Kristusglæde

I indledningen til sin bog Kristusglæde nævner Stefan Brix Rasmussen (SBR) en tanke, som han kender fra sin egen bibellæsning: ”Jeg mener, at jeg har godt styr på, hvad der står, og derfor skimmer jeg hurtigt videre” (s.15).

Lyder det bekendt?

Et andet steder nævnes denne tankegang: ”Hvad skal vi reelt med dette tekststykke? Paulus har netop forkyndt om Kristus i en evangelisk hymne og formanet filipperne til at have Kristi sind. Hvorfor så pludselig et afsnit om potentielle fremtidsplaner og om Paulus’ medarbejdere? Det er ikke et tekstafsnit, der umiddelbart forkyndes og prædikes over. Har det overhovedet noget at sige til os i dag?” (s.96).

Svaret er et rungende ja!

Den store styrke ved SBR’s gennemgang af Filipperbrevet er, at den giver Kristusglæde – og bibelglæde. Bogen er en fantastisk god hjælp til at stoppe op i sin bibellæsning – blive stille for, hvad der står – og tage imod det med eftertanke og tak. Der er intet i Guds ord, der er ligegyldigt. Der er intet, vi bare skal skøjte let hen over.

Med smittende bibelglæde og Kristusglæde inviterer SBR os indenfor i sin læsning af et brev, der er fyldt af glæde – glæde først og fremmest over nåden, som Paulus er fælles med filipperne om – men også fyldt af alvor, formaning og himmellængsel. Faren for frafald og for at leve som fjender af Kristi kors med ”bugen som sin gud” – formaningen til at have del i Kristi kærlige sind. Der er ord til trøst og ord til advarsel – og hvor har vi brug for begge dele!

Gennemgangen er personlig og livsnær. Undervejs i bogen kommer der jævnligt glimt og tankevækkende betragtninger fra forfatterens eget liv som far og efterskolelærer – samt ikke så få historier fra studietiden på lærerseminariet og ikke mindst soldaterhistorier fra tiden i Den Kongelige Livgarde! At læse i Bibelen er ikke noget, der skal ske i en armslængdes afstand fra vores eget liv. Liv og læsning hører sammen – og det gør det i den grad i denne bog. Dermed bliver bogen en skøn kombination af vidnesbyrd og tekstudlægning.

Til tekstudlægningen trækker SBR på nogle kommentarer og andre oversættelser, men først og fremmest bliver det sådan, at skrift udlægger skrift: Vi føres ind i sammenhængen i Paulus’ tankegang inden for brevets rammer, men ofte trækkes også bibelcitater ind fra Det Gamle Testamente, Johannes’ Åbenbaring osv. Alt sammen båret af en tillid til, at Guds ord er en stor sammenhæng, der peger det samme sted hen: på Kristus som vores frelser, ven og herre.

Bogen anbefales til alle – og ikke mindst til alle, der kender til at have svært ved at blive stille for Bibelens ord. Med SBR’s bog får du en læsemakker, der deler liv og bibelkundskab med dig og hjælper dig tilbage i bibelglæden og Kristusglæden.

Klip fra kapitlet ”Giv agt”, s.158-160 og164-165.

Giv agt!

Paulus afslutter det ottende vers med ordene: “Det skal I lægge jer på sinde.” Den norske oversættelse af selvsamme vers har anvendt ordene: “Gi akt på det!” (Bibelen Ressurs). Paulus formaner filipperne til at give agt på det, som er rent, godt og elskværdigt.

Det er egentlig et militært udtryk, Paulus benytter sig af: ”Giv agt!” Personligt har det en særlig betydning for mig. Da jeg aftjente min værnepligt i Den Kongelige Livgarde, så var det noget af det første, jeg lærte som ny rekrut ved Høvelte Kaserne. Betydningen af kommandoen “giv agt” var essentiel i den militære kommunikation. Dels har det til formål at henlede opmærksomheden på nye ordrer, der skal følges og handles på, og dels er det et anråb, der skal ytres, når der er en overordnet i nærheden. ”Giv agt!” Nu skal du være opmærksom. Nu skal du være klar. Nu skal du smide alt, hvad du har i hænderne og være fuldstændig parat og klar til at modtage ny information fra din befalingsmand. Dette udtryk er blevet et stærkt billede for mig om, at Bibelens budskab råber det allerstørste ”Giv agt!” Vær klar! Vær rede! Nu må du sætte alt ind på at modtage dette Ord af Jesu mund.

At gå til prøve

Det, der adskiller de kristne fra de ikke-kristne, er det, Paulus pointerer i det niende vers: “Hvad I har lært og taget imod og hørt og set hos mig, det skal I gøre” (v.9a). Den kristne menighed skal handle efter det, de har lært. Men hvad har filipperne lært? Hvad har de taget imod? Hvad har de hørt? Hvad har de set? Hvad ville du selv svare på disse spørgsmål, hvis du blev spurgt? Hvad har du lært som kristen?

Som efterskolelærer har jeg i alle mine år haft elever, der skulle til prøveaflæggelse. Det er en spændende, men samtidig en intens periode, hvor eleverne skal fordybe sig og samtidig repetere det, de (forhåbentlig) har lært i løbet af skoleåret i de enkelte prøvefag. Mange af eleverne er spændte, men også usikre på, om de nu kan præstere deres ypperste til de forskellige skriftlige såvel som mundtlige prøver. Da melder spørgsmålet sig, om de nu har tilegnet sig de nødvendige videns- og færdighedsmål, som gør dem i stand til at opfylde fagenes kompetencemål – og det skal siges, at der er meget, de skal kunne!

På baggrund af coronapandemien i 2020 og 2021 havde Folketinget bestemt, at eleverne blev garanteret deres årskarakter, når de gik ind til de respektive mundtlige prøver. Det betød, at eleverne kunne imødegå prøvesituationen med en vis ro og tryghed om, at det ikke kunne gå helt galt, da årskarakteren var sikret i eksamensbeviset. Flere af eleverne udtrykte netop dette; at de kunne være trygge og ligefrem glæde sig til prøverne.

Det er måske et mindre godt eksempel, men for mig blev det et billede på det kristne liv: at jeg kan gå dommen i møde med tryghed på grund af Jesus. Ja, hvor ville jeg dog ønske, jeg blev bedre med årene. Hvor ville jeg dog ønske, jeg kunne opleve en fremgang med mit kristenliv. Hvor ville jeg dog ønske, jeg kunne gøre det rigtige, sige det rigtige og tænke det rigtige som kristen i enhver situation. Men virkeligheden er den, som Paulus giver til kende for menigheden i Rom – og læg mærke til, at det netop er Paulus, som siger følgende: “Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?” (Rom 7,24). Paulus giver svaret i første del af næste vers: “Men Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre!” (v.25). Selv midt i denne virkelighed, så skal glæden og takken lyde til Herren, Kristus Jesus! For sejren er vundet ved ham, da det er Gud, der gør retfærdig (Rom 8,33b) (…)

Glæde i Kristus er Guds vilje

“Vær altid glade,” skriver Paulus ikke blot til filipperne, men også til thessalonikerne: “For dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus” (1 Thess 5,16.18). Kristusglæden er udtryk for Guds vilje. Tænk et øjeblik på det.

Jesus anvender selv udtrykket om den fuldkomne glæde to gange, når han skærtorsdag aften fejrer påskemåltidet med sine nærmeste: “Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen” (Joh 15,11; 16,24b). Jesus taler ikke blot om generel glæde, men om den fuldkomne glæde. Derfor vil jeg opfordre dig til at læse afskedstalen til disciplene i lyset af Filipperbrevets Kristusglæde (med særligt fokus på følgende afsnit: 15,9-17; 16,20-24).

Sikke en herlig tanke! Jesus ønsker for dig og mig, at vi skal være glade. Men på hvilken måde? Glade i Herren. Der er tale om troens glæde, som ikke altid er en følbar glæde. Glæd jer altid. Hvem kan det? Tænk på alt det, der sker omkring dig. Men alligevel lyder ordet: Glæd dig altid. Selve hemmeligheden ligger i følgende tilføjelse: “i Herren”. Den, der altid vil glædes, må glæde sig i Herren ved Herrens Ord.

Det er mit ønske for dig: at du må erfare Kristusglæden i dit liv, for den er fuld af nåde og trøst for den, der ikke finder sin styrke i sig selv, men i Kristus Jesus, vores Herre!

Bibellæsning / 184 sider / 160 kr.