Men du skal sige det, der stemmer med den sunde lære: at de ældre mænd skal være ædruelige, agtværdige, besindige, sunde i troen, i kærligheden, i udholdenheden (Tit 2,1).
”Den sunde lære” er et udtryk fra Paulus. Udover at han nævner det i Titusbrevet, bruges det bl.a. også i Timotheusbrevene. Hvad lægger Paulus i disse ord? I brevet til Titus er det en formaning til Titus om, hvad han skal forkynde for de ældre mænd. I brevene til Timotheus er det overordnet en formaning om at gå i rette med falske forkyndere og deres budskab. Det ligger nemlig Paulus på hjerte, at det, der skal forkyndes, skal være Guds lov og Guds evangelium. Det fremgår meget tydeligt i ordene i 1 Tim 1,5-17. Den sunde lære er altså Guds ord, som er sandheden. Gud selv er sandheden, for han er selv ordet (Joh 1,1).
I 4 Mos 23,19 lyder det: ”Gud er ikke et menneske, så han lyver, et menneskebarn, så han angrer. Når han har sagt noget, gør han det; når han har lovet noget, lader han det ske.”
Men vi mennesker har ikke lyst til at høre, at Gud er hellig, og at det, han har sagt, det står han ved, og det vil ske. Det er vores syndige og faldne natur, der præger os og fylder os. Nej vi vil hellere neddæmpe lovens krav og helst glemme disse krav. Derimod vil vi godt høre om Guds godhed og hans kærlighed mod os, bare vi kan slippe for, at høre om vor syndighed og frafald, for så dårlige synes vi ikke selv, vi er.
Nej denne virkelighed vil vi ikke gerne høre. Det opfattes som en unødig anklage. En sådan holdning til Guds lov fører længere og længere væk fra Jesus, og den ”åndelige smag”, som Rosenius kalder det, bliver til sidst helt ødelagt. Det medfører, at vi ikke vil finde os i den sunde lære. I stedet for vælger vi at leve efter egne lyster. Og det gør vi ved at skaffe os lærere i hobetal, som siger det, der kildrer i vore øren. Hvis der er tale om en sådan udvikling, ender det i et frafald fra nåden, fra syndernes forladelse, og derfor i sidste ende i en fortabelse ved dommen ved Jesu genkomst: et tab af det evige liv i herlighed sammen med Jesus og i stedet for en evighed sammen med Djævelen og hans engle.
I Hebr 13,9a lyder det: ”Lad jer ikke føre på afveje af alle mulige fremmede lærdomme; for det er godt, at hjertet styrkes af nåden.”
Det er ikke ukærligt at forkynde Guds lov og syndens alvor. Når nogen mener, at det er for hårdt, så kan det skyldes, at forkyndelsen af Guds evangelium ikke lyder som svar på lovens hårde ord. Men det er direkte ukærligt at forkynde Guds lov uden sammenhæng til Guds hellighed og evangeliet om nåden. På samme måde er det ukærligt at forbigå Guds lov og alene forkynde Guds evangelium, som så ofte ender i én sætning, nemlig ’Gud er kærlighed’. Forkyndes der sådan, opbygges der en falsk tryghed i det, som vi mennesker selv kan finde på at mene. En sådan forkyndelse er ikke en sund forkyndelse.
Når Guds ord forkyndes, skal loven forkyndes som en ”tugtemester til Kristus”. Tugtemester er et gammelt ord, men næppe uforståeligt. Når lovens krav står klart, skal forkyndelsen af Guds nådes evangelium lyde, fordi det er Kristi nåde, som udsletter alle de anklager, loven retter mod os. Jesus Kristus, Guds søn, sonede al synd, da han gik i døden for os på korset. Tror du det, kan du møde Jesus ved dommen som et frit, forløst og frelst menneske, ikke ved det, du har gjort, men ved det, som Jesus har gjort for dig.
En forkyndelse af loven alene ender med modstand eller lovtrældom og er en falsk lære!
En forkyndelse af evangeliet som Guds kærlighed, uden at syndens alvor nævnes, er en falsk lære!
Men en forkyndelse af lov og evangelium er i samklang med Guds ord og er en sund lære!
En sund lære er altså en ret lære om syndens ødelæggende alvor, der fører til evig fortabelse, men det er også en ret lære om det frigørende evangelium. Det evangelium, der i kraft af Jesu død på korset, skænker tilgivelse, nåde og evig frelse til den, som tror og tager imod det. Kun den, der ved prædikenens dårskab, om lov og evangelium, har set sin synd og konsekvensen af den, kan få gavn af Guds ord om nådens evangelium. Derfor skal loven og dens konsekvenser høres, før evangeliets frigørende og frelsende budskab kan modtages med tak og glæde, fordi det kan flytte et menneske fra evig fortabelse til evigt samfund med Jesus i herligheden.
Satan har forvirret og fordrejet den sunde lære, sandhedens ord, siden syndefaldet i Edens have. Gennem hele Bibelen er mennesker blevet bedraget med falsk lære og har ladet sig lokke af snart det ene og snart det andet, fordi man har troet mere på sine egne idéer end på den sunde lære. Aron slap tøjlerne og gav efter for menneskekrav fra folket om at få deres egen gud. Det fik de så, i form af Guldkalven (2 Mos 32). Dengang som nu menes der at være gode og rimelige begrundelser for at gøre noget andet end det, Gud har sagt. Disse begrundelser fremstår med menneskekrav, og de lyder for det meste ægte og ærlige, ja ofte som lysets engle, der er venlige og kærlige og forstående. Men hvad siger Guds ord?
”Og det er intet under, Satan selv giver sig jo ud for at være lysets engel. Så er det ikke mærkeligt, når også hans tjenere giver sig ud for at være retfærdige tjenere. Det skal gå dem efter fortjeneste” (1 Kor 11,14-15).
Falske lærere, der fortsætter som sådanne, og som ikke omvender sig, har foran sig en fremtid, hvor det lyder: ”Det skal gå dem efter fortjeneste.” De er fornægtere af sandheden og den sunde lære. De er derfor syndere uden Guds nåde og vil blive fordømt til evig fortabelse.
Det er alvorligt og af evighedsbetydning, at vi anråber Gud om, at vi i vore daglige liv og i de sammenhænge, vi står i, må få lov til at høre den sunde lære, Guds lov og Guds evangelium, så vi må blive ført til Jesus og der få lov til at tage imod syndernes forladelse. Der hvor det sker, er der et menneske, som står renset for al synd i Jesu blod, og da vil det lyde på dommens dag: Gå ind til min herlighed!
Lad ingen falsk profet forvilde
os bort i nattens sure nød,
lad ingen lærdom vrang forspilde
vor trøst af Jesu dyre død!
Jag bort hver ulv i fåreham,
o hyrde god, vogt dine lam!
Lovsangstoner 197, v. 2
