I øvrigt, brødre, alt, hvad der er sandt, hvad der er ædelt, hvad der er ret, hvad der er rent, hvad der er værd at elske, hvad der er værd at tale godt om, kort sagt: det gode og det rosværdige, det skal I lægge jer på sinde (4,8).
“I øvrigt,” skriver Paulus. Ja, for Paulus har mere at sige til brødrene i menigheden i Filippi. Det ottende vers er en formaning, der siger noget om, hvad en kristen skal være opmærksom på. Da vi lever i en falden verden, er der meget, der vil trække os væk fra Kristus-glæden.
Der er noget, det er godt at være optaget af. Der findes noget, der er opbyggeligt at have i tanke som kristen. Hvad er det, der er værd at tænke på og koncentrere sig om? Paulus sammenfatter det på følgende måde for filipperne:
1) hav det i tanke, som er sandt – i modsætning til løgn
2) hav det i tanke, som er ædelt – i modsætning til det uægte
3) hav det i tanke, som er ret (eller retskaffent) – i modsætning til det forkerte
4) hav det i tanke, som er rent – i modsætning til det urene
5) hav det i tanke, som er elskeligt – i modsætning til det uelskelige
6) hav det i tanke, som er værd at tale godt om – i modsætning til det, der ikke er værd at tale om.
Det, Paulus nævner, er almenmenneskelige dyder eller værdier, som ligeledes bifaldes af ikke-kristne. Hvorfor nævner Paulus dette, kan du spørge?
Jeg tror, det skal ses i lys af den interne strid i filippermenigheden (jf. 4,1ff), hvor apostlen nævner parterne direkte og opmuntrer til enighed. Der, hvor uenighed udvikler sig til strid, forekommer der en nærliggende fare for, at det gode og det rosværdige forsvinder. Og det er netop det – det gode og det rosværdige jf. sidste del af vers 8 – som Paulus afslutningsvis sammenfatter punkterne ud fra. Det er noget, alle mennesker kan acceptere – kristne såvel som ikke-kristne. Det er altså værdier, der er værd at tage i betragtning, da det kan forebygge konflikt og bitter strid.
“Giv agt!”
Paulus afslutter det ottende vers med ordene: “… det skal I lægge jer på sinde”. Den norske oversættelse af selvsamme vers har anvendt en tankestreg med følgende ordvalg: “- gi akt på det!” (Bibelen Ressurs). Paulus formaner filipperne til at give agt på det, som er rent og godt og elskværdigt.
Det er et militært udtryk, Paulus benytter sig af. Giv agt! Det er et udtryk, som ligger fjernt fra de fleste mennesker i dag. Personligt, så har det en særlig betydning for mig. Da jeg aftjente min værnepligt i Den Kongelig Livgarde, så var det noget af det første, jeg lærte som ny rekrut. Betydningen af kommandoen “giv agt” var essentiel i den militære kommunikation. Dels har det til formål at henlede opmærksomheden på nye ordrer, der skal følges og handles på samt et anråb, der skulle ytres, når der var en overordnet i nærheden.
Giv agt! Nu skal du være opmærksom. Nu skal du være klar! Nu skal du smide alt, hvad du har i dine hænder og være fuldstændig parat og klar til at modtage ny information fra din befalingsmand. Dette udtryk er blevet et stærkt billede for mig om, at Bibelens budskab råber det allerstørste: Giv agt! Vær klar! Vær rede! Nu må du sætte alt ind på at modtage dette Ord af Jesu mund.
Hvad skal vi gøre?
Det, der adskiller de kristne fra de ikke-kristne, er det, Paulus pointerer i det niende vers, som er særligt gældende efter de mere almenmenneskelige formaninger:
“Hvad I har lært og taget imod og hørt og set hos mig, det skal I gøre” (v. 9a).
Den kristne menighed skal handle efter det, de har lært. Men hvad har filipperne lært? Hvad har de taget imod? Hvad har de hørt? Hvad har de set?
Hvad ville du svare på dette spørgsmål, hvis du blev spurgt? Hvad har du lært som kristen?
Når jeg skriver dette, så er mine elever på efterskolen i fuld gang med de sidste forberedelser til deres afgangsprøver. Det er en spændende, men samtidig en intens periode, hvor eleverne får tid til at repetere det, de har lært i løbet af skoleåret. Mange af eleverne er spændte, men samtidig usikre på, om de nu kan præstere deres ypperste. Da melder spørgsmålet sig, om de nu har tilegnet sig de nødvendige videns- og færdighedsmål, som gør dem i stand til at opfylde fagenes kompetencemål. På baggrund af corona, har Folketinget bestemt – som sidste år – at eleverne er garanteret deres årskarakter, når de går ind til de respektive mundtlige prøver. Det betyder altså, at eleverne kan imødegå prøvesituationen med en vis ro og tryghed om, at det ikke kan gå galt, da årskarakteren er sikret. Flere af eleverne udtrykte netop dette; at de kan være trygge og ligefrem glæde sig til prøverne.
Det er måske et mindre godt eksempel, men for mig blev det et billede på det kristne liv: at jeg kan gå dommen i møde med tryghed på grund af Jesus. Ja, hvor ville jeg dog ønske, jeg blev bedre med årene. Hvor ville jeg dog ønske, jeg kunne opleve en fremgang med mit kristenliv. Hvor ville jeg dog ønske, jeg kunne gøre det rigtige, sige det rigtige, og tænke det rigtige som kristen i enhver situation. Men virkeligheden er den, som Paulus giver tilkende for menigheden i Rom: “Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?” (Rom 7,24). Paulus giver svaret i første del af næste vers: “Men Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre!”. Selv midt i denne virkelighed, så skal takken og glæden lyde til Herren, Kristus Jesus! For sejren er vundet ved ham, da det er Gud, der gør retfærdig (Rom 8,33b).
Ikke menneskeord
Paulus formaner altså filipperne til at efterligne ham. Men hvorfor er det nødvendigt, tænker du? Apostlen har jo tidligere i brevet mindet om at have Kristi sind (jf. Fil 2,5). Er det nu vigtigt, at han henviser til sit eget virke?
Paulus har skrevet om noget lignende i sit ældste brev til en nyomvendt menighed i Thessaloniki i det nordlige Grækenland, som Paulus og Silas drog til efter deres forkyndelse i Filippi i Makedonien under den anden missionsrejse (ApG 17,1ff.). Han skriver i det første brev til Thessalonikerne: “For da I modtog Guds ord, som I hørte af os, tog I ikke imod det som menneskeord, men som det, det i sandhed er, Guds ord, og det virker i jer, som tror” (2, 13). Den vigtigste pointe er den, at det er Guds ord, thessalonikerne og filipperne skal fortælle om, da det er det ord, de har taget imod. Hvis det blot var menneskeord, Paulus og medarbejderne havde forkyndt, ville det ikke have haft nogen virkning. Men da det nu er Guds eget ord, de har taget imod, har det en virkning og kraft, som kun kan komme fra Ham, som ordet er udgået fra. Det er det, der er hemmeligheden til at leve et liv i efterfølgelse af Kristus.
“De ældste først”
For nylig læste jeg beretningen om kvinden, der blev grebet i ægteskabsbrud (Joh 8,1ff). Jesus siger til farisæerne og de skriftkloge, der sætter ham på prøve, at den, der er uden synd, skal kaste den første sten.
Læg først mærke til, at deres anklage var oprigtig. For kvinden havde brudt ægteskabet, og dermed var deres anklage legitim. Det var Jesus selvfølgelig klar over, og det er et forunderligt evangelium, vi møder her hos Jesus, når han frikender kvinden, selvom han havde ret til at dømme hende. Men hvad står der i vers 9? En lille bemærkning på blot tre ord, som er blevet betydningsfuldt for mig: “De ældste først.” Dem, der havde levet længst. Det var dem, der var villige til at smide stenene bort – først. Det er netop pointen. Selv med årene bliver det aldrig bedre med mig. De jødiske skriftlærde havde syndserkendelse, men ikke syndsbekendelse, som er forudsætningen for at leve et liv i nåden.
En forkynder har udtalt, at der er en sammenhæng mellem at være misfornøjet med sig selv og det at elske Jesus! Har du tænkt på det? Har du tænkt på, at dette er en del af det kristne liv?
Bøn, eftertanke og anfægtelse
Jeg mindes Martins Luthers fortale til sine skrifter, hvor han understreger tre forhold, der er afgørende for det kristne liv: bøn, eftertanke og anfægtelse. Jeg håber, at du kan genkende disse forhold i dit liv med Kristus! At du dagligt læser og fordyber dig i det Ord, der giver liv. At du sætter tid af til at lære at takke for glædens og trøstens såvel som anfægtelsens evangeliske nødvendighed. At du kan sige, at du har lært Jesus at kende som Kristus – din frelser. Det at evangeliet om Jesus er en dit livs hjerteanliggende.
Det er det, filipperne har taget imod. Det er det, de har lagt sig på sinde. Det er det, de har hørt forkyndt. Det er det, de har været vidne til på baggrund af Paulus’ apostoliske vidnesbyrd. Det, de har været sammen om, det skal de gøre. Gør det, som jeg har gjort for jer, skriver Paulus. Fortæl om det budskab, der sætter syndere fri. Fortæl om den fuldkomne glæde, som Kristus har vundet på korset!
Fredens Gud er med jer i en foranderlig tid
Måske kan du tænke, at det er da lettere sagt end gjort, kære Paulus, at vi blot skal gøre det samme, som du har gjort og sagt. Læs blot sidste del af vers 9, hvor apostlen giver et trøsterigt løfte: “Og fredens Gud vil være med jer.”
Tænk, fredens Gud, vil være med filipperne og dig i dag. Det er virkelig en tanke værd, at Paulus bruger dette udtryk om Gud. Det er som om, at Paulus vil minde filipperne om, at midt i alle stridigheder og uenigheder i menigheden, da er Guds fred med jer.
Hvis der er noget, mennesker stræber efter, da er det fred – fred i denne verden. Der findes utal af politikere, verdenssamfund og organisationer, der kæmper for fred – i denne verden. Det er et sympatisk og nødvendigt foretagende, men Guds fred er en anden form for fred, som ikke er ensbetydende med fred i denne verden i menneskelig forstand.
Jeg tror, at netop dette vers står klarere for os i dag, da der nu udspiller sig en krig i det østlige Europa. Krigen på det europæiske kontinent kom bag på mange eksperter og politikere. Personligt har det fået mig til at tænke, at denne verden er foranderlig. Vi ved ikke, hvad der sker i morgen. Men midt i det foranderlige, da er der noget, der er uforanderligt! Det er dette løfte, Paulus giver, om at freden er vundet. Kristus har sejret. Den er gældende for dig – nu – midt i en verden i ufred. Tænk, en evig fred.
Det er den evangeliske fred, der er vundet af Kristus. Det er sand, kristen glæde.
Glæde i Kristus er Guds vilje med jer
Martin Luther skriver i en prædiken over kapitel 4 i Filipperbrevet: “Eftersom vi lever omgivet af synd og meget andet ondt, som ængster og bedrøver os, så vil apostlen, at vi skal væbne os derimod. Om vi end stundom falder i synd, må glæden i Herren overgå sorgen over synden. Jeg gentager: Syndens natur er, at den fører sorg og en bævende samvittighed med sig. Dog skal vi lade glæden få overmagten og lade Kristus være stærkere end vore synder” (Rosenius, Samlede skrifter, Bind II, s. 81).
På trods af, at der er så meget, der kan bedrøve os og gøre os modløse i vores kristenliv, ønsker Luther dermed at pege på glæden i Herren, som kan erstatte sorgen over synden i mit liv. “Vær altid glade,” skriver Paulus ikke blot til filipperne, men også til thessalonikerne: “For det er Guds vilje for jer i Kristus Jesus” (1 Thess 5,16.18). Kristus-glæden er udtryk for Guds vilje. Tænk et øjeblik på det! Jesus anvender selv udtrykket om den fuldkomne glæde to gange, når han Skærtorsdag aften fejrer påskemåltidet med sine nærmeste: “Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen”(Joh 15,11; 16,24b). Jesus taler ikke blot om generel glæde, men om den fuldkomne glæde. Derfor vil jeg opfordre dig til at læse afskedstalen til disciplene i lys af Filipperbrevets Kristus-glæde (med særlig fokus på følgende afsnit: 15,9-17; 16,20-24).
Sikke en herlig tanke, Jesus ønsker for dig og mig, at vi skal være glade. Men på hvilken måde? Glæde i Herren. Der er tale om troens glæde, som ikke altid er en følbar glæde. Glæd jer altid. Hvem kan det? Tænk på alt det, der sker omkring dig. Men alligevel lyder ordet: Glæd dig altid. Selve hemmeligheden ligger i følgende tilføjelse: “i Herren”. Den, der vil glædes altid, må glæde sig i Herren ved Herrens Ord.
Det er mit ønske for dig: at du må erfare Kristus-glæden i dit liv, for den er fuld af nåde og trøst for den, der ikke finder sin styrke i sig selv, men i Kristus Jesus vor Herre!
