Har du del i Jesu sind?

Mit første blogindlæg på baggrund af andagtsbøgerne Så fast en borg (Martin Luther) og I kongens nærhed (Tormod Vågen) hed Tak for modgangen. Det var et indlæg, der handlede om, hvordan vi som kristne må forholde os til den lidelse, der møder os; hvordan vi, selvom det er en utroligt vanskelig lektie, må lære ud fra Guds ord at regne prøvelserne i livet for en glæde og takke for dem, fordi de kommer fra vores himmelske far, der ved, hvad der tjener os bedst.

En kristen lever på ingen måde et lidelsesfrit liv, men har et håb og en trøst midt i alt det svære. Et håb og en trøst, der har en bærekraft i sig, som er uden sammenligning med nogen trøst og fred, som verden kan give. Som Jesus siger: “ Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!” (Joh 14,27).

Jesu fred er ikke afledende og glimtende som verdens trøst, men den holder gennem liv og død, og det er den eneste fred, der kan give sand og virkelig trøst til modløse hjerter.

Lidelsesfællesskabet med Kristus

I dette indlæg skal det handle om et aspekt ved den kristnes lidelse, som kun blev kort berørt i det første indlæg, men som både Martin Luther og Tormod Vågen har vigtige ting at sige om. Det skal handle om den særlige lidelse, vi som kristne får del i, når vi har del i Jesu sind over for dem, der går mod fortabelsen.

Tormod Vågen benævner flere gange dette som et særligt lidelsesfællesskab med Kristus. Og det er et lidelsesfællesskab, som rummer en særlig velsignelse, men desværre er det sådan for de fleste af os, at vi undviger denne velsignelse på grund af vores lidelsessky livsindstilling.

Her ligger nok grunden til, at mange af os står så langt tilbage i fortroligt venskab med Jesus: Vi vil gerne være med til de store oplevelser på forklarelsesbjerget, men viger tilbage, når han beder os gå med til Getsemane. Det er en åndelig lov, at vi ikke kommer højere op på forklarelsesbjerget, end vi er villige til at gå med ind i lidelseshaven. Vi får så meget af Jesu opstandelseskraft, som vi er villige til at have del i lidelsesfællesskabet med ham¹.

Jeg tror, at den sammenhæng, som Tormod Vågen skildrer her, er meget vigtig og rummer store dybder. Hvis vi klager over, at vi oplever for lidt ”kraft” i vores kristenliv, så skal vi ikke søge mod store, åndelige oplevelser og opsøge ekstraordinære undere.

Vi skal følge Jesu invitation og ”gå med til Getsemane”.

Jesu frelsersind – for mig

At “gå med til Getsemane” indebærer i første omgang, at jeg må fordybe mig i det ord, som viser Jesu frelsersind for mig – glæde mig over og takke af hjertet for, at Jesus var villig til at lide og dø for mig. For det er jo derfor, Jesus var i Getsemane. Han gik til Getsemane for at bede og lægge sin smerte i sin Fars hænder. Men først og fremmest gik Jesus til Getsemane for at dø! Møde Judas og soldaterne og gå i døden – for mig.

Når Jesus inviterer mig til at “gå med til Getsemane”, gælder det først og fremmest dette: at han vil vise mig, hvad han har gjort i mit sted. Han vil gøre mig stille for denne uopnåelige, fuldkomne kærlighed, som på én gang fylder mig med ærefrygt, mismod over mig selv – og tak.

Her har vi en invitation, som vi må følge, hvis vi skal bevares som Guds børn i en verden, der ellers meget hurtigt bedøver os væk fra evangeliet og gør os lunkne og loviske og fortrøstningsfulde på et forkert grundlag. Når vi dag for dag får blikket rettet mod Jesu lidelse for mig, så fødes der tro og lovsang i hjertet.

Med troens blik jeg dagligt
på korsets træ kan se
min Herre Jesus naglet fast
og lide dødens ve.
O under af Guds kærlighed,
o nåde stor og rig,
at min kære Frelser ville dø
for en ussel orm som mig.

Som Maja Ditlevsen minder os om i ugens vidnesbyrd denne uge: “Må Gud lede mig til korset dagligt, for når Jesu offer på korset og hans uudgrundelige kærlighed føder syndserkendelse, syndsforladelse og evigt liv, da bliver det en altafgørende daglig stund med Jesus, som gør mig klar til det sidste skridt før min død.”

Sand og sund helliggørelse

Dette troens blik mod korset er den frelsende tro. Det bevarer os på vejen hjem. Og samtidig er det begyndelsen på og kraften i al sand helliggørelse og efterfølgelse af Jesus. Hvis vi kommer bort fra dette ord og denne tilbagevendende glæde og frimodighed i, hvad Jesus har gjort for mig som den usle orm, der intet fortjente, så kommer vi også bort fra al sand og sund helliggørelse.

Derfor: Det lidelsesfællesskab og det fortrolige venskab med Jesus, som Tormod Vågen taler om, er ikke et lidelsesfællesskab og et venskab med Kristus for dem, der ønsker at være “viderekomne” kristne. Det er et fællesskab og et venskab med Kristus for syndere, der har al deres glæde og fred, ja hele deres liv i dét ene: hvad Kristus har gjort i mit sted! Kun i den frihed og glæde over evangeliet giver det mening at stræbe efter Jesu sind og at fordybe sig i Ordet for at få mere del i dette sindelag og også få glæde i lidelsesfællesskabet.

For det er netop en glæde, eller måske nærmere en lykke, det handler om.

Det er livets lykke at være med i Jesu følge. Både når vejen går til forklarelsens bjerg, Tabor, hvor Peter gerne ville indrette sig og bo sammen med Jesus (Luk 9,28ff.), og når vejen som her går gennem Getsemane, til lidelse, knækket stolthed og død².

En tro med munden?

Med dette udgangspunkt – som vi ikke må komme bort fra! – kan vi nu vende os til udfordringerne til alvorlig selvransagelse og selvprøvelse i Luthers og Vågens tale om lidelsesfællesskabet med Jesus. For sagen er, at hvis alt dette er volapyk for dig, og du intet kender til en indre drift mod at have del i Jesu lidelse – så er det et tegn på, at din tro er død og kun en tro med munden.

Var det en tro, med munden
at sige kun: Jeg tror!
når hjertet ej i grunden
er renset ved Guds ord,
da var der fromme nok
og troende i tiden,
da var den ej så liden,
den rette troens flok.

(Brorson)

Det er enkelt nok at tro med munden. Ikke mindst er det let at synge store ord. Som Tormod Vågen siger:

Det er så let at synge: “Mit liv og min kærlighed giver jeg ham, som har elsket mig først.“ Men jeg er bange for, at vi mener så lidt med det. Vi synger det måske i en opløftet stemning og tænker måske så ikke mere over, hvad sådan et løfte indebærer³.

Som kontrast til vores overfladiske lovsang, der ikke har bund i livet, nævner Tormod Vågen Paulus’ eksempel, når han for eksempel siger: “Jeg er ikke blot rede til at blive bundet, men også til at dø i Jerusalem for Herren Jesu navns skyld” (ApG 21,13).

Når jeg læser disse ord af Paulus og prøver mig selv på dem, ved jeg næsten ikke, hvad jeg skal sige. Tankerne former et spørgsmål: Hvad ville jeg have gjort i hans sted? Hvad ville du gøre, hvis Gud forventer, at du sætter livet på spil for ham i dag?

Det er sundt og gavnligt at stille sig ind under sådan nogle spørgsmål. Med vores ord kan vi let blive for højtflyvende. Måske lidt selvransagelse vil afsløre, hvor jordbundne vi er, og hjælpe os til at blive løst.

Det er sandt, at Gud giver styrke til det, som dagen kræver. “Som din dag, så skal din styrke være.“ Derfor er det umuligt på forhånd at sige, hvordan vi ville reagere, hvis vores liv blev krævet af os. Men vi skal lægge mærke til, at Paulus gik frivilligt ind i lidelsen. Han kunne have ladet være med at rejse til Jerusalem. Men han følte sig bundet af Helligånden til at fuldføre sin tjeneste, om det så blev til liv eller død.

Vi må nok med skam bekende, at der kun skal lidt modgang til at forhindre os i at gøre en tjeneste for Gud. Det smager altid bedre for vores kød at vælge en lettere vej. Der, hvor det koster noget at tjene, findes der som regel få tjenere.

Vi trænger meget til den gamle bøn:

Lær mig at bøje mig,
lær mig at føje mig
efter din vilje,
mens her jeg er gæst⁴.

Paulus som forbillede

I Paulus møder vi – i kontrast til vores egen lunkenhed – virkelig et menneske, der har fået del i Jesu frelsersind. Han er “gået med til Getsemane”. Det betyder, at han lever i en stadig tak for den frelse, der er blevet ham til del som “den største af alle syndere”. Og ud fra denne tak og lovsang springer et sindelag, der er blevet så ligedannet med Jesu sind, at Paulus i Romerbrevet kan udbryde: “Jeg taler sandt i Kristus, jeg lyver ikke, og min samvittighed kan i Helligånden bevidne, at jeg har en stor sorg, der altid piner mit hjerte. Jeg ville ønske, at jeg selv var forbandet og skilt fra Kristus, hvis det kunne hjælpe mine brødre og landsmænd” (Rom 9,1-3).

Læg mærke til ordvalget “… at jeg selv var forbandet!” Det var jo netop, hvad Jesus blev i vores sted! Han gik ind under Guds vrede i stedet for mig. Det var derfor, han svedte blod i angst, da han knælende i Getsemane lagde liv og død i Guds hænder.

Paulus havde virkelig del i Jesu lidelse, og det var dét, der drev ham – ikke til en stedfortrædende død på korset, for Paulus var ikke Kristus – men til at sætte hele sit liv ind på om muligt at redde nogen fra fortabelsen og vinde dem for Kristus. Dét var hans liv. Ja, det var for ham hele motivationen for overhovedet at blive i live og stå op om morgenen, selvom han sådan længtes efter at komme hjem til Jesus (jf. Fil 1,21-26).

Tormod Vågen tager fat i dette med den store sorg, der altid piner Paulus i hjertet, og det giver ham anledning til at sige nogle ord, som vi ikke så let må gøre os færdige med:

Mange bærer på sorg og smerte i deres hjerte, fordi de ikke får den ære, magt, rigdom og medgang, som de ventede, at livet skulle give dem.

Det er en ussel sorg!

Men til alle tider vil der også være nogle få, der ejer den hellige lidelse, der lå i Paulus’ hjerte.

Den samme lidelse drev Abraham ind i forbøn for Sodoma.

Og den samme lidelse fik Moses til at udtale de store ord om, at Gud måtte slette hans navn fra sin bog, for at Israel ikke skulle blive forkastet (2 Mos 32,32).

Men ingen led for folket som Jesus. På Oliebjerget løb tårerne ned over hans kinder af sorg over det forhærdede folk.

Har du del i denne smerte?

Eller lider du, fordi egoisten og hovmodet i dig ikke har fået sin vilje?

Hvor vi trænger til mænd og kvinder, som ejer kærlighedens omsorg og lidelse for de ufrelste!

Det er dem, der beder og ofrer.

Det er dem, Gud bruger. For de har Kristi sind.

Giv mig dit ømme frelsersind
for slægtens sorg og harm!
Luk mig i dine smerter ind
og gør mig stærk og varm.

Når vi beder denne bøn, så lad os også som Paulus kaste os ind i tjenesten for den fortabte slægt. Snart er nådens tid forbi, og de kostbare anledninger for at give evangeliet videre, som vi har i dag, får vi aldrig igen. Derfor må vi bede om, at vores flakkende og overfladiske omsorg bliver afløst af en “stor sorg, der altid piner vores hjerte“ og en uselvisk tjeneste i Jesu fodspor⁵.

En side af lidelsesfællesskabet med Jesus er altså, at vi må leve i kamp mod kødet. Vi må lytte efter Åndens tilskyndelser, og vi kan ikke i fred og ro lade vores kødelige trang til komfort og gode kår være bestemmende for vores liv og prioriteringer. Tænk på, her hvor vi går mod juletiden, hvordan vi i Filipperbrevshymnen hører om den herlighed, Jesus forlod for at befri os fra nøden – og den længsel, han må have haft efter at vende tilbage til Faderen. Men han kom herned, blev født som en af os og var lydig indtil døden, ja døden på et kors – for min skyld! Hvor er det stort! Og Paulus bruger netop denne i sig selv fantastisk evangeliske hymne som en formaning (Fil 2,5a).

Når vi vi nu er blevet så rige ved Jesu fattigdom, så er vi også kaldede til at leve “som fattige, der dog gør mange rige” (jf. 2 Kor 6,10 og 8,9).

Forfulgt bliver alle, som …

En anden side af lidelsen er verdens reaktion på, når vi lever et åbenlyst anderledes liv og vidner om Jesus, hvor vi får anledninger til det. Som Paulus siger: “Forfulgt bliver alle, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus” (2 Tim 3,12).

Denne virkelighed kendte Luther, og han skriver ofte om denne sandhed, som han oplevede på egen krop.

Derfor siger jeg igen: Den, som vil være kristen, må forberede sig på, at han kan vente forfølgelse. Og der, hvor verden ikke kan tage fat med næverne, træder ondskabsfulde spottefugle til og hvæsser deres tunge imod dig og stikker og hugger løs på dig. Men alt det må du stå imod og smile ad. I den trygge forvisning, at din sag er Guds egen gode sag, må du lade dem rase, så længe de vil, i deres gud Djævelens navn.⁶

Vi gør, hvad Gud har befalet os, selvom vi med vores tro tjeneste ikke vinder andet end had og misundelse og bringer os selv i en elendig stilling. Hele vores liv er ét stort tab af alle slags goder og velgerninger. Du bør altså tænke på at rette din tjeneste og dit liv mod et andet sted end verdens gunst og venskab, som snart kan forvandles til bitter vrede.⁷

Men hvad er egentlig grunden til verdens modstand? Det er da så positivt, det, vi som kristne kommer med? Det er et godt budskab! Og vi drives af Ånden til at gøre godt mod alle og passe vores kald på bedste måde. Burde verden ikke sætte stor pris på de kristne?

Nej, det skal ikke gå de kristne, som har del i Jesu sind, anderledes, end det gik deres mester. Og som folket foretrak at få løsladt morderen Barabbas frem for den rene og uskyldige Jesus, så kan man ikke forestille sig noget værre slag i verdens ansigt end en sand kristen.

De forfølger os ikke, som de ville forfølge tyve og røvere og ægteskabsbrydere – for dem kan de nok tolerere at have hos sig. Men deres modstand tårner sig op imod os af den grund, at vi ikke vil anse deres liv for godt og deres lære for sand, men udelukkende lovpriser evangeliet, Jesus, troen og de virkelige gode gerninger. Dét er modstandens årsag, og derfor lider vi heller ikke for vores egen, men for vores Herre Jesu skyld.⁸

Her har vi altså kernen: De kristne er i verden som et vidnesbyrd om, at intet menneskes liv er godt nok! Og derfor har alle brug for Jesus som frelser. Men denne ydmygelse er den værste for kødet at begive sig ind under, og det er også konstant denne modstand mod ydmygelsen, som kæmper for at få magt over enhver kristen, så vi falder fra og finder væk fra vores plads ved korsets fod. Samtidig ved vi dog, at evangeliet er “Guds kraft til frelse”. Og det sted, hvor kødet gør den største modstand, er også det sted, hvor Ånden finder sin største glæde, fred og hvile. Derfor vidner vi frimodigt om denne overjordiske glæde, som vi kender, og som har givet os et levende håb.

Frimodighed i forfølgelsen

Luther taler med en helt egen frimodighed om de lidelser og den forfølgelse, vi som kristne må være forberedt på at møde, når vi lever et gudfrygtigt liv i verden. Her med udgangspunkt i saligprisningen: “Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres” (Matt 5,10).

Den sande kristne er fattig, bedrøvet og elendig, lider mangel og nød. Og over for andre er den sande kristne et velgørende, barmhjertigt og fredsommeligt menneske, som gør gode gerninger (Matt 5,3-9).

Nu tilføjer Jesus, hvad der er lønnen for alle de gode gerninger, som den kristne gør, selv mod sine fjender og mod de ondeste mennesker. Lønnen er, at han bliver forfulgt og sætter sit liv og sin ejendom, sin ære og agtelse og verdens anseelse og respekt over styr!

Betænk dette, når du vil være en kristen, så du ikke bliver mismodig og utålmodig, men kan være uforfærdet, glad og tillidsfuld og vide, at når det går dig på den måde, er det ikke, fordi der er noget galt med dig. For det er gået Jesus selv og alle de hellige på samme måde, og Jesus forudsiger her, at alle, som vil være kristne, må og skal lide forfølgelse.

I det ydre er det en højst usalig ting, at man sådan konstant må svæve i fare for at miste sit liv og sin ejendom. Men når man griber og fastholder Jesu ord i troen, så kan man løfte sig op over det og sige: ”Nuvel, Jesus har sagt, at jeg trods alt det er salig. Og når han har sagt det, så vil jeg lade det være min trøst.”

For hvad betyder alle de mennesker, der forfølger os, over for Jesus og hans ord? Er der en eller to, der forfølger os, så er der mange flere, ja 10.000 engle, som holder med os i kampen og trøster os og priser os salige sammen med alle de hellige, som også står på Guds side.⁹

Og et andet sted:

Derfor vil vi også holde ud til enden. Gør de deres pander hårde, skal de finde, at vores pander er endnu hårdere (Ez 3,7-9). For om de vil det eller ej: Jesus Kristus må de lade stå. Han rokkes ikke af verdens hån og spot.¹⁰

Her har vi nogle ord til frimodighed, når vi føler os udstødt af verden og verdens ånd. Det er denne bagvendte trøst i, at når det går dårligt, for os at se, så er det lige præcis, som det skal være! For det var sådan, det gik Jesus.

Luther er dog i samme åndedrag opmærksom på, at vi ikke må slutte os til, at vi har en retfærdig sag, bare fordi verden gør modstand.

Jesus siger nemlig ikke bare: “Salige er de, som forfølges.”

Vi skal lægge godt mærke til, at Jesus tilføjer ordene ”på grund af retfærdighed”. For det er ikke nok at blive forfulgt i sig selv. Onde mennesker kan vel også være udsat for forfølgelse, og den ene ugerningsmand overfalder den anden, mordere er på nakken af hinanden, og muslimer og hedninger bekriger hinanden. Men det gør dem jo ikke salige. Jesu løfte gælder kun dem, som bliver forfulgt på grund af retfærdighed.

Derfor må du koncentrere dig om at have en retfærdig sag, der er hellig for Gud, som grunden til, at du bliver forfulgt. Så har du nemlig en samvittighed, der ikke kan vakle eller rokkes, om så hele verden stod dig imod. Så har du den frejdige tillid, at du kan sige: Sagen er ikke min, den er min Herres. Ham vil jeg lade det komme an på, hvad der skal ske med mig. Jeg vil lide og gøre, hvad jeg skal, og hans ord skal have større magt over mig til at trøste og styrke mit hjerte, end alle djævles og verdens trusler og rasende angreb, der vil forfærde mig.¹¹

Hjertet styrkes af nåden

Vi fornemmer, hvor Tormod Vågen og Martin Luther fandt deres trøst og frimodighed midt i al den modstand, de mødte i livet.

Luther siger det sådan:

Hvis en kristen skal kunne bestå under enhver lidelse, må han trøste sig ved Skriften. For Skriften holder os Jesus for øje. Og når vi ser, hvordan Jesus for vores skyld har båret så langt sværere byrder, ja har taget hele verdens synd på sine skuldre for at løskøbe os fra den, så bliver vi også stærke og villige til at lide.

Det er trøsten i denne udholdenhed, som giver håb i Jesus – at det skal gå os som ham, både i lidelse og herlighed.¹²

Hele tiden i disse andagtsbøger ledes vi tilbage til det salige pladsbytte: at Jesus har sonet al min synd, så jeg må være Guds barn for hans skyld, ikke med min egen retfærdighed, ikke i mit eget radikale discipelliv, men alene i Jesus. Forstår vi ikke, hvorfor Luther og Vågen kredser så meget omkring evangeliet og ligesom aldrig kan blive færdige med at gentage det og forkynde det – så er det, måske fordi vi ikke har del i deres anfægtelse og trang til at synke ind i Jesu lidelse og have del i lidelsesfællesskabet med ham. For når den trang fødes i hjertet, så får vi for alvor brug for nåde! Når vi knæler ved siden af den Fuldkomne i Getsemane, ser vi for alvor vores svaghed og utilstrækkelighed – men så drikker vi også mere end et par dråber af nådens kilde, og vi trøster os igen og igen ved Kristi kors.

“Glæde i Herren er jeres styrke” (Neh 8,10).

“Hjertet styrkes af nåden” (Hebr 13,9).

Når vi møder ransagende ord som dem, vi her er stoppet for, må vi derfor gerne forfærdes over os selv! Og vi må også gerne gøre os konkrete overvejelser om, hvordan vi på nogle punkter kan lægge livet om, så vi ikke skal indrette os i synden og synke ind i søvnens bedrageriske fred og ro.

Men alle de overvejelser, du kan gøre dig, bliver ødelæggende, hvis du tænker, at det handler om at stramme dig op eller tage dig sammen til at leve et mere radikalt og Jesus-agtigt liv.

Nej, forfærdelsen over dig selv skal først og fremmest drive dig til nåden og igen tage imod Jesu stedfortrædende lidelse og død med tak. For her har du det eneste evangelium, der kan bære dig hjem – og her har du også den eneste kraftkilde, der kan give dig del i Jesu sind og indefra drive dig til at ændre og omlægge dit liv, dine ord og dine prioriteringer.

Kom til Jesus med alt det, du ikke magter, og med alle dine nederlag. Og tro på, at han døde for netop en svag og bange kristen som dig.

Hør dette, du, som er bange og frygter dom og straf. Hør det, du, som er bevidst om dine mange fejl og ved, at både Gud og mennesker kan angribe dig for dine synder. Han, som gav sit liv i døden, har købt dig fri fra alt det, som du frygter for. Både den synd, du har gjort, og den synd, som bor i dit hjerte – alt blev lagt på ham. Han er uden fejl. Ingen kan angribe ham. Han var og er sådan, som Gud vil have ham. Og nu bliver hele hans fortjeneste tilregnet dig.

Det er en overvældende gave!

Vil du tage imod den?¹³