Når sten og potteskår fortæller

Carsten Vang (CV) stoppede som lektor i Det Gamle Testamente på Menighedsfakultetet i sommers. I den anledning udkom bogen Når sten og potteskår fortæller, som er en samling af 59 af de indsigtsfulde og velfortalte artikler, CV med sin mangeårige passion for bibelsk arkæologi har udgivet i tidsskriftet TEL.

Selvom det er en samling af artikler fra en længere periode, er bogen redigeret, så den virker logisk fremadskridende og sammenhængende. De enkelte artikler kommer i grupper med overskrifter som ”Israels indvandring og Dommertiden”, ”Davids og Salomos tid”, ”Bibelsk kultur” og ”Det Nye Testamente”, og tilsammen udgør de en kronologisk rejse gennem den bibelske historie, set med arkæologens briller.

Det er ikke en kedelig rejse! Vi hjælpes gennem bogen til at komme tættere på de historiske mennesker, vi læser om i Skriften, og hører om fund, der kan være overraskende og afsløre ting om israelitternes gudsdyrkelse og afgudsdyrkelse, som Bibelen ikke fortæller os, eller ikke fortæller os så direkte.

Der kan også være detaljer i Bibelen, der forekommer mystiske og utroværdige, som for eksempel at det yderste dække, der skulle ligge over tabernaklet, skulle være lavet af ”delfinskind” (2 Mos 26,14; 35,23). CV gør opmærksom på, at selvom det kan virke underligt, hvor de skulle få delfiner fra i ørkenen, så er havet rundt om Sinajhalvøen fyldt med delfiner, og beduinerne i ørkenen brugte skindet fra delfiner til deres sandaler, fordi det var så holdbart. Flere andre detaljer leder CV til denne konklusion: ”Bibelens skildring af israelitternes helligdom i ørkenen kan virke fremmedartet på os læsere, og flere detaljer er uklare. Men arkæologien har vist, at skildringen ikke er opdigtet eller fantasifuld” (s.91).

Et eksempel fra Det Nye Testamente: Et nyt fund viser, at ”Siloa Dam var en stor, offentlig dam, hvor mange kunne bade, og hvor en blind let kunne stige ned i vandet. Der var derfor adskillige vidner til mandens helbredelse” (s.152 – jf. Joh 9).

Vi hører også om stenslyngerne på Davids tid, vi får lov til at komme med ned i den type cisterne, Jeremias blev kastet ned i osv. osv. Alt sammen detaljer, som er med til at tegne et billede af levende mennesker i en levende kultur.

Undervejs i bogen tages adskillige livtag med de angreb på Bibelens troværdighed, som arkæologer i nyere tid er fremkommet med. Her har bogen for mig at se nok dens største styrker, som også hænger sammen med det, der har været kendetegnende for hele CV’s virke som underviser i Det Gamle Testamente.

Bibelkritikken gengives altid loyalt og overbevisende, så man får en dybere forståelse af tankegangene bag kritikken, og så man selv muligvis bliver ramt af anfægtelse og har svært ved at se det fra andre sider. Det er en kvalitet og en respekt, som vi alle kan lære noget af, for det er ingen sag at vinde en diskussion, hvis man forvrænger modpartens standpunkter og argumenter.

En endnu vigtigere kvalitet er det dog, at CV aldrig lader det stoppe der. Der er aldrig spørgsmål og problemer, der får lov til at hænge og dingle i luften, uden at CV tager hånd om anfægtelserne og begiver sig ud i et forsøg på en bibeltro tolkning af de samme fakta, som kritikerne forholder sig til (eller af andre fakta, som bibelkritikerne undlader at forholde sig til). CV præsenterer ikke sine løsningsforslag på en skråsikker måde, men med al den ydmyghed og forsigtighed, der hører til et seriøst akademisk arbejde, og dermed føler man som læser sig på overordentlig tryg grund: Her er en bog, der ønsker at være bibeltro og tjene troen, men her er også en bog, der ikke strækker konklusionerne længere, end de kan bære.

Et eksempel:

I Josvas bog kapitel 7 og 8 hører vi om israelitternes erobring af byen Aj. I den bibelske beretning får vi angivet en række detaljer, der umiddelbart passer godt med det sted, som i dag kendes som ruinhøjen et-Tell: ”Den lå øst for Betel (Jos 7,2), var ganske lille (Jos 7,3; 10,2), var befæstet med bymur og blev totalt ødelagt ved brand (…) Der synes ikke at være andre kandidater for byen Aj end et-Tell. Yderligere støtte for denne identifikation finder man i selve navnet Aj, som kan betyde ”ruin” på hebraisk, altså svarende til et-Tell” (s. 108).

Alt peger altså i den retning, og det skulle man jo mene, var med til at bekræfte den bibelske beretning. Problemet er bare, at denne tilsyneladende ”Aj” blev forladt allerede omkring 2350 f.Kr. ”Et-Tell har simpelthen ligget som en øde ruin i henved 1000 år på det tidspunkt, hvor Jos 7-8 anfører, at israelitterne lagde Aj i aske. Det får de fleste bibelforskere til at konkludere, at Bibelens skildring af indvandringen ikke kan have nogen historisk basis under sig. Arkæologien synes at vise, at beretningen om Ajs fald er en myte, der befinder sig milevidt fra den historiske virkelighed. Beretningen er måske blevet skabt, siger man, med det formål at give en forklaring på eksistensen af den imponerende ruinhøj et-Tell” (s. 109).

Her ser vi et eksempel på en problemstilling i bogen, som rører ved ganske grundlæggende ting i vores tro og i vores bibeltroskab. Hører man den slags oplysninger andetsteds, kan det være hårdt og anfægtende.

Men nu er vi i gode hænder hos CV, og derfor lades vi ikke uden en bibeltro tolkning af de arkæologiske fund og betragtninger. CV redegør for, hvordan kritikken bygger på en upræcis kortlægning af byerne Betel og Aj, der stammer fra en toneangivende amerikansk geograf fra 1800-tallet, og som så er blevet overtaget gennem generationer. Men den bibelske beretnings detaljer passer i virkeligheden slet ikke med den ruinhøj, man mener, skulle være Aj, når man ser grundigt efter. Derimod er der nogle andre ruiner, der med langt større præcision passer på Bibelens beskrivelser i alle detaljer. Identificerer man disse ruiner som det bibelske Aj, passer det med den bibelske kronologi for, hvornår byen skulle være blevet ødelagt (ca. 1400 f.Kr.).

Efter sin overbevisende redegørelse konkluderer CV med vanlig sober forsigtighed: ”Som i så mange andre tilfælde inden for arkæologien kan vi ikke være fuldstændigt sikre. Kun hvis der bliver fundet en inskription på stedet med byens navn på, vil vi opnå fuld sikkerhed (…) En sådan inskription mangler (…) Det ændrer imidlertid ikke ved, at stedet er et rigtig stærkt bud på det bibelske Aj. Og at beretningen om israelitternes indvandring dermed forekommer noget mere autentisk, arkæologisk og historisk” (s. 115).

Mange bliver i dag på videregående uddannelser udsat for overbevisende og besnærende teorier om det ene og det andet, der sætter spørgsmålstegn ved Bibelens troværdighed. Andre kan møde noget af det samme på de sociale medier og i dokumentarer og fiktion. Læser man denne bog igennem, vil det virke som en modgift mod alt det og en trøst i anfægtelsen. Også hvis det ikke er arkæologiens anfægtelser, man er stødt på, kan selve den indlevende og systematiske redegørelse gennem 59 artikler for forskernes overbevisende kritik, samt de efterfølgende plausible, bibeltro forklaringer, blive en hjælp til ikke for hurtigt at lade sig overbevise og vende ryggen til Bibelens troværdighed – lige meget om man selv kan gennemskue og gennemhulle de lærdes bibelkritik.

En forsker som Carsten Vang, der arbejder seriøst og grundigt med de videnskabelige fakta og teorier ud fra et bibeltro perspektiv, er guld værd for den kristne menighed i en tid, hvor flere og flere rammes af anfægtende bibelkritik.

Der er godt med farvebilleder i bogen, og CV skriver med smittende engagement, også gennem de mere nørdede passager om arkæologiens metoder. Selvom bogen er struktureret til et kronologisk forløb, er der ikke noget i vejen for at pluklæse i de som regel ret korte kapitler. Et forsigtigt gæt er dog, at det ene kapitel vil tage det andet …

Trosforsvar / 455 sider / 299,95 kroner