Men jeg stoler på, at jeg skal se Herrens godhed i de levendes land (Sl 27,13).
Der er nok en del som jeg selv, der forbinder det poetiske udtryk ”de levendes land” med Grundtvigs storslåede salme ”Jeg kender et land”. Her udgør det sidste linje i vers 4. Grundtvig forstår udtrykket som livet i den fuldkomne herlighed, i evigheden. Sådan kan man godt forstå det i Davids salme; det er jo sandt, at vi skal se Herrens godhed i det land, ”hvor håret ej gråner, og tid har ej tand”. Men når man læser det i sammenhængen i Salme 27, kan ‘de levendes land’ også forstås som livet her og nu, altså i modsætning til ‘de dødes rige’. Og det er sådan, de bibelske forfattere ellers har ment det.
Fjorten andre steder, fra Job til Ezekiel, anvendes udtrykket, og det er klart, at det handler om menneskelivet her og nu. For eksempel i Job 28,13, at visdommen ”findes ikke i de levendes land”; i Jeremias 11,19: ”Lad os udrydde ham af de levendes land”, og ikke mindst i Esajas 53,8: ”Hvem tænkte på hans slægt, da han blev revet bort fra de levendes land?”
Det har slået mig, hvor kort tid mennesker har i de levendes land, før de drager til de dødes rige, hvor sjælen er uden sin krop. Vi er i de levendes land; her har vi mulighed for at udfolde os menneskeligt, her kan vi arbejde, lege, skabe med vores hænder, bruge vores evner, glæde os over naturen, stifte familie og have fællesskab med andre mennesker. Alt det når en dag en grænse. Nu har vi mulighed for at handle, virke, tro evangeliet, gøre godt, afbøde det onde, vælge Jesus frem for verden. Men de muligheder slutter på et ukendt tidspunkt. Vore dage er halvfjerds år, kommer det højt, da firs, som der står – det gælder såvist for mange, men vi kan slet ikke være sikre på det. Og man kan ikke lægge en alen til sin livsvej ved at bekymre sig.
Livet her er til låns. Derfor gælder det om at bruge tiden godt, så længe det hedder ”i dag”. Først og fremmest at vi ”skal arbejde på vores frelse med frygt og bæven”. Mange vil gerne møde brudgommen, når han kommer, men alle risikerer at falde i søvn. Våg og bed, siger Jesus! Og skulle du falde i søvn, så sørg forinden for at have nok olie med til lampen. Olien er det levende forhold til din Herre.
Endvidere: Brug tiden efter din Herres hensigt! Grav ikke dine talenter ned, men brug dem, så de bliver mennesker til gavn og Gud til ære. Spild ikke tiden med ligegyldige aktiviteter, og misbrug ikke den og dine midler med det, der kun tilfredsstiller dig selv. Find glæden i Herren og oplev, at din mad bliver at gøre Guds vilje, som Jesus oplevede.
Menneskelivet er en stakket frist. Så hurtigt og så uventet kan det få en ende. Der er et vidt spænd i måden og tidspunktet: Et foster dør i sin mors mave, en mand i 50’erne falder om med en blodprop efter en løbetur, en rørig kvinde i 90’erne sover ind i sin lænestol, for at nævne nogle nylige eksempler, jeg kender til. Vi er som en tåge, som ses en kort tid og så svinder bort, som Jakobsbrevet 4,14 anfører.
Man kan godt blive modløs, når livet synes så skrøbeligt og uforudsigeligt, plaget af synden og dens konsekvenser. Har man anfægtelser i troen på det evige håb, kan fristelsen være stor til at følge opfordringen fra tidsånden: ”Spis, drik og vær glad, for i morgen skal du dø.” Eller livet nu kan betragtes som et onde, der blot skal overstås i forventning om en bedre tilværelse på den anden side.
I stedet for disse afveje må vi opfordre til at følge de bibelske forfatteres eksempel og bekræfte værdien i at være i de levendes land. Vi er levende, for Gud vil, at vi skal leve. Hans hensigt har været at skabe sig mennesker, der lever i fællesskab med ham her på jorden. Der er en velsignelse ved den sandhed, midt i det mørke. Og så skal vi ikke se på livets korthed og dødens vished som en tragisk skæbne, men som en del af livet. For det fortsætter jo. Døden kan vi leve med i de levendes land; for livet leves både før og efter denne overgang.
Vi er på gennemrejse, men ikke en ligegyldig rejse; døden kan ikke undgås, men det betyder mindre. Uden betænkeligheder kan vi derfor se livets afslutning i øjnene, for den er som en søvn for den troende. Der venter en opvågning, og livet fortsætter. Vi kan se Herrens godhed her i nutiden; vi vil se Herrens godhed i det nye land.
I det lys så lad os dagligt gøre de ting, som vores Herre har lagt til rette for os. Vi har ingen anden tid at leve i. Fortiden er forbi; fremtiden er ikke ankommet; vi får aldrig nogen anden tid end den nuværende. Derfor, tjen Gud nu, og vær omhyggelig med måden, du gør det på: ”Gør det af hjertet – for Herren og ikke for mennesker” (Kol 3,23). Så følger der velsignelse med.
