Må Guds ord være og blive vores vejleder
Hvad er der mere at sige! Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt? (Rom 8,31-32).
Når vi betragter alt det, som sker omkring os her i den seneste tid, rammes vi let af frygt og bekymring, og vi synes måske også, at vi bliver helt magtesløse. For det, der sker, er ikke bare noget, der sker i lande, der ligger langt væk fra os, eller hos vore myndigheder og regeringer, nej, vi ser, det sker også i os selv og midt i vore egne menigheder, for også her tager verdsligheden og frafaldet til.
Det kan godt være, det bekymrer. Og selv om der bliver råbt og bedt til Herren, synes det som om, at denne verdsliggørelse og uvilje mod at høre Guds ord, som taler om Guds Hellighed, om synd, om dom og frelse ved Jesus Kristus, får en mindre og mindre plads og ombyttes med ordet om, at Gud er kærlighed eller måske, at der ikke findes en Gud.
Dette medfører i stigende grad, at der midt i den kristne forsamling tolereres, at medlemmer kan leve i bevidst uopgjort synd. Og begrundelsen er, at man ikke vil støde nogen bort. Men på den måde lader man hånt om, hvad Guds ord siger. I stedet laver man sig sit eget evangelium, som ikke er i overensstemmelse med Guds ord.
Djævelen er Guds modstander, og selvom han er besejret af Gud, så arbejder han ihærdigt og møder os med alt muligt, som skal få os væk fra Gud ord. Vi ser mennesker, som måske ikke helt har forladt den kristne forsamling, men som ihærdigt arbejder for at få indført et eget evangelium, som på forskellige og måske fredelige måder søger at gennemføre ting, som helt grundlæggende ikke er i overensstemmelse med Guds ord. Arvesynden og den evige fortabelse i Helvede nedtones eller bliver bortforklaret, samtidig med at der tales om og organiseres på en sådan måde, at det, der kaldes discipelskab, iværksættes som noget, der skal hjælpe Gud med at få spredt et menneskevenligt evangelium.
Et sådant evangelium er ikke Guds evangelium. Den klare forkyndelse af Guds hellighed og lovens krav som en tugtemester til Jesus Kristus forsvinder, og dermed forsvinder også det helt afgørende evangelium, som er det forunderlige, at Jesus er død for al verdens synd. Og at enhver, som tror på det, er retfærdiggjort. Retfærdiggjort fordi Jesus betalte syndens løn, altså syndens pris, døden. Det gjorde Jesus, for at enhver som tror det, skal have evigt liv sammen med ham i herligheden.
Den bekymrende udvikling
Set med vore menneskeøjne synes Djævelens angreb at tage til, og verdsliggørelse og frafald synes at blive værre og værre. Vi taler måske om det, vi beder måske om, at det må blive anderledes, at Gud må gribe ind, at han må standse det, og at han i sin barmhjertighed må kalde mennesker til omvendelse. En evighed sammen med Djævelen synes så frygtelig, at vi må bede for os selv og bede for andre, at vi og de dog må høre Guds røst, høre hans lov og høre hans evangelium, så frelsens budskab må nå os selv og andre, inden det er for sent.
Når uro og frygt griber os, da skal vi søge til Guds ord for der at blive styrkede og opbyggede på den hellige tro. I Judasbrevet 20 og 21 lyder det:
”Men I, mine kære, skal opbygge jer selv på jeres hellige tro og bede i Helligånden. Bevar jer selv i Guds kærlighed, mens I venter på, at vor Herre Jesu Kristi barmhjertighed fører jer til evigt liv.” Djævelen kan forvirre mennesker og kan føre os og alle væk fra Gud og hans ord. Men det kan kun ske, hvis vi selv sætter egne ord over Guds ord; hvis vi mener, at vi selv kan klare vore liv uden Guds nærvær, eller hvis vi mener, at vi er blevet så ”kristelige”, at vi selv kan bedømme, hvad der er ret og forkert og derfor laver vores egen ”kristendom” uden Kristus.
Men hør selv, hvad det er! Er det ikke et ekko af, hvad der skete i Edens Have? Det kan være, at Gud har sagt… men mon det passer … jeg synes selv noget andet … Og det handles der på. Men gør vi det, da gentager vi Adams og Evas oprør mod Gud, og vi tror, at vi selv kan skønne og bestemme og handle. Når det går på denne måde, er det Djævelen, som forfører os.
Men den, som lytter til Guds ord og til Jesus, kan Djævelen ikke overvinde. Gud har sejret over ham, og den, der holder sig til Gud, kan han ikke forføre. Hør hvad Jesus siger i Joh 10,27-30:
”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og faderen er ét.”
Hvilke herlige ord! Om vi dog ville lytte til den gode hyrdes røst, til Jesu ord, som er Guds ord til os syndige mennesker.
Men det er som om, vi hellere vil sige ”mon Gud har sagt” for derefter at udvikle en egen form for kristendom, som ikke er en kristendom, men er mennesketanker og derfor frafald fra Gud og knæfald for Djævelen.
Ikke et nyt problem
Det, vi er vidne til, er altså ikke noget nyt. Vi møder det igen og igen flere steder i GT. Folket syntes ofte, at Gud ikke handlede, som han burde, og derfor ser vi, at folket tager sagen i egen hånd, falder fra Gud og forbander ham og bygger deres egne afguder, fordi de mener, at Gud ikke forstår dem og derfor ikke gør, som de mener, han bør gøre.
I 2 Mos 14 kan vi læse om, at israelitterne blev bange, da Faraos hær nærmede sig dem, og de råbte til Herren og sagde til Moses: Hvad er det, du har gjort imod os ved at føre os ud af Egypten? Og de bebrejdede Moses, for de havde sagt til ham, at de hellere skulle være blevet i Egypten. De forstod ikke, hvad der skete. Det var ikke godt i Egypten, men her i ørkenen syntes de, at det var blevet meget værre, og det, der skete, så de som noget, der ville slå dem ihjel. Det var deres egen vurdering af det, der skete omkring dem.
Men Moses gjorde, som Herren havde sagt til ham. Og han siger til folket: ”I skal ikke være bange! Herren vil føre krig for jer, og I kan tie stille.”
Men Herren sagde til Moses: ”Hvorfor råber du til mig?” Af det må forstås, at Moses har været fortvivlet og har råbt og bedt til Herren, inden han svarede folket. Herren minder altså Moses om de løfter, han havde fået givet af ham. På den måde er Guds ord til Moses: ”Du lidet troende!”
Deri ligger et vigtigt ord til os i dag, der ser alt det, der raser omkring os. Herren havde lovet Moses at være med ham, og derfor får han en påmindelse: Tro det dog Moses! Tvivler du på mig?
De samme ord, som lød til Moses, lyder også i dag til Guds folk. Det, der fylder os med frygt og uro, kan gøre os bange. Men Gud havde sagt, at der ikke var noget af dette, der skete af sig selv, nej det skete som en del af Guds plan. Og alligevel må vi erkende, at vi bliver bange og råber til Herren, ligesom Moses gjorde.
Herefter fik Moses besked på af Herren, at han skulle løfte sin stav og række hånden ud over havet. På den måde ville havet dele sig, så der blev en vej, de kunne gå igennem. På den måde kom israelitterne tørskoet over havet.
Hvad gør vi i dag, når det ser håbløst ud? Tænker vi på de gode gamle dage i vores eget Egypten og vil søge tilbage til noget, der var, og noget, vi kendte? Er det ikke lidt det, der sker, når vi fortæller hinanden om, hvordan det er i dag?
Har vi, ligesom Moses, fået nogle løfter? Og tror og husker vi på dem, når modløsheden breder sig?
Hør også, hvad Herren sagde, da Jeremias blev kaldet til profet. I Jer 1,17-19 står der:
”Men du skal spænde bæltet om lænden, stå frem og tale til dem alt det, jeg befaler dig. Lad dig ikke skræmme af dem, for så skræmmer jeg dig for deres øjne! Jeg gør dig i dag til en befæstet by, en søjle af jern, en mur af bronze, mod hele landet, Judas konger og stormænd, deres præster og storbønder. De skal angribe dig, men ikke overvinde dig, for jeg er med dig og redder dig, siger Herren.”
Løft blikket og se på Jesus
Når vi møder fortvivlelse, bekymringer og sorg over alt det, som vi ser ske omkring os og i os, da skal vi løfte vort blik og se på Jesus. Det kan vi gøre med visheden om, at hos ham står vi ikke alene med alt det, som gør os bekymrede, bange og tvivlrådige, nej her står vi sammen med en, som har taget alt dette på sig. Ja i Ham, Jesus, har vi fået alt, syndernes forladelse, frelse og nåde over nåde. Men vi har også fået en, som bærer alt det tunge, som vi mærker på vore skuldre.
Jesus døde for vores synder, men han bærer også vore byrder. Lad os derfor i frimodighed gå i Jesu navn, og lad os med ydmyghed lytte til Herrens befaling og ikke være forskrækkede og bange. For Djævelen og dem, der vil os det ondt, kan ikke besejre og vinde over os, for Herren vor Gud er med os, og han vil redde os.
Og så må vi høre, lære og forstå, at der intet sker med os, som ikke er tilladt af vores nådige og kærlige far. Det, der sker, sker til vores bedste. Tænk bare på Sl 23, hvor det i vers 4 lyder: ”Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst.”
Skal vi da slet ikke forholde os til alt det, der er nedbrydende og gudsfjendskt, som vi ser omkring os og også i os selv? Jo, det skal vi, men vi skal ikke begynde at opbygge vore egne forsvarsværker imod det. Vores egen selvhjulpethed kan intet gøre, ud over måske at få os til at tro, at vi med egne kræfter vil være i stand til at kæmpe vores egen kamp mod Djævelen. Men hvis det sker, er vi på afveje. Nej, gå til vor skaber og opretholder og frelser, han, som har sagt, at vi ikke skal være bange, for han er med os.
Vi er på ingen måde blevet lovet, at vi skal forstå alle de ting, der sker omkring os. Nej faktisk skal vi se det som en glæde. Det siger Jakob noget om i kapitel 1,2-4:
”Mine brødre, I skal kun regne det for glæde, når I kommer ud for prøvelser af forskellige slags; I ved jo, at når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed. Og udholdenheden skal føre til fuldendt værk, for at I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget.”
Gud prøver os, og disse prøver virker udholdenhed. Det at tro på Jesus betyder ikke, at prøvelser, bekymringer og hårde tider med frafald fra nær og fjern og i os selv, forsvinder, men de virker til udholdenhed.
Peter tager også fat i disse forhold i 1 Pet 1, 3-9, hvor han kommer med en lovprisning af Gud for det levende håb. Lovet være Gud, som har genfødt os til et levende håb, skriver han. I, som er genfødte og som bevares i troen, fortsætter han, skal juble, selv om I en kort tid stadig står i mange slags prøvelser.
Fra både Jakob og Peter lyder det altså, at vi skal glæde os over, at Jesus Kristus har genfødt dem, som tror på ham, og de prøvelser de møder, gør dem stærkere. Selv midt i al den nedbrydning, der sker, som smerter og giver mismod, får vi at vide, at vi skal holde os til vor frelser, for troen på ham virker udholdenhed og skaber glæde og jubel over hans frelse.
Verdens glæde og Åndens glæde
Den glæde, som verden kan give os, er ikke den samme glæde, som Helligånden giver os. Og det er den Ånd, som forklarer ordet for os, og som fører os hen til Jesus, for Ånden er Jesu Talsmand.
Verdens glæde og lykke er ligesom havets bølger, er der en, der har sagt: Disse bølger rammer kysten og forsvinder igen ud i havet. Det er ikke noget fast og bestandigt, det er flygtigt, det kommer og går i varieret styrke.
Sådan er det ikke med Åndens glæde og lykke. Den er bestandig og den bliver hos os og giver os frihed og frimodighed, også når alt omkring os er svært og mørkt, ja, den fjerner vores frygt og mismod, og vi får lov til at lægge alt det tunge fra os. Alt det, vi ikke forstår og er kede af, det bliver løftet af vore skuldre. Og glæden over Guds frelse bliver større end alt andet, også uroen og smerten over den nedbrydende udvikling, som vi ikke kan undgå at se. Fra Luther lyder det bl.a.:
”Gud har gjort vel i at lade os blive i en tilstand, hvor vi altid må kæmpe med synden, døden og Djævelen, verden, kødet og alle slags anfægtelser. For så bliver vi også tvunget til at søge og længes efter Guds nåde og hjælp og hans ord og nadveren. Hvis vi ikke stod i den kamp, ville intet menneske drømme om at spørge efter Guds ord og ingen ville søge nåde og hjælp. Men nu hvor disse jagthunde – eller djævle – er i hælene på os og hele tiden støver os op, er vi nødt til at være vågne” (fra andagtsbogen ”Så fast en borg”, 19. maj).
Jesus kommer igen som dommer
Jesus kommer igen, det har han lovet os. Han kommer som dommeren. Nogle får besked på at gå ind til hans herlighed. Det er dem, som har troet på ham og hans død på korset. Andre vil blive vist bort til Helvedets evige ild, fordi de ikke har troet på ham. Til dem skal det lyde: Gå bort fra mig!
Hvornår kommer Jesus igen? Mange tror på, det snart vil ske, nogle har endda prøvet at sætte tidspunkt for det. Det, vi oplever i disse år, kan godt pege på, at Jesus snart kommer igen.
Men her skal vi også minde hinanden om to ting. For det første: Ingen af os vil kunne sætte en konkret tid på hvornår det vil ske. For det andet er vi i Skriften blevet mindet om, at vi skal lægge mærke til, hvad der sker omkring os. Men timen for, hvornår han kommer, får vi ikke at vide.
Hvad er det så, vi bl.a. skal lægge mærke til? I Matt 24,5-14 læser vi følgende:
”For der skal komme mange i mit navn og sige: Jeg er Kristus! Og de skal føre mange vild. I skal høre krigslarm og rygter om krig. Se til, at I ikke lader jer skræmme! For det skal ske, men det er endnu ikke enden. For folk skal rejse sig imod folk, og land imod land, og sted efter sted skal der komme hungersnød og jordskælv. Alt dette er begyndelsen på veerne. Da skal de udsætte jer for trængsler og slå jer ihjel, og I skal hades af alle folkeslag på grund af mit navn. Da skal mange falde fra, og de skal udlevere hinanden og hade hinanden. Mange falske profeter skal stå frem og føre mange vild. Og fordi lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste. Men den, der holder ud til enden, skal frelses. Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme.”
Må frelsen nå os selv og alle folkeslag
Lad os inderligt bede til Herren om, at hver og en af os må være kendt af ham. Ja at vi må være blevet ramt af hans ord, så vi er blevet født på ny, altså omvendt, og at vi tror på Jesus og hans gerning for os på korset. Kun på den måde kan vi nå hjem til hans herlighed, frelste og bjærgede for evigt.
At det smerter os at se alt det onde i verden, og det samme i stigende grad blandt dem, der kalder sig kristne også i vore egne forsamlinger, det er en kendsgerning. At vi selv står i en overhængende fare for at blive revet med af denne ånd, er en mindst lige så stor smerte og bekymring.
Hvad kan vi så gøre ved det? Jo, det kan så let blive en iver efter snart at gøre det ene og snart det andet. Men hør her: Vores ansvar er at pege på Guds ord, ja forkynde det og selv leve i det og tage næring fra det.
Og når vi der får lov til at se, hvad det betyder, da må vi glæde os over Guds barmhjertighed, for vi, der får nåde over nåde og frelse og evigt liv med ham, må glædes og takke ham for det.
Men Gud vil, at alle skal møde hans ord om evig frelse, og han ønsker, at hans børn på jorden skal være hans sendebud med dette budskab. Som vi kan skønne det, går det med tegn og udvikling mod, at Jesus kommer igen. Herren kommer snart igen, og han kommer for at dømme. Derfor: Høsten er stor, men arbejderne få. Må vi være villige arbejdere og gå der, hvor Herren kalder os til at gå.
