Forleden var der i et TV-debatprogram et indslag om, at en repræsentant for den norske kirke havde givet de homofile en uforbeholden undskyldning for den måde, kirken havde behandlet dem på.
I programmet deltog også en dansk præst. På spørgsmålet om ikke også den danske folkekirke burde gå ud og give samme undskyldning, var svaret ja, men, blev der sagt, den danske folkekirke er opbygget på en anden måde end den norske, og der er ikke én person, der på kirkens vegne kan gå ud og give denne undskyldning. Derfor, blev der sagt, må hver enkelt præst og hver enkelt person give de homofile denne undskyldning.
Herefter rettede debatten sig mod de konservative og bibeltro kristne grupper i Danmark. Debattørerne vidste, at der var nogle af dem, som ikke ønskede at sige undskyld. Sådanne grupper er fordømmende, blev der sagt. De kalder sig kristne, men jeg må sige, sagde præsten: Det er godt nok en anden kristendom end den, jeg repræsenterer.
I den videre diskussion blev det nævnt, at vi jo i Danmark godt nok har religionsfrihed, og den frihed kunne man måske ikke umiddelbart tage fra det fordømmende, konservative mindretal – men så kunne man måske ændre på lovgivningen og for eksempel fjerne de eksisterende økonomiske muligheder for fradrag og skattefritagelse for gaver, der gives i denne sammenhæng.
For at gøre det klart og for at undgå misforståelser så kan der være mange og gode grunde til at sige undskyld til vore næste, som er homofile. Men at give en undskyldning for noget, som Bibelen udtaler sig klart om, giver ingen mening og vil være blasfemi. At velsigne homofilt samliv, herunder at vie personer af samme køn, er i modstrid med Guds ord og er synd, som fordømmes af den hellige Gud.
Taler Bibelen om fordømmelse? Taler de bibeltro på en måde, så det kan opfattes som en fordømmelse, når synden og Guds hellighed og hans retfærdighed forkyndes?
Ja, det gør Bibelen og dem, der eftersiger Bibelen, det må erkendes. Og hvorfor er det sådan? En kristen er ikke en, der ved egne filosofiske tanker mener noget om Gud, men en, som ved Helligånden er blevet overbevist om, at Gud i sit ord taler sandt. Synd medfører Guds fordømmelse og hans bortvisning til Helvede og evig fortabelse.
Men Guds ord handler ikke kun om fordømmelse, det handler også om frelse. Når Guds ord derfor forkyndes, og når en kristen omtaler og forkynder Guds ord, så må vedkommende aldrig stoppe ved lovens ord. Den, der gør det, vil med rette kunne kaldes en, som fordømmer, selv om det er fremsat i bedste mening og med den hensigt at fortælle, at det er Gud, der fordømmer.
Guds fordømmelse af synden er sand og virkelig, det må aldrig glemmes, Men Guds rednings- og frelsesplan og hans inderlige kærlighed til sin faldne og syndige skabning, mennesket, må heller ikke forties eller undertrykkes, og slet ikke når Guds fordømmelse nævnes.
I Det Gamle Testamente blev der bragt ofre af dyr, som var et tegn på, at der skulle ske død og blodtab for at sone synden, og samtidig var det et forbillede på Jesus, hans korsdød og opstandelse. Hans død på korset sonede synden, og det skete i stedet for mig og for alle mennesker. Gud døde i mit sted for at befri mig fra fordømmelsen. Alle, som tror på denne Guds kærlighed mod os syndere, er frelst og bjærget fra Helvedes evige ild.
Det gør ondt, når en, der tror på Guds ord, og som ved Helligånden er blevet overbevist om, at Gud taler sandt, bliver beskyldt for at være fordømmende. Men også dette siger vores Bibel noget om. Se f.eks. Joh 14,27, hvor Jesus siger: ”Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!”
Den, der taler, som Guds ord siger, er ikke en, der fordømmer. Det er Gud, der fordømmer synden og angiver, hvilke følger synden har.
Fra først til sidst i Bibelen møder vi ikke bare den fordømmende Gud. Vi møder også den frelsende Gud, nemlig Guds egen søn Jesus Kristus. Det første sted i Bibelen, hvor Gud siger, at han selv vil gribe ind og frelse, er i 1 Mos 3,15, hvor det lyder til fristeren, slangen, Djævelen: ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved.”
Men det er ikke bare her, vi hører om, at Gud havde en frelsesplan. Gennem hele Det Gamle Testamente profeteres og forudsiges det flere steder, hvordan Gud vil sende sin egen søn Jesus Kristus som et menneske, der skal gå ind i vort sted og på vore vegne sone synden og befri os fra den evige fordømmelse. Ja, Det Gamle Testamente handler om Jesus, som ville komme som vor stedfortræder og frelser. ”Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn” (Joh 3,18).
Bibelen taler om fordømmelse og en evig straf i Helvede for at leve i synd. Men den taler også om evig frelse i herlighed sammen med Jesus for den, der kommer til ham med sin synd. Begge dele skal løftes frem i tale og forkyndelse. Den, der kun taler og forkynder om fordømmelse, taler ikke sandt og fyldestgørende. Den, der kun taler om og forkynder Guds kærlighed og frelse, taler ikke sandt og fyldestgørende.
Sandheden er at: ”Der er ingen retfærdig, ikke en eneste. Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud. De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede, ingen gør godt, ikke en eneste” (Rom 3,10-12).
Men i denne bibelske virkelighed er det en uudsigelig glæde og trøst, at kunne pege på Ham, som hele Bibelen handler om: Jesus Kristus, Guds enbårne søn. Ham, som Gud peger på efter syndefaldet, Ham, som David taler om og beder til, Ham, som profeterne klart ser og forkynder om, ja Ham, som kom som et menneskebarn, født i Betlehem, og som døde på korsets træ på Golgata, Ham, som har sonet al verdens synd, ja Ham, som har båret på Guds vrede, og som giver evigt liv og frelse til alle dem, der tror på Ham og tager imod Ham, og Ham, som er opstået og nu sidder ved Gud Faders højre hånd, hvor han går i forbøn for os.
Skriften er ganske klar om det. Hør blot, hvad der står i Rom 8,1: Så er der da ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus.
