Jeg glæder mig meget i Herren over, at I nu omsider har ladet jeres omsorg for mig blomstre op; det havde I også tidligere i sinde, men ikke mulighed for (4,10).
Paulus’ personlige brev til menigheden i Filippi afrundes med en takkeskrivelse, som er den egentlige årsag til brevets tilblivelse. Det er det, apostlen har som hovedfokus i sidste del af det fjerde kapitel. Paulus ønsker at takke for filippernes pengegave, som han modtog af deres udsending, Epafroditus (jf. Fil 2,25-26). Apostlen anvender ikke ordet ‘tak’ direkte i brevet, men det ligger mellem linjerne. Han begynder med at udtrykke sin glæde – ikke blot for det egentlige økonomiske bidrag – men over, at menigheden er blevet i stand til at tænke på ham. Paulus’ tanker går først og fremmest til filipperne, da gaven indikerer, at det går godt for dem.
Denne takkeskrivelse giver os et indblik i filippermenighedens fokus på givertjenesten. De havde et særligt giversind for deres kristne brødre og søstre. De har været optaget af at støtte og hjælpe med økonomiske midler, som kunne komme til glæde og gavn for Guds riges arbejde i de respektive menigheder.
I et andet menighedsbrev, som Paulus har skrevet, uddyber han menighedens givertjeneste: Brødre, vi vil gøre jer bekendt med den nåde, Gud har vist menighederne i Makedonien: Under stor prøvelse og trængsel er deres overstrømmende glæde og dybe fattigdom strømmet over i den rigeste gavmildhed (2 Kor 8,1-2). Hvad var drivkraften bag filippernes gave til urmenigheden i Jerusalem? Guds nåde! Den nåde, som Gud havde vist de første europæiske menigheder! Det har fremskabt en overstrømmende glæde (!) – på trods af prøvelser, trængsel og dyb fattigdom – som har givet filipperne den rigeste gavmildhed! Hvilket forunderligt vidnesbyrd om, at det er Guds nåde, der har været den bærende kraft for menigheden i Filippi.
Paulus indleder brevets sidste del med glæde: “Jeg glæder mig”. Det er femtende gang, at ordet ‘glæde’ – i forskellige grammatiske former – bliver anvendt. I de fleste tilfælde, hvor Paulus omtaler glæde, bliver udtrykket ‘i Herren’ anvendt i samme sætning.
Læg igen mærke til det udtryk, Paulus bruger: Jeg glæder mig meget i Herren. Sikke en forunderlig måde at formulere sig på! Jeg glæder mig i Herren! I Herren! Hvornår har du sidst sagt eller tænkt dette?
Omsorg der blomstrer
Paulus anvender substantivet ‘omsorg’ til at beskrive filippernes pengegave til ham. Det er et ord, som rummer en kærlig, hensynsfuld og imødekommende betoning. Filipperne havde omsorg. Der er noget forunderligt i at læse om en ung, nyomvendt kristen menighed, der er så villige til at støtte op om det kristne missionsarbejde. Hvilken brændende iver, der har drevet menigheden til at hjælpe! På trods af de interne udfordringer i filippermenigheden, så har de samtidig haft hjerte til at hjælpe deres næste. Det er et sundt tegn for en kristen menighed! Filipperne har altså gjort fælles sag med apostlen (jf. Fil 1,5), hvilket betyder, at de har gjort Paulus’ nød til deres egen og giver det, de er i stand til.
Paulus gør også brug af en såkaldt død metafor: ‘blomstre op’, som egentlig er et sprogligt billede, vi i dagligdagens sprogbrug ikke tænker over – deraf navnet død metafor. Deres voksende betænksomhed og ønske om at hjælpe økonomisk bliver beskrevet som plantevækst. Det er et fint billede, der udtrykker filippermenighedens indre tro og liv, hvor vækstbetingelserne har været gode.
Paulus giver os et indblik i filippernes situation, da de tidligere havde lyst til at give, men muligheden var der ikke. Vi kender ikke til den egentlige årsag, men der lægger ikke en bebrejdende tone i adverbiet ‘omsider’. Paulus glæder sig over, at de nu er i en situation, hvor de har mulighed for at vise deres særlige giversind.
Indviet i alt
Paulus uddyber takkeskrivelsen i de næste to vers:
”Ikke sådan at forstå, at jeg har manglet noget; for jeg har lært at nøjes med, hvad jeg har. Jeg kender til at have ringe kår, og jeg kender til at have overflod. I ét og alt er jeg indviet, både at være mæt og at sulte, både at have overflod og at lide mangel” (11-12).
Det er vigtigt for Paulus at pointere, at han ikke har manglet noget. Er det fordi, han har haft i overflod? Nej, det tror jeg ikke. Men han har lært en lektie: at nøjes med det, han har haft i de pågældende livssituationer, han har været i. Paulus har altså ikke kun levet i fattigdom. Han har også haft overflod, så han har haft rigeligt. Men det, som Paulus sigter til her, er, at han har lært både at sejre over fattigdommens og rigdommens fristelser – fortvivlelse og hovmod. Han er nemlig afhængig af Kristus, som samtidig er den drivende kraft i hans liv. Det er ikke rigdom eller fattigdom, der har den afgørende betydning for Paulus, men at høre Kristus til!
“I ét og alt er jeg indviet”, skriver Paulus.
Paulus er indviet i alt – men det er ikke det afgørende for ham, hvilken livssituation han står i. Det kommer stærkt til udtryk allerede i brevets indledning, når Paulus skriver: “Jeg vil have, at I skal vide, brødre, at forholdene her hos mig snarest har ført til fremgang for evangeliet, så det er blevet klart i hele borgen og for alle andre, at det er for Kristi skyld, jeg er i lænker” (Fil 1,12-13).
Han fik frataget sin frihed, men lænkerne har haft den virkning, at flere trodser frygten og forkynder om den nåde og glæde, som kun Kristus Jesus kan give!
Paulus er indviet i alt, og derfor kan han skrive følgende til den kristne menighed i Rom: “Vi ved, at trængslen skaber udholdenhed, udholdenheden fasthed, og fastheden håb” (Rom 5,3b-4) og senere: “Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd?” (Rom 8,35).
Hvem kan skrive dette? Det kan Paulus netop fordi, han er indviet i alt det. Men han er fortrolig med Guds ord og ser altid sit liv i lys af evangeliet.
Prøv at tage et øjeblik, hvor du grunder over alvoren i det, Paulus nævner her: angst, forfølgelse, sult og fare. Det er barske forhold, som ville ryste ethvert kristent livsfundament for et menneske!
Alt formår jeg
Jeg mindes den afsluttende felttur i Livgarden, Rex-turen på fem dage, hvor man skulle gøre sig fortjent til at bære Dronningens monogram på skuldrene. De første 24 timer fik min deling intet at spise. Vi skulle marchere hele natten med tung oppakning og lave forskellige udmattende øvelser i løbet af dagen i det nordsjællandske terræn. Jeg husker stadig den uudholdelige følelse af sult, der gennemsyrede hele kroppen. Sulten blev især sat på prøve, når befalingsmændene gik rundt og mæskede sig i cheeseburgere fra McDonalds! Et døgn senere fik min deling langt om længe serveret en kartoffel, et løg og en torsk pr. rekrut. Hvilken følelse! Det kunne ikke gå hurtigt nok med at tilberede den fornødne ration. Hvilket festmåltid det var – og hvilken lettelse med en fyldt mave!
Efter måltidet fandt jeg mit slidte og næsten gennemblødte felttestamente frem og læste følgende vers fra filipperbrevet:
“Alt formår jeg i Ham, der giver mig kraft” (v.13).
Sikke et fantastisk vers! Som kristen får du lov til at proklamere, at jeg formår alt i Kristus Jesus, da det er Ham, der giver kraft. Kristus er den, der giver tilstrækkelig kraft – det har Paulus erfaret.
Og det er ikke hvilken som helst kraft. Det er evangeliets kraft med nåde og forløsning for hver den, som tror. Det er det, der holder. Det er det, der kan bære os frem.
Læg mærke til, at der faktisk står ‘alt’. Alt formår jeg i Ham. Kan det nu passe? Er det ikke noget, der nemt kan misforstås? “Jeg formår alt, hvad jeg stræber efter i dette liv, så længe jeg har viljen og stoler på mig selv” – har jeg hørt flere især unge sige, når det gælder det jordiske liv. Eller på det åndelige plan, at Jesus skal(!) give mig kraft i dette liv til at opnå et kristenliv i succes! Det har han lovet, og det skal han holde. Det er en farlig tankegang for en kristen. Tænk engang på Paulus’ tidligere liv som farisæer! Det har brevet tidligere været inde på jf. 3,4ff. Dengang kunne han sige: Alt formår jeg. Jeg formår alt i kraft af mig selv. Det var Paulus’ overbevisning, men på grund af Kristus regner han det nu alt sammen for tab; for han har vundet Kristus!
Stoicisme var den dominerende filosofi, der prægede romerriget. Det var en tankegang, der betød, at det enkelte menneske skulle stræbe efter en åndelig udvikling, der var i overensstemmelse med ens indre gud. Det kom særligt til udtryk ved at anskue den menneskelige tilværelse ved hjælp af sindsro, da den ideelle stoiker var upåvirket af modgang og netop accepterede det, der indfandt sig i livet. Derfor vil den ideelle stoiker blot sige: Alt formår jeg. Alt formår jeg på grund af indre sindsro og indre balance, som jeg af egen kraft og vilje har arbejdet mig frem til.
Men hvad er det, Paulus skriver? “Alt formår jeg i Ham!”
Når jeg finder trøsten og glæden i Ham, så formår jeg at holde ud i al modgang – og stå imod fristelsen fra al medgang. Det afgørende er dette: I ham!
Tag dette bibelvers til dig i hjerte, sjæl og sind! Og læs så den gammeltestamentlige profets ord: “Ve dem, der er vise i egne øjne og forstandige efter egen mening” (Es 5,21). Det er et bibelvers, der også er utrolig gældende for vores tid i dag!
I de næste vers kvitterer og takker Paulus for pengegaven, for han har nu rigeligt, men samtidig er det ikke noget, han har stræbt efter:
“Alligevel var det smukt af jer at gøre fælles sag med mig i min nød. I ved jo også selv, filippere, at i evangeliets første tid, da jeg drog bort fra Makedonien, var der ingen anden menighed end jer, der stod sammen med mig om udgifter og indtægter. Også i Thessalonika sendte I mig indtil flere gange, hvad jeg havde brug for. Ikke at jeg stræber efter gaven, men jeg stræber efter det udbytte, som tæller godt i jeres regnskab. Jeg har modtaget det hele og har nu rigeligt. Jeg har mere end nok efter at have modtaget jeres gave af Epafroditus, en liflig duft, et kærkomment offer, Gud til behag” (Fil 4,14-18).
Evangeliets første tid
Paulus understreger igen det særlige forhold, han har haft til filipperne. De var den eneste menighed, hvor han kunne holde et åbent regnskab med indtægter og udgifter. Det må have været en særlig velsignelse for Paulus, at han kunne regne med filipperne, uden at de ville misforstå eller bebrejde Paulus noget, når det omhandlede de økonomiske forhold. De har nok tænkt, at hvis Paulus var sikret økonomisk, så kunne han bruge det meste af sin tid på at forkynde om evangeliet, som de selv havde modtaget.
Udtrykket: “i evangeliets første tid, da jeg drog bort fra Makedonien” kan betyde, at Paulus tænker på dengang, evangeliet om Jesus Kristus første gang blev prædiket for filipperne, da Makedonien (altså Europa) var udgangspunktet for Paulus’ missionsvirksomhed.
Det sekstende vers nævner de pengegaver, som Paulus allerede modtog i Thessalonika – som ligger i det nordlige Grækenland. Efter det forholdsvis korte ophold i Filippi, drog Paulus og hans medarbejdere videre til Thessalonika. Det viser noget om filippernes iver for at bidrage og hjælpe Paulus. Det var altså menigheden selv, som tog initiativ til de mange pengegaver, Paulus fik. Og Paulus ved, at gaven også bliver til velsignelse for giveren (læs evt. 2 Kor 9, 7).
Glæden ved at give
Jeg har tvillingepiger på 6 år, og hvis der er noget, de elsker, så er det at modtage gaver til deres fødselsdag og juleaften. De glæder sig og kan ikke vente! Men samtidig har jeg oplevet, at de nærmest er lige så spændte, når de ved, at de skal give en gave til fx en ven eller deres bedsteforældre. Det er samtidig blevet et vidnesbyrd for mig om, hvilken glæde det er at give! “Heller giver du end tager,” synger vi i påskehøjtiden i Grundtvigs salme. Det er et skønt billede på det, Gud har givet os i Kristus Jesus!
Paulus giver sin taknemmelighed for gaven et smukt udtryk: “en liflig duft, et kærkomment offer, Gud til behag”. Gaven er for Gud en liflig duft, hvilket peger tilbage til et gammeltestamentligt udtryk, der oprindeligt blev brugt om offerrøgen, der steg op til Gud, når der fx skulle indvies præster til tjeneste (se evt. 2 Mos 29, vers 18 og 25).
Hvad knytter du dig til?
I det attende vers løfter Paulus vores tanker opad til Guds hellige trone, da offergaven stiger op som en offerrøg til Guds velbehag. Da er det ikke underligt, at Paulus ender afsnittet med en bøn om Guds rige velsignelse over menigheden (jf. v.19) og en lovprisning af Gud, vores himmelske Fader (jf. v.20):
“Min Gud vil fuldt ud give jer alt, hvad I har brug for, af sin rigdom på herlighed i Kristus Jesus. Gud, vor Fader, være ære i evighedernes evigheder! Amen” (v. 19-20).
“Min Gud”, skriver Paulus. Det er et herligt udtryk at kunne sige dette: Min Gud! Min Gud vil give jer alt det, I har brug for.
Men hvad er det, Gud giver? Hvilken rigdom er det, Paulus omtaler? Hvad er sand rigdom? kan du tænke. Hvad er det, der optager dit liv? Hvad er det, du fylder din tid med? Det er spørgsmål, som jeg stiller i en af de første aftenandagter til de nyankomne elever på den efterskole, jeg arbejder. Hvad er rigdom for dig? Hvad ville du selv svare på dette spørgsmål?
Efter at eleverne har fået lidt betænkningstid, læser jeg højt fra Den Store Katekismus, hvor Luther skriver: “Det, du knytter dit hjerte til og stoler på, det er i virkeligheden din Gud.”
Den sande rigdom er Jesu Kristi herlighed! Den herlighed, som åbenbares ved Ordets forkyndelse og modtagelse af sakramenterne. De er tilsammen nådemidlerne, som peger på Jesu Kristi herlighed.
Den herlighed, som filipperne tog imod, da Guds ånd tilskyndede Paulus til at rejse til Makedonien (jf. ApG 16, 9-10), det er den herlighed, som overgår al jordisk rigdom! Af den grund har Paulus også lagt vægt på det, at han ikke stræber efter den konkrete pengegave, men han stræber efter det udbytte – eller den frugt – som bliver til glæde og gavn for menigheden.
Paulus’ afsluttende glædeshilsen
Paulus’ brev til filipperne afsluttes med en personlig hilsen:
“Hils hver enkelt af de hellige i Kristus Jesus! Hilsen til jer fra brødrene hos mig. Hilsen til jer fra alle de hellige, især fra dem, der hører til kejserens hus. Herren Jesu Kristi nåde være med jeres ånd!” (21-23).
Hils den enkelte, skriver Paulus. I må ikke glemme nogen, men husk at hilse dem alle sammen. Der er noget herligt over, at Paulus ønsker at ville hilse på den enkelte. Det vidner samtidig om Paulus’ omsorg for den enkelte, som han jo netop længes efter at gense: “… kære brødre, som jeg længes efter, min glæde og min sejrskrans” (4,1).
Paulus giver en særlig hilsen fra dem, der hører til kejserens hus. Apostlen har tidligere omtalt de folk, der tjente i den romerske borg, hvor Paulus befandt sig: “ … det er blevet klart i hele borgen og for alle andre, at det er for Kristi skyld, jeg er i lænker …” (Fil 1,13). Paulus sad fængslet i Rom. Det indebar, at der var indsat vagter, tjenestefolk og slaver, der havde tilsyn med ham. Den fængslede apostel skriver i starten af brevet, at hele borgen er bevidst om, hvorfor Paulus er fængslet. De har altså hørt hans vidnesbyrd! Der er mange, der er kommet til tro på Jesus som deres Herre og frelser. Det må være utrolig opmuntrende for filippermenigheden at få indsigt i; at flere kommer til tro og sandhedserkendelse ved Paulus’ forkyndelse.
Paulus’ sidste ord til filipperne er et ønske om nåde – Jesu Kristi nåde. Det er ønsket om, at filipperne må blive fornyet og bevaret i et liv i nåden, da det er grundlaget for kristen tro og liv. Apostlen kan ikke give en større velsignelse end det!
