Derfor sætter vi en ære i at være ham til behag (2 Kor 5,9).
I dette ord til korinthermenigheden sætter Paulus fokus på et forhold, jeg ikke har hørt nævnt i forkyndelse og undervisning i mange år. Det er gået ubemærket hen, nok fordi opmærksomheden har været på andre væsentlige ting. Men det er ikke uvæsentligt at være ”ham til behag”.
At være nogen til behag har noget med relation at gøre. Man prøver ikke at være et menneske til behag, medmindre man holder særlig meget af det, eller man ønsker at opnå noget hos vedkommende. Motivationen kan variere mellem kærlighed, begær og frygt. I denne sammenhæng taler vi om kærlighed til Herren, til Jesus.
Det ligger lige for, at vi gerne vil behage os selv; vi er født selvbehagelige, og mange valg, planer og anstrengelser i livet handler om på en eller anden måde at gøre det godt for os selv. Andre mennesker kan være midler til det, hvad enten det er familie, venner eller arbejdsrelationer, som vi er afhængige af. Denne holdning ændres, når et menneske omvender sig. Opdagelsen af, hvad Gud har gjort for mig bliver til taknemmelighed og til livsrelation med Jesus.
Men jeg må af egen erfaring og tildels ved iagttagelse af omgivelserne konstatere, at den første kærlighed til ham med tiden let overskygges og dæmpes af al muligt andet. Det kan være velfærd og gode forhold, det kan være modgang, og det kan være fristelser. Det sniger sig let ind at være sig selv til behag eller andre til behag, eller endda være ikke-troende til behag.
Jesus er inde på det i sin tale om de betroede talenter og om de tjenere, der er sat til at tage vare på deres herres hus, mens han er bortrejst. Her er spørgsmålet, om tjenerne handler efter deres herres hensigt. Det gælder forvaltningen af talenter, de har fået betroet, og det gælder omgangen med andre i huset og pasning af de opgaver, de har fået der. Der nævnes frygt, dovenskab, egennytte og magtmisbrug som nogle af synderne hos dem, der svigter. Forskellen på de gode og dårlige tjenere er, om de arbejder på at være deres herre til behag eller ej.
Den, man elsker, vil man meget gerne være til behag. Så når det kniber med motivationen til at gøre efter Guds hensigt og vilje, må vi spørge, hvordan vi har det med den gode Herre, der købte os med sit eget blod. Det er her, kæden hopper af, som den gjorde for flere af menighederne i Åbenbaringsbogens kapitel 2 og 3.
Fra skabelsen af har menneskets liv og gerning haft til formål at være Gud til behag. Han har skabt os, og ham hører vi til, som der står i Salme 100. Det er formålet med livet – det er det gode formål, og der er ikke andet godt formål. Det er her, vi finder vores mening, vores identitet, vores glæde, vores livsfylde. Det blev grundigt spoleret ved syndefaldet og ved den nedbrydning af mennesketilværelsen, der siden fulgte.
At være Gud til behag, det er at ære Gud. Det giver perspektiv over vores brug af den tid og de midler, vi har til rådighed, og det er retningsgivende i vores forhold til mennesker og myndigheder. Han fortjener ære; han er vores lykke og vores frelse, vores håb og vores bestemmelse. I Jesus har vi forløsning ved hans blod, så rig som Guds nåde er. Og vi er ikke ladt alene i denne verden, for som ordene i Salme 100 fortsætter: Vi er hans folk og de får, han vogter. Dette og mange andre ord i Skriften handler om Guds omsorg og velvilje overfor sit folk. De, der sætter deres lid til ham, oplever hans godhed.
Må vi give ham den ære, han fortjener, ved at være ham til behag! Da bliver vi også styrket og opmuntret på vejen, vi går ad.
