unge Guds ord til sand og frimodig tro på Jesus.

Når vi har udvidet bladet, er det for at give plads til nogle artikler, som i højere grad og mere entydigt sigter på at nære og opbygge troen. Med dette vil vi ønske enhver: God læsning!

– Redaktionen

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.