Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb (Jer 29,11).
”Lykken er ikke gods eller guld, lykken er ikke storhed og ære,” står der i en gammel sang. Og i dens sidste vers er der også noget sandt: ”Lykkeligst den, som har fred med sig selv,
fred med sin gud, og fred med sin næste!”
Lykke er noget, mennesker søger. I den amerikanske uafhængighedserklæring skrev Thomas Jefferson i sin tid, at alle mennesker af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til stræben efter lykke. Det er såvist meget betegnende for de værdier og den stræben, som har præget USA lige siden: personlig succes, velfærd, materialisme og selvudfoldelse. Og det har vi i den øvrige vestlige kultur i høj grad taget til os, ligesom vi må sige, at de troende ofte er påvirket af denne kultur.
For har vi ret til at stræbe efter lykke? Det var illusionen, som slangen i sin tid forførte Eva med, og det har den siden hen lokket mennesker med som erstatning for den lykke, som Gud har planlagt for dem, som tror. Resultatet er blevet alt andet end lykke. For sandheden er, at vi er skabt til først og fremmest at ære Skaberen og underordne os hans vilje. Derigennem kan mennesket komme til at erfare mere end lykke, nemlig en fred, der overgår al forstand, et evigt håb, der omfatter tilbagevenden til det oprindelige forhold til Gud, til mennesker og til det skabte, det forhold, som var i Edens have.
Gud har ikke lagt planer om ulykke. Ulykken og ulykkerne er kommet efter syndefaldet; den største ulykke er døden. Synden – i grundteksten betyder dette ord at ramme ved siden af målet – består i at stræbe efter lykken uden Gud. Synden får magt, og vi dør; det var ikke meningen. Dog, der er mulighed for en fremtid og et håb.
Det er der meget tydeligt brug for i den situation, verden står i i dag. Og svaret fra den Almægtige er, at han har lagt planer for menneskers lykke.
Det ved de, der kender noget til Bibelens budskab. Mange kristne synes dog at nøjes med denne viden, og viden er ikke det samme som tro. Kun den, der i praksis sætter sin lid til Guds løfter, følger hans planer. Derfor mangler der velsignelse i menneskers liv. Og så må vi sige, at uopgjort synd og uvillighed til at følge det, som Ordet og Ånden tilskynder os til, også gør, at vi kommer på afstand af Gud og mister den lykke, som er Guds velsignelse.
Der er ingen lykke, hvis fremtiden også er håbløs. Det er ikke i menneskers lod at skaffe sig en fremtid og et håb, uanset hvor meget vi stræber. Man kan blot nævne den stemning, der opstod i Europa, da jerntæppet faldt i 1989: Nu ville der komme en tid uden frygt for krig, og der var en spirende forventning om varig fred mellem folkene, demokrati og frihed i samfundene. I dag er vi slået helt tilbage.
Gud vil give os en fremtid og et håb. Vi kan ikke tage det. Vi kan sætte vores lid til ham, der vil komme igen. ”For nu varer det kun en ganske kort tid, så kommer han, som skal komme, og han udebliver ikke.” Og videre: ”Min retfærdige skal leve af tro, men viger han tilbage fra det, har min sjæl ikke behag i ham” (Hebr 10,37f.). For det håb og den fremtid, der loves, er ikke i denne tilværelse. Hebræerbrevets forfatter fortsætter med at skrive, at ”vi hører ikke til dem, der viger tilbage, så vi fortabes, men til dem, der tror, så vore sjæle frelses”. Det er den evige frelse, det gælder; det er nyskabelse, ikke forbedring, der er vores håb.
Hvad skal vi så gøre her og nu?
På den ene side: ”Lad den, der øver uret, stadig øve uret, den der er tilsølet, stadig søle sig til”; det vil sige, vi kan ikke og skal ikke søge at udrydde alt det forkerte og urene, vi ser omkring os; der skal en nyskabelse til, som er uden for vor rækkevidde. Kun det frie evangelium kan hjælpe den døende verden, og det skal vi ikke undlade at forkynde.
På den anden side: Lad ”den retfærdige stadig øve retfærdighed, og den, der er hellig stadig helliges” (Åb 22,11). Vi skal efterleve Guds vilje ved at tage os af vores familie og arbejde, følge landets love og søge vores næstes og samfundets bedste – selv om vi ikke har nogen forventning til forbedring af tilværelsen her og nu. Vi skal lade os hellige, det vil sige også finde os i den modgang og lidelse, som Gud tillader i vort liv, idet vi overgiver vort liv til Ham. Og så skal vi opmuntre hinanden til at leve i tro og til at se frem til den tilværelse, som Herren vil give på den nye jord. Det er vores fremtid og vores håb.
