Under stadig bøn og anråbelse skal I altid bede i Ånden og holde jer vågne til det (Ef 6,18).
Hvordan bruger vi bøn? Og beder vi ret, så det bliver til velsignelse? Er vores daglige bøn en kilde til fornyelse og styrke? Eller bliver det en præstation, et arbejde, som man yder uden at få noget igen? Eller en tør pligt? Er bøn reduceret til en nødtelefon, så vi nøjes med en 112-Jesus?
Som vi ved, bad Jesus ofte til sin Far i himlen. Selv om han kendte Faderens tanker, og Faderen hans, måtte de tale sammen og være sammen. De troende i den gamle pagt og disciplene i den nye var alle flittige bedere. Vi fornemmer, at det ikke kun var på grund af bestemte sager eller problemer, at de bad: Det var en del af livet i troen, det var hengivelse til Gud.
Det er sagt at bøn er en kristens åndedræt, for den holder liv i os. Et menneske uden åndedræt er et dødt menneske. En kristen uden bøn er en død kristen – han kan nok have ord for at leve, fordi han opfører sig som alle andre i forsamlingen, men indeni er han død. Han kender ordet Jesus, men han kender ikke ham selv. Må det ikke være sådan for nogen af os.
Spurgeon har opfordret til, at vi hver dag ikke ser et menneskes ansigt, før vi har set Guds. Det første på dagen må være at vende sin opmærksomhed, sit sind og hjerte mod den levende Gud. Måske blot læse nogle få vers i Bibelen og så bede efter det, der ligger på hjertet og kommer op i tankerne.
Vores regering opfordrer til at have et beredskab til en krisesituation, hvor vi ikke har adgang til normal forsyning af el, vand og mad. Beredskabet skal holdes ved lige hele tiden, for at det skal nytte. Paulus er inde på noget lignende, når han skriver om en kristens udrustning i Efeserbrevet kapitel 6; vi skal være beredt til kamp mod de usynlige fjender. Han understreger vedligeholdelsen af dette beredskab i slutningen af afsnittet: Under stadig bøn og anråbelse skal I altid bede i Ånden og holde jer vågne til det.
Hvis vi gør det, har vi et godt beredskab. For så har vi forbindelse med den levende Gud – og så kan vi få del i hans meget større styrke. Så har vi adgang til usynlige ressourcer. Så får vi noget at stå imod med på den onde dag.
Jesus siger, at vi skal våge og bede for ikke at være uforberedte på hans komme. For at vi ikke skal sløves eller forvirres af de påvirkninger, som vi hele tiden er udsat for. For ikke at blive trætte i de opgaver, han har givet os. For ikke at bliver overrasket over fristelser eller ulykker, der rammer os. Og så vi ikke blive bedraget af noget af alt det, den omgivende verden tilbyder os.
Jeg vil så gerne opmuntre og tilskynde til bøn. Til ikke bare at bede engang imellem, men leve i bøn. Vi tror på Jesus, ja, men nogle gange kan Jesus blive reduceret til en alarmcentral. Altså sådan at vi kun ringer til ham, når det brænder på. Hvis det er vores måde at bede på, så svarer det til, at vi i stedet for at sørge for rettidig olieskift eller at holde øje med benzinmåleren i bilen bare kører derudad – fordi vi regner med at vi altid kan ringe til vejhjælpen. Men det går ikke i længden. Vi må sørge for vedligeholdelse og optankning, hvis bilen skal fungere, og vi nå frem i rette tid.
Der kan være perioder, hvor livet er gråt og Gud er fjern – så bliver bønnen til nødråb og ikke meget andet. En nødens bøn er også en god bøn. Men det er ikke meningen med troslivet, at det skal være on-off. Hvis du er endt i den måde, så opsøg én, du har tillid til, en erfaren kristen, en vejleder, og tal med vedkommende. Der kan være forskellige årsager til åndeligt gråvejr. Man kan uforvarende være udsat for en åndskamp. Der kan også være hindringer i ens forhold til Gud, såsom uopgjort synd, nag eller bitterhed mod andre, eller skuffelser. Erkendelse og bekendelse kan hjælpe; et formelt skriftemål kan løse sjæl og ånd.
Der kan også være perioder, hvor Gud lader en være i mørket en tid, som det Job oplevede. Men i sidste ende åbenbarer han sig for den, der holder ved.
Når det gælder bønnens indhold, har jeg gennem tiden hørt en hel del takkebønner for, at vi kan samles frit. Det kan vi godt takke for. Men sagen er, om ikke vi hellere og meget oftere skulle takke for vores redning: for at syndens skyld, syndens magt og syndens konsekvens er tilintetgjort; for at vi er kommet til levende tro på trods af den velfærd, den materialisme og det hedenske miljø, vi har i dagens Danmark og på trods af det åndelige skred, der er sket i kristne sammenhænge. Det er bemærkelsesværdigt, at da kristne fra Vesten besøgte kristne i Tjekkoslovakiet under kommunismen i 80’erne, så bad de troende dér ikke om befrielse fra kommunismens undertrykkelse. Nej, de bad for at deres kristne søskende i Vesten ikke skulle bedrages af den velstand og frihed, de havde fået. Det er åndelig realisme.
Endelig må vi med Hallesby sige, at hjælpeløshed er det, der taler stærkest til Guds hjerte. For der kan Gud virke uden vores – måske ikke bevidste – reservationer for hans vilje og ærinde. Der har han fri adgang til sjæl og ånd, der møder han os uden vores vantro og forbehold. Det ser vi hos den gamle pagts Israel, når de var undertrykt af fjender, og vi ser det hos Jesus, når han hjælper syge og besatte, uanset deres etniske baggrund. Vi er hjælpeløse, og jo mere vi erkender det både i dagligliv og tjeneste, jo mere kan han velsigne os.
Jesus siger, at vi skal gå ind i vores kammer og tale med vores Far i himlen. Han ved om alt det, vi står i. Han kender vores tanker, før de bliver udtrykt med vores læber. Hvorfor skal vi så sige dem til ham? Det skal vi for at være i hans fællesskab. For at være i levende samfund med den levende Gud. Ja, for da får vi også del i Jesus, ved hans hellige Ånd.
Bøn er virksom for en troende, fordi Gud virker.
