På den tid kom nogle og fortalte ham (Jesus) om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. Og han sagde til dem: ’Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de. Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte – mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de’ (Luk 13,1-5).
I Lukasevangeliet kapitel 12 har Jesus talt til sine disciple om omvendelsens nødvendighed og også om den daglige omvendelse, som disciplene må leve i, når de lever med Jesus. Den daglige omvendelse indebærer at våge, så de ikke bliver forledt af verden, men har deres skat i himlene. Når vi nu i kapitel 13 hører om de dræbte galilære og det sammenstyrtede tårn, har det sammenhæng med det, vi har hørt i kapitel 12. For nu peger Jesus på, at Gud sender ulykkerne og tragedierne, for at mennesker skal omvendes og nå hjem til ham.
Den første begivenhed handler om Pilatus’ angreb på nogle tilsyneladende uskyldige galilæiske pilgrimme, som var ved at frembringe deres ofre ved templet. Pilatus var en brutal statholder (år 26 til 36) med uindskrænket magt. Han kunne fælde dødsdomme og slå ned på dem, han var bange for, eller som han opfattede som oprørere.
Mest kendes Pilatus fra, at han først erklærede Jesus for at være uskyldig (Luk 23,4), men derefter gav efter for folkets krav om, at Jesus skulle korsfæstes (Luk 23,24). Stående over for Jesus blev den brutale Pilatus bange og vaskede sine hænder. Men han dømte Jesus til døden og han har fået plads i trosbekendelsen, hvor det lyder at Jesus blev ”pint under Pontius Pilatus.” Til trods for at han måtte erkende, at der ikke var noget at anklage Jesus for, så var han kendt som en brutal person, indsat med myndighedsansvar. I historien, så vel som i dag, kendes andre brutale ledere, det er en kendsgerning. I denne sammenhæng skal vi også minde hinanden om, at det ikke er en fejl fra Guds side. I Rom 13,1 står der: ”Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud.”
Den anden begivenhed, som Jesus nævner, er ulykken ved Siloa Dam, hvor et tårn ved Jerusalems forsvarsmur styrtede sammen og dræbte atten personer.
Af teksten får man det indtryk, at disciplene havde en opfattelse af, at disse ting skete, fordi der var tale om personer, som måtte have begået særlige synder, og som derfor blev udsat for Guds straf. Men denne tankegang afviser Jesus. I Joh 9,1-3 møder vi den samme tankegang hos disciplene, men Jesus afviser også her denne sammenhæng.
Vi mennesker vil så gerne have, at det er en særlig form for vrede, som Gud sender til dem med særlige og mange synder, altså dem, som ikke har opført sig rigtigt og ordentligt. Men Jesus afviser dette. Når disse ting sker, så er det, fordi Gud kalder på os. Og det er et kald om, at vi skal omvende os eller blive hos ham og søge frelse hos ham, der døde på korset i vort sted. Jesus vil ikke, at nogen skal gå fortabt.
Vi ligner disciplene alt for meget her. Når der sker voldsomme ting omkring os, vil vi helst forklare det med andres synd og ikke vores egen synd. At det er mig, Gud henvender sig til, vil vi helst skubbe fra os, og vi vil hellere have, at det er fejl og mangler eller brutalitet hos andre.
Men Gud lader os ikke i stikken. Han kan sende sine børn ud i tvivl og ængstelse for at holde os vågne og lede os inde i den daglige omvendelse, hvor vi kæmper mod synden og lærer at holde os til Jesus. Det, som sker omkring os, af ulykker, tragedier og krig, det er Guds kærlige kald til os. Et kald til at våge og blive i troens liv.
Vi har for ikke så længe siden været igennem en coronavirus-pandemi. Vi har en igangværende krig, et overgreb fra Rusland på Ukraine med ufattelige ødelæggelser og ofre. Vi har også oplevet et voldsomt jordskælv i Tyrkiet og i Syrien, som har dræbt tusinder af mennesker, og tænk blot på tsunamien i 2004, hvor der omkom flere end 250.000 mennesker. Historisk har menneskeheden igen og igen været udsat for katastrofer, sygdomme, ulykker og krige, der hver især har krævet et stort antal ofre. Sker alt dette over for dem som er særligt syndige? Nej, siger Jesus, det sker, fordi vi skal se vore egne synder og vende os mod Jesus, og der i tro modtage syndernes forladelse hos ham.
Ved ulykker, tragedier og krig vil Gud minde os om vores egen synd, selv om vi helst vil lægge skylden på andre. Der er ét og kun ét middel mod død, og det er et middel mod vores synd, nemlig Jesu død for os på korset. I Rom 6,3-5 bliver vi mindet om, at vi ved vores dåb har fået Guds løfte om, at vi skal opstå fra de døde. Jesu forsonergerning blev givet os i dåben. Tro på det, for så vil du være bjærget for evigt. Det er Guds løfte til os i en verden fuld af ulykker, tragedier, krig og ødelæggelser.
Gud lover evigt liv til dem, der omvender sig og tror på Jesus. Det er et evigt liv, hvor der ikke mangler noget, for der er mad og drikke og beskyttelse (Åb 7,16). Om denne kommende herlighed står der i Es 2,4: ”Han skal skifte ret mellem folkeslagene, fælde dom blandt talrige folk. De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig.”
Altså i himlens herlighed hos Jesus, der er ikke behov for at bygge flere Leopard-kampvogne eller andet krigsmateriel. Men så længe ulykker, tragedier og krige finder sted på jorden, er det synden, der bor i os, der har frit løb, og som raser. Eneste ”våben” mod det er Jesu blod. Når vi i forfærdelse ser, hvad der sker omkring os, siger Jesus: Omvend jer! Vend jer om fra jer selv – og hen til mig. Kom til mig med jeres synd og nød, for jeg vil bevare jer til evig tid. Jeg har lidt døden for jer og sonet jeres synd.
Jeg vil slutte med at opfordre til at læse Salme 46. Her understreges, at vi i ulykker, tragedier og krige har et sted at søge hen til, nemlig til Hærskares Herre, for han er med os, og han er vor og Jakobs borg. Her er der fred og glæde og ingen ulykker, tragedier eller krige.