Den, der sår i kødet, skal høste fordærv af sit kød (Gal 6,8)
Kødet: Det er den krop, vi er født med. Det er i kroppen, vi har vores sanser og vores udtryk og udfoldelse som mennesker. Så det fornemmes underligt at læse i Skriften, at dette kød indebærer noget nedbrydende, uhelligt, noget, der er helt uforeneligt med og fremmed for den Gud, der har skabt det. Dette kød har i sig en sygdom til døden, som Søren Kierkegaard har udtrykt.
Det er ikke helt enkelt at forstå udtrykket ‘kødet’, da ordet anvendes i flere forskellige betydninger i Bibelen.
Paulus og andre nytestamentlige, jødiske forfattere lader os flere steder forstå, at dette kød – sarx på grundsproget – er det ondes udspring. Det virker påfaldende, når man ved, at jøder generelt ikke regnede det kropslige og legemlige som noget ringere end det sjælelige og åndelige, i modsætning til samtidens græske kultur. Allerede i Det Gamle Testamente udtrykkes der et håb om en legemlig opstandelse og ikke kun en åndelig eksistens efter døden. Men sagen er, at kødet ifølge Det Nye Testamente indeholder en natur, der mangler evnen til det gode; en natur, der har ryggen og ikke ansigtet vendt mod Gud. Forholdet mellem det fysiske legeme og den Gudsfremmede natur er, at legemets sanser, følelser og evner bruges af og beherskes af den Gudsfremmede natur. Derfor bliver ‘kødet’ brugt som billede og udtryk for synden i mennesket.
Det menneske, der er født på ny, kan se Guds rige, som det fremgår af Jesu samtale med Nikodemus. Det menneske har fået en ny natur, som har ansigtet vendt mod Gud og har indsigt i Guds væsen; den nye natur vil så gerne det, Gud vil. Dog, som Skriften siger, og som vi erfarer, er der kamp mellem den nye natur, Ånden i os, og den gamle, kødet i os.
Der findes kødelige mennesker. De kender ikke Gud, de er blinde for sandheden i evangeliet, der ligger et slør over deres hjerte i forhold til den åndelige verden, og de ”kan ikke se Guds rige” (Joh 3,3). Sådanne mennesker kan have god moral og faktisk være fine mennesker.
Farisæerne er et godt eksempel på dem; de var jo om nogen nidkære for Gud, de overholdt i det ydre loven plus en række overleveringer, der skulle holde dem på rette vej. De gav tiende til Herren og almisser til de fattige. De var endda ivrige for at vinde proselytter, selv om der i den gamle pagt ikke var nogen tilskyndelse til det. Men de havde hårde og egennyttige hjerter, de forstod hverken Skrifterne eller Guds kraft.
Sådan er der desværre også i dag mennesker, som mener, de er kristne, som kommer til møder og gudstjenester, er aktive i menighedslivet og egentlig falder godt ind i fællesskabet. Men de lever i selvbedrag. De er kommet til at forveksle det, de ved om kristendom, med det, de faktisk er (Øivind Andersen). Lærer man dem at kende i deres ord, holdninger og valg, mangler der et personligt udtryk for troen, og der er ingen anger over synd mod Gud i deres liv.
Så findes der en anden gruppe, som man kan kalde kødelige kristne. Det er dem, der en gang har smagt den himmelske verdens kræfter, som har fået afsløret deres magtesløshed i alt åndeligt væren og virke og derfor er frelst ved at klynge sig til Guds nåde og magt. De er på et tidspunkt blevet ført ind i Guds rige gennem den snævre port, som er korset, Jesu kors; det gør ende på al åndelig selvtillid og åbner døren på vid gab til Guds rige. Imidlertid er de senere kommet på afveje.
Den ene afvej er, at de gerne vil være fuldkomne, samtidig med at de glemmer, hvor fuldkommenheden kommer fra. De tror på evangeliet og glæder sig over det, men der er kommet principper og idealer til, der må overholdes, og der må ‘gøres noget for Herren’. De tror sig frelst ved ‘nåden alene’ og ‘ikke ved gerninger’, men de afkorter evangeliet, så det alene bliver noget hinsidigt; de har ikke indset, at den kraft, der frier dem fra syndens skyld, også er kraften til at gøre det gode. De har ikke indset, at troen på Jesus indebærer, at han selv ved sin Ånd virker alt det, de skal gøre. De vil selv frembringe troens frugter i stedet for at lade Gud gøre det. Formaningerne i Det Nye Testamente bliver en hovedsag, men kilden til at følge dem glemmes, fordi det ikke længere handler om ”tro, der er virksom i kærlighed”.
Det kommer til at præge dem selv og fællesskabet negativt. Der opstår en pligtkristendom, der har rigtige ord og gerninger og er baseret på personligt overskud, men troslivet er fattigt, og åndskraften er liden. Forenklet kan vi sige, at målet for menigheden ikke opfyldes. Det mål er sammenfattet i Ef 2,15-16, hvor Paulus takker Gud for efeserne, fordi han har hørt om deres tro på Herren Jesus og deres kærlighed til alle de hellige.
Den anden afvej er, når man efter en første tids begejstring over Jesus og alt det gode i livet med Gud oplever modgang, tvivl og frustrationer. Måske svarer Gud ikke, som han ”burde” eller rettere, som den kristne forventer. Gud er ikke bare suveræn og hævet over alle vores forestillinger, han er også himlens og jordens Skaber, som vi ikke kan sige imod. Han er også en far, der opdrager og lærer os gennem prøvelser.
Det forstår vi ofte meget sent. Og nogle bliver resignerede, med den opfattelse, at det ikke altid går, som præsten prædiker. Den omgivende verden med dens lyst, larm og pine, bliver påtrængende, og for at kompensere bliver den kristne kødelig: man tager det ikke længere så nøje med livet for Guds ansigt, valg og planer i det daglige bliver som det falder sig, og som fornuften tilsiger; de naturlige glæder bliver en god adspredelse fra det problematiske åndelige, og den åndelige frihed bliver udnyttet til menneskelig og kødelig frihed. Man har stadig omvendelsen og troen i bagagen, men livet leves ikke længere i glæde over Jesus og villighed til at gøre hans vilje. I stedet kommer der åndelig lunkenhed, og der er fare for frafald, fordi den svækkede Gudsfrygt giver plads for verdslighed.
Vejen tilbage for de kødelige kristne af begge slags er at vende tilbage til Jesus. Han er Vejen, han er Livet, den åbne Dør til Gud, han er Hyrden, der omsorgsfuldt vil lede os. Han vil ransage os og sige os sandheden om vort liv. Spørgsmålet er: Vil vi lade os lede? Vil vi tro, at han ved sin Ånd giver kraft til den magtesløse kristne, at han vil høre os og oprejse os til sin tid, når vi bier på ham, ja, at han vil tage imod os, når vi har svigtet ham i tanke, ord og handling?
Det er en livsvarig proces for en kristen. Som Paulus beskriver i Ef 4,22-24, er der tale om at aflægge sig det gamle menneske, som ødelægges af sine lyster, og iføre sig det nye menneske, som er skabt i Guds billede. Det er en aktiv handling. Det er at gøre sig bevidst, at jeg vil ikke have noget at gøre med det gamle og i stedet give plads til det nye.
Hvad er så forskellen på ‘kødelige kristne’ og ‘levende kristne’ (for nu at kalde dem det)? For de levende kristne er også plaget af kødet – og det er de sig bevidst, til forskel fra de andre. Samtidig er de levende kristne, i modsætning til de andre, villige til at lade den selvcentrerede natur dø. Noget må dø. Ikke min menneskelige person, men det, der bor derinde, det ‘gamle menneske’, det må dø, for at det nye menneske kan få plads. Det kan være svært, for det gamle menneske giver os en tilfredsstillelse med sin selvbevidsthed, egennytte, begær, stolthed og så videre.
I forbindelse med lignelsen om hvedekornet skrev N.P. Madsen i sin tid:
”Her ser vi grunden til, at så mange ikke bærer frugt for Gud – selvom de engang blev omvendt. De vil ikke falde i jorden. De vil nok eje det nye liv, men de vil ikke overgive det gamle liv til døden. De vil nok kæmpe med det gamle menneske, men de vil ikke give det hen i Kristi korses død.
Derfor forbliver de ene. Der er ingen frugt i deres liv, ingen mission. Andre bliver ikke draget til Gud ved dem, fordi de bestandig ser den gamle Adam hos dem.
Vil du falde i jorden og dø? Vil du overgive det gamle liv med dets ret, dets krav, dets selviskhed til døden? Du gruer for døden. Men bær dig så ad som Jesus i hans død. Han sagde: ”Far, i dine hænder”. Sig det samme overfor alt det, du har svært ved at give hen i døden. ”Far, i dine hænder”. Så er det ikke så svært mere.”
Endelig nogle kerneord fra Skriften:
– Alt det, som er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden (1 Joh 2,16).
– Det, kødet vil, er død, og det, Ånden vil, er liv og fred. For det, kødet vil, er fjendskab med Gud; det underordner sig ikke Guds lov og kan det heller ikke. De, som er i kødet, kan ikke være Gud til behag (Rom 8,6-8).
– De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne (Gal 5,24).
– I blev kaldet til frihed. Brug blot ikke friheden som et påskud for kødet, men tjen hinanden i kærlighed (Gal 5,13).
