”Det er jo bare ord.”
Man fornemmer foragten. Det kan være chefen, der siger en masse om virksomhedens idealer og visioner – men hvad når det kommer til praksis? Eller det kan være tilbudsreklamernes ordgyderi: Billigst, bedst, størst og sjovest. Men hvor er varerne så i den slunkne køledisk?
Livet er fyldt med ord, der prøver at bilde os noget ind. Forblommede politikere og sensationshungrige journalister. Fake news, kunstig intelligens og propaganda på de sociale medier.
Men hvad med Guds ord? Tør vi tro på det?
Har vi en chance?
I vores tid skal vi være skeptiske over for ord. Hvis man ikke er skeptisk i sin grundholdning, er man hurtigt naiv. Vi bliver nødt til at stræbe efter at se ting fra flere sider, for ellers bliver vi ført ind i vores eget ekkokammer, hvor det daglige feed viser os alt det, som det daglige feed ved, vi gerne vil se, og som bekræfter os i vores verdensbillede. Indoktrineringen er solid, og konspirationsteorierne er talløse. Vi skal være skeptiske og forholde os vurderende over for det, vi møder, ellers bliver vi hurtigt ført bag lyset.
Ind i denne pluralistiske virkelighed kan vi som kristne stille spørgsmålet: Hvordan kommer vi til at fremstå troværdige med vores budskab? Hvordan kan vi fremstå autentiske og som dem, der – modsat resten af verden – har fundet det sande svar?
Når tankerne kommer ind i de baner, kommer vi lynhurtigt til at opføre os som (amatør)politikere. Man får fornemmelsen, at hvis vi skal have folk over på vores side, har vi brug for en spindoktornådegave. Eller vi skal have en stærk indsats på de sociale medier. Vi skal have styr på algoritmerne. Og vi skal kende til, hvad folk søger efter i dag. Vores gudstjenester skal indrettes, så de taler til folks behov. Vi skal vise, at vi kristne har fat i den lange ende – ved at folk ser glimt af, hvor gode, helstøbte og troværdige mennesker vi er – og ved, at folk ser, at kristendommen taler ind i tidens spørgsmål i dag. Ellers bliver vi sat ud på et sidespor. Ellers har vi ikke nogen chance i konkurrencen om at få mennesker på vores side. Kristendommen vil dø!
Paulus
Paulus har noget at sige om den konkurrence.
Paulus? Hvordan kan han det? Han levede da længe før Trump og Det Hvide Hus’ AI-genererede pingviner på Grønland?
Ja, det gjorde han. Men vi kan hurtigt komme til at se vores tid som noget alt for unikt i verdenshistorien. De mange overtalende argumenter for det ene og det andet er ikke noget, der kun hører vores tid til. Et samfund mere gennemtrængt af retorikkens forførelseskunst end de gamle grækeres kan man næppe forestille sig. Retorik var en integreret del af almenuddannelsen, og der fandtes særlige retorikskoler, hvor eleverne lærte at tale overbevisende for deres sag (uanset om den var sand eller ej). Retorik var en kunst, og var man en dårlig taler, kunne man godt glemme alt om at vinde folk for sig. Det gjaldt også på det religiøse område.
Paulus kendte også til frustrationen over alle de andres ord, som kan få vores egne til spagt at drukne i mylderet.
Men hvilken konsekvens drager han?
”Vi driver jo ikke som alle de andre handel med Guds ord, men taler renfærdigt på Guds vegne, for Guds ansigt i Kristus” (2 Kor 2,17) Og: ”Da jeg kom til jer, brødre, forkyndte jeg ikke Guds hemmelighed for jer med fremragende talekunst eller visdom, for jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet.” (1 Kor 2,1-2).
Paulus går ikke ind i ræset. For Paulus har tillid til det nøgne Gudsords Ånd og kraft. Som retningslinje giver han, at vi skal tale ”renfærdigt på Guds vegne”, og vores tale skal føres ”for Guds ansigt i Kristus”.
Guds kraft
Det er frustrerende, hvor vanskeligt det er at vinde mennesker for Gud i dag. Ikke bare frustrerende – det er forfærdeligt! Den sorg må altid pine vores hjerter, hvis vi har Kristi sind.
Men der er en trøst for os. Og det er, at det ikke handler om vores evner til at gøre kristendommen spiselig for folk. Det handler ikke om, at vi skal kunne formidle det kristne budskab mere troværdigt end alle de andre tilbud og livssyn. Det handler i det hele taget ikke om vores idéer, strategier og påfund. Når Gud omvender folk, gør han det gennem ordet om korset. Det ord er der nemlig kraft i! Ikke på grund af vores ånd og vores autentiske fortræffeligheder, men på grund af Guds Ånd, som gennem det ord vil overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom.
Dét er ikke bare ord! Det er Guds kraft til frelse. At tale om hvordan vi gør det troværdigt er i virkeligheden en misforståelse, for det er jo Gud, der skal gøre det tro-værdigt og skabe troen i menneskers hjerter. Det er Gud, der, trods min synd, min dobbeltmoral og indbildskhed, alligevel kan gøre det under, at mennesker kan komme til tro ved ord, der går gennem min mund.
Halleluja for det!
I praksis
Betyder det, at jeg skal være ligeglad med, hvordan jeg lever, og hvordan jeg fortæller om Jesus? Nej, aldeles ikke! Men jeg må med mit liv og med min måde at fortælle om Jesus på sætte ordet om korset i centrum. For det er det ord, Guds Ånd vil bruge til at omvende mennesker.
Mit liv må jeg leve som en tilgivet synder, der af hele hjertet ønsker at følge Gud og holde hans bud – og som derfor af hele hjertet takker Jesus for hans frelse!
På samme måde må alt i menighedens liv have dét i centrum: Sangene må være fyldt af det helt centrale: at Gud er nådig mod os syndere for Jesu skyld. Og mødeformen skal ikke gøres troværdig og attraktiv ved andet end den forkyndelse.
Det betyder ikke, at vi ikke skal arbejde med form og formidling. Der findes ikke noget formneutralt, og der er ikke noget saligt i at være ubevidst om, hvilken form man bruger.
Det betyder heller ikke, at vi aldrig må tage udgangspunkt i tidens spørgsmål og problemstillinger. Der kan være aktuelle ting, det er godt at forholde sig til og tage op – men det skal kun være, hvis det tjener til at bane vej for Guds vækkende budskab.
Lad os endelig arbejde med form og formidling. Lad os bare være til stede på de digitale platforme, hvor folk kommer forbi – så langt vi har ressourcer til det. Men vi må aldrig sætte vores lid til det. Og det må aldrig blive det, der får vores fokus.
Vi skal i ét og alt have korset i fokus. Og vi skal med Paulus turde tale renfærdigt om Gud, sådan som der står om ham i Bibelen – uanset presset for at opføre os anderledes og gøre kristendommen til noget andet og mere attraktivt. Vi må beslutte os for ikke at ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet. Jesus giver os nemlig ikke bare nogle ord i mængden af andre ord. Han er Ordet. Livets Ord.
