Har vi forstået Luther?
Selvfølgelig! Hvem har en nådeforkyndelse som os? Hvem kender evangeliet, som vi gør det? Vi hører da til dem, som med rette kan sige, at vi ikke vil vide af noget andet end Kristi kors.
For mig at se er der grund til at standse op, før man forgår i sikkerhed …
Sådan indleder Hans Erik Nissen sin artikel fra 1967 med titlen Er vores lutherdom forvrænget?
Det spørgsmål er ikke blevet mindre aktuelt i dag. Vi er mange, der mener, vi har forstået det hele, og vi kan alt det med loven og evangeliet på fingrene. Men har vi glemt, at der er et liv, der hører til læren? Er vi blevet for sikre og uanfægtede – og hvad skyldes det i så fald?
Martin Thise Holm tager fat om ukrudtets rod i sin artikel Loven er god, hvor det bliver klart, hvor vigtigt det er, at vi ikke bare hører loven på et teoretisk plan, men bruger den, som lov skal bruges, ind i vores daglige liv:
… Lader vi lovens ord ligge, så synden ikke fortsat bliver stor, så sker det over tid, at vi ikke kan skelne den ene Jesus fra den anden, den sande fra den falske. Det sker, fordi det kun er dem, der virkelig lever af evangeliet, som opdager, når det ikke er der. Uden loven, eller med vores tilpassede lov, så bliver vi selvsikre.
Tænk på, at Jesu frelse er en redning. Hvis du er ude på det åbne hav og er faldet i vandet, og der så bliver smidt en redningskrans ud til dig, så vil du gribe fat i den med al din kraft, for den er din redning fra druknedøden. Hvis du derimod er inde i svømmehallen, så tager du det noget mere afslappet. Her kan du nå bunden. En redningskrans er fin nok, den er god at have, men du kan også klare det meste selv.
En, som kender til at have brug for evangeliets redningskrans, er Jan Bygstad, som kommer på Nyt Livs bibellejr til sommer. I artiklen Hvorfor er jeg lutheraner? Et vidnesbyrd fortæller han om, hvordan han i sin ungdom oplevede, at hele hans kristendom faldt sammen som et korthus – men fik hjælp af god luthersk sjælesorg og teologi. I artiklen Hvorfor luthersk – i dag? skriver Jan Bygstad om, hvorfor det giver mening at kalde sig luthersk i dag, selvom det kan virke til at høre en svunden tid til.
Også tidligere bibelskolelærer Karl K. Riis svarer personligt på spørgsmålet: Hvorfor er jeg lutheraner?
Den lutherske kirke er på verdensplan ikke stor – i hvert fald ikke hvis man regner med bibeltro, evangeliske kirkesamfund. Men vi har bl.a. gode lutherske brødre og søstre i USA, og tre af dem medvirker i dette nummer med hhv. en prædiken over lignelsen om Den barmhjertige samaritaner, en artikel om Luthers sjælesorg til døende (om Luthers breve til sin egen mor og far), samt en kort redegørelse for forholdet mellem lutheranere og de tidlige kirkefædre.
Det er vores bøn, at de mange lutherske artikler om loven og evangeliet kan blive til anfægtelse for den, der lever sikkert og uanfægtet uden Guds lov, og til hjælp og trøst for den, der strider med synden.
Ud over det lutherske tema har vi nogle småartikler og serieartikler samt en prædiken af Frank Jacobsen.
I dette nummer begynder bl.a. den varslede serie med andagter til børn og juniorer. Vi begynder ved Begyndelsen – og hører enkelt om dåbens gave (den personlige begyndelse) og skabelsen (hele verdens begyndelse).
Og så afslutter vi med frydesang! Frydesang fra den ventende brud, der ser frem mod Brudgommens komme (en personlig og oplysende gennemgang af den ikke så kendte Brorson-salme “Fryd dig, du Jesu brud”) – og frydesang fra en gammel, blind mand, der spredte lys i mørket for en modløs ny sognepræst ved navn Wilhelm Busch (fra serien: Mennesker, jeg mødte).
Den kristne frydesang opstår, når Guds ords lys når ind i et menneskes mørke hjerte, så vi ser vores synd – og lærer at elske vores frelser.
Fra prædikenen Gud eller Djævelen til far vidner Frank Jacobsen om det ord, der er den anfægtede synders største skat:
Mit eget kød og mit eget liv ser ud, som om det er født af Djævelen. Jeg kan ikke gå og kigge på mit liv og finde trøst deri. Jeg kan det ikke. Hvis jeg prøver at tro, at jeg er født af Gud ved at kigge på mit eget liv, kan jeg ikke andet end sige, at så er jeg en bedrager.
Hvor skal jeg da hente lys? Hvor skal jeg hente trøst? Jeg må slå op i min Bibel og læse: ”Hvad var det, du gjorde for mig Herre Jesus?” Jeg må holde fast ved Hans Ord. Det er der, jeg har lyset; det er der, jeg har trøsten. Jeg har det aldrig i mit liv. Ordet må sige mig sandheden, ellers kan jeg ikke tro sandheden. Ellers vil jeg altid frygte, at jeg bedrager mig selv. Enhver, der kan tro uden at have Ordet at bygge på, er virkelig en løgner.
Men det er så også virkeligheden, som Jesus siger til sidst i denne tekst. At ”om nogen holder fast ved mit ord, skal han i al evighed ikke se døden.”
