Oplæg oprindeligt holdt ved reformationsfejringen på Menighedsfakultetet den 31. oktober 2017.
Almindelig kristendom
Jeg må indrømme, at jeg reagerer lidt imod overskriften for mit oplæg. Egentlig er jeg ikke vældig optaget af at definere mig selv som en luthersk kristen. Det kan man for eksempel se på min facebookprofil. På Facebook kan man nemlig angive sin egen religiøse overbevisning, og i den forbindelse kan man blandt andet vælge mellem at beskrive sig selv som kristen eller som luthersk. Jeg har valgt at beskrive mig selv som kristen, fordi jeg synes, det svarer til den måde, jeg forstår mig selv.
Men måske er min reaktion på temaet i virkeligheden en typisk luthersk reaktion. For ifølge lutheranere er Luthers reformatoriske opdagelse et økumenisk anliggende. Det vil sige: Det er et fælleskirkeligt anliggende; noget, som siger noget almengyldigt om, hvad det vil sige at være et kristent menneske. Man kan også sige det på en anden måde: Det, vi fejrer ved reformationsjubilæet, er helt almindelig kristendom; den tro, kirken har bekendt og troet siden apostlenes dage. Luthersk kristendom er ikke for de særligt indviede eller for dem med en særlig interesse. Det er i sin essens helt almindelig kristendom.
Vedkommende for alle kristne
Som lutheranere hævder vi, at den reformatoriske opdagelse er et økumenisk anliggende, det vil sige et anliggende, som vedkommer alle kristne. Dette kommer til udtryk i den lutherske overbevisning om, at kirken står og falder med overbevisningen om, at mennesket retfærdiggøres af tro alene. Denne overbevisning kommer til udtryk i artikel fire i den lutherske bekendelse, som kaldes for den augsburgske bekendelse. Her hedder det:
Fremdeles lærer de, at menneskene ikke kan retfærdiggøres over for Gud ved egne kræfter, fortjenester eller gerninger, men retfærdiggøres uforskyldt for Kristi skyld ved troen, når de tror, at de bliver taget til nåde, og at synderne forlades for Kristi skyld, for hans skyld, som ved sin død gjorde fyldest for vore synder. Denne tro tilregner Gud som retfærdighed.
Lutheranere beskriver denne artikel som den artikel, hvormed kirken står og falder. Det siger vi ikke, fordi vi ønsker at tilrane os magt på den kirkepolitiske scene. Det siger vi derimod, dels fordi vi er overbeviste om, at det svarer til apostlenes vidnesbyrd, dels fordi det svarer til vores egen erfaring. Hvis man skal koge den lutherske bekendelse ned til sin essens, kan man måske sige, at vi som lutheranere står og falder med Jesus. Hvis det er rigtigt, det apostlene siger om Jesus, så står vi. Falder apostlenes vidnesbyrd om Jesus, så falder vi også.
Jesus som den fremmede retfærdighed
Men hvad siger apostlene da om Jesus? Det var det, der gik op for Luther omkring år 1517, og som nogle år senere fik ham til at beskrive Jesus som den “fremmede retfærdighed”. Dette lidt pudsige udtryk sigter til det forhold, at Jesus er den skænkede retfærdighed; den retfærdighed, der kommer fra Gud til os, og som altså ikke kommer fra os selv. Denne fremmede retfærdighed fandt Luther beskrevet både i Det Gamle og Det Nye Testamente.
Luther kunne for eksempel beskrive den fremmede retfærdighed på denne måde:
Og Es 9,6: “Thi et barn er født os, en søn er os givet.”
“Os” siger han, fordi han helt er vor med alle sine goder, hvis vi tror på ham, sådan som han siger i Rom 8,32: “Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, hvor skulle han kunne andet end skænke os alt med ham?” (…) Ved tro på Kristus bliver altså Kristi retfærdighed vor retfærdighed, og alle ting, som er hans, ja han selv med, bliver vor.1
Et andet sted kan Luther sige: “Således gjorde han [Kristus] et lykkeligt bytte med os, tog vor syndige person på sig og gav os sin uskyldige og sejrende.”2
Det er på denne baggrund, at Luther kan sige: ”Altså tilhører alle ting os, hvad som helst, Kristus har, er givet os uværdige af nåde og af ren barmhjertighed.”3
Derfor har troen også den særlige karakter, at den hænger ved Jesus. Det kommer for eksempel til udtryk i Luthers forståelse af Paulus’ ord i Rom 3:28:
“Vi mener nemlig, at et menneske bliver retfærdiggjort ved tro” (Rom 3,28). Dette er den ubegrænsede retfærdighed, som på et øjeblik opsluger alle synder, fordi det er umuligt, at synd hænger ved Kristus; og enhver, som tror på Kristus, hænger ved Kristus og er ét med Kristus, idet han har den samme retfærdighed som ham.4
Den troende hænger ved Jesus og er ét med ham, derfor opsluges også alle den troendes synder som på et øjeblik, fordi det er umuligt for synden at hænge ved Kristus, og den, der hænger ved Jesus, er ét med ham.
Luther beskriver dette som den første retfærdighed. Denne første retfærdighed kalder Luther også for den fremmede retfærdighed, og det er en retfærdighed, der er ”indgydt i os uden vore gerninger af nåde alene, idet Faderen nemlig drager os i vort indre til Kristus”.5
Den anden retfærdighed
Men Luther taler også om den anden retfærdighed, og denne beskriver han som vores egen. Det er den gode vandring i de gode gerninger, som dels består i bekæmpelsen (“dødelsen” ifølge luthersk og bibelsk sprogbrug, Rom 8,13) af kødet og det syndige begær, dels i de gode gerninger, den troende gør mod sin næste.
Denne anden retfærdighed beskriver Luther som vores egen retfærdighed, fordi det er en retfærdighed, vi udøver. Samtidig hævder han, at ”denne [anden] retfærdighed er den første retfærdigheds værk og frugt og en følge af den”.6
Den anden retfærdighed er altså vores egen, fordi det er os, der udøver denne retfærdighed, men det er ikke noget, vi kan rose os af, for denne anden retfærdighed er den fremmede retfærdigheds værk.
Den anden retfærdighed bliver med andre ord en realitet i kraft af den fremmede retfærdighed, det vil sige i kraft af troens forening med Jesus. Denne anden retfærdighed ”indgydes ikke helt på én gang, men den begynder, går fremad og fuldkommes endeligt ved døden”.7
Så selv om den anden retfærdighed er min, så er den stadig den fremmede retfærdigheds værk. Den er altså i egentlig og dybeste forstand også en skænket og fremmed retfærdighed, omend den også er vores egen.
Den fremmede retfærdighed og den troendes billede af Gud
Luthers beskrivelse af den fremmede retfærdighed bliver for ham også nøglen til troens forståelse af Gud. Gennem den fremmede retfærdighed – det vil sige gennem det faktum, at Gud har skænket os sin søn – skænkes den troende nemlig et blik ind i Guds eget hjerte.
Luther finder for eksempel dette forhold beskrevet i det lille ord ”udsendt”, som bruges om Jesus i Johannesevangeliet 17, vers 3, idet Jesus her beskrives som den, der er udsendt af Faderen. Luther tolker dette lille ord på en meget opbyggelig måde:
Ved denne gerning, at Faderen sender sin søn, har han åbnet os hele sit hjerte og hele sin vilje, så man ikke ser andet end overvældende, uudgrundelig kærlighed og barmhjertighed. Men når jeg nu har Faderens hjerte, så har jeg ham med al hans guddommelige magt og kraft. Her står Faderens hjerte, vilje og gerning åben for mig, og jeg kender ham fuldstændig.8
Luther hævder ikke, at den troende er lige så vis som Faderen. Men han hævder, at den troende kender Faderens væsen fuldstændigt. Troen hænger ved Kristus og får ved Kristus lov til at skue ind i Faderens hjerte. Det er derfor, troen stiller det for troen indlysende spørgsmål: “Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?” (Rom 8,32). Troen kan kun svare bekræftende på dette spørgsmål. For i mødet med Guds gave, det vil sige i mødet med Jesus Kristus, kan troen ikke tvivle på Faderens barmhjertighed.
Det er ikke en indsigt, den troende kan rose sig af. Det er heller ikke en indsigt, der alene er tilgængelig for den vise, for det er en indsigt, som også den uforstandige kan få del i (Rom 1,14). Men det er en indsigt, som Gud giver os gennem den fremmede retfærdighed, det vil sige gennem den nåde og gave, Gud har skænket os gennem sin søn.
Hvorfor er jeg så stadig luthersk? Det er for mig meget enkelt at svare på dette spørgsmål. Det er, fordi jeg er et menneske, der trænger til alt det, Faderen nådigt har skænket os igennem sin søn, Jesus Kristus.
1 Martin Luther, ”Sermonen om den dobbelte retfærdighed,” oversat af Hans Olav Okkels og gengivet i Luther stærke sager, Fredericia, Credo Forlag, 18.
3 Luther, ”Sermonen om den dobbelte retfærdighed”, 18.
4 Luther, ”Sermonen om den dobbelte retfærdighed”, 18.
5 Luther, ”Sermonen om den dobbelte retfærdighed”, 19.
6 Luther, ”Sermonen om den dobbelte retfærdighed”, 19.
7 Luther, ”Sermonen om den dobbelte retfærdighed”, 19.
8 Fra Luthers kommentar til Joh 17 fra 1530 gengivet i ”Guds frelsesvilje – Prædiken over Rom 11,33-36 (fra kirkepostillen), 1544, indledning ved Finn B. Andersen” i Luther stærke sager, 159.
