Allerede da vi var hos jer, sagde vi til jer, at vi skulle komme ud for trængsler. Sådan gik det også, og det ved I (1 Thess 3,4).
Der er god grund til at tale om lidelse, for der er megen lidelse i verden. Hvis det ikke opleves personligt, så kan man forvisse sig om det ved at læse aviserne og se nyhederne. Men vi erfarer alle den lidelse, der ligger i, at menneskelivet får en afslutning, uden at vi ved, hvornår det sker; tilværelsens glæder, håb og mening kan derfor fortabe sig som i et gråligt mørke. Syndens løn.
Lidelsen er i sig selv destruktiv. Den nedbryder sind og krop, den kan invalidere sjæl og legeme, i sidste ende har den døden som resultat. Lidelse stjæler glæde og livsmod, den kan gøre mennesker ensomme, nedslåede og bitre.
Dog, selvom kristne altid har kæmpet med lidelsen, har de ofte set den i et større perspektiv. Det udtrykkes i Skriften, og det ses i erfaringen. For eksempel skriver C.S. Lewis, at lidelsen er den megafon, hvormed Gud råber en døv verden op. Øivind Andersen har sagt, at uden lidelse var ingen blevet frelst. For lidelsen kan drive os til at søge den Gud, der har skabt os, i et forsøg på at nå det liv, mennesker havde, før de blev drevet ud af Edens have. Ja, dér var mere end fravær af lidelse. Der var alt fuldkomment. Der var harmoni.
Men nu hvor vi er kommet til tro, hvorfor lider vi så? – nogle mere, nogle mindre. Det er ejendommeligt, at de, som kommer til tro på Jesus, ofte er særlig udvalgt til at lide i deres jordiske tilværelse.
Det gælder især dem, som Gud sætter til en offentlig tjeneste med forkyndelse og undervisning.
Paulus var i den situation, og han ser lidelsen som vejen til åndelig styrke: Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores. I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde. Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme. Altid overgives vi midt i livet til døden for Jesu skyld, for at også Jesu liv kan komme til syne i vores dødelige krop (2 Kor 4,7-11).
I Johannesevangeliet 12,24 siger Jesus, at hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold . Det siger han om sig selv; men det gælder i overført betydning for en kristen; noget må dø, for at der kan komme en frugt af den kristnes liv.
For andre, der ikke har en særlig tjeneste, er der også et ord om lidelsen:
Mine brødre, I skal kun regne det for glæde, når I kommer ud for prøvelser af forskellige slags; I ved jo, at når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed. Og udholdenheden skal føre til fuldendt værk, for at I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget (Jak 1,2-4)
En periode med lidelse er ofte en besindelsens, en erkendelsens og angerens tid. En tid til at blive klogere på tiden og evigheden, en tid for større livsvisdom. En tid for råb til Gud og derfor en tid til spiring, vækst og frugtbæring for det åndelige menneske. Som i Romerbrevet 5,3f.: Trængslen skaber udholdenhed, udholdenheden fasthed, og fastheden håb. Når Jesus er med.
I det er indbefattet vanskeligheder, modgang, frustrationer, forfejlede planer, skuffede forventninger i menneskelivet og i tjenesten for Gud. Som N.P. Madsen skriver et sted: ”Som ved det røde hav stiller Gud os ofte foran opgaver, som vi ikke synes at kunne magte. Han fører os ind i snævringer, hvor vi ingen udvej kan se, stiller os foran ufremkommelige bjerge eller fører os ud i ørkenen, hvor alle veje taber sig i sandet. Han gør det for at prøve vor tro og herliggøre sit navn.”
Lidelsen er en del af det gode liv med Jesus: Det håb, vi har for jer, er fast, fordi vi ved, at ligesom I har del i lidelserne, således har I det også i trøsten (2 Kor 1,7),
Hele Skriften taler om en barmhjertig Gud, og der er mange beretninger om mennesker, der bliver hjulpet i forskellig nød, både under vanskelige omstændigheder og under sygdom. Mindet om Guds indgriben og hjælp holder os oppe, når tingene går imod.
Lidelsen er en del af ‘pakken’ som kristen: Kristus led for jeres skyld og efterlod jer et eksempel, for at I skal følge i hans fodspor (1 Pet 2,21).
Og henvendt til alle sagde Jesus: ”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig. For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal frelse det” (Luk 9,23f.)
Med det mener Jesus, at vi hver dag skal vedkende os den modgang, det dødstegn, der er vores vilkår, for at det gamle menneske kan dø. Når vi ikke gør det, søger vi at frelse vort liv.
Og videre: Skønt han var søn, måtte han lære lydighed af det, han led (Hebr 5,8). Når Jesus måtte lære lydighed af det, han led, hvor meget mere ikke os? For Jesus kan herliggøres gennem det, en kristen gennemgår: Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme (2 Kor 4,10).
Til sine venner i Korinth skriver Paulus sammenfattende om modgangen i de kristnes liv:
Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, barmhjertighedens fader og al trøsts Gud, som trøster os i al vor trængsel, så vi kan trøste alle dem, der er i trængsel, med den trøst, vi selv trøstes med af Gud. For ligesom Kristi lidelser i rigt mål kommer til os, således kommer også den trøst, som Kristus giver, i rigt mål til os. Er vi i trængsler, er det, for at I kan trøstes og frelses; får vi trøst, er det, for at I kan blive trøstet og være udholdende i de samme lidelser, som også vi udsættes for. Og det håb, vi har for jer, er fast, fordi vi ved, at ligesom I har del i lidelserne, således har I det også i trøsten (2 Kor 1,3b-7).
Mange har erfaret det, som en prøvet kvinde engang sagde til mig: ”Meget er taget fra mig, men jeg ville ikke undvære det for noget.”
Midt under lidelse og tab oplevede hun en daglig nærhed, et fortroligt og velsignet forhold til sin Gud. Hun modtog mere, end hun mistede.
