I juni 2015 blev den kristne forfatter Poul Hoffmann hentet hjem til Gud.
Jeg har læst Poul Hoffmann siden de tidligste ungdomsår, og hans bøger har betydet meget for mig. Kun én gang mødte jeg ham i virkeligheden, nemlig da han for nogle få år siden på Menighedsfakultetet holdt et oplæg om darwinismens fallit. Det gjorde et stærkt indtryk. Oplægget blev efter skik og brug holdt, mens de travle teologistuderende spiste frokost, men jeg kan garantere for, at der ikke blev skramlet med madpakkerne i den halve time, hvor den ældre herre talte med sin stille stemme. Uanset hvor godt man i forvejen kendte ugens oplægsholder, blev det hurtigt klart, at her var “en anderledes røst” – og her var noget, der var værd at lytte til. Både oplæg og svar på de mange efterfølgende kritiske spørgsmål var kendetegnet ved, at Poul Hoffmann talte fuldstændigt manuskriptløst, men med en skarphed og tankeklarhed, som læste han op fra en sine bøger.
Det gør indtryk at møde en mand (man kan også ”møde” en mand gennem hans bøger, så jeg taler gennem dette indlæg fortsat i nutid!), der gennem så mange år har levet i de bibelske beretninger, og som i kraft af en livslang beskæftigelse med historie, kultur og teologi kan tale, nærmest som om han var samtidig med Noa, Moses eller Joab.
Der kan siges mange ting for og imod genren ”bibelhistoriske romaner”, men det er i hvert fald sandt, at der intet letkøbt eller overfladisk er over Poul Hoffmanns indlevelse i de bibelske personer og deres samtids univers. Når man af og til føler en slående aktualitet ved læsningen af romanerne, skyldes det ikke, at Poul Hoffmann læser vores tids tankegange ind i historien. Det skyldes Poul Hoffmanns grundigt tilegnede indsigt i, at selvom den evolutionistiske historievidenskab vil det anderledes, er det sandt, hvad Prædikeren siger: ”Det, der var, er det samme som det, der kommer, det, der skete, er det samme som det, der vil ske; der er intet nyt under solen” (Præd 1,9).
Gud er den samme i går og i dag. Og det samme gælder gamle Adam!
Når jeg tænker på, hvad jeg har ”fået ud af” Poul Hoffmanns bøger, helt fra min tidlige ungdom, er der særligt to ting, der står tilbage – og jeg føler trang til at dele det her på bloggen i form af en række citater fra Poul Hoffmanns værker:
(Selvom det egentlig er romanerne, jeg har sat størst pris på, har jeg ikke haft frimodighed til at plukke fra dem, men romanerne bygger på og udfolder meget af det, som Poul Hoffmann mere ligefremt sætter ord på i de følgende citater):
1. Et højt syn på den hellige Skrift
Jeg er ikke i tvivl om, at den velsignelse, der er blevet spredt gennem Poul Hoffmanns værker, stammer fra det forhold til Bibelen, som kommer til udtryk i ordene fra kampskriftet Den hele Bibel:
En bibeltro kristen er et menneske, der gerne på grundlag af sin personlige erfaring vil aflægge det vidnesbyrd, at evangeliet, det er det, som findes i Bibelen fra Første Mosebog til Johannes’ Åbenbaring, læst nøjagtig som det står, uden reservationer. Hvad man trækker fra Bibelen, trækker man fra evangeliet; fra forståelsen og glæden og sandheden; fra troen og håbet og kærligheden (s.16).
Og senere:
Vi vil fra bibeltro side i og for sig godt skrive under på, at bibelsyn i en vis forstand kan være et spørgsmål om viden og sagkundskab, for vi er overbevist om, at jo større ægte viden og sagkundskab man erhverver sig, jo mere bibeltro bliver man (…) Vi anser for ramme alvor tilhængerne af den såkaldt liberale teologi i dens mangfoldige afskygninger for mennesker, der har læst sig væk fra sandheden i stedet for at læse sig nærmere til den, også de af dem, der som docenter og professorer betjener de knusemaskiner for unge menneskers tro, som teologiske fakulteter kan udvikle sig til. Vi påstår med fuld fortrøstning, at i det omfang, man virkelig ved besked med tingene, havner man i nøjagtig samme position som den lille dreng, der sidder med sin bibel og tror enfoldigt på alt, hvad der står i den (s.35).
Poul Hoffmann er især kendt for sine bibelhistoriske romaner. Og han har utvivlsomt gennem sit liv mødt megen skepsis over for denne kunstform fra konservative kristne, som har været skeptiske over for kunst i det hele taget. Poul Hoffmann anerkendte i høj grad denne skepsis over for kunsten, men det hindrede ham ikke i at skrive bibelhistoriske romaner, som var fulde af Ånd og liv – netop fordi de var fulde af samvittighedsfuld og forbeholdsløs bibeltroskab.
I et foredrag fra 1983 til kristne forlæggere fra de nordiske lande udtaler Poul Hoffmann sig om, hvad der er rigtig og forkert ved den almindelige skepsis i vækkelsesbevægelserne over for kunsten:
… Derfor skal vi ikke bare sige, at vækkelseskristendommens kulturelle og i særdeleshed litterære skepsis udspringer af snæversyn og livsfjendskab. Det drejer sig om noget, der egentlig i sin oprindelse er velbegrundet. Overalt hvor der er vækkelse i sund forstand, hvor kristne vågner åndeligt op, må der være en vågen kritik over for kulturlivet, mere og stærkere, jo mere og stærkere kulturlivet dæmoniseres.
Det, som så imidlertid kan ske, og som ikke skulle ske, er en afsporing af denne skepsis og kritik. Man kan vel sige det sådan, at på vækkelsens åndelige højder får man et så klart blik for den åndelige forurening i kunsten, at man, hvis man ikke passer på at beholde fodfæstet i Bibelen, tror, at det er kunsten som sådan, der er noget i vejen med. Man begynder at stille sig afvisende til den i det hele taget, ja til kulturlivet i det hele taget, og i sidste instans – til livet i det hele taget (Mørke skjuler jorden, s. 70-71).
Poul Hoffmann var selv bibelkritiker og darwinist i sin ungdom, også i begyndelsen af sit ægteskab med Kirsten, men han beretter med taknemlighed om, hvordan Gud forbarmede sig over ham:
Det var et par år efter, at vi var blevet gift. Vore diskussioner om kristendommen var ved at være til ende. Mine argumenter imod den var sluppet op, og hvad mere var: Jeg havde heller ikke lyst til at argumentere mere imod den. Det var ikke kun i hovedet, min kone var klogere end jeg, det var også i hjertet. Dér, hvor sandheden først må findes, hvis den skal findes.
Men jeg havde stadig hovedet fuldt af gymnasievisdom og andet halvstuderet tøjeri. Jeg kunne så tydeligt se, at Bibelen var en samling oldskrifter som alle andre, fuld af historiske fejl og indre modsigelser. Jeg var så lærd, så lærd; det var Darwin og myte-lyrikken og Fanden og hans pumpestok.
Indtil Gud på et tidspunkt blev træt af at høre på det. Indtil han på ny holdt Bibelen op for mig: ‘Se nu her, din torsk, du kan da nok forstå …’ Og det kunne jeg så (…)
Siden har der så været halvtreds år, hvor Bibelen har været mit livselement, det meste af tiden også mit daglige arbejde. Det har været halvtreds års ubrudte bekræftelser af dens sandhed på alle planer. Ikke sådan forstået, at jeg har behøvet bekræftelserne. Det er mere den anden vej rundt: Ved man først, at det, der står i Bibelen, er sandt, har man dermed den ægte objektive basis for at erkende virkeligheden og se dens sammenhænge, også i historie og naturhistorie. Sand objektivitet findes, men det er en illusion at søge den i det faldne menneske; den beror alene i Guds ord (Af en fundamentalists erindringer).
Jeg tror, det er betegnende, når Poul Hoffmann efter sin omvendelse fra bibelkritikken og darwinismen kalder Bibelen for sit ”livselement”.
Andetsteds siger han:
Forskellen på den bibeltros bibel og bibelkritikerens er forskellen på en levende, sund, fungerende organisme og en mere eller mindre lemlæstet patient eller simpelthen et lig (Den hele Bibel, s.17).
Når man siger et fuldt og helt JA til Bibelens sandhed og lever i den, må man også sige et fuldt og helt NEJ til alt det, der vil pille ved den. Derfor ytrer Poul Hoffmanns bibeltroskab sig også i de mest fnysende angreb på de vildfarelser, han selv engang lå under for.
I sin bog Jonastegnet forsvarer han Jonasbogens historicitet, og det giver ham anledning til i samme omgang at skrive generelt om den ”luftige” forkyndelse, der bliver resultatet, når bibelkritikken – skridt for skridt – trænger sig vej ind i kirken:
Mange i øvrigt positivt indstillede Jonas-fortolkere siger i dag omtrent som så, at det er jo ganske underordnet, om bogen beretter om faktiske begivenheder, eller den er et eventyr. De lader forstå, at det egentlig er lidt blamerende uåndeligt og primitivt at beskæftige sig med det spørgsmål. Det afgørende er jo bogens forkyndelse, understreger de – dens dybe tanker om menneskets selviskhed, dens klare syn for, at Gud har omsorg også for andre folk end Israel, dens stærke fremstilling af hans magt og godhed og frelsesvilje.
Givetvis kan der være noget rigtigt i ytringer af den art (…) Forkyndelsen er selvfølgelig bogens centrale anliggende, som den er hele Bibelens centrale anliggende. Men også her er det en meget uafklaret tankegang, der ligger bag, og fortolkninger i denne ånd når netop ikke igennem til bogens dybeste forkyndelse (…)
Det er det samme, som gør sig gældende i så mange andre forbindelser. Det hedder også, at det er ligegyldigt, om skabelsen er foregået som skildret i Bibelen; det afgørende er skabelsesforkyndelsen. At det er ligegyldigt, om syndfloden har fundet sted; det afgørende er syndflodsberetningens forkyndelse. I næste instans fortoner selve forkyndelsens indhold og substans sig og efterlader et blot og bart begreb om ‘forkyndelse’, der kan være hvad som helst. Længere og længere trækker man sig tilbage for den oprørske forstand og dens afsporede halvvidenskab, flere og flere bastioner drives man fra af denne verdens visdom. Allerede lyder det fra mangfoldige ‘forkyndere’, som endnu officielt og pr. register henregnes til kirken (og, hvad der måske er værre, henregner sig selv til kirken), at det er ligegyldigt, om Kristi opstandelse har fundet sted; det afgørende er opstandelsesforkyndelsen. Man forklarer, at når ordet prædikes, er Kristus opstået etc. (…) Det hele løber ud i forloren akademisk overspændthed (Paulus eller Luther ville bruge stærkere og rigtigere ord) (…)
Forkyndelsen er Bibelens anliggende – i skabelsesberetningen, i syndflodsberetningen, i opstandelsesberetningen og alle andre steder. Men forudsætningen for forkyndelsen er, at det i disse beretninger drejer sig om faktiske begivenheder, om realiteter. Hvis der ingen fysisk-historisk opstandelse havde været, var der intet og ingenting at forkynde i den sag, ikke noget at række mennesker til at leve og dø på; det hele ville ikke være mere interessant end et digterværk, en sciencefiction-roman med litterære ambitioner. Kun den kolossale begrebsforvirring, der præger vor tid, kan fostre alle disse privatpsykologiske forsøg på at blæse og beholde melet i munden, hvis konstante fiasko skjules bag pseudovidenskabelig jargon – uden dog at kunne skjules for dem, der drister sig til at blive som børn igen og opdager, at kejserne ingenting har på (Jonastegnet, s. 96-99).
For Poul Hoffmann er det hjerteblod at holde kirken fast på Bibelens fulde og hele troværdighed. Det er ikke en spidsfindig diskussion om detaljer i et teoretisk bibelsyn. Nej, for Poul Hoffmann har set, at bag den mindste imødekommelse af bibelkritikken – også på de tilsyneladende ikke så væsentlige punkter – lurer lyden af den brølende løve, der leder efter nogen at sluge (1 Pet 5,8):
I kirken forsøger mange febrilsk at trække en grænse mellem de ting i Bibelen, som ulven kan få lov at æde, og dem, som den skal holde sig fra. Historie og geografi må den godt æde, og mere og mere kaster man for den i håb om at stille dens hunger, men der er noget, den helst skal holde sig fra – man prøver vagt og forgæves at bestemme det som ‘det åndelige’, ‘frelsesvidnesbyrdet’ el. lign. Ulven kender naturligvis ikke forskel, den æder det hele. Der er nemlig ingen forskel; det er et umuligt Sisyfos-arbejde at ville trække den slags grænser i Bibelen. Den eneste overenskomst, man kan træffe med ulven – eller med den brølende løve – er at give dén alle realiteterne og selv beholde en gang luftsteg.
Det er realiteter, mennesket skal leve og dø på (Den hele Bibel, s. 21-22).
Et frimodigt og absolut NEJ siger Poul Hoffmann derfor også til udviklingslæren og til alle forsøg på at kombinere Bibelens skabelsesberetning med evolutionsteorien.
Poul Hoffmann er en af de få kristne ”fundamentalister”, som virkelig har blandet sig i debatten med helt anderledes tænkende, bl.a. gennem læserbreve, kronikker mv.
Når man tænker på dette udadrettede fokus, og når man tænker på Poul Hoffmanns personlige baggrund, hans stærke naturvidenskabelige interesse og hans juristevner til at sætte sig ind i flere sider af en sag, kunne man måske tro, at Poul Hoffmann om nogen ville være manden for at finde det gyldne kompromis mellem evolutionsteori og skabelsestro.
Men det er ikke uden grund, at festskriftet til Poul Hoffmann blev kaldt ”Sandheden tro i kærlighed”. Dér, hvor det ikke er muligt at finde et kompromis, uden at forråde sandheden, må vi i kærlighed fastholde sandheden og fremholde den klart og ufortyndet, om det så koster os al ære og anseelse fra verden. Dette gør vi i kærlighed, for vi hjælper ingen mennesker ved at fifle med det bibelske budskab for at komme dem i møde. ”Vi driver jo ikke som alle de andre handel med Guds ord, men taler renfærdigt på Guds vegne, for Guds ansigt i Kristus” (2 Kor 2,17).
Netop dette står Poul Hoffmanns hele liv og forfatterskab som et forbilledligt eksempel på. Og det gælder altså ikke mindst i forholdet mellem bibeltroskaben og den anerkendte naturvidenskab.
I en debat i Kristeligt Dagblad fra år 2000 svarer Poul Hoffmann et par kritikere med bl.a. følgende konklusion:
Gennem 50 år har jeg fulgt parternes indlæg med en lidenskab for naturhistorie, som jeg har haft siden barndommen, og tør på det grundlag – endnu en gang – sige: Juridisk er afgørelsen klokkeklar: Evolutionsteorien er i bund og grund uholdbar, umulig og kassabel, mens der ikke kan indvendes noget reelt videnskabeligt mod den bibelske skabelsesberetning (Pseudovidenskaben hersker).
Det er en konklusion, som må og skal ægge til modsigelse. For hvis det virkelig er sådan, at evolutionsteorien ”i al sin vælde er en fundamental og konsekvent fejltagelse, en hypotese, der brister over for elementære kendsgerninger i naturen og historien, som enhver med fornøden interesse for sagen selv kan sætte sig ind i” (Mørke skjuler jorden, s. 9) – hvad er da grunden til, at det er alment anerkendt og vedtaget, at evolutionsteorien er det eneste seriøse fundament, en videnskabsmand kan bygge på?
Ifølge Poul Hoffmann er årsagen, at det, der på overfladen tager sig ud som videnskabens objektive forklaringer på universets og menneskets tilblivelse, i virkeligheden er en del af en åndskamp. Og at det derfor også er åndeligt livsfarligt som kristen at indlade sig på et kompromis med evolutionismens ånd:
I udviklingslæren har gamle Adam fået sit hedeste ønske opfyldt: En religiøs legitimering af sin trang til at være dyr, med dyrets ansvarsfrihed og uhæmmede tilfredsstillelse af sine behov og lyster. Og den lader han sig ikke fravriste igen af blotte kendsgerninger (…)
Darwinismen er ikke blot en religion: den tegner sig mere og mere som selve den eskatologiske modreligion til kristendommen. Og det opdages kun vanskeligt, så længe det lykkes den at formumme sig som videnskabelig sandhed (…)
Uden forståelse af udviklingslærens videnskabelige uholdbarhed er det svært at turde se i øjnene, hvordan den, med sine aflæggere i historieforskning, teologi og snart sagt alt andet, har forkrøblet alt menneskeligt åndsliv; hvis den er sand, må man jo se at få den til at være noget værdifuldt, om fornødent med Djævelens vold og magt. Sådan er det også for kristne. Så længe de tror, at udviklingslæren er ‘videnskabeligt bevist’, prøver de at nå til et eller andet forlig med den, som regel på melodien ‘det kan jo være, at udviklingen er Guds skabelsesmetode’.
Hvilket selvfølgelig ikke er noget reelt forlig, men en kapitulation, hvis horrible konsekvenser man undgår at tænke igennem. Den drivende mekanisme i ‘udviklingen’ hævdes som bekendt at være alles kamp mod alle: ‘De bedst egnede overlever’ og får lejlighed til at videreføre slægten, og således går det fremad og opad. De bedst egnede vil stadig på ny sige dem, der er bedst til at jage og dræbe og æde de andre. Forestiller man sig for alvor Gud skabende på den måde, gennem årmillioners riven og flåen hinanden til døde, gennem oceaner af blod og tårer, i skrig og pine uden ende? Sådan kunne Djævelen måske forsøge at skabe mareridtsvæsener (Darwinisme eller kristendom).
I sit essay Latter i afgrunden uddyber Poul Hoffmann, at det ud over gudsbilledet også er det helt grundlæggende menneskesyn, der gør kompromisset til en umulighed:
Udviklingslærens dynamik er i virkeligheden af religiøs karakter, ikke videnskabelig. Det er i denne forbindelse, der her skal gøres et forsøg på at få medkristne, som mener på en eller anden måde at kunne forlige udviklingslæren med kristen tro i almindelighed og skabelsestro i særdeleshed, til at gennemtænke sagen endnu en gang, navnlig til på ny at overveje den fuldstændige modsætning i menneskesyn, der er tale om. En modsætning så total og absolut, at den, der virkelig identificerer sig med udviklingslærens begrebsverden, pådrager sig et alvorligt handicap, når det gælder at tilegne sig Bibelens tale om, hvad et menneske overhovedet er. Man forstår principielt intet af den bibelske åbenbaring på dette afgørende punkt, hvis man på nogen egentlig måde tilslutter sig det grundlæggende udviklingsdogme, at mennesket er et væsen, der med indre nødvendighed bliver bedre og bedre (…) at det engang har været et dyr og senere et abelignende fænomen og nu er blevet til noget mere fremragende og efterhånden vil blive til noget endnu mere fremragende. Det er simpelthen den bibelske sandhed stillet på hovedet, og anderledes kan det aldrig blive, så længe ordene og tingene skal have nogen mening.
Efter Bibelen er mennesket ikke steget, men faldet. Det var oprindelig skabt fuldkomment, levede i fuldkommen renhed, godhed og glæde og ville, hvis det var forblevet i denne tilstand, have levet evigt. Fordi mennesket faldt fra ham, som skabte det, og som er livets eneste kilde, er det og hele skabningen, hvad vi ser i dag: undergivet dødens og tilintetgørelsens magter.
Vi er ikke toppen på en stigende linje. Det smigrer vor forfængelighed, når man fortæller os, at vi er det, men det er ikke sandt. Vi er bunden af et brat fald (Mørke skjuler jorden, s. 9-10).
Når Poul Hoffmann så fuldstændigt afviser evolutionsteorien, vil mange se det som en afvisning af selve (natur)videnskaben. Men det er det ikke. Poul Hoffmann har blot set, at det ikke er objektive og indiskutable fakta, men åndskampens rasen i menneskehjertet, der er styrende for vores tilgang til videnskaben. Og at en videnskab, der vil nå til sandheden om universets og menneskets tilblivelse, nødvendigvis må stå på Bibelens grund.
For:
Forstanden er skabt til troens tjener ligesom følelsen og viljen. At gøre forstanden til troens herre er at forfalske begge dele (Den hele Bibel, s. 42).
2. Et højt syn på kærligheden
Noget af det, jeg personligt er Poul Hoffmann mest taknemmelig for, er det høje syn på kærligheden, som gennemvæver alle hans værker.
Jeg tror, at læsningen af Poul Hoffmanns værker fra min tidlige ungdom har været den bedst mulige forberedelse til at vide, da jeg selv senere i livet mødte forelskelsens ild, at dette var noget, jeg skulle have den allerstørste respekt for. Det var ikke noget, der skulle leges med eller pjattes med. Det var heller ikke en tilfældig følelse, som jeg selv eller mine menneskelige instinkter var ansvarlig for. Det var en gave fra Gud, som han selv havde vakt til live (jf. Højs 2,7; 3,5; 8,4).
Der er så meget uhøjtidelig og misforstået tale om kærligheden i dag, at det er livgivende nødvendigt, når Poul Hoffmann fremholder det bibelske perspektiv. Et perspektiv, som giver en ganske anden og dybere forståelse af kærligheden, end når Hollywood og MTV får lov til at tegne billedet.
Når vi erfarer kærlighedens kræfter og kærlighedens glæde, skal vi vide, at det – al ufuldkommenhed og syndighed til trods – er et strejf af selve det liv, vi er skabt til, og det liv, vi går frem imod:
Efter skabelsen levede mennesket i Paradis. Det var kærlighedens have, hvor døden ikke fandtes. Kærlighed og død er uforenelige modsætninger, og hvor kærligheden hersker ubegrænset, kan døden ikke være. Når Johannes skriver, at den, der elsker, kender Gud, kan det tilføjes, at den, der elsker, også ved noget om Paradis. Vi er ikke i Paradis nu, men vi ser dets spirer, hvor kærlighedens forårssol bryder frem, og jo mere vi elsker, jo mere må vi længes efter det. Som Grundtvig skriver i sin store salme ‘O kristelighed’: ‘Mit land siger Herren er himmel og jord, hvor kærlighed bor’.
Kærligheden er en forsmag på den evige salighed (En bog om kærlighed, s. 14).
Senere i samme bog:
Undertiden spørges der, hvilket formål kærligheden mellem mand og kvinde skal tjene. Svaret lyder så i reglen, at den skal tjene slægtens videreførelse.
To, der elsker hinanden, føler den slags overvejelser mærkelige. Er de bare i færd med at tjene slægtens videreførelse? Og skal ægtefæller, som af en eller anden grund ikke kan få børn, betragte deres ægteskab som mislykket eller mindreværdigt?
Selvfølgelig ikke. Det er en misforståelse overhovedet at spørge efter et formål med kærligheden, og derfor bliver alle svar også misforståede. Det er lige så meningsløst som at spørge efter et formål med Gud.
Kærligheden behøver ikke begrundelser. Det ligger i dens væsen at tjene, men den er ikke ”tjener” for noget. Den er tværtimod kongen, som alt andet skal tjene.
Det er også, hvad menneskene har erfaret gennem alle tider. For kærligheden – eller rettere: for den elskede – har mænd og kvinder ofret alt, rigdom og helbred, navn og ære, om fornødent livet. De har arbejdet sig ihjel, indladt sig på de umuligste vovestykker og kæmpet med sand dødsforagt. De har gjort det alt sammen frivilligt og med glæde, for i kærligheden har de ikke blot fundet den absolutte mening med livet, men også dets højeste lykke.
I kærligheden mellem mand og kvinde har nogle også fundet den dybeste sorg og smerte, fordi vi i øjeblikket lever i en verden, hvor kærligheden hele tiden trues og såres af syndens og dødens kræfter. De bitreste tårer er grædt i kærlighedssorg, og somme tider er det endt i en sindsformørkelse, hvor mennesker har taget deres eget liv.
Intet tema har spillet en større rolle i kunsten, lige fra den mest ophøjede verdenskunst til den jævneste popkunst, end kærligheden mellem mand og kvinde. Dens glæde og lyst såvel som dens sorg og smerte har fra de tidligste tider fundet stadig nye udtryk i litteraturen, billedkunsten og musikken. Meget i kærligheden kan der i virkeligheden kun siges noget om i kunstnerisk form, ikke i en faglig fremstilling som denne … (En bog om kærlighed, s. 45-46)
… Og så er vi tilbage ved, at det især er igennem sine romaner, Poul Hoffmann virkelig har sat sit aftryk. De er alle som én ”kærlighedsromaner” – men renset og befriet for den “kærlighed”, som med urette kaldes sådan i de fleste bestsellerromaner, der skrives i dag.
Lige så flammende poetisk, Poul Hoffmann blev, når han skrev om kærligheden i sine romaner, lige så tordnende harmfuld var han i sin skildring af ”det vovseguf, som tidsånden kalder for kærlighed” (Herrens Lue, s. 30), men som i virkeligheden er et dække for ren kødelighed og egoisme.
Det gælder ”seksualismen” og dens forkvaklede forståelse af kærlighed og seksualitet:
Gamle kristne nøglebegreber som kærlighed og salighed bliver givet et nyt indhold i overensstemmelse med den nye religion [seksualismen]. Ved kærlighed forstås i nutiden mere og mere kønsdriften som isoleret fænomen, det rent seksuelle begær. Hvad ordet fordum betegnede, går efterhånden i glemme, som livet ebber ud, når man forbløder. Titlerne på pornografiske bøger skilter stadig på ny med ordet kærlighed, og færre og færre synes at have nogen klar bevidsthed om parodiens gru: at pornografien netop skærer kærlighedens pulsårer over (Narkotika og sex i Bibelens lys, s. 62).
Og det gælder den moderne, populærpsykologiske forestilling, som velmenende kristne ledere i vores tid opdrager den kristne ungdom med: at vi for at kunne elske og være noget for andre først og fremmest skal sørge for at få etableret en stærk og solid base i os selv – og det skal vi gøre ved at følge forskellige almentmenneskelige selvværdsråd tilsat ”budskabet om Guds kærlighed til dig, sådan som du er”, så vi kan få et højt syn på os selv som gode og beundringsværdige personer. Sådan kan man misforstå Bibelens kærlighedsbud ”du skal elske din næste som dig selv” – men jeg er overbevist om, at Poul Hoffmann har ret i sin tolkning af budet:
Alle kender vel den yndede udlægning af de ord: ‘Der står i Bibelen, at vi skal elske os selv!’ Det siges med en vis begejstring. Juhuuu, vi har Guds ord for, at vi skal elske os selv. Nej, så sandelig har vi ikke det! Det er en fejlforståelse, der ikke bliver bedre af, at den kan gå hånd i hånd med nogle moderne psykologiske væverier om, at man endelig ikke må undervurdere sig selv. Man må ikke have lav selvestimering, man må endelig sørge for at være klar over sine egne fortræffeligheder og manifestere sit eget fremragende ego over for omgivelserne.
Jeg så en kristelig rådgivningsbog af en vis pseudopsykologisk type, hvor det ikke blot blev anbefalet at skrive lister over sine egne dyder og evner, men også at stille sig foran spejlet og indprente sig alle de smukke ting ved sit eget ansigt (…)
Der står absolut intet i Bibelen om, at du skal hævde dit eget ego over for dig selv eller nogen andre; at du skal elske dig selv i den forstand. Der står det modsatte, der står, at du skal fornægte dig selv.
Betydningen af ordene ‘du skal elske din næste som dig selv’ er, at du skal elske din næste som en, der er dig selv. I hans egenskab af dig selv. Du skal tage din næste som dig selv og elske ham eller hende, idet du glemmer dit eget ego. Det er den måde, du skal elske dig selv på: ved at elske din næste. Den eneste måde.
Det er noget, det kan være svært at få rigtigt frem inden for sprogets muligheder, fordi det er noget, der ligger vor gamle Adam- og Eva-natur så fjernt. Vi vil utrætteligt misforstå det. Men det er altså det, der er den jødiske, kristne, bibelske forståelse af vendingen ‘din næste som dig selv’ (…)
Selvkærligheden er kærlighedens modsætning. Den er noget sygt og satanisk. Den er dødens vej, som kærligheden er livets vej. Selvkærligheden er Djævelens grundprincip. Kærligheden er Guds.
Jo mere du elsker dit eget jeg, jo mere går du til grunde. Jo mere du elsker din næste, jo mere bliver du til (…)
Selvkærligheden er kimen til alle mulige neuroser; men kærligheden er helbredelsen. Hvis du har for lav selvestimering, kan du skrive lister over dine dyder og stå foran spejlet og beundre din egen skønhed, til du får kvalme af selvforagt. Men prøv at glemme dig selv og give dig til at tjene din næste; du aner ikke, hvor klog og smuk du er på Guds vej (Herrens lue, s. 38-41).
Og så gælder Poul Hoffmanns tordnen mod vores kærlighedsfremmede tid ikke mindst den uhyggelige, hjerteskærende abortlovgivning i vores land. Poul Hoffmann opruller med skræmmende perspektiver og usmagelige, men sande billeder, hvilken betydning en konsekvent evolutionstro humanisme må have for menneskesynet:
‘Hvis man afliver et foster på fiskestadiet, skulle det ikke give større skrupler end at spise torsk,’ udtalte en kulturprofet under 68-optøjerne.
Baggrunden var, naturligvis, den såkaldte rekapitulationsteori inden for udviklingslæren, promoveret af Darwins nidkære discipel Ernst Häckel. Den går ud på, at mennesket mellem undfangelse og fødsel gennemløber hele det formodede udviklingsforløb for jordens levende væsener, fra encellet organisme over bl.a. fiskestadiet til menneskestadiet, der i princippet først nås ved eller kort før fødslen. Teorien er i realiteten opgivet i dag, også af biologer, som i øvrigt prøver at fastholde udviklingslæren, men den lever stadig i populære fremstillinger og har sat sig fast i offentlighedens bevidsthed og er nok den væsentligste grund til den indgroede forestilling om, at ‘et foster er ikke et rigtigt menneske’.
Mennesket spiser torsk; de smager godt med sennepssovs. Mennesket udrydder muldvarpe i græsplænen; det er ikke til at have det rod, de laver. Mennesket afliver fostre, hvis de bliver besværlige; de kan tilmed bruges i medicinalindustrien.
Mennesket, i sidste instans den moderne humanismes eneste sande gud, gør, hvad han vil, med torsk og muldvarpe og fostre.
Nu er der jo det luskede ved det, at ifølge darwinismen holder mennesket egentlig ikke op med at være dyr, fordi det bliver født. Men det anfægter ikke den humanistiske tidsånds profeter og troende; så tænker de blot i andre baner (…)
Myten om, at det er moderen og det ufødte barn, den provokerede abort er til bedste for, bliver det sværere og sværere at holde liv i (bortset naturligvis fra de ekstreme tilfælde, hvor et reelt problem altid har været erkendt), og opstandsningen ved fostre er rent midlertidig. I næste fase sker der en glidende overgang – som allerede synes at være indledt – til bortskaffelse af uønskede spædbørn i stil med, hvad der regelmæssigt har været skik i hedenske kulturer, og videre til bortskaffelse af besværlige syge, gamle og handicappede. Og så videre, og så videre – end ikke fantasien sætter grænser. Hvad det virkelig drejer sig om, er den evolutionistiske humanismes mægtige ofringer til menneskeguden.
Undertiden kan det se ud, som om der vågner en bredere politisk-social bevidsthed om, at der er noget galt. ‘Der er for mange aborter,’ kan det pludselig lyde også fra lejre, hvor man mindst venter det. ‘Vi må se at få antallet bragt ned.’ Men hvad menes der med det? Hvis der ikke er noget forkert ved provokerede aborter, hvordan kan der så være for mange? Er det ikke bare samme bekymring, som når der fastsættes torskekvoter, for at arten ikke skal blive for stærkt decimeret?
Der kan være noget sygt ved selve tankegangen. Selvfølgelig er det altid ønskeligt at få antallet af aborter bragt ned, men vendingen ‘der er for mange aborter’ har samme indbyggede uhyrlighed, som vendingen ‘der er for mange jødedrab’ ville have haft det i Nazityskland. Relativerende udsagn om ‘for mange’ i en sådan forbindelse er dybest set en modsigelse af det absolutte: at der overhovedet ikke skal dræbes ufødte børn, ligesom der overhovedet ikke skal dræbes jøder.
Det er et spørgsmål, om en halv forståelse af sagen ikke er værre end ingenting, fordi den dulmer eller måske ligefrem dræber samvittighederne. På det seneste hæver der sig, foranlediget af nogle særlig rædselsfulde øjenvidneberetninger fra abortsituationer, røster for afskaffelse af torske-tænkningen: ‘Vi skal se i øjnene, at det er et menneskebarn, vi slår ihjel,’ lyder det – men ikke fordi man overvejer, om man skal holde op med at slå dem ihjel. Man overvejer kun, om man i stedet for at smide dem i affaldsspanden skal foranstalte en eller anden bisættelse af dem med en stemningsfuld ceremoni og etablering af et lille gravsted, hvor forældrene kan komme og fælde en tåre over det barn, som de har ofret for større og vigtigere hensyn. Den tid er måske ikke fjern, hvor man vil ønske præster til at bede bønner og lyse velsignelser i forbindelse med fosterdrab, i stil med Moloks præster ved børneofringerne i de gamle østerlande, som også blev foretaget af formodet nødvendighed til formodet folkegavn. Og mon ikke det skal lykkes at finde præster, der er villige til det? Mon ikke der vil blive stillet krav om et autoriseret ritual til den slags serviceydelser?
Retfærdigvis skal det siges, at der er stor forskel på den gamle trivselsgud Molok og humanismens menneskegud.
Menneskeguden er en hel del grummere og grådigere end Molok.
Men det kan også være, at det bare er Molok, der har kastet masken (Menneskeguden og menneskedyret)
I missionske sammenhænge kan man spore en vis modvilje mod at tale for meget om kærligheden, for kristendommen handler jo ikke bare om et smukt ideal om, at vi skal være ”gode og rare ved hinanden”.
Men hos Poul Hoffmann er Bibelens kærlighedsbudskab ikke ufarligt og udvandet. Poul Hoffmann taler radikalt om kærligheden på en måde, som bliver til fryd og håb for det genfødte menneske, der længes efter livet i Guds kærlighed på den nye jord – og samtidig bliver det til fortvivlelse for den, der oplever kødet og Ånden stride i hjertet.
I sin prædiken om, hvordan kærlighedens væsen er at se bort fra sig selv og tjene næsten, uanset hvor fjendtlig og uretfærdig næsten så kan være, slutter Poul Hoffmann ikke med at sige, at ‘det er vejen til et bedre liv, at du prøver at arbejde med dig selv, så du kan komme til at elske i bibelsk forstand’. Poul Hoffmann ved, at ordet om den radikale kærlighed ikke er et ideal, som vi kan forfølge og opnå ved at ”tage os sammen”. Ordet om den bibelske kærlighed er først og fremmest et ord, der bliver til dom og fortvivlelse over vores egen uforbederlige egoisme.
Derfor slutter prædikenen også med følgende ord:
… Og så er vi lige ved at være ved evangeliet, for så er vi jo lige ved at være ved fortvivlelsen. Hvis dette er kærlighedsbudet, er vi jo fjernere fra det end fra Andromedatågen. Så er vi jo virkelig fortabt i kærlighedsløsheden og døden. Så kan vi jo bare sætte os hen og græde.
Ja, lad os endelig gøre dét. Vi kunne for så vidt slutte her. Jeg har ladet mig fortælle, at Luther engang sluttede en prædiken med de ord: ‘Død og helvede. Amen.’ Det kunne vi jo så også gøre, som de gode lutheranere, nogle af os er.
Men mon ikke vor kirkefader føjede noget til den efterfølgende søndag. For det gør Bibelen. Den tilføjer evangeliet:
Lad os bare sætte os hen og græde over vor afmægtige kærlighedsløshed, vor synd, vor død. For så skal vi bare se! Så skal vi se, hvem der så kommer.
Det gør kærligheden selv. Det gør den Herre Herren, med syndernes forladelse. Med opstandelsen fra de døde og det evige liv (Herrens lue, s. 42-43).
Og her – ved visheden om syndernes forladelse og evigt liv for Jesu skyld, som selv gik i døden for ved sin uendelige kærlighed at fri os ud af vores afmægtige kærlighedsløshed – skal disse mindeord også slutte.
Poul Hoffmann er nu endeligt fri for al den djævelskab, han som få så til bunds i, i vores verden.
For os, der savner Poul Hoffmanns stemme og har været taknemmelige for hans virke, er det godt at tænke på, at han nu har nået målet. Dette mål har ingen vel kunnet beskrive så malende som netop Poul Hoffmann. For Poul Hoffmann skrev ikke blot om djævelskabet og fordærvet i den nuværende verden og vores efterkristne tid. Han skrev i høj grad også om Paradisets og den kommende verdens fuldkomne glæde – ikke luftigt og uvirkeligt som i bibelkritikernes overåndelige forkyndelse – men fuld af glæde og frimodighed – og af en forestillingsevne, som ikke var en menneskelig fantasi, men som blev formet af Bibelens egne ord om det liv i Paradis, som troens folk har i vente.
Poul Hoffmann kunne givetvis skrive meget bedre om det nu, men her må vi nøjes med den lille artikel Paradisets forsmag, som blev trykt i Indre Missions Tidende (nr. 3, år 2000).
Med de ord: Æret være Poul Hoffmanns minde.
Og lad os tage godt vare på arvestykkerne fra ham.
Paradisets forsmag
Vintermorgener er så tavse. Trafiklarm er der nok af, men ingen fuglesang. Her, hvor jeg bor, har vi hver morgen fra april til august et fantastisk kor af fuglesang ved daggry; sådan er det vel de fleste steder, også i byerne. Går man udenfor, er det som et levende hav af fuglefløjt i den ellers så tyste verden under de sluknende stjerner. Man får gåsehud af fryd.
Det er en paradisisk lyd. Også fordi der er opstandelseskræfter i selve daggryet. En luftning af nyskabelse; en stille lysning af evighed. Det er rimeligt let at forestille sig Edens Have sådan en morgen. Hvordan det var for Adam og Eva på bredden af paradisfloden.
Og hvordan det bliver igen efter Jesu genkomst. Efter paradistilstandens genoprettelse. Når døden ikke findes mere. Hvordan det bliver at vågne om morgenen, og der er ingen død. Ingen sygdom og ingen smerter. Ingen angst og ingen sorg. I al evighed intet ondt; ingen, der gør ondt, og ingen, der lider ondt.
Glimt af en kommende verden
Det er den verden, som kommer. Det er den og ikke noget andet, der er det kristne håb. Det er den, der i glimt kan ses i underne i bibel- og kirkehistorien, når, som beskeden lød til Johannes Døber, ‘blinde ser og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op’ (Matt 11,5). De undere, som altid sker, når og hvor der går rifter i de sorte skyer af djævelskab, der sænkede sig over verden ved syndefaldet, og som vi til daglig lever under. Når og hvor en kegle af Himlens lys fejer over jorden.
Så er det evige liv et øjeblik til stede, som et håndgribeligt pant på det, der kommer. Det var det, der skete, med et vårbruds vælde, ved Helligåndens komme over apostlene. De levede jo i undere på en måde, som sjældent er set siden. Men det er blevet ved at ske op igennem hele kirkens historie, og det sker i dag. Befrielse fra onde ånder; helbredelse af selv de sværeste sygdomme; dødeopvækkelser. Endnu kun som tegn. Paradiset er her ikke endnu. Men det kommer, og underne er en forsmag på det.
Det er ikke sandt, som det undertiden siges, at vi ikke kan vide noget om det evige liv. Vi kan bare se ud ad vinduet på den verden, som er skabt af Gud, før den blev besat af Djævelen. Det eneste, der mangler, for at den evige salighed skal være til stede, er, at det onde er borte. At synd og død er borte.
Vel, det er ikke gjort med at se ud ad vinduet. Sandheden er og bliver noget, som Guds Ånd åbenbarer, og som vi ikke kan kommandere med. Som Jesus sagde til Nikodemus: ‘Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens susen, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den farer hen’ (Joh 3,8). Vejen til at erfare den store virkelighed, det er – hvor upopulært det end er blevet i de moderne tider – bøn og bibellæsning.
Liv i glæde hele året
Men det er så også en vej, der står os åben en vintermorgen i snesjappet lige så vel som en sommermorgen i fuglesangen.
Med salmens ord:
Jeg ved, hvor glæden har sit hjem,
når øde mark står hvid;
hint frydekor fra Betlehem
forstummer ingen tid.
(C. J. Boye DDS 679, 5)Englesangen fra Betlehem. Frydekoret – det er den fryd, som Peter kalder en uudsigelig, forklaret glæde. Juleglæden er et pust af paradisglæden. Det gør ikke så meget med fuglenes sang, når vi har englenes sang, som den lød julenat.
Juleglæden – lad os bare leve i den hele året. Og påskeglæden og pinseglæden. Det er en forsmag på glæden den dag, som Johannes’ Åbenbaring taler om, hvor Gud selv for evigt vil bo hos menneskene, og ‘han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; for det, der var før, er forsvundet’ (Åb 21,4).
