I frafaldets tid

Den norske evangelist J. F. Løvgren skrev i 1942 romanen, som i 1947 blev udgivet på dansk under titlen Vore lamper slukkes. Bogen er nu blevet bearbejdet af Henrik Gren Hansen og udgivet af Luthersk Missions Bibelskoles Elevforening under titlen I frafaldets tid.

Selvom bogen er 70 år gammel, er dens aktualitet ikke blevet mindre siden. Man kan ikke undgå at overføre beskrivelsen af den norske kirkes “Guds samfund“ til, hvordan kirker i Danmark kan se ud i dag.

“Guds samfund“ er velorganiseret og kunne svare til en moderne frimenighed med baggrund i missionsforeningerne.

Guds samfund er den største menighed i byen, og den nyder anseelse. Den har en dygtig og velformuleret præst med sans for organisation. Den har mange arbejdsgrene, for – som præsten siger – er det vigtigt at folk bliver engageret i menigheden. Men det bliver hurtigt klart, at ikke alle i menigheden er tilfredse med alt, hvad der sker i kirken.

Med reference til de ti brudepiger i Matthæusevangeliet kap. 25 beskriver og skelner romanen de kloge og de tåbelige brudepiger i en kristen menighed. Desuden skildrer den også forskellen på sund og forførisk forkyndelse, og hvor tankevækkende tæt de kan ligge på hinanden. Desuden giver den et godt indblik i, hvilket pres og kamp samt anfægtelser man kan få, hvis man vil stå for sand ægte kristendom midt i en forførerisk og lunken tidsånd, hvor fokus mere er på mængden af kirkegængere og den gode oplevelse, end på forholdet til Gud.

Kontrasten imellem de to sider bliver stærkere og stærkere igennem bogen, idet man følger dem begge.

Roman er godt skrevet i et godt og malerisk sprog, som er let at læse. Dette gør, at man hurtigt fanges af fortællingen. Bogen er i det hele taget svær at lægge fra sig, når man først er begyndt. Den læser sig selv!

Samtidig er det en vækkende og ransagende historie, hvor læseren tvinges til at overveje sit eget forhold til Jesus.

Som Paulus skriver i 2 Kor 13,5: “Ransag jer selv, om I er i troen! Prøv jer selv! Ved I ikke, at Jesus Kristus er i jer? Ellers står I ikke jeres prøve.“

Jeg vil sige sådan: Hvis man endelig slipper bogen, er det for enten at bede om 1) at Gud må ransage og rense éns hjerte til en (mere) brændende kærlighed til ham og andres frelse, eller 2) kirkens opvågning.

Romanen er på mange måder højaktuel i en tid, hvor vi let fristes til at bøje af på sandhedens ord for at gøre evangeliet mere aktuelt eller spiseligt. Den taler stærkt for, at vi må stå fast på sandheden i Guds Ord – også selvom det kan være hårdt og ubehageligt at gøre det – for det betaler sig i evighedsperspektivet. Sondringen mellem den sande troende og den bedragede troende er så stærk, at bogen, efter min mening, bør læses af alle i Danmark, som kalder sig kristne. Må bogen skabe og styrke den glæde over frelsen i Jesus Kristus, som apostlene forkyndte ud fra, og som missionsbevægelserne sprang ud af, så vi bare ikke kan holde ham for os selv.

En varm anbefaling af en gammel bog i nye klæder, som måske er mere aktuel nu, end da den blev skrevet.

Romaner