Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Enden

Enden

Vi ser og hører mange ting, der foruroliger. Vi står i fare for at fortrænge virkeligheden, eller forledes eller forvirres.

Den der holder ud til enden skal frelses (Matt 10,22).

Men alle tings ende er nær. Vær derfor besindige og årvågne, så I kan bede (1 Pet 4,7).

Er menneskeheden klar over, hvor den er på vej hen? Der skrives jævnligt om mørke skyer i horisonten, og alligevel er aviserne mest fyldt af store og små ting, som vi har hørt om før.

I romanen Jeanette af Poul Hoffmann – den udspiller sig under den kolde krig omkring 1958 – beskriver en af personerne den fortrængning, som gør nogle døende ude af stand til at forstå, hvad der skal ske. Den syge tænker på fremtiden og taler om den og tror ikke et øjeblik på, at han fejler noget alvorligt. Det er let at overbevise ham om, at det snart går over. Vedkommende fortsætter: ”Verden har det sådan nu. Den sidste feber har tag i den. To uhyggelige anfald har den haft – i 1914 og 1939. Nu venter den på det tredje og sidste, det smerter varslende alle vegne, et øjebliks nøgtern eftertanke er nok til at overbevise selv den stupideste om, at det kommer med en solnedgangs uafvendelighed – og dog tænker og taler hele jorden, som om den blot led af et forbigående onde, der skal overstås.”

Det er som et ekko af ordene i Matthæusevangeliet kapitel 24: Som det var i Noas dage, sådan skal det også være ved Menneskesønnens komme. For i dagene før syndfloden åd og drak de, giftede sig og bortgiftede lige til den dag, da Noa gik ind i arken; og de vidste ikke noget, før syndfloden kom og rev dem alle bort. Sådan skal også Menneskesønnens komme være.

Det værste er, hvis Guds menighed lever i den tankegang. For så er det verdsligheden, dennesidigheden, der har overtaget livsopfattelsen. Gud og hans Ord, den åndelige virkelighed, Jesus som Herre, kan ligge et sted i hukommelsen, men er skubbet i baggrunden. Måske er gode kristelige aktiviteter blevet hovedsagen i stedet for relationen til den usynlige Herre.

Det er værd at se på nogle temaer for tilstanden i tiden før Jesu genkomst i bibelsk lys:

Samfundet

vil miste sin sammenhængskraft. Kærligheden vil blive kold, fordi lovløsheden tager overhånd hos de fleste. Når retten ikke håndhæves, når moral bliver teori, og enhver gør, hvad vedkommende synes bedst, så nedbrydes relationer, respekt, hensyn og medlidenhed. For kærlighed, defineret som det at ville andre det godt, er den egentlige kvalitet i relationer mellem mennesker. Og den mistes.

Det åndelige liv

vil være forskelligt fra fra menighed til menighed, ligesom nu. For nogle vil det være som i Smyrna og Filadelfia, som får ubetinget ros af Herren. For andre vil være som i Efesos, Pergamon og Thyatira, der får anerkendelse, men også kritik af visse forhold. Og endelig nogle som i Sardes og Laodikæa, der åndeligt set er på afgrundens rand, henholdsvis for deres facadekristendom og deres lunkenhed. Lad os give agt! For os gælder det samme som for de syv: Den, som har øre, han høre hvad Ånden siger til menighederne. I bibelsk forstand er de, som hører, alene dem, der anvender det hørte på sig selv.

Antikrist

er ikke bare en person, der vil optræde engang i fremtiden. For apostlen Johannes skriver, at der allerede på hans tid var trådt mange antikrister frem. Antikrist er en åndsmagt, som virker i mennesker, der erstatter Kristus. De optræder som frelserskikkelser på forskellig måde i stedet for Kristus, og samtidig er de modstandere af den sande Kristus. Åbenbaringsbogen siger, at den endelige Antikrist vil fremstå som hersker og herre. Der har været mange spekulationer om, hvordan han vil fremtræde. Meget tyder på, at han vil være den ultimative redningsmand for en menneskehed, som befinder sig i kaos og stor nød. Derfor vil man villigt undergive sig ham og følge ham. Den del af menigheden, der har mistet forbindelsen til sin Herre og ikke længere kender hans stemme og hans Ånd, vil lade sig bedrage og følge omverdenen. De, der ikke vil, bliver udstødt af samfundet og gjort fredløse.

Omvæltninger

Når Jesus taler om naturkatastrofer, hungersnød, krig og rygter om krig, så gør han det ikke for at skræmme sine efterfølgere. Nej, han vil forberede dem, så de netop ser, at dette er i Guds plan, så de kan holde sig målet for øje, så de ikke lader sig rive med af den omgivende verdens frygt og forsøg på at redde sig selv.

Et ord til den troende menighed i denne situation er Esajas 26,20-21: Mit folk, gå ind i dine kamre, luk dørene bag dig; skjul dig en kort tid, til vreden er drevet over. For nu går Herren ud af sin bolig for at straffe jordens beboere for deres synd. Jorden må afsløre sin blodskyld, for den kan ikke længere skjule de dræbte.

Forførelse

En forførelse fungerer ikke, hvis den virker utiltalende og falsk. Den præsenterer sig som noget åndeligt og godt, noget menneskeligt tiltrækkende og troværdigt. Den kan være følelsesmæssigt og tankemæssigt tiltrækkende, den kan være mystisk dragende, eller mere rationel, humanistisk og velmenende. Den har en dæmonisk åndsmagt bag sig, men lokker med noget, der har tilknytning til menneskenaturen, noget, man kan forholde sig til uden Guds Ånds og Guds Ords medvirken.

Mange skal komme i Jesu navn og sige: ”Det er mig.” Tormod Vågen beskriver en evangelisk biskops oplevelse, hvor han så en lysende skikkelse komme imod sig og præsenterede sig som Jesus Kristus. Først blev han grebet af synet, men samtidig følte han noget fremmed og uhyggeligt ved synet. Så svarede han: ”Hvor er naglegabene?” Så forsvandt Satans engel. Den Jesus, som er opstået og har mærkerne efter korset, er den sande Jesus. Og budskabet om korset, det for mange tåbelige og for andre anstødelige, er prøvestenen for et sandt budskab. Hvor ordet om korset glemmes, forties eller nedtones, der virker tidsånden.

Tjenesten

Jesus beskriver sig selv som et vintræ og hans efterfølgere som grene. Bliv i mig, siger Jesus ti gange i Johannesevangeliet kapitel 15, med det løfte at de skal bære megen frugt. Forudsætningen for at bære frugt er at blive i Jesus; betingelsen er livsfællesskabet med ham. Vintræet bedømmes ikke efter, hvor højt eller bredt det er, om bladene er friske og grønne, men alene om det bærer god frugt. Og den frugt er noget, som kun udvirkes og frembringes af Jesus selv ved Ordet og Ånden. Alt andet, hvor godt det end ser ud, og som kun er fremkommet af menneskers gode vilje, deres menneskeevner og menneskeklogskab, er uden værdi.

Det understreges af Paulus, hvor han beskriver sin tjeneste som et byggearbejde: Enhver bør se til, hvordan han bygger. For ingen kan lægge en anden grundvold end den, der er lagt, Jesus Kristus. Hvis nogen bygger på grundvolden med guld, sølv, ædelsten, træ, hø, halm, skal det vise sig, hvad slags arbejde enhver har udført. Dagen skal gøre det klart, for den bryder frem med ild, og ilden skal prøve, hvordan hver enkelts arbejde er. Hvis det, han har bygget, bliver stående, skal han få løn, men hvis hans arbejde går op i luer, skal han gå glip af lønnen, men selv blive frelst, dog som gennem ild. 1 Kor 3,11-15

Derfor må vi give agt på, hvordan og med hvad vi arbejder. Om vi blot arbejder for Jesus, eller om vi arbejder ved og i Jesus, så det bliver hans gerning, vi udfører. Jesus godkender kun det, han selv har frembragt.

Menigheden

Jesus siger i Åbenbaringsbogen 2,25: Hold fast ved det, I har, indtil jeg kommer. Det betyder på den ene side: Hold fast, så det, I har fået, ikke glider jer af hænde. Og på den anden side: Det, I har, Ånden og Ordet, er tilstrækkeligt til at bevare jer, indtil Herren kommer og gør ende på kampen.

I endens tid vil den troende menighed ikke længere kunne gøre sin indflydelse gældende i omgivelserne. De, som stræber efter det, risikerer at blive hjælpere for den sidste Antikrist.

Vi kan følge Solsjenitsyn, der levede i opposition til det sovjetiske styre, i hans konstatering: ”Hvis du ikke har magt til at ændre de store strømninger i samfundet, så kan du i det mindste leve med integritet, dvs. i selvstændighed, ærlighed og redelighed, du kan sørge for din familie og hjælpe dine naboer.” Vi må erkende, at Gud ikke først og fremmest vil have os til at gøre noget, for han har selv et godt greb om tingene. Han vil have os til at være noget. Det er, hvem vi er, hvor vi er, der betyder noget. Levereglen i Mika 6,8 vil gælde: Det er sagt dig, o menneske, hvad der er godt, og hvad Herren kræver af dig: hvad andet end at øve ret, gerne vise kærlighed og vandre ydmygt med din Gud.*

Det, der betyder noget her, det, der er den levende menigheds største kvalitet, er tro, som er virksom i kærlighed (Gal 5,6).

Derfor: Lad den, der øver uret, stadig øve uret, den, der er tilsølet, stadig søle sig til, den retfærdige stadig øve retfærdighed, og den, der er hellig, stadig helliges (Åb 22,11).

For Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden, mens vi venter på, at vort salige håb skal opfyldes og vor store Gud og frelser, Jesus Kristus, komme til syne i herlighed. Han gav sig selv hen for os for at løskøbe os fra al slags lovløshed og skaffe sig et rent folk som sin ejendom, ivrigt efter at gøre gode gerninger (Tit 2,11-14).

Mod slutningen

vil det gå, som Esajas udtrykker det i kapitel 24, vers 18-23: Den, der flygter for gru, skal falde i grav, og den, der når op af grav, skal fanges i garn. Thi sluserne oventil åbnes, og jordens grundvolde vakler. Jorden smuldrer og smuldrer, jorden gynger og gynger, jorden skælver og skælver; jorden raver og raver som drukken og svajer som vogterens hytte; tungt ligger dens brøde på den, den segner og rejser sig ikke. På hin dag hjemsøger Herren himlens hær i himlen og jordens konger på jorden. De slæbes i fængsel som fanger, holdes under lås og lukke og straffes lang tid efter. Månen blues, og solen skæmmes, thi Hærskarers Herre viser, han er konge på Zions bjerg, i Jerusalem; for hans ældstes øjne er herlighed.*

Men til sidst er håbet: Dine døde skal blive levende, mine dødes legemer opstå; de, som hviler i støvet, skal vågne og juble. Thi en lysets dug er din dug, og jorden giver dødninger igen (Es 26,19*).

Der er mange skjulte ting for os i den fremtid, vi ser imod, og det kan være svært at leve med uvisheden. Vi kan have det som Johannes i Åbenbaringsbogen 5,2-5: Jeg så en mægtig engel, som med høj røst udråbte:”Hvem er værdig til at åbne bogen og bryde dens segl?” Men ingen i himlen eller på jorden eller under jorden kunne åbne bogen og se i den. Og jeg græd meget, fordi der ikke fandtes nogen, der var værdig til at åbne bogen og se i den. Men en af de ældste sagde til mig: ”Græd ikke! For Løven af Judas stamme, Davids rodskud, har sejret, så han kan åbne bogen og dens syv segl.” Og jeg så et lam … det så ud som slagtet.

Johannes’ trøst er også vor trøst. Tidens og evighedens gåder har alene deres løsning i Ham, den korsfæstede, Lammet. Ved at betragte Jesus og forblive i Ham vil vi få fred i sind og hjerte.

*) 1931-oversættelsen

Peter Vestergaard Olsen

Peter Vestergaard Olsen, Silkeborg, pensionist, tidl. patentrådgiver