Bogen “Den sande kristendom” har i århundreder været en af de mest udbredte opbyggelsesbøger i den evangelisk-lutherske kirke. Den blev skrevet af den tyske præst og forfatter Johann Arndt, som levede fra 1555-1621, og i mange vækkelsestider er bogen blev til afklarende bibelsk og sjælesørgerisk hjælp til de mest centrale dele af den kristne tro. I dag læses den gamle, 559 sider lange bog næppe af mange, men den er stadig fuld af guld og aktualitet også i dag. I denne blogserie har vi spurgt Filip Kofod om at trække nogle citater frem fra bogen, som talte særligt stærkt til ham under læsningen, og på den baggrund række den 500 år gamle forkyndelse til os i vores tid. Alle citater er oversat til dansk af Filip fra Lutherstiftelsens norske oversættelse fra 1955.
“Omvendelsen er begyndelsen og grundvolden til den sande kristendom (…) Derfor kan et menneske heller aldrig få nogen sand og varig trøst, når det ikke først ret og nøje kender arvesynden med dens frugter og undertrykker og korsfæster den med en daglig omvendelse (…) Alle trøstebøger er sandelig forgæves, hvor den nævnte grundvold ikke først er lagt, og du ikke først ret kender din nød og elendighed (…) Det er vores æresyge naturs væsen, at den ikke vil høre om dette, men vil blive trøstet, før den kender sin synd, fordærvelse og ondskab. Dette er imidlertid helt bagvendt og stik imod hele den hellige skrifts grund og orden (…) Kristus, den sande læge, med al sin helbredelse og trøst er til ingen nytte for dig, hvis du ikke først kender din sygdom (…) De, som hører Kristus til, lader han aldrig blive uden trøst. Og det, at man således ved den Hellige Ånd og betragtningen af evangeliet, kender sin egen svaghed, bærer trøsten med på sig på ryggen og fører os til Kristus” (s.195).
Det er børnelærdom, at man går til lægen, når man er syg, og ikke, når man er rask.
Alligevel er det som om, at denne logik og børnelærdom er forduftet fra store dele af den kristne menighed. For der er mange, der går til “lægehuset” uden at vide, at de er syge, og uden at vide, hvad de fejler. Når de sidder over for “Lægen”, og han spørger, hvad de fejler, svarer de: “Fejler? Jeg er da ikke syg. Jeg er bare kommet for at lovprise dig!”
Hvorfor kom Jesus til jorden? Var det for at give dig brød på bordet? Passe på dig? Være din hyrde, vejleder og hjælper? Nej. For alt dette kunne Jesus have gjort uden at være kommet; alt dette kunne han have gjort fra Himlen uden at blive født som et menneske med arme, ører, hænder og fødder.
Jesus måtte blive et menneske som du og jeg af én eneste årsag: Fordi han skulle ofres på korset for dine og mine synder. Dét kunne han ikke have gjort fra Himlen! Han måtte blive et menneske af kød og blod for at kunne ofres på et kors.
Men hvorfor skulle Jesus ofres på korset? Det skulle han “for at bringe godt budskab til fattige og lægedom til dem, hvis hjerte er knust” (Es 61,1).
“Lægedom til dem, hvis hjerte er knust”.
Bemærk: Der står ikke: ‘lægedom til dem, der lovsynger Gud’, ‘lægedom til dem, der har en stor tjeneste i menigheden’ eller ‘lægedom til dem, der har alle de rigtige kristne holdninger og meninger.’ Nej: “Lægedom til dem, hvis hjerte er knust!”
Prøv at forestille dig et venteværelse hos lægen, som er fyldt med mennesker, der ikke fejler noget. En underlig tanke. Og lige så underligt er det at forestille sig et kirkerum fyldt med mennesker, som ikke har brug for lægedom.
Nogle gange spekulerer jeg på, hvorfor jeg indimellem falder i stor synd. “Hvorfor fjerner Gud det ikke fra mit liv? Tænk hvilken glæde og befrielse, hvis disse synder ikke var der!”
Eller vi kan inddrage det bibelske perspektiv: Ville Davids kristenliv ikke være lykkeligere, hvis han ikke var gået i seng med Batseba? Ville Paulus ikke være en stærkere evangelist, hvis han ikke havde forfulgt de kristne, inden han blev omvendt? Og ville Peter ikke fremstå som en bedre og mere helhjertet forkynder af det evangelium, hvorved han selv var blevet frelst, hvis han ikke havde fornægtet sin herre og mester i nødens stund?
Hvem kan bedre sælge og reklamere for et produkt, der kan kurere kræft (om noget sådan fandtes!) end netop den, der har prøvet produktet på egen krop?
Pointen er: Man skal være syg, før man får brug for lægedom. Man skal vide, at man er fortabt, før man får brug for det himmelske lægemiddel. Og man skal være en fortabt synder – og vide, at man er det! – før man får brug for Jesus.
Mange i de kristne kredse kan tale om Gud Fader og hans godhed, barmhjertighed og velsignelser. Men Jesus hører man dem aldrig (eller i hvert fald meget sjældent) tale om.
“… Og vort fællesskab er med Faderen og med hans søn, Jesus Kristus” skriver Johannes i sit første brev – og understreger i de følgende 10 ord, at deri ligger den fuldkomne glæde.
Jeg har lyst til at spørge dig, der læser dette: Er dit fællesskab med Gud også et fællesskab med Jesus? For er det ikke det, så mangler du det vigtigste af alt, nemlig lægemidlet!
“Man skal være i nød for at kunne nøde”, er der engang en, der har sagt. Og overført til Johann Arndt-citatet kunne vi sige: “Man skal være syg for at have brug for lægedom.”
Og nu melder spørgsmålene sig: Er du syg? Har Gud fået lov til at åbenbare det afgrundsdybe hav af synd og elendighed, som gemmer sig i dit hjerte?
Et tegn på, at Gud har foretaget dette altafgørende indgreb i dit hjerte, er, at du ofte beder denne bøn: “Gud, vær mig synder nådig!” (Luk 18,13). For en sådan bøn viser, at du ejer den svaghed, som bærer trøsten med på sig på ryggen og fører dig til Kristus.
De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere (Mark 2,17).
