Bogen “Den sande kristendom” har i århundreder været en af de mest udbredte opbyggelsesbøger i den evangelisk-lutherske kirke. Den blev skrevet af den tyske præst og forfatter Johann Arndt, som levede fra 1555-1621, og i mange vækkelsestider er bogen blev til afklarende bibelsk og sjælesørgerisk hjælp til de mest centrale dele af den kristne tro. I dag læses den gamle, 559 sider lange bog næppe af mange, men den er stadig fuld af guld og aktualitet også i dag. I denne blogserie har vi spurgt Filip Kofod om at trække nogle citater frem fra bogen, som talte særligt stærkt til ham under læsningen, og på den baggrund række den 500 år gamle forkyndelse til os i vores tid. Alle citater er oversat til dansk af Filip fra Lutherstiftelsens norske oversættelse fra 1955.
“Ved rigdom, ved store gaver, ved ære og anseelse prøver han (Gud) et menneske, om det vil holde fast ved Gud, eller om det derved vil lade sig vende bort fra Gud. (…) Derfor står alle ting ikke her i verden for vore øjnes, fornøjelses eller vellysts skyld, men som en fremsat prøve, som vi let kan forgribe os på, om vi vender os bort fra det højeste gode. (…) De sande kristne skal tænke, at de er pilgrimme og fremmede i denne verden. Derfor må de kun bruge det timelige til nødvendigt ophold og ikke til overdådighed, kræsenhed og vellyst. Den, som er en retskaffen kristen, bruger alle ting med frygt, som en gæst og fremmed. Han ser sig godt for, så han ikke med mad, drikke, klæder, boliger eller brugen af andre timelige ting skal fortørne Gud, den højeste husfader, eller krænke sine medgæster. Han vogter sig for al misbrug og ser stadig med troen mod det evige, tilkommende og usynlige væsen, hvor de virkelige goder er” (s.80-81).
Hvordan skal en kristen tænke om livet her på jorden?
Det spørgsmål rækker Johann Arndt os – ved Guds nåde og barmhjertighed – et meget velsignet svar på i ovennævnte citat.
Ærefrygt for Gud er et gennemgående tema i bogen Den sande kristendom. Johann Arndt ønsker af hele sit hjerte at føre mennesker ind i et sandt forhold til Gud – hvor Gud er Gud, og mennesket støv. Forfatteren ønsker at lade os se det groteske i, at en gren skal kunne sige til stammen: “Hør her, kære stamme. Nu er det altså mig, der bestemmer, hvad du skal gøre, tænke, sige og mene. Det er mig, der er herre over dig!”
At en gren sidder fast på stammen, skyldes alene stammen – og at en kristen er et Guds barn, skyldes alene Gud!
Men kan en gren ikke bære frugt? Kan stammen ikke velsigne grenen med kraft og velsmagende æbler?
Jo. Gud velsigner os mere, end vi er i stand til at opfatte og takke ham for – og var vi bevidste om, i hvor høj grad Gud velsigner os, og takkede vi ham rettelig for det, kan det måske tænkes, at velsignelserne ikke var så stor en fare for os, som de er.
For dette er netop Johann Arndts ærinde: Guds velsignelser – livet her på jorden, og alt hvad Gud rækker os af gode gaver – skal ikke kun betragtes i en positiv forstand. Jovist, vi skal takke og ære Gud for hver eneste af hans utallige velsignelser. Men vi skal også være bevidste om, og ængstelige for, at de kan bringe os til frafald!
Skaberen eller skabningen?
Hvem takker du? Hvem ærer du? Hvem er dit hjerte rettet imod?
“Derfor prisgav Gud dem i deres hjertes begær til urenhed, så at de indbyrdes vanærede deres legemer. De udskiftede Guds sandhed med løgnen og dyrkede og tjente skabningen i stedet for skaberen – han være lovet til evig tid! Amen” (Rom 1,24-25).
En kristen er en pilgrim i denne verden. Han er gæst. Verden er ikke hans hjem.
Man kan sidde hos nogle gode venner og hygge sig. Men man ved udmærket, at man ikke befinder sig i sit eget hjem.
Og sådan er virkeligheden for en kristen i denne verden: Han føler sig ikke hjemme – og han er angst for, at han skal falde så godt til på jorden, så han mister sin glæde, længsel og forventning for sit sande hjem i Himlen.
Hvad tænker Satan om Guds velsignelser?
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Satan elsker Guds velsignelser mere, end Guds børn gør det. Satan er så begejstret og opløftet over den påvirkning, som Guds velsignelser kan have på de kristne – altså vel og mærke når de fører den kristnes tanke, sind og opmærksomhed væk fra velsignelsens giver!
Jeg hørte engang en prædiken, hvor prædikanten fortalte om en tur, han havde haft til Afrika. En dag sad han sammen med en bror i Herren, og de skulle til at drikke hver sin kolde cola i den bagende varme. Prædikanten førte sodavanden op mod munden og skulle til at stille sin tørst, da den afrikanske ven i samme sekund begyndte at takke Gud for den cola, han skulle til at drikke.
En afrikaner, der havde lært taknemlighed over Guds velsignelser, såvel i det store som i det små – og en europæisk overflodskristen, som fik en ransagende prædiken til eftertanke!
Vi kan trække på smilebåndet af denne histore. Men den rummer den samme alvor, som Johann Arndt ønsker at formidle i dagens citat: Som dit forhold er til Guds velsignelser, sådan er dit forhold til Gud. Takker vi ikke Gud for de små ting, hvordan skal vi da takke ham for de store?
Guds velsignelser er “en fremsat prøve, som vi let kan forgribe os på”. Hvor let og hvor ligetil er det ikke for et menneske – for hvem det onde ligger nærmest – at skylle colaen (og alle Skaberens velsignelser) ned i et snuptag uden mindste tanke og tak til ham, som har givet dem?
Prøv at læse Johann Arndts citat igen, og lad alvoren sænke sig i din sjæl: Hvordan er det med mig? Hvordan forholder jeg mig til Guds velsignelser? Er min tak og opmærksomhed rettet mod velsignelsen, eller velsignelsens giver?
Må Gud vogte os for faren ved velsignelsens dobbelthed – og må han rette vores øjne mod “det evige, tilkommende og usynlige væsen, hvor de virkelige goder er”.
