– Hvad er det for en fortrøstning, du hengiver dig til? Du mener vel, at et blot og bart ord er det samme som plan og styrke i krig? (Es 36,4-5 efter 1931-oversættelsen)
– Ja, folket er græs! Græsset tørrer ind, blomsterne visner, men vor Guds ord forbliver til evig tid (Es 40,6-7)
– Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed (Joh 1,14).
For en del år siden blev der udgivet en bog med titlen Og Gud blev ord. Forfatteren rejste en kritik af den kirkelige højrefløj, især missionsforeningerne, som han kendte indefra. Han påpegede, at man her var meget optaget af den rette lære, altså de rette ord, men at der ikke var meget kød på resultatet af deres virksomhed; han så ikke meget til forvandlede liv og kærlighed i relationerne. Altså et blot og bart ord. Jeg må sige, at en del af kritikken var berettiget, men at fejlen snarere ligger i den mangelfulde modtagelse af det forkyndte.
Evangelisk kristendom er karakteriseret ved, at Ordet, Skriftens ord, ses som det budskab, som viser vejen til Gud og til genoprettelse af forholdet til ham. Deri adskiller det evangeliske sig fra de retninger, der lægger vægt på mystik og åndelige oplevelser, på overleverede og menneskeskabte traditioner, på kirkeinstitutioner, på hellige ting og hellige mennesker. Evangelisk kristendom er sand kristendom; ikke at der ikke kan være nyttige og opbyggelige elementer i de øvrige traditioner og retninger, men de må undersøges i et kritisk lys, før de tages ind og bruges. Frem for alt må vi sige, at tidsånden, det vil sige de tendenser, vi ser i verden i øvrigt, må ikke have plads i evangelisk kristendom.
Det er såre omfattende at skulle beskrive Guds ords virkning og betydning. Det ord virkede alt det skabte, og det ord blev kød i skikkelse af Jesus. Det ord er stadig hos os efter hans ophøjelse til placeringen ved Faderens højre side. Det findes i Skriften og forklares ved den Ånd, han har sendt til os. Hvor er det afgørende, at vi holder os til Ordet i Skriften og lader Ånden komme til at åbenbare det for os.
Det gamle Israels historie, som vi kender den fra Abraham til den sidste profet, Malakias, er en lang beretning om relationen mellem et folk og dets hellige Gud, hvor relationen står og falder med, om folket vil høre det, sætte sin lid til det og gøre efter det. Sådan må vi som evangeliske kristne høre, give agt på, bøje os for, klynge os til og handle efter det ord.
Jesus er Ordet. Ordet er en person i kød og blod. Jesu person er et konkret budskab fra Gud: hans liv som menneske, hans domfældelse, mishandling og henrettelse trods uskyld og hans opstandelse i herlighed. Jesus er personificeringen af Guds kærlighed. Jesus er det ord, der på én gang taler om vores synd og fejl og nedværdigelse; samtidig taler det om vores renselse, vores genoprettelse i Guds billede og vores ophøjelse sammen til at stå foran Guds ansigt. Jesus har i sig selv løftet om evig forløsning for os mennesker, et evigt håb, en ny jord og et nyt Jerusalem.
Øivind Andersen skriver om dette: ”Det går ikke an at stå i ét forhold til Gud og et andet forhold til Ordet. Den, som er ligegyldig over for Ordet, er ligegyldig over for Gud. Den, som tror Ordet, tror Gud. Den, som afviser Ordet, afviser Gud. Den, som tager imod Ordet, tager imod Gud. Vi har ikke andet forhold til Gud end det, vi har til Ordet.”
Kilden til vores tro er dette ord fra Gud. Øivind Andersen fortsætter: ”Lignelsen om sædemanden har det budskab til alle, som kan tro af sig selv, være fromme af sig selv og tro på Gud af sig selv, at de aldeles ikke er kristne! For deres tro og gudsfrygt er ikke andet end deres egne tankers og fantasiers spind! De beder til en tænkt gud, som lever i deres tankeverden og fantasi eller i deres religiøse følelser. Men den sande og levende Gud kender de ikke.”
Salme 119 er en lang række udsagn om sandheden og betydningen af Guds ord, Guds lov og Guds vejledning. I Det Nye Testamente er der en mængde undere, der stadfæster det forkyndte ord og Jesu myndighed. Det fortsatte med apostlene, eksempelvis beskrevet i Apostlenes Gerninger 14,3. I kapitel 19, vers 20, angives, at Ordet ikke er et blot og bart ord, men at dette ord fik fremgang og styrke ”ved Herrens kraft”, altså ved Helligåndens virke ved Ordet.
Guds ord er levende og virkende (Hebr 4,12). Det virker i menneskehjerter på underfuld vis og fælder en dom over det indre tankeliv.
I Romerbrevet 10,6-8 knyttes troen på Jesus sammen med Ordet, det budskab, som Paulus forkynder. Han fremhæver, at man ikke skal søge i himlen, ved mystiske oplevelser, eller ved kontakt med døde for at få kontakt med Kristus. Ordet er det, vi mennesker skal forholde os til.
I Første Korintherbrev 2,4-5 slår samme Paulus fast, at han med vilje ikke brugte kloge formuleringer, retoriske greb og overtalelse for at overbevise korinterne. Hans tale og prædiken blev derimod bragt frem med Ånd og kraft som bevis. Hvad er så det bevis? Nogle har ment, at det er undergerninger. Det er der ingen antydning af. Nej, det må være, fordi den usynlige Ånd har virket med ordet i menneskernes hjerter, så de blev overbevist og kom til tro. Det gjorde de ved et budskab, som ikke blev anset for noget – det var frastødende, det talte om blod og død..
Ordet føder på ny (1 Pet 1,23). Det gør, at mennesker kan se det underfulde, som er Guds rige (Joh 3,3). De genfødte erfarer en luftning fra en kommende verden, noget usynligt for andre. Et nyt perspektiv, en glæde ved Skriften, en trang til at gøre godt, en umiddelbar kærlighed til den usynlige Gud.
Vi er nogle, der har fået en lyst til at læse dette ord i Bibelen. Det opfylder et behov, det vender tanker væk fra det jordiske, det giver håb og fortrøstning. Som der står i Salme 119,162: Jeg fryder mig over dit ord som en, der får et vældigt bytte. Det er Guds Hellige Ånd, der gør det.
Ve den, der ikke regner Ordet for noget! Det bliver en dom over hans liv. ”Den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham” (Joh 3,36). Det er afgørende, om det ord, Jesus kommer med, høres og får lov til at slå rod. I modsat fald er mennesket overladt til sig selv, til sin naturlige stilling overfor Gud, nemlig med ryggen mod ham og åben over for det onde, det urene og det, der er Gud imod.
I hvert af brevene til de syv menigheder i Johannes’ Åbenbaring 2 og 3 er der én sætning, der ordret går igen: Den, som har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne. Må vi give agt på det ord, som Ånden taler til os, hvad enten det er til dom eller til opmuntring.
For det er ikke et blot og bart ord. Det er Guds kommunikation til sit folk og til en verden, der er gået af lave. Det er et ord med styrke og liv til at forvandle og oprejse. Og det finder sit udtryk i Jesus fra Nazaret, sand Gud og sandt menneske. Han var fra begyndelsen, han står nu ved sin fars højre hånd i himlen, og han kommer igen.
