Saulus (…) gik til ypperstepræsten og bad ham om breve til synagogerne i Damaskus for at fængsle dem, der hørte til Vejen (ApG 9,1-2).
Men det bekender jeg for dig, at jeg følger Vejen, som de kalder for et parti (ApG 24,14).
Da Priskilla og Akvila hørte ham, tog de ham med sig og forklarede ham Guds vej mere udførligt (ApG 18,26b).
Det er betegnende, at troen på Jesus af Nazareth blev kaldt for Vejen i den første tid. Navnet antyder en måde at indrette sit liv på. Og Jesu efterfølgere blev kaldt disciple, det vil sige lærlinge. Betegnelsen ‘kristne’ blev opfundet af ikke-jøder i Antiokia, og ordet kristendom kom først til noget senere.
En vej er noget, man går ad; man er i bevægelse mod et mål. I sand tro er der ikke stilstand. Der er bevægelse, en vandring. Man kan kalde sig dansker uden at foretage sig noget til gavn for landet, og man kan kalde sig socialist, fordi man har nogle bestemte politiske opfattelser, uden at foretage sig noget som helst politisk. Sådan er det ikke med en kristen. Jesus siger selv, at han er Vejen. Han er den vej, en kristen følger gennem livet. Det er ikke en livsstil, et moralsk ideal eller en filosofi. Kristendommen er koncentreret i en person – ham, som døde for menneskers skyld, og som kommer igen som deres dommer. Og det er den levende relation til ham, der gør en til discipel.
Almindelige veje har ofte en grøft eller et fortov på hver side, og det gælder også den kristne vej. Her tænker jeg ikke på vranglære eller indblanding fra fremmede ideologier eller religioner, men på nogle tendenser, som findes på hver side af vejen. Man kunne kalde den ene fromhed og den anden rettroenhed. De har skiftedes til at dominere det åndelige liv gennem tiden; man må se på dem som tilbøjeligheder eller tendenser, der hører sammen med Vejen uden at være rigtige eller forkerte i sig selv. Men de har hver en sand og en falsk, en god og en vildfaren version, og det synes jeg, der er grund til at se nøjere på.
Den falske og vildfarne fromhed starter med et ønske om at være en god kristen, men skuffes over sig selv, sin tilstand og synd og ligegyldighed hos andre kristne. I stedet for at søge tilbage til livet ved korset, hvor egen og andres synder forsvinder i den rensende strøm, ender den med resignation. Dens forståelse af kristendommen reduceres til, at ”vi er alle syndere”. Ufølsomhed over for egen, konkret synd bliver derfor resultatet.
Samtidig kan den godt følge med til møder og gudstjenester, synge med på smukke salmer og sange og være med, hvor kristne samles, men evangeliet er fjernt og ubetydeligt. Den personlige samtale om Gud og forholdet til ham er noget fremmed, der undgås. I det ydre er der en pæn, borgerlig livsstil. Som Øivind Andersen skriver et sted, slår denne falske tro sig til ro med at vide, hvad Jesus siger, uden at indrette sit liv efter det.
I kontrast hertil har vi den sande og gode fromhed. For den er det vigtigt at være i overensstemmelse med Kristus, og derfor lever den i en spænding. Spændingen er mellem den troendes gamle natur og det, Jesus er for ham. Det er ikke en behagelig spænding, for synd, fristelser og anfægtelser vender hele tiden tilbage i sind og hjerte. Men det er en salig spænding, for Jesus er stor. Derfor er det for den sandt fromme det helt afgørende at ”blive i ham”, som Jesus opfordrer til i Joh 15,4-8. Sand fromhed lever af en saft, som er evangeliets budskab om Jesus. Han er selv den åndelige visdom, som holder os midt på vejen, både retfærdiggørelse, helliggørelse og forløsning (1 Kor 1,30).
Den rette fromhed glæder sig midt i det brydsomme over det, Jesus har gjort, og derfor er grundstemningen ikke mismod, men derimod et frit mod og et håb. Den har en trang, et ønske om det, Jesus ønsker. Det, som giver Gud ære, er stort for den. Hvad den selv er og opnår, er ret ligegyldigt for den. Den sande fromhed drives og næres af Gud selv; ved at søge Gud og de gaver, han tilbyder, får den alt det andet i tilgift.
Den vildfarne og døde rettroenhed er ivrigt optaget af den rette lære. Den er evangelisk og fastholder med stor styrke, at vi er retfærdiggjorte af tro, uanset hvad vi eller andre føler og ser. Men den mangler erkendelsen af sin egen situation for Gud. Den går let hen over, at den har uopgjorte synder i forhold til både Gud og mennesker. Den lever uanfægtet i verden, bruger dens glæder og materielle muligheder som alle andre mennesker, for ‘det er jo ikke det, det kommer an på’.
Troen bliver en livsforklaring, men ikke en livsforandring. Den døde rettroenhed forveksler det, den ved med sin forstand, med det, den er i virkeligheden. Den bærer ikke frugter, som omvendelsen kræver; den mener, det er nok, at den ligesom Johannes Døbers tilhørere har ”Abraham til far” (Matt 3,8ff). For den ejer ikke, eller har mistet det levende forhold til den levende Gud.
Den sande og levende rettroenhed har sin glæde i alt det, Jesus har gjort, det, han gør nu som stedfortræder i himlen, og det, han vil gøre, når alt skal forvandles. Den lever af den åbenbaring, den har fået i Skriften, af kundskaben ”om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt” (2 Kor 4,6). Den levende rettroenhed knytter sig til de bibelske fakta og til de profetiske løfter, man kan læse om. Den holder ud, fordi den holder fast ved det objektive, som er givet i Ordet. Den forsvarer denne tro med at henvise til ”det, der står skrevet”. Den afviser alt, hvad der er i konflikt med Ordet.
Kører man i grøften og bliver der, kommer man ikke videre. Der er én Vej, der fører fremad, og det er personen Jesus selv. Ham må vi se på. Vi må give agt på det, han siger til os gennem Ordet, det, vi hører forkyndt, og det, vi mindes om af Helligånden i vores sind og hjerte. Passer vores tanker med hans, vores ord og handlinger med det, han vil? Tilegner vi os det gode budskab i evangeliet?
Man kunne nævne andre grøfter, sideveje og blindgyder i det kristne liv. Opdager man sig i en af dem, så gælder det om at finde tilbage. Find glæden igen i det, Jesus har gjort!
Selv finder jeg den i et vers af en gammel sang:
Jesus døde i mit sted,
dette ord har bragt mig fred,
og jeg ejer liv og sejr i hans sår.
Hvilken kærlighed fra Gud!
Jeg, som dog har brudt hans bud,
skal ej dø, men leve evigt ved hans navn.
