Jesus kommer

Bibelen advarer …

Bibelen er egentlig ret klar om, at det gudsfjendske samfund vil gøre alt, hvad det kan, for at bekæmpe kristentroen og de kristne. Det vil ske på forskellig måde til forskellige tider. Jesus taler om, at det må være sådan, for om vi/I, som hans disciple er ”af verden, ville verden elske jer som sit eget; nu er I ikke af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer” (Joh 15,19).

En lang række bibelsteder varsler om, at selv i de gamle kristne lande, hvor lovgivningen i mange århundreder har afspejlet Guds lov, vil der kunne være forfølgelser, isolation af kristne og forhold, som ingen vil ønske at udsætte sine børn for. Det er ikke kun noget, der kan foregå ”i andre lande”, men kan blive virkeligheden lige rundt om hjørnet. Derfor er Bibelens ord om at ”våge” – holde udkig og være på vagt med Guds Ords spejl på virkeligheden – vigtig.

Dels er der tale om massiv forførelse – hvor den forførte ikke selv er bevidst om at blive forført. Det er forførelser, der fører væk fra både Guds naturlige ordninger/lovmæssigheder og Guds hellige lov, evangeliet i Kristus og missionsnøden deraf, samt troen på et evigt Himmel og Helvede.

”Se til, at ingen fører jer vild! For der skal komme mange i mit navn og sige: Jeg er Kristus! og de skal føre mange vild” (Matt 24,3-5).

Dels er der tale om vold, had, drab og angivelser – stadig parallelt med ovenstående forførelser.

”Da skal de udsætte jer for trængsler og slå jer ihjel, og I skal hades af alle folkeslag på grund af mit navn. Da skal mange falde fra, og de skal udlevere hinanden og hade hinanden. Mange falske profeter skal stå frem og føre mange vild. Og fordi lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste. Men den, der holder ud til enden, skal frelses. Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme” (Matt 24,9-14).

Dels er der tale om flugt, afsavn og massiv risiko for frafald – som en eksistenstruende situation.

“Da skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene; den, der er på taget, skal ikke gå ned og hente noget i huset; og den, der er ude på marken, skal ikke gå hjem og hente sin kappe. Ve dem, der skal føde, og dem, der giver bryst i de dage. Bed til, at jeres flugt ikke skal ske om vinteren eller på en sabbat. For da skal der være en stor trængselstid, som der ikke har været magen til fra verdens begyndelse indtil nu og heller aldrig vil komme. Og hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet” (Matt 24,16-22).

Om Dyrets voldsomhed over for Guds folk, når det besejrer dem, kan vi læse i Åb 13,6, at

“det åbnede munden til bespottelser mod Gud, det spottede hans navn og hans bolig og dem, der har bolig i himlen. Det fik givet magt til at føre krig mod de hellige og besejre dem”.

Og om det andet dyr siges der i Åb 13,14-17, at det gennem sit levende billede vil befale, at dem, der ikke tilbeder det, skal dræbes (dvs. de kristne):

”Det forfører dem, der bor på jorden, med de tegn, som det har fået givet at gøre for dyrets øjne, og siger til dem, der bor på jorden, at de skal lave et billede af dyret, der fik sværdhugget og kom til live. Og det fik givet at blæse livsånde i dyrets billede, så dyrets billede også kunne tale og få alle dem dræbt, der ikke vil tilbede dyrets billede.”

Klar tale fra Bibelen

Bibelen er faktisk ret klar i sin tale om, hvad der skal ske i tiden, før Jesus kommer igen – forførelsen og forfølgelsen. Samtidig er den ikke særlig specifik om, hvordan det skal blive, så vi langt på vej er udstyret med et ”våg derfor”. Vi får dog enkelte advarsler – som i bund og grund er udlægninger af, hvad det vil sige at våge:

”Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen” (Luk 21,34-36).

I lyset af ovenstående bibelvers om de mulige perspektiver i trængslen, så advarer Lukas os om at blive sløve og bekymrede. Sløvheden kommer enten fra ”svir og drukkenskab” eller fra at være ramt af ”dagliglivets bekymringer”.

Frigjorthed kan bestå i flere ting
Svir og drukkenskab betegner bogstaveligt et fuldemandsliv. Men vi kan også leve i en form for svir, hvor vi – ligesom fulde mennesker – slår forstanden og samvittigheden fra. Så lever vi uden bekymringer om ret eller falsk, godt eller ondt – og det kan opleves som frihed. Alt er lige godt og skidt, og kun min egen lykke i øjeblikket bliver dommer. Jeg glemmer mit ansvar over for livet og over for Guds lov, som jeg ser som undertrykkende og livsbegrænsende. ”Det, som ingen ser, har ingen ondt af.” Tanken om ”et øje, der lurer i det høje” afskaffes som noget ubehageligt¹.

Denne form for frigørelse kan snige sig ind på en lang række områder i livet. Det kan være, hvis vi eller vore børn og unge ikke følger – og ikke vejledes i – at seksuelt samliv uden for ægteskabet er synd. Det kan være, når sandhed ikke forbliver sandhed, men bliver til vage uklarheder og slørede løgne – for Guds Ord fordømmer dem, der gør løgn til sandhed og sandhed til løgn.

Så bliver friheden til, at min samvittigheds stemme dulmes, og Jesu nød for, at vi må nå målet, sløres hos os af noget, der kan overdøve den. For nogen kan det måske være den almene menneskelige kultur – alle de gode film, de mange gode fodboldkampe og cykelløb eller for så vidt alle de gode PC-games, der kan nydes og genopleves … for slet ikke at tale om ferier, koncerter, festivals og lignende events. Måske er det endda bare noget af det, vi kommer til at tage for givet, når vi nu næsten konstant er online. Mange af de ting er ikke syndige i sig selv for os at nyde – men de må ikke få lov til at overdøve Guds Ords røst, så vi svirrer livet væk.

Dagliglivets bekymringer er måske mere udfordrende. For som synder i syndens verden skal jeg arbejde for at få udbytte af mit arbejde i mit ansigts sved og med smerte. Derfor er det med rette, at jeg kan bekymre mig. Dagliglivets bekymringer holder mig også fast i, at jeg er en del af en falden slægt, underlagt slid og smerte og død.

Bekymringerne kan – som tidslerne i sædemandslignelsen – kvæle troens tillid til, at Gud sørger for mig i hans daglige omsorg og opretholdelse af verden og livet.

Bekymringen kan gøre mine problemer med økonomien, sundheden og menigheden større end Guds omsorg og hånd om dit og mit liv, så jeg mister tro på Guds omsorg for fuglene, mig og sin kirke og virkeligheden i håbet i det evige liv hjemme hos Ham.

Bekymringerne kan gøre verdens problemer større end Guds almagt og gøre vor indsats stærkere end, at han tager hånd om verdens gang og undergang. Derfor er bekymringen synd, der kvæler troen – langsomt og forførende.

Men parallelt med advarslen om bekymringernes synd ligger en fristelse til at gribe til egen menneskelig kraft for at undgå bekymringen.

Vi må gerne bruge de redskaber og muligheder, der letter os i hverdagen – i kommunikation, i arbejdet som helhed (hvor f.eks. en robotplæneklipper naturligvis giver meget mere frihed og mindre slitage på kroppen end fysisk at arbejde med en le) for slet ikke at tale om tilberedning af mad og vore boliger. Der er meget, der er blevet lettere for os.

Måske er vi i stedet nået dertil, hvor dagliglivets bekymringer ikke så meget er at kunne tænde ild i bålet til aftensmaden, men om der er penge på kontoen til både husleje, mobilabonnement og næste ferie. Måske er vi nået dertil, hvor vi i stedet for at bringe vores bekymringer og nød til Gud, fristes til at lade myndighederne blive sikkerhed for vort livs ve og vel – og bekymringen er, om velfærden kan blive ved?

Så bliver løsningen på dagliglivet personlige, nationale og globale bekymringer til noget, hvor vi venter os alt godt fra samfundet, staten og de globale institutioner i stedet for fra Gud – i fællesskabet, trygheden i det dennesidige samfund, velfærdens sikkerhedsnet.

Her er en vigtig balance, hvor vi midt i tillid til den menneskelige fornuft, som Gud har givet os, til at samfund og stat skal dæmpe syndens konsekvenser, også må vogte på, om løsningen i stedet bliver at tillade overtrædelse af Guds bud. For midt i samfundets opgave som øvrighed indsat af Gud ligger fristelsen og forførelsen for dem, der står der, til at blive redskaber for den gudsfjendske verden og egne interesser i magt. En del af samfundets ”aftale” med den enkelte er at tage vare på bekymringer mod at vide om og bestemme over dele af vores liv.

Endetidens trængsler

Paulus taler om, at disse ting vil sløve os, så vi ikke ser den dag som en snare – eller en fælde – der vil komme over alle på jorden. Samtidig er det netop alle disse mageligheder og den frigjorthed, som vi kan miste – eller også miste evigheden. Lige nu er det så enkelt, for intet sted i hverdagen må vi vælge mellem goder og Jesus. Men lad os ikke naivt fortsætte i den tro, for når forførelsen har ført de fleste væk fra troen, så vil forfølgelsen presse resten til det yderste. Samtidig kan forførelsens vaner og frihed blive en snare, der binder os, den dag, hvor vi stilles der, hvor troen på Jesus – troen på Bibelens Gud – koster.
Lad et øjeblik dine tanker gå igennem alle din hverdags mageligheder og frihedsmuligheder. Se derefter på dig og hver eneste i din familie, og overvej, om du og I ville undvære de ting som en del af trængsel for Jesu skyld. Hvad om din og jeres adgang til f.eks. rejser til Fjernøsten eller storbyferien blev nægtet, hvis du ikke ville fornægte Guds bud og skaberordninger og Bibelens Jesus? Hvad om alle de sociale medier udelukkede dig, fordi du engang havde vedkendt dig Gud som giver af livet, men du let kunne få adgang ved at sætte et flueben ud for anerkendelse af alle regnbuerelationer?

Hvad om din bil, dit job, dine bøger, dine børns gamingadgang og det fine køkken i jeres gode hus blev mistet, fordi du blev nægtet adgang til din elforsyning, dine konti – fordi en sammenkobling mellem digital kontrol og troen på Jesus udelukker dig?
Vi ser en sådan kontrol med tanker og meninger i visse totalitære styrer i verden i dag, hvor den enkelte belønnes eller straffes, alt efter sine holdninger og adfærd. De teknologiske muligheder foreligger langt på vej i verden i dag. Vi ser også konflikter i verden blive så tilspidsede, så autoriteter kan se sig fristet til at bryde ellers sikre rettigheder af hensyn til landet, demokratiet eller friheden … f.eks. friheden for samvittigheden. Der er tendenser i politiske udtalelser om demokrati, der forbinder et ja til demokrati med et fuldt ja til queer-dagsordenen.

Måske er vi blevet sløvet i Danmark og den vestlige verden. Måske vil det komme som et chok for os, som vi slet ikke kan forestille os, hvis vi skulle blive hindret i at leve i vores frigjorte magelighed og stadig forestille os at være på vej til Himlen. Måske har vi også glemt fortabelsen så meget, så vi slet ikke tænker på, at verden hader Kristus og Kristi folk på jord, så det, der nu synes utænkeligt, kan blive virkelighed en dag.

Men netop denne tanke kan vække dagliglivets bekymring. Hvordan undgår jeg og mine at blive så bundet, at jeg ikke kan fanges af forførelsen eller fristes til frafald?

Troende i lande, hvor man mister noget ved at tro på Jesus, siger til besøgende kristne fra Vesten: I skal ikke bede for os, men med os. De ved godt, at det koster ansættelse, uddannelse og etableret liv, om andre hører, de tror på Jesus. Samtidig håber de stadig på, at deres naboer må komme til tro og vover at vidne. De håber derimod ikke på, at det ikke gør ondt eller er ubehageligt at være Jesu vidne, for det er et grundvilkår for Jesu efterfølgere at være i trængsel. Det er den trængsel, der følger dem, som klynger sig til Jesus, og som Jesus kendes ved – den trængsel, som vil forøges hen mod Jesu genkomst.

I Åb 12, 11 og 17 møder vi to udtryk for Guds sejrsmenigheds kendetegn i kampen mod Djævelens forførelse og fristelse. V.17 nævner at de ”holdt fast ved Guds bud og Jesu vidnesbyrd”. Guds bud er gode, for de er Guds vilje og Guds beskyttelse af livet mod Djævelens og verdens ondskab. Guds bud er ikke i høj kurs i det liberale verdenssamfund, hvor hor, mord, misundelse og oprør er hverdagens orden. Hold fast ved Guds gode bud også i kristenlivet, for de er den gode vilje hos ham, der har taget plads i den kristnes hjerte. Jesu vidnesbyrd er, at han er Faderens herligheds glans, Faderens tolk, der er og forkynder, at Guds rige er kommet nær i ham, og dermed at Guds frelse er i ham. Gud vil frelse syndere som os – og det er og forkynder Jesus vidnesbyrdet om ved sin frelsesgerning for os. Disse to ting holder de troende fast ved.

Dog ikke kun det, for de besejrede Djævelen ”ved Lammets blod og ved deres vidnesbyrds ord.

De havde ikke livet for kært til at gå i døden”. For at fastholde Guds bud og Jesu vidnesbyrd, så hænger de troende fast ved Lammets blod. Det er det dyrebareste for Guds menighed. Det er der, hvor alle nederlag skjules – også nederlag til forføreren og fristeren – for du, der tror på Lammets blod, ved at du har lov til og må komme igen og igen og blive renset der. Ja, du er renset og ren i troen på Jesus Kristus, der døde og opstod til din retfærdighed. Derfor kan Djævelen ikke besejre dig, for du er i blodet. Derfor er dit liv et vidnesbyrd om ham, der bor i dig – og derfor hviler du i, at en dag skal du hjem til ham. En dag skal du se ham, som han er, og opleve dig selv, som du aldrig har kunnet forestille dig det – uden synd og fri for al syndens plage her i verden. I det perspektiv er livet her ikke for kært.

Det er måske slet ikke så svært at fare vild, blive sløvet og glemme målet!? Derfor er der desto større grund til at søge ind i Guds Ord, ind i frelsens kilder og leve i Lammets blod.