Forbudt forkyndelse og sjælesorg

Forkyndelsens vilkår

”Når verden hader jer, skal I vide, at den har hadet mig før jer. Var I af verden, ville verden elske jer som sit eget; nu er I ikke af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer (…) Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer” (Joh 15,20).

”I skal hades af alle på grund af mit navn, men den, der holder ud til enden, skal frelses” (Matt 10,22).

”Frygt ikke for, hvad du skal lide. Djævelen vil kaste nogle af jer i fængsel, så I prøves, og I får trængsel i ti dage. Vær tro til døden, og jeg vil give dig livets sejrskrans” (Åb 2,10).

Det er enhver kristen forkynders kald at komme med et budskab, som vækker had og modstand hos vantro mennesker. Profeter, apostle og Jesus blev slået ihjel – på grund af deres budskab.

Guds ord skal prædikes i lov og evangelium. Lovens ord skal afsløre synden i vores indre, så det bliver klart, at vi alle står lige over for Gud. Vi skal ved loven dø for loven (Gal 3,19). Det skal blive klart for os, at vi er lige så lidt i stand til at opfylde det mindste af Guds bud som en død. På grund af hjertets synd formår vi intet i forhold til Gud og frelsen – nogen af os. Vi må alle frelses ved Jesus alene. Det budskab vækker modvilje hos alle hovmodige og selvretfærdige mennesker. Og til dem hører vi alle af natur.

Loven skal også afsløre synden i vore ydre liv. Alle de synder, som vi holder hånden over og forsvarer, fordi de giver os glæde, nydelse, ære, ophøjelse. Samvittigheden ved, at det er synd. Men vi kan sløve samvittigheden og søge ind i det mørke, hvor synden ikke ses. Her kan vi finde en overfladisk fred i synden. Når vi er her, reagerer vi med had og vrede mod dem, som kommer til os med lovens lys, afslører synden og fælder dom over den (Joh 3,19-20). Netop det er forkynderens kald.

Forkyndelsen af lov og evangelium skal føre os med vores synd til nåden i Jesus – igen og igen.

Mod mørket

Vi er alle til stadighed på vej til og i gang med at forsvare synd i vore liv. Kristne er ikke undtaget. Vores gamle natur fører os hele tiden mod mørket. Derfor har vi brug for en forkyndelse, som kaster lys over synden i os selv og hos os selv. Vi beder: ”Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig og kend mine tanker, se efter, om jeg følger afgudsvej! Led mig ad evigheds vej!” (Sl 139,23-24). Den bøn besvarer Gud ved at give os forkyndere, der kaster lys over synden i vore egne liv, så vi erkender den og kommer til Jesus med den.

Til enhver tid og i enhver kultur er der synder, som vantro mennesker generelt er enige om at forsvare. Jo mere den kristne menighed præges af den vantro verden, og jo mere menigheden bestræber sig på at blive afholdt og anerkendt af den vantro verden, jo større er faren for, at kristne slutter fred med de synder, som forsvares af det omgivende samfund.

Det skete i Israels folk i den gamle pagt igen og igen: ”De fulgte alle de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne” (1 Kong 14,24). ”De blandede sig med folkene og efterlignede deres gerninger” (Sl 106,35).

Vi står i præcis samme fare i dag. Gud hjalp israelitterne ved at sende profeter til dem, som forkyndte sandhedens ord til anger og tro. Vi har brug for det samme i dag – hver enkelt af os, jeg og du. Det er afgørende for, at vi kan bevare troens oprigtige forhold til Gud, leve i lyset under Jesu rensende blod og vinde den evige frelse.

Forbudt forkyndelse og sjælesorg

Hvilke synder er vi som kristne særligt fristede til at forsvare i vores tid og kultur? Der kunne nævnes mange eksempler. I denne sammenhæng vil jeg begrænse mig til at nævne synder på ét område – i relation til seksuel orientering og kønsidentitet.

Hvorfor fokusere på netop dette? Har jeg ikke skrevet om det før i Nyt Livs blad? Jo, det har jeg, og det har jeg gjort primært af tre grunde.

For det første erfarer jeg som bibelskolelærer, hvor hurtigt udviklingen går på dette område, og hvor stærkt vore unge kristne præges af samfundets almindelige tanker og holdninger.

For det andet begynder stadigt flere forkyndere og ledere i bibeltroende kristne sammenhænge at lære uklart eller direkte ubibelsk om disse ting.

For det tredje siger stadigt flere kristne, at vi nu har hørt nok om det her, og netop den holdning er ofte et symptom på, at vi er ved at opgive en bestemt del af Guds ord.

Disse tre forhold har fået mig til tidligere at skrive om homoseksualitet og transkønnethed i Nyt Livs blad.ⁱ Nu er der imidlertid kommet endnu et forhold til, som gør det påtrængende at skrive om samme sag igen.

Den 12. december 2023 blev en ny lov vedtaget af det norske storting. Den nye lov gør det forbudt med en strafferamme på op til 6 års fængsel at formidle målrettet forkyndelse og sjælesorg baseret på et bibelsk syn på homoseksualitet og transkønnethed.

Loven har skabt en helt ny situation for forkyndere og sjælesørgere, som vil være tro mod Guds ord. Det er nu blevet en reel risiko, at de ender i fængsel.

Hvor alvorlig situationen er, fremgår af artiklen Kristen forkyndelse og sjælesorg bringes til tavshed. Den er skrevet af otte norske forkyndere, som repræsenterer samme åndelige og teologiske linje som Nyt Liv. De skriver om, hvad den nye lov indebærer for dem som forkyndere og sjælesørgere, og – ikke mindst – hvad Guds ord kalder dem til at gøre. Jeg anbefaler stærkt, at man læser denne artikel. Den må vække omsorg og forbøn for vore norske brødre. Samtidig må den minde os om, hvad der er vores kald som kristne, når og hvis en lignende situation opstår i vores eget land. Det kan snart nok ske. I alle de nordiske lande arbejder stærke lobby-grupper for, at der skal indføres lovgivning, som svarer til den norske.

I denne artikel vil jeg supplere det, som skrives af vore norske brødre, ved først at gennemgå den nye norske lov og derefter skrive om vejen frem.

Den ny lov

De centrale formuleringer i den norske straffelovs nye § 270 lyder som følger: ”Med bøde eller fængsel indtil 3 år straffes den, som krænker en anden ved at anvende psykoterapeutisk, medicinsk, alternativmedicinsk eller religiøst baserede metoder eller lignende systematiske fremgangsmåder i den hensigt at påvirke vedkommende til at ændre, fornægte eller undertrykke sin seksuelle orientering eller kønsidentitet (…) Grov overtrædelse af § 270 straffes med fængsel indtil 6 år.”

Loven blev vedtaget med 85 stemmer for og 15 stemmer imod.ⁱⁱ

Begrundelse

Lovforslaget blev ledsaget af 108 sider med begrundelser, præciseringer og bemærkninger fra det norske kultur- og ligestillingsministerium.

Begrundelsen for loven indledes af ministeriet med disse ord: ”Personer med ikke-heteroseksuel orientering og personer med transkønnet kønsidentitet er tidligere og af forskellige grunde blevet betragtet som ’syndige’ eller ’syge’.”ⁱⁱⁱ Denne tankegang er imidlertid ifølge ministeriet både forældet og uacceptabel. Derfor er det også uacceptabelt, hvis nogen med udgangspunkt i denne tankegang forsøger at påvirke personer med en homoseksuel eller transkønnet orientering til at ændre, fornægte eller undertrykke deres orientering: ”Det bør ikke kunne accepteres, at der finder handlinger sted, som bygger på, at nogens seksuelle orientering eller kønsidentitet er forkert, og at den kan ’kureres’, ’fjernes’ eller undertrykkes ved brug af forskellige metoder.” ^iv

Ministeriet fastslår uden forbehold og nuanceringer, at der ikke er videnskabelig evidens for, at man ved den ene eller den anden form for behandling kan hjælpe nogen til at ændre seksuel orientering eller kønsmæssig identitet: ”Der findes intet videnskabeligt bevis for, at forsøg på at ændre nogens seksuelle orientering eller kønsidentitet fungerer efter sit formål.” ^v Tværtimod viser erfaringen ifølge ministeriet, at forsøg af denne art kan udløse skyldfølelse, skam, lav selvtillid, sociale konflikter og brudte kontakter til familie og socialt miljø og i visse tilfælde angst, depressioner, selvmordstanker og selvmordsforsøg. Derfor skal sådanne forsøg forbydes.^vi

”Konverteringsterapi” er lovens betegnelse for systematiske forsøg på at påvirke en person til at ændre, fornægte eller undertrykke sin seksuelle orientering eller kønsidentitet.

Loven er særligt rettet mod de religiøse miljøer i Norge: ”Eftersom konverteringsterapi i Norge hovedsageligt udøves mod homofile personer, som har levet i et religiøst miljø. ”^vii

Præcisering

Hvad er ifølge den nye lov forbudt, og hvad er ikke forbudt? Det er et selvstændigt problem ved den nye lov, at dette spørgsmål ikke besvares præcist. Meget forbliver uklart. Dermed bliver det op til de norske domstole at afgøre og vise, hvilke handlinger der kan føre til fængselsstraf.

Bemærkningerne til loven fastslår følgende:

Den strafbare handling må have en påtrængende og intensiv karakter.^viii

Det må være gerningsmandens hensigt at påvirke offerets ”oplevelse af eller ønske om at udleve sin seksuelle identitet eller kønsidentitet”.^ix

Det vil ikke være strafbart at tale med en person om de vanskeligheder, som vedkommende måtte opleve i relation til sin seksualitet eller kønsidentitet. Strafbart bliver det, hvis og når målet for gerningsmanden bliver at påvirke en person til at ændre, fornægte eller undertrykke sin seksualitet eller kønsidentitet.^x

Det fritager ikke for skyld og straf, at offeret selv har opsøgt samtalen og selv har ønsket at få hjælp til at ændre, fornægte eller undertrykke sin seksuelle eller kønsmæssige identitet. Begrundelsen herfor er bl.a., ”at det kan være vanskeligt at afgøre, om et samtykke er frit navnlig i lukkede, religiøse miljøer”.^xi

Med formuleringen ”ændre” menes at ændre, hvilket køn man tiltrækkes af eller identificerer sig som.^xii

Med formuleringen ”fornægte” menes at tage afstand fra eller ikke ville vedkende sig sin seksuelle orientering eller kønsidentitet.^xiii

Med formuleringen ”undertrykke” menes ”at holde en følelse eller trang under streng kontrol eller hæmme grundlæggende sider ved sig selv”.^xiv

Man kan handle strafbart både ved enkelthandlinger og ved gentagne handlinger.^xv

Det fritager ikke for skyld og straf, at gerningsmanden tænker, at hans egne handlinger ”kun vil være et bidrag til en ændring, fornægtelse eller undertrykkelse hos offeret”.^xvi

I hvilken grad en handling er strafbar, beror bl.a. på offerets situation og sårbarhed.^xvii En person vurderes som ekstra sårbar, hvis vedkommende er opvokset i et miljø, hvor dets seksuelle orientering eller kønsidentitet afviger fra den ønskede norm.^xviii

I en religiøs sammenhæng vil det altid være strafbart at praktisere offentlig håndspålæggelse og dæmonuddrivelse med det formål at påvirke en persons seksuelle eller kønsmæssige identitet. Men også bøn en-til-en kan være strafbart.^xix

Det antages, at enkeltstående, moderate samtaler kun undtagelsesvis vil være strafbare. Men jo mere metodiske, påtrængende og intense samtalerne bliver, jo mere indiskutabelt er de strafbare.^xx

Almindelig forkyndelse, religiøse meningsytringer og citering af hellige skrifter er ikke strafbart.^xxi Dette gælder dog kun, når ytringerne er fremsat mod en ”ubestemt kreds af personer”.^xxii Hvis ytringerne fremsættes over for eller i den hensigt at påvirke én eller flere identificerbare personer, kan det være strafbart. Det betyder, at straffeforbuddet kan ramme det, der ”foregår for eksempel gennem gruppesamtaler eller finder sted i en klasserumssituation”.^xxiii

Det kan også være strafbart at citere religiøse skrifter, hvis ”det indgår i er religiøst ritual, bøn eller lignende”.^xxiv

Et systematisk samtaleprogram, der har til hensigt at påvirke på den måde, som loven forbyder, vil være strafbart.^xxv

I relation til børn vil tærsklen være særligt lav for, hvad der anses for strafbar påvirkning.^xxvi Forældre har ret til at tale med deres barn om seksualitet og kønsidentitet, og de har frihed til at formidle og præge barnet med deres religiøse syn. Men med henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol understreges det, at forældre ikke må ”skræmme, ydmyge eller krænke” deres barn ved at udsætte det for en religiøs påvirkning, som kan efterlade barnet med ”en følelse af frygt, afmagt, skyld, skam, mindreværd eller fortvivlelse”.^xxvii Det er statens opgave at beskytte barnet imod en sådan påvirkning.^xxviii

Det medgives i bemærkningerne til loven, at det kan være svært at sige, præcis hvor grænsen for det strafbare går: ”Det kan ikke undgås, at der vil være vanskelige grænsedragninger. Det må antages, at dette særligt gælder ved religiøst baserede metoder, som kan omfatte en række forskelligartede handlinger med forskellige grader af alvor.”^xxix

Forældelsesfristen er 5 år for de forbrydelser, der straffes med op til 3 års fængsel, og 10 år for de forbrydelser, der straffes med op til 6 års fængsel.^xxx

Vejen frem

Med god grund føler bibeltroende kristne i Norge sig pressede af den nye lov. Netop det er lovens hensigt. Det går som en rød tråd gennem bemærkningerne til loven, at den i særlig grad er rettet mod religiøse fællesskaber, som har et kritisk syn på homoseksuel praksis og kønsskifte.

Det kan nu føre til fængselsstraf at forkynde bibelsk om homoseksualitet og transkønnethed til en bestemt gruppe tilhørere eller til en bestemt person; at bede med og for en person, som ønsker at modstå eller blive løst fra synd på dette område; at indgå i et samtale- eller terapiforløb for at hjælpe en person, som kæmper med synd på dette område; at vejlede sit barn ud fra Guds ord i disse spørgsmål.

Jeg har personligt gjort alle disse ting, og jeg har opfattet det som mit bibelske kald som forkynder, sjælesørger og far. Jeg mener med andre ord, at jeg er forpligtet af Guds ord til at handle, vejlede og hjælpe på denne måde, uanset hvad lovgivningen siger. Hvad Bibelen kalder mig til, kalder den også alle andre kristne med et lignende kald og ansvar til.

Hvad vi må afvise

For klarhedens skyld og for at undgå misforståelser er det vigtigt at tydeliggøre, at der er former for vejledning, påvirkning og terapi, vi som bibeltroende kristne må afvise som uforsvarlige.

– Troen bliver til i frihed, og al sund åndelig påvirkning og vejledning må gives med respekt for den enkelte persons selvbestemmelse. Enhver form for pres, tvang eller manipulation er uforsvarlig i kristen forkyndelse og sjælesorg.

– Når det drejer sig om påvirkning og vejledning af børn, må vi afvise enhver form for åndelig påvirkning, som ikke tager hensyn til barnets særlige følsomhed i de yngre år og barnets selvstændiggørelse i de ældre år. Uanset alder må barnet møde både Guds lov og Guds evangelium. Når børnene er små, må vi tale med dem med nænsomhed og kun gradvist delagtiggøre dem i de mest frygtindgydende sider af Guds ord og åbenbaring. Når børnene er ved at blive voksne, må vi gradvist overlade til dem selv at vælge, hvilken forkyndelse og vejledning de vil lytte til.

– At ydmyge sit barn er altid forkert.

– At identificere homoseksuelle følelser eller uklarhed om sin kønsidentitet med dæmonbesættelse har intet bibelsk grundlag.

– At foranstalte en offentlig håndspålæggelse af en person, der kæmper med synd på dette dybt personlige og private plan, er ikke forsvarlig sjælesorg.

– At så tvivl om en persons kristne tro og frelse, fordi vedkommende kæmper med svære tanker og følelser på dette område, er i strid med evangeliet. Vi er retfærdiggjorte ved tro på Jesus alene, og alle kristne er på samme tid retfærdige i Jesus og syndige i sig selv.

– At give indtryk af, at man hører til i en særligt mørk kategori af mennesker, syndere eller kristne, fordi man kæmper med sin seksuelle orientering eller kønsidentitet, er helt igennem ubibelsk og uevangelisk – for Gud er vi alle lige i skabelse, fald og frelse.

I lyset af evangeliet

Når det drejer sig om, hvad der er vores kald som kristne vidner, forkyndere og sjælesørgere i vor tid, må alt ses og forstås i lyset af evangeliet. Derfor må vi begynde her.

”Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner” (Joh 15,13).

”Derpå kender vi kærligheden, at han satte sit liv til for os” (1 Joh 3,16).

”Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere” (Rom 5,8).

”Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder” (1 Joh 4,10).

Det kostede Gud dyrt at vinde vores frelse. Han måtte blive menneske, ydmyge sig, bære vor fulde syndebyrde, lide, fordømmes og dø på et kors. Det var en ubegribeligt høj pris. Men han ville betale den – af kærlighed til os. Han udholdt korset uden at ænse skammen, fordi han så frem til den glæde, der ventede ham: at føre os syndere tilbage til paradis på grundlag af sit blod (Hebr 12,2).

”O byrde, som på dig var kast:

al verdens skam og last!

Så sank du i vor jammer ned,

så dybt som ingen ved.”

”Uskyldig Lam! Så ynkelig

du ville ofres hen.

Din kærlighed har bundet dig

at få os løst igen.”

”Dig prise nu hvert åndedrag

og hvert et hjerteslag!

Ja, Lam, for al den del, du led,

tak, tak i evighed!”

H.A. Brorson

Sådan lyder troens forundrede lovprisning og tak i de hjerter, som har taget imod evangeliet.

Når evangeliet åbner sig for os til tro og tak, så følger der i vore hjerter et ønske om, at andre skal få lov at høre det samme rige evangelium. Vi ønsker at medvirke til forkyndelsen af Guds ord i lov og evangelium til anger over synden og til tro på Jesus.

Vi forstår, at det kan koste. Det kostede Gud ubegribeligt dyrt. Men i sin kærlighed til os og for vores frelses skyld var Gud villig til at betale den fulde pris.

Når vi er kristne, har Kristus taget bolig i vore hjerter med sin kærlighed (Ef 3,17). Den kærlighed, som ofrede alt for at frelse mennesker – den findes nu i vore hjerter. Vi elsker, fordi han elskede os først (1 Joh 4,19). Indefra drives vi til at tage vores kors op og gå i Jesu spor for evangeliets og menneskers evige frelses skyld.

Ja, vi frygter at lide, at blive hadet, bagtalt, foragtet, forfulgt, straffet. Men vi ved, at vi er i Guds hænder med alle disse ting, og at han lader alt virke sammen til vores sande vel og evige frelse (Rom 8,28).

Vi læser Paulus opmuntring til Timoteus: ”Vær med til at lide ondt for evangeliet med den kraft, Gud giver” (2 Tim 1,8). Og spørgsmålet rejser sig hos os: Hvor finder og modtager vi den kraft, som Gud giver? Det spørgsmål besvarer Paulus selv: ”Hent kraft fra nåden i Kristus Jesus” (1 Tim 2,1, gl. DO). Det er ved selv at modtage nåden i Kristus Jesus, at vi får kraft til at vidne om og lide ondt for evangeliet.

Gud give, at vi må blive ved og blive ved at tilegne os nåden i Kristus Jesus! Det har vi brug for til enhver tid, men ikke mindst, når det koster os at være tro mod Guds ord.

Vi kan ikke give køb på nogen del af Guds ord. Der ikke ét af Guds forpligtende bud, som vi kan fortie, fortone eller fornægte. Vi må forkynde hele loven med fuld alvor til alle mennesker til enhver tid. Derved afsløres al synd mod Gud til sand anger. Da og kun da kan mennesker få mulighed for på sandhedens grundlag at høre evangeliet om Jesu blod, der renser for al synd.

Vores kald som kristne i vor tid er at være redskaber for den sande og fulde forkyndelse af Guds lov og evangelium. Derved er vi redskaber for Guds kærlighed til menneskers frelse.

Hvad vi – fortsat – må gøre

På denne baggrund er det klart, at vi også i vores tid må forkynde Guds ords sandhed om seksuel orientering og kønsidentitet: at vi er skabt af Gud som mand og kvinde til at leve seksuelt sammen i ægteskabet, at vi har det køn, som vores krop har, og at enhver lyst eller handling i strid med Guds skabelse og bestemmelse, er synd.

At lade denne sandhed lyde klart og uafkortet er en forpligtende del af vores tjeneste for evangeliet. At fortie, fortone eller fornægte Guds ords sandhed om disse ting er ensbetydende med, at vi svigter mennesker og overlader dem til åndelig forførelse. Det kan få evige konsekvenser for andre, men det kan det også for os selv. Troen i vore hjerter kan ikke leve med, at vi trodser Gud og hans ord. Troen kvæles og dør af det. Der var ti brudejomfruer med olie på lampen. Men da brudgommen kom, var olien sluppet op og flammen slukket hos de fem (Matt 25,1-13).

Personlig adresse

Når vi forkynder, hvad Guds ord siger om seksuel orientering og kønsidentitet, må vi som ved al anden kristen forkyndelse rette vore ord til menneskers hjerter og samvittigheder. Vi står over for mennesker i Guds sted. Når vi taler som Guds ord, stilles mennesker ansigt til ansigt med Gud selv ved vores ord. Det gælder både, når vi taler fra en prædikestol i en menighed, i et klasselokale på en kristen skole, og når vi sidder over for et menneske i sjælesorg. Guds ord har altid personlig adresse til dem, som hører det. Det må vi hverken fornægte eller fortone.

Når den ny norske lov retter sig mod forkyndelse til én eller flere identificérbare personer, retter den sig mod kristen forkyndelse, sådan som den er ifølge sin egenart.

Svære følelser

Når vi forkynder Guds ords dom over synden, så vil det ved Åndens gerning virke sand anger. Når dette sker, kan angeren ledsages af forskellige svære følelser. Ofte vil der med angeren følge følelser af sorg, skyld, skam og frygt for Guds dom.

Da Ezra kom fra Babylon til jøderne i Jerusalem, opdagede han, at jøderne havde blandet sig med og på mange måder levede som hedningerne. Da Ezra blev bekendt med synden, rev han hår og skæg af i sorg og blev ”stiv af rædsel” (Ezra 9,4). Derpå bekendte han folkets synd med disse ord: ”Min Gud! Fuld af skam og skændsel løfter jeg mit ansigt mod dig, min Gud, for vore synder er vokset os over hovedet, og vor skyld når til himlen” (9,6).

Sorg, rædsel, skam, skyld – det var det, som fulgte med Ezras erkendelse af synden. Netop de følelser er de karakteristiske følger af syndserkendelse gennem hele Bibelen.

I vores terapeutiske tid bliver sund åndelighed i tiltagende grad identificeret med følelsesmæssig balance og tryghed, glæde ved sig selv og tilfredshed med sig selv. I samme grad dette bliver målestokken for sund åndelighed, vil bibelsk lovforkyndelse blive betragtet som usund og skadelig.

Det er sandt, at vores forkyndelse aldrig må sigte på at vække bestemte følelser. Følelserne er ikke målet. Men når Guds lov forkyndes med alvor og klarhed, og når mennesker ved Åndens gerning bøjer sig for lovens afsløring af og dom over deres synden, så er det naturligt og forventeligt, at det slår ind i følelseslivet. Med sorg over synden (Neh 8,9), frygt for Guds dom (Jer 36,15-16), skam (1 Kor 15,34) og skyldfølelse over egne handlinger (Neh 9,1).

Det er sandt, at en diffus følelse af sorg, skyld og skam ikke er god for noget. Men sorg, skyld og skam, som udspringer af konkret syndserkendelse er et gode: ”For bedrøvelse efter Guds vilje virker omvendelse” (2 Kor 7,10).

Når den ny norske lov retter sig mod en åndelig påvirkning, som skaber svære følelser af skyld og skam, retter den sig mod den bibelske forkyndelse af loven.

Fornægte og undertrykke

Efter syndefaldet bærer ethvert menneske, kristen som ikke-kristen, synden i sig. Den iboende synd indebærer en vedvarende trang til selvhævdelse, selvophøjelse og selvretfærdighed, en stadig mistillid til og trods imod Gud, en lyst til al mulig synd og en drift i retning af at forsvare synden.

Ved troen på Jesus står vi retfærdige for Gud på trods af denne iboende synd. Vi er samtidig retfærdige og syndere – altid. Med troen på Jesus følger et ønske om at lyde Gud og trodse syndens lyst. Det gælder al syndelyst – også i relation til seksualitet og kønsidentitet. En kristen erkender, at synden bor i hjerte og sind, tanke og følelsesliv, men en kristen vil ikke følge syndens lyst:

”Til syndens lyst jeg sige vil:
Vig bort! Jeg hører Kristus til,
jeg skylder ej at lyde dig,
til ejendom han købte mig”

N.L. von Zinzendorf

Det er en ofte gentaget formaning til kristne i Det Ny Testamente, at de ikke må følge de syndige lyster, som bor i dem: ”Lad derfor ikke synden herske i jeres dødelige legeme, så I adlyder dets lyster” (Rom 6,12). ”I skal leve i Ånden og ikke følge kødets lyst” (Gal 5,16).”Som lydige børn må I ikke tilpasse jer de lyster, som I før fulgte i jeres uvidenhed” (1 Pet 1,14).

Den ny norske lov forbyder en påvirkning, som sigter på at få andre til at ”fornægte” eller ”undertrykke” deres seksuelle orientering eller kønsidentitet. Med ”fornægte” menes, at man tager afstand fra eller ikke vil vedkende sig sin seksuelle orientering eller kønsidentitet. Med ”undertrykke” menes, at man holder en følelse eller trang under streng kontrol eller hæmmer grundlæggende sider ved sig selv.

Dermed rammer loven med stor præcision den bibelske formaning til at tage afstand fra og ikke følge de iboende syndige lyster.

Den uløselige konflikt mellem den norske lovs ord og den kristnes kald blev påpeget i et høringssvar, som forud for lovens vedtagelse blev indsendt af den norske missionsforening Normisjon: ”Kristen etik fremholder, at ingen af os kan udleve alle sider ved vores seksualitet, eftersom det seksuelle samliv hører til i et trofast ægteskab mellem én mand og én kvinde. Vi respekterer selvsagt, at mange nordmænd er kritiske over for sådan en seksualetik. Men det er dybt problematisk, hvis det bliver strafbart, at man i kristen vejledning og sjælesorg formidler, at et liv i efterfølgelse af Kristus indebærer at lægge bånd på / inddæmme / sige nej til / give afkald på / forsage / tage kontrol over forskellige sider af livet, som strider imod Guds vilje – inklusive forskellige aspekter af ens seksualitet. Et centralt udsagn af Jesus Kristus i evangelierne lyder faktisk således: ’Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og dagligt tage sit kors op og følge mig’ (Luk 9,23)”.

Netop det, som høringssvaret beskriver som dybt problematisk, er nu blevet virkelighed i Norge. Det er blevet strafbart at formidle et bibelsk kald til at tage afstand fra og ikke følge iboende syndige lyster i relation til seksuel orientering og kønsidentitet.

Ændre

Inden for både verdslig terapi og kristen sjælesorg er det veldokumenteret, at både seksuel orientering og kønsidentitet kan ændres. Jeg har tidligere skrevet om begge dele i Nyt Livs blad.^xxxi

I forhold til homoseksuel orientering er der nogle, som oplever at bevæge sig fra en homoseksuel til en biseksuel orientering, mens andre bevæger sig til en heteroseksuel orientering. Det sker erfaringsmæssigt for et mindretal, men det sker. Et vidnesbyrd herom findes i artiklen Sammenbrud om Rosaria Butterfield.

I forhold til kønsidentitet er det en veldokumenteret erfaring, at langt de fleste børn og unge med uklarhed om deres kønsidentitet ender med at blive glade for og trygge i kroppens køn, hvis de får tid og hjælp til at komme gennem en periode med uklarhed. Et eksempel på en, som har bevæget sig fra en kønsmæssig uklarhed til at identificere sig med kroppens køn, findes i artiklen Skal jeg snart i fængsel? om og af Tom-Roger Mittag.

Den ny norske lov gør det nu strafbart at yde terapeutisk og sjælesørgerisk hjælp med henblik på og i håb om, at en person kan ændre seksuel orientering væk fra en homoseksuel orientering, eller kønsidentitet væk fra en transkønnet identitet. Det er ikke strafbart at hjælpe en person til at bevæge sig fra en heteroseksuel orientering til en homoseksuel orientering eller fra at identificere sig med kroppens køn til ikke at gøre det.^xxxii Det er således også fuldt lovligt at støtte et barn i at skifte køn og at give barnet hormoner, der irreversibelt forandrer barnets krop.^xxxiii Men det er forbudt og strafbart at yde terapi eller sjælesorg til barnet med henblik på at hjælpe det gennem en periode med uklarhed til at få det godt med kroppens køn.

Kristen sjælesorg vil og må gøre netop det, som nu er blevet strafbart i Norge. Som kristne ser vi både homoseksuel og transkønnet orientering som konsekvenser af syndefaldet. Vi ved, at alle mennesker er skabt og bestemt af Gud til seksuelt at orientere sig mod det modsatte køn og til at identificere sig med kroppens køn. Derfor må vi i den kristne menighed også bede for alle mennesker om, at de følelsesmæssigt må være eller komme i pagt med Guds bestemmelse for dem. Vi må også så langt, det er os muligt, hjælpe dem sjælesørgerisk og terapeutisk med henblik på, at dette kan ske. Vi vil og må dermed yde netop den form for hjælp, som nu er blevet forbudt og strafbar i Norge.

Reaktioner i Norge

Hvordan har repræsentanter for kristne kirker og organisationer i Norge reageret på den nye lov? Reaktionerne har været lige så forskellige som de teologiske positioner.

Oslos biskop Kari Veiteberg deltog i og holdt tale ved en fejring af loven.^xxxiv

Andre betegner loven som unødvendig og relativt harmløs, fordi den forbyder noget, som næppe finder sted i Norge.^xxxv

Espen Ottesen, der er informationsleder i Norsk Luthersk Misjonssamband, tilslutter sig synspunktet, at loven retter sig mod noget, som ikke sker: ”Jeg tvivler på, at noget af det, som i dag foregår af sjælesorg og samtaler, reelt set vil rammes af loven og føre til straf.” Men han frygter, at loven vil føre til selvcensur og passivitet i mødet med mennesker, som kæmper med deres seksualitet og kønsidentitet: ”Loven kan slet og ret virke skræmmende og hindre kristne i at stille op med samtaler, sjælesorg og forbøn for mennesker, som ønsker at leve efter en traditionel kristen samlivsetik.” Bekymringen for selvcensur deles af mange.^xxxvi

Endelig er der nogle, som erkender, at loven, som den er formuleret og præciseret, retter sig mod og forbyder en form for forkyndelse og sjælesorg, som kristne ikke kan opgive uden at svigte mennesker og trodse Guds ord. Den artikel, som følger efter denne, og som er skrevet af otte norske forkyndere, giver udtryk for dette syn. At de otte forkynderes forståelse af loven er velbegrundet og ikke et udtryk for en alarmistisk overreaktion, burde fremgå af den ovenstående gennemgang af loven.

Andre kristne ledere, forkyndere og sjælesørgere deler de ottes fortolkning af loven og tilslutter sig, at kristne uanset loven og truslen om straf må fortsætte med frimodigt at forkynde og øve sjælesorg i troskab mod Guds ord og evangelium.^xxxvii

Situationen i Danmark

I 2021 udsendte Ligestillingsafdelingen i Beskæftigelsesministeriet i Danmark en rapport på 89 sider med titlen: ’Omvendelsesterapi’ Viden om udbredelse og karakter i Danmark – med blik til udlandet.

Rapporten definerer omvendelsesterapi som ”vedholdende forsøg på at ændre en persons seksuelle orientering eller kønsidentitet”.^xxxviii

Det fastslås indledningsvis, at omvendelsesterapi finder sted under visse former i Danmark, og at en særligt udsat gruppe er personer fra meget religiøst praktiserende miljøer.^xxxix

I rapporten er der gengivet interviews med seks personer, som har oplevet at være udsat for påvirkning, der mere eller mindre entydigt kan klassificeres som omvendelsesterapi. Af de seks personer har de fem baggrund i bibeltroende kristne familier og menigheder.

Flere af dem, som har en kristen baggrund, peger på forkyndelsen og den klare etiske vejledning som et centralt moment i den negative påvirkning og magtudøvelse:

Nikolaj: ”Men så er der jo et element af tvang, i hvert fald i den tanke og i hele den pression og hele den forkyndelse, man er blevet udsat for.”^xl

Anders: ”Jeg ser utroligt mange sammenfald (…) med negativ social kontrol og det, jeg selv har oplevet. At det kan være utroligt ’under-the-radar’ og subtilt og samtidig super effektfuldt. At noget bliver præsenteret som, at ’vi vil dig det bedste’, og ’det her handler om rigtigt og forkert’. Nogle gange har sådan noget endnu større effekt end en eller anden form for pres til at gøre et eller andet.”^xli

Pernille: ”Den skyld og skam, som præsterne indoktrinerer modtageren med, gør, at mange internaliserer de homofobiske dogmer, fordi man ønsker at blive mere ’hellig’ og værdig i Guds øjne. Og på den måde bliver man sin egen omvendelsesterapeut (…) Og derfor bliver det endnu sværere at få defineret, hvor omvendelsesterapien faktisk finder sted, fordi ens samvittighed – altså skylden og skammen – bliver ens egen overgrebsmand. Vi skal bare huske, at disse omvendelsestanker ikke kommer fra LGBT-personerne selv. De kommer fra præsterne, prædikanterne, kirkens ledere (…) Efter min mening er præsternes skjulte omvendelsesforsøg mere skadelige end den åbenlyse omvendelsesterapi. Den ’synlige’ omvendelsesterapi kan opdages omgående. Men den skjulte omvendelsesterapi spredes ubemærket – forklædt som Guds ord og formidlet igennem karismatiske præster.”^xlii

Rapporten konstaterer, at pres og tvang kan udøves ved forkyndelse af et kritisk syn på homoseksuel praksis.^xliii

Kristne organisationer i Danmark

Et særligt afsnit i rapporten undersøger kristne organisationer i Danmark, som er blevet sat i forbindelse med omvendelsesterapi eller med en vejledning, der forholder sig kritisk til homoseksuel praksis. Tre organisationer undersøges.

Agape er en organisation, hvis arbejde ifølge vedtægterne er baseret på Bibelen og den evangelisk-lutherske bekendelse. Formålet er at fremme og udøve bibeltro økumeni. Det sker bl.a. ved at forkynde evangeliet til tro og efterfølgelse. Alt arbejde i Agape sker ifølge vedtægterne i respekt for den enkeltes værdier og valg.^xliv

Rapporten påpeger, at Agape gentagne gange er blevet beskyldt for at praktisere omvendelsesterapi. I den forbindelse henvises der til avisartikler fra 2005-2016, som behandler kritik af Agape for at have bedrevet og fortsat bedrive omvendelsesterapi.^xlv

Den offentlige debat om og kritik af Agape var i særlig grad knyttet til den arbejdsgren under Agape, som hed Basis, og som eksisterede frem til 2019. Basis var en arbejdsgren, som rettede sig mod personer med en udfordret seksualitet, herunder ikke mindst personer med homoseksuelle følelser. Basis tilrettelagde weekendkurser med undervisning, sjælesorg og forbøn og havde selvhjælpsgrupper flere steder i landet. Målet var at give hjælp og støtte til at leve som kristen i et opgjort forhold til Gud med en udfordret seksualitet. Men der var også en erklæret tro på, at seksuel orientering ikke behøver at være statisk – at det er muligt at bevæge sig fra en homoseksuel til en heteroseksuel orientering, hvorfor det også giver mening at yde sjælesørgerisk og terapeutisk hjælp hertil.^xlvi

En central person i Basis var Johan Schmidt Larsen, som var formand for Basis fra 1993 til 2007. Han var uddannet som diakon og socialpædagog og havde taget en klinisk pastoral efteruddannelse i USA. I 1993 skrev Johan Schmidt Larsen en bog om og med titlen ”Homofili”, der blev udgivet af Indre Missions forlag. Da bogen blev udgivet, var Johan Schmidt Larsen formand for Agapes diakonale center ”Søperlen”. Det er et hovedanliggende i bogen er at redegøre for, hvordan sjælesorg og terapi kan hjælpe kristne homoseksuelle til bedre at leve med eller udvikle sig væk fra deres homoseksuelle orientering:

”Et faktum er, at mange kristne homofile oplever en dyb frustration over, at de færreste behandlere er villige til at tage deres problem alvorligt som problem – endsige da øve hjælp til at bearbejde det (…) Når derfor relativt få homoseksuelle i en dansk sammenhæng forsøger at ændre deres driftsretning, og så få terapeuter opmuntrer dem til at forsøge, så bliver forestillingen om, at homoseksualitet ikke kan forandres, en selvopfyldende profeti. Hvis ingen forsøger, er der selvsagt heller ingen håb om forandring (…) Selvom ændring af homofiles driftsretning ikke er nogen let eller hurtig proces, så er de videnskabelige undersøgelser af terapiens effektivitet klare.”^xlvii

På denne baggrund beretter Johan Schmidt Larsen om, hvordan man i Agapes arbejde på Søperlen praktiserer netop denne form for sjælesorg og terapi: ”Selv i Søperlens forholdsvis korte levetid har flere homofile mænds terapiforløb på centret vist lovende resultater (…) Ændring af homofiles driftsretning gennem terapi, sjælesorg og forbøn er i mange tilfælde mulig.”^xlviii

Troen på, at terapi hos nogle personer med en homoseksuel orientering kan bidrage til at ændre driftsretningen, hænger for Johan Schmidt Larsen sammen med en overbevisning om, at den homoseksuelle orientering hos en del skyldes sociale og familiemæssige forhold i opvæksten.^xlix

I 2004 skrev Johans Schmidt Larsen sammen med en anden repræsentant for Agape en artikel i Kristeligt Dagblad om arbejdet i Basis:

”Mennesker med homoseksuelle følelser er en langt mere uhomogen gruppe, end billedet ofte tegnes i pressen. I Basis får vi henvendelser fra unge, som frygter for, at de er homoseksuelle. Men efter nogle få samtaler viser det sig, at de nok har nogle problemer med deres kønsidentitet eller har andre identitetsproblemer, men at de ikke er homoseksuelle. Desuden møder vi personer, som har overvejende homoseksuelle følelser, men som er motiverede for at gå ind i længerevarende samtaleforløb med det formål at ændre seksuel driftsretning. For nogle lykkes det rent følelsesmæssigt at gå fra at have overvejende homoseksuelle følelser til at opleve, at deres følelser nu primært er rettet mod det modsatte køn.”^l

I 2005 skrev Johan Schmidt Larsen en folder sammen med sognepræst Peter Søes, generalsekretær Jens Ole Christensen og husinspektør Karsten Amby. Folderen hedder Kirken og homoseksualitet. 17 korte svar på aktuelle spørgsmål og blev udsendt af otte bibeltroende organisationer, herunder blandt andet Indre Mission og Luthersk Mission.^li I folderen gives der en klar, bibelsk forankret vejledning. Sigtet er at lede personer med homoseksuelle følelser til tro på Jesus og på det grundlag vejlede dem i et kristent liv. Det tydeliggøres, at nogle med homoseksuelle følelser kan opleve en ændring i deres seksuelle orientering og andre ikke. I et afsnit om årsager til homoseksuel orientering argumenteres der for, at den væsentligste årsag for mange er forstyrrelser i forældre-barn-forholdet i opvæksten, ligesom seksuelle overgreb kan påvirke i retning af en homoseksuel orientering.^lii I folderens ressourceliste henvises der til både litteratur og organisationer, som tilbyder sjælesørgeriske og terapeutiske forløb med henblik på en åndelig forankring i evangeliet og en mulig følelsesmæssig forandring i den seksuelle orientering.^liii Folderen blev genudgivet af de otte organisationer i 2010.

I 2005 brød det løs med stærk kritik i medierne af arbejdet i Basis. Kritikken gik ud på, at arbejdet ikke burde være berettiget til at modtage midler fra statens tips- og lottomidler, hvis det praktiserede omvendelsesterapi.^liv Kritikken kom i bølger gennem de følgende år og kulminerede i 2016 med et radioprogram på Radio 24syv, som var blevet til ved hemmelige optagelser. I forlængelse af radioprogrammet udtalte formand for Agape Annette Bech Vad:

”Agape støtter alle mennesker, der henvender sig for at få den hjælp, vi kan give, og det gælder også homoseksuelle. Agape arbejder ikke for at helbrede eller omvende homoseksuelle. Vi er sat i verden for at give mennesker ret til at tænke og føle, som man vil. Det er inklusiv alt, hvad der har med menneskelivet at gøre, også seksualitet.”^lv

Tre år senere i 2019 blev Basis nedlagt. Det skete ifølge Agapes formand på grund af ”organisatoriske uenigheder omkring Agape”, og fordi der til sidst ”næsten ingen” var, som opsøgte Basis.

Da forfatterne til 2021-rapporten om omvendelsesterapi interviewede Annette Bech Vad om Agapes praksis, udtalte hun:

”Vi tager afstand fra omvendelsesterapi og har ikke haft det, og terapi forgår kun i det psykologiske rum, hvor det bliver blåstemplet udefra (…) Det hænder, at klienten spørger terapeuten: ’Hvad skal jeg gøre i forhold til min tro?’ Og det vil psykologerne simpelthen ikke drøfte i det psykologiske rum. Der siger psykologen, at vedkommende skal prøve at gå til præsten – eller til en imam, hvis det er en muslimsk klient (…) Hvis psykologen oplever, at klienten har den her seksuelle orientering og ikke ønsker at leve den ud, så vil psykologen også gøre opmærksom på, at det kan få negative konsekvenser for trivsel, for det er psykologens opgave at gøre opmærksom på det (…) Agape er ikke fejlfri, og derfor vil jeg også gerne slå fast, at vi ikke har omvendelsesterapi, og vi har ikke haft det, men skulle der være nogen, der har oplevet noget lignende, vil vi meget gerne høre om det, og vi opfordrer også til at anmelde det.”

KNUS blev stiftet af en arbejdsgruppe, som fandt sammen i 2019 i ønsket om, at Basis skulle erstattes af et lignende arbejde. Som det formuleres af formanden Peter Nissen med henvisning til Basis: ”Det blev lukket ned, og vi var nogle, der syntes, at der skulle være noget andet hér.”^lvi

I rapporten om omvendelsesterapi definerer Peter Nissen KNUS som ”et netværk for mennesker, som oplever udfordringer i forhold til deres seksualitet eller kønsidentitet, og som samtidig ønsker at leve efter de bibelske anvisninger”.^lvii

KNUS tilbyder gratis samtaler ved præster og sjælesørgere ”med erfaring inden for udfordret seksualitet”.^lviii KNUS inviterer endvidere til weekendsamlinger på tværs af landet med undervisning og gruppesamtaler og tilbyder undervisning i menigheder og foreninger: ”…for at give os kristne en større forståelse for de her ting, fordi det har været et tabu tidligere”.^lix

I rapporten om omvendelsesterapi tydeliggør Peter Nissen, at KNUS ikke tilbyder egentlig terapi.^lx

Når det drejer sig om personer med en transkønnet kønsidentitet, tilkendegiver Peter Nissen, at man i KNUS endnu ikke er nået frem til et klart og fælles syn på den udfordring: ”Du spørger, om vi har et syn på, hvordan man bør håndtere sin kønsidentitet, hvis man er en transperson. Og der kan vi svare ’nej’, det har vi egentlig ikke (…) Det er noget, vi arbejder med, og som vi ikke er færdige med.”^lxi

På hjemmesiden for KNUS er der vidnesbyrd både fra kristne, hvis homoseksuelle følelser ikke har forandret sig, og fra kristne, som har oplevet en bevægelse.^lxii

Adamogeva.dk er en hjemmeside, som blev oprettet i 2006 med støtte fra Socialministeriet, og som drives af Indre Mission. Hjemmesiden rådgiver børn og unge om følelser, krop og seksualitet ”med afsæt i et kristent livs- og menneskesyn”.^lxiii

Hjemmesiden blev i efteråret 2020 beskyldt af LGBT+ Danmark for at ”udskamme homoseksuelle” og ”promovere omvendelsesterapi”. Denne anklage tages op i rapporten om omvendelsesterapi og kommenteres af lederen af adamogeva.dk, Vibeke Sode Hjorth. Hun anerkender, at der var uheldige formuleringer på hjemmesiden, som kunne misforstås, og som derfor blev fjernet.^lxiv

I et indlæg på altinget.dk uddyber Vibeke Sode Hjorth sin beklagelse af, at hjemmesiden, ”som blev lavet med det formål at hjælpe store børn og unge til at trives med deres krop, seksualitet og identitet, desværre har indeholdt nogle formuleringer, som kan misforstås og kan have medført stor personlig smerte hos nogle. Derfor har vi den seneste uge arbejdet med at revidere alle vores svar og artikler angående homoseksualitet. De fleste er nu tilbage på hjemmesiden i en form, vi kan stå inde for.”^lxv

Om omvendelsesterapi udtaler hun: ”Omvendelsesterapi er dybt problematisk og ikke noget, vi vil opfordre nogen til at opsøge. Punktum. Mange homoseksuelle har fået varige ar på sjælen af disse terapiformer, der ofte har bygget på stereotype forestillinger om homoseksualitet, og om hvordan man bør være som mand og kvinde. Det har altid været vores holdning i redaktionen, og vi er ærgerlige over at have fundet enkelte udsagn på adamogeva.dk, der kunne misforstås som opfordringer til omvendelsesterapi. Vi opfordrer ofte til at opsøge samtaler med en terapeut, sjælesørger eller psykolog, blandt andet i brevkassesvaret Er der nogen, jeg kan tale med om mine homoseksuelle følelser. Det har bare intet at gøre med omvendelsesterapi. Tværtimod handler det om at finde en tillidsperson, som kan hjælpe én til at leve godt med den seksualitet, identitet og livssituation, man befinder sig i, hvis man oplever den som besværlig. Mennesker, der oplever udfordringer med deres seksualitet, skal hjælpes – ikke omvendes eller helbredes. Vi er ikke bekendt med, at der bliver foretaget omvendelsesterapi i Danmark, men hvis der gør, mener vi, det er dybt problematisk og må frem i lyset.”^lxvi

Det hører med i billedet, at der i det brevkassesvar, som Vibeke Sode Hjorth omtaler – Er der nogen, jeg kan tale med om mine homoseksuelle følelser – henvises til KNUS som et sted, hvor man kan finde nogen at tale med.^lxvii

Det hører også med i billedet, at Vibeke Sode Hjorth til rapporten om omvendelsesterapi udtaler, at nogle personer med homoseksuelle følelser kan have gavn af undersøge, om der kan være nogen forklaringer på og årsager til deres følelser, og at nogle kan opleve på et tidspunkt at blive forelsket i en af det modsatte køn og på et godt og forsvarligt grundlag blive gift heteroseksuelt.^lxviii

LGBT-organisationer i Danmark

Vibeke Sode Hjorths indlæg på altinget.dk var et svar på et indlæg på samme hjemmeside fra to talspersoner for henholdsvis LGBT+ Ungdom og LGBT+ Danmark. I dette indlæg tydeliggør de to talspersoner, at det langt fra er nok, at adamogeva.dk redigerer og sletter nogle artikler. Det egentlige problem er synet på homoseksualitet som noget anormalt, en lidelse og en synd, som man kan have brug for at få hjælp med. Skribenterne gør opmærksom på, at dette syn udbredes på kristne friskoler i Danmark:

”Når vi i LGBT+ Ungdom og LGBT+ Danmark hører historier om lærere på kristne friskoler, der direkte fortæller deres elever, at homoseksualitet er en synd, så er vi ikke i tvivl om, at vi har et problem (…) Tænk på de mange børn og unge, som er blevet traumatiseret og udskammet fra en meget tidlig alder. Det er psykisk vold. Det er hjerteskærende (…) Det går direkte imod friskoleloven, der forpligter friskoler til at opfylde kravet om frihed og folkestyre og demokratisk dannelse (…) Derfor vil også stærkt opfordre undervisningsministeren og ligestillingsministeren til at gå dybere ind i sagen og få stoppet denne form for undervisning og rådgivning endegyldigt. Det hører hverken hjemme i skolen eller i samfundet. Det er dybt skadeligt for børn og unge. I Danmark har vi religionsfrihed, men vi har ikke ret til at diskriminere homoseksuelle. Nu er det på tide at indføre et forbud mod omvendelsesterapi i Danmark – ligesom de har indført i Norge, Tyskland og Storbritannien. Vi skal ikke lave om på mennesker. Det er ikke en psykisk lidelse at være hverken homoseksuel, biseksuel eller transkønnet ”^lxix

Det fremgår af de to talspersoners indlæg, at de har en bred forståelse af omvendelsesterapi, så det omfatter enhver form for undervisning, rådgivning og vejledning, der definerer homoseksualitet og transkønnethed som et problem, en lidelse, en synd. At formidle dette syn er at udøve psykisk vold, det er dybt skadeligt, og det er et udtryk for diskrimination. Når talspersonerne opfordrer de politiske beslutningstagere til at forbyde omvendelsesterapi, er hensigten tydeligvis at forbyde enhver form for forkyndelse, undervisning og rådgivning, der problematiserer, at man følger en homoseksuel eller transkønnet orientering.

I denne sammenhæng skal det tages med i betragtning, at Ligestillingsministeriets rapport fra 2021 om omvendelsesterapi noterer, at skadelig pression og tvang kan udøves alene ved at forkynde et kritisk syn på homoseksuel praksis.^lxx

Vil der snart komme en lov i Danmark, som svarer til den norske? En del peger i den retning. Rapporten om omvendelsesterapi fra 2021 blev udarbejdet på initiativ af de magthavende politikere. Det har allerede været diskuteret på politisk niveau i Danmark, om der skulle indføres et forbud mod omvendelsesterapi rettet mod mindreårige.^lxxi Den tidligere regering satte også gang i et arbejde, som skulle undersøge mulighederne for at indføre et sådant forbud.^lxxii

Om og i givet fald hvornår vi i Danmark måtte få en lov som den norske, ved kun Gud. Hvad vi ved, er dette: at vi må takke for, glæde os over og bruge vores frihed, så længe vi har den; vi må bede Gud værne os mod uretfærdige love; vi må lade Guds ord vejlede os i, hvad der er vores kald som kristne forkyndere, undervisere og sjælesørgere til enhver tid; vi må – først og sidst – tilegne os og hente kraft og frimodighed fra nåden i Kristus Jesus.

Vejen frem

”Som dine svage lemmer, Herre,
lad os ej vandre hver sin vej,
vi er kun få – så meget værre,
om ikke vi er ét i dig”.

Lina Sandell

Den onde vil til enhver tid forsøge at skabe splittelse mellem kristne ved at splitte os i forholdet til Guds ord. Hvor står vi i dag i forhold til Guds ords tale om seksualitet og køn?

Vil vi lade Guds ord råde og lede os?

Vil vi tale lige så entydigt og klart, alvorligt og omsorgsfuldt som Guds ord?

Vil vi forkynde lovens dom over alt det, som går mod Guds skabelse og bestemmelse og evangeliets nåde for dem, som angrer og bekender deres synd?

Vil vi være sandheden tro i kærlighed – med henblik på menneskers evige frelse?

Vil vi forene åndelig sjælesorg og diakonal omsorg?

Vil vi bede om og støtte, at nogle kan yde sjælesørgerisk og terapeutisk hjælp til dem, som ikke vil følge og gerne vil bevæge sig væk fra en syndig orientering?

Det er vitale spørgsmål ikke bare for vores forkyndelse og sjælesorg, men for vores eget forhold til og troskab mod Guds ord.

Vores kald er ikke at finde en strategi og en måde at formulere os på, som kan fritage os for kritisk opmærksomhed og ubehagelige konsekvenser.

”Vær med til at lide ondt for evangeliet med den kraft, Gud giver” (2 Tim 1,8). Det er vores kald. Det har altid kostet, og det vil altid koste at forkynde og tjene evangeliet. Det var det, jeg indledte artiklen med at betone. Hvordan får vi kraft til at tjene evangeliet i den tid, som nu er, og i den tid, som kommer? Det kan vi kun få på én måde – med den kraft, Gud giver. Vi må vende os mod og tilegne evangeliet om nåden i Kristus Jesus – høre det, læse det, synge det, tage det til hjerte. Det er herved og alene herved, at vi selv bevares i en sand og frimodig tro på Jesus, og det er alene herved, vi kan give sand og frimodig hjælp til andre – til enhver tid.

Hvad er det, der sker, når vi ved evangeliets ord ser os selv i Jesus – rene og hellige for Gud, under en åben nådehimmel, med Guds fulde velbehag, båret i hans almægtige hænder, frem mod en evig ny himmel og ny jord? Når vi ser dette, da overskylles vores samvittighed med Guds fred, der åbnes for en kilde med levende vand i vores indre, vi ånder frit i visheden om, at alt er vel mellem os og Gud for Jesu skyld alene, vi tror og trøstes ved, at hvad der end sker os, så lader Gud alt samvirke til vores sande og evige vel, vi fryder os over vores sikre og sande håb i himlen, vi jubler over vores evige fred i Jesu blod, og herved, netop herved, drives vi indefra til at gå i Jesu spor i den korte tid, vi er her på jorden, i bøn og omsorg for andre mennesker, i tjeneste for evangeliet, sandheden tro i kærlighed.

Gud give os nåde og hjælp til det!