I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg påbyder jer (Joh 15,14).
For en del år siden på mit arbejde faldt jeg i snak med vores regnskabschef, en dame med kontante meninger. Vi kom ind på min baggrund, herunder at jeg var kristen. Så sagde hun noget i retning af: Så ved man da, at der er orden i tingene. Og der er jo noget om sagen: I forhold til andre i samfundet er der relativt mere orden i kristnes personlige liv, for Guds vilje og skaberorden præger dem. Der er en lovmæssighed. Men der er forskel på, hvordan den opstår.
Der er lovlydighed, og der er troslydighed.
Det er godt at være lovlydig, selv om det er besværligt og nogle gange omkostningsfuldt. For det gavner os selv rent menneskeligt, vi forebygger personlige problemer og konflikter, og vi tilgodeser vores medmennesker. Vi er derved med til at opretholde skaberordenen, og vi bidrager til social stabilitet i samfundet.
Lovlydighed er for det naturlige menneske en moralsk sag. Det er et mål og en regel for god adfærd blandt mennesker. Det har vi fået gennem opdragelse, via sædvane i vores sociale miljø, ved lovgivning og regler i de sammenhænge, vi står i. Lovlydighed kan blive en selvfølge, en stræben, en årsag til personlig stolthed eller til mismod. Og så kan den også blive dobbeltmoral, hvor lovlydigheden gælder i nogle sammenhænge, men ikke i andre.
I forholdet til Gud er lovlydighed en blindgyde. Vi opnår ikke noget; snarere kommer vi længere væk fra ham. Hvis vi stoler på vores overfladiske sejre for at stå os godt i Guds øjne, bliver vi alligevel fordømt, og hvis vi resignerer og opgiver, kan vi miste troen på Guds Søn.
For dem, der er født på ny, kommer der noget andet ind, nemlig troslydighed. Her er det troen, tilliden til Gud og hans opstandne Søn, der er drivkraften. Det er en ny lydighed mod Gud, født af Ånden. Der er en villighed og en glæde ved at gøre Guds vilje. For den nye i troen kan begejstringen over tilhørsforholdet være medrivende, så villigheden strømmer over i en trang til at gøre godt, en søgen efter hvad der kan gøres for at fremme Guds rige. For den modne i troen, en, der har gennemlevet kampe og modgang, kan viljen være det fremtrædende, nemlig en prøvet vilje til at gøre Guds vilje fordi den er det gode, det, som ærer Gud, det, som er hans ordning for os. Deri ligger en tillid til, at Guds løfter holder, trods modsigelse fra følelse og fornuft.
Denne gode lydighed viser sig på forskellig måde. Der er den troskyldige lydighed, som børn kan have, når de har tillid til en forælder eller en, de beundrer. Det kan være af loyalitet – Jesus har gjort meget – ja alt – for mig, derfor skylder jeg ham lydighed. Det kan være den gudfrygtige lydighed: Gud er stor, ophøjet og almægtig, derfor underordner jeg mig hans ord og hans ordninger.
Der er én, hvis mål af lydighed vi aldrig når: Jesus. Han var lydig til at nedværdige sig til en mennesketilværelse, til foragt, lidelse og døden på et kors. Det er uforståeligt, at kærlighed til de gudsfjendske mennesker kunne drive ham så langt. Og jo, han var i nød og anfægtelse der i Getsemane, hvor han bad om, at dette bæger måtte gå ham forbi – med tilføjelsen: Ske ikke min, med din vilje.
Synden blander sig i alt, også hos den kristne. Der er en kamp. Det er en trøst, at der er en, der kender til kampen.
Der er sammenhæng mellem tro og lydighed, ja levende tro har lydighed som frugt. For i Jesus opfyldes al lov; først som stedfortræder, dernæst som den aktive i os. Han var lydig på vores vegne. Ved sit Ord og sin Ånd driver han os, og derved får han os til at ønske at gøre Guds vilje. Den, der gør det, erfarer velsignelse, liv og fred. Det er modsætningen til loviskhed, som er at ville gøre det, som kun Gud kan gøre, og som kun Gud skal gøre. Kun Gud kan retfærdiggøre os, helliggøre os og forløse os.
Gud fører os nogle gange ud på en ørkenvandring, som Israels folk blev ført, for at forme vores tro. Det kan være hårdt, men vi lærer at stole på ham og holde ud. Vi lærer at være fattige, så vi kan tage imod. Vi lærer afhængighed, så vi bliver villige til at gå ud i det ukendte, fordi vi har lært Gud at kende som en, der står ved sit Ord.
Jeg vil løbe dine buds vej, thi du giver mit hjerte at ånde frit, står der i den gamle oversættelse af Salme 119,32. En kristen kan ånde frit, for der er ikke påtvunget ham noget ‘du skal’ og ‘du må ikke’. Formaningerne i Skriften bliver nu vejledning og tilskyndelse i stedet for en lov, han ikke kan opfylde. Han lever med god samvittighed overfor Gud; syndens skyld er betalt. Den frihed og den taknemmelighed giver ham trang til at løbe Guds buds vej, til at leve og gøre det, Gud vil. Frivilligt.
Men i alt dette er der én afgørende lydighed. I bund og grund spørger Gud kun, om vi vil tro hans Søn. I Johannesevangeliet 3,36 kommer denne kontrast mellem den frelsende lydighed og den fortabende ulydighed frem: Den, som tror Sønnen, har evigt liv; den der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.
De, der sætter deres lid til Jesus, får liv og håb, de andre ikke.
