– At frygte Herren er begyndelsen til visdom, at kende den Hellige fører til forstandighed (Ordsp 9,10).
– At frygte Herren er begyndelsen til kundskab, de dumme ringeagter visdom og belæring (Ordsp 1,7).
Gennem de senere år er der hyppigere og hyppigere blevet talt og skrevet om, at der er visse dele af Bibelen, hvor indholdet bør fremlægges med forsigtighed, så mennesker ikke bliver skræmt væk, fordi de måske synes, det lyder for voldsomt og ukærligt.
Det kan der vel være en pointe i, men det er samtidigt meget ukærligt, hvis det sande budskab om Gud i misforstået omsorg forsvinder. Og at det forsvinder er en oplagt konsekvens, for de sande udsagn om, hvem Gud er, er vanskeligt at gøre til noget andet end det, det er. Konsekvensen bliver derfor meget let, at en neddæmpning af indholdet bliver til en mangelfuld omtale af, hvem Gud reelt er.
Vor Gud, skaber og opretholder er en Hellig og retfærdig Gud, der ikke tåler et menneskes synd. Og et syndigt menneske er dømt til Helvede, det må vi aldrig glemme. Det er heller ikke muligt, selv for det bedste menneske at undgå denne dom med egen indsats. Derfor er alle mennesker på grund af syndefaldet i Edens Have og på grund af egne og vedvarende synder fordømt til en evig fortabelse væk fra Gud i Helvede. Kan denne virkelighed siges på en måde, så det ikke giver modstand, ja gør ondt? Nej, næppe!
Men når denne sandhed fra Bibelen tages frem, er det også vigtigt, at den ikke får lov til at stå som det eneste budskab. Her bør der også forkyndes, at Gud er en barmhjertig Gud. Han elsker også sin skabning, mennesket, og derfor besluttede han, at han ville sende sin søn, Jesus, som menneske og lade ham dø i vort sted, for at give enhver, som tror på ham, evig frelse, ja frelse fra den forfærdelige fortabelse i Helvede. Den, der tror på dette og griber om det, er frelst og kan have fuld frimodighed på dommens dag. Og at tro og gribe om dette, det er netop at frygte og ære Gud i tak for hans sande og kærlige visdom.
Hvis forkyndelsen ikke omtaler Guds lov, hans hellighed og vore synder, da bliver der heller ikke behov for at forkynde Guds evangelium, det glade og frigørende budskab, som netop giver befrielse og frelse for den fortabte. Derfor er der grund til, at vi formaner hinanden til fuldt ud at forkynde Guds ord i sin helhed, også der hvor det gør ondt. Guds ord er ikke kun et kærligt klap på kinden. I Hebr 4,12 lyder det: ”For Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertes tanker og meninger.”
At frygte Herren er begyndelsen til visdom. En sådan frygt er ikke en frygt for en tyrannisk Gud. Nej det er en ærefrygt for en kærlig, men også Hellig Gud, som har skabt os i sit eget billede, og som er Hellig, urokkelig og sand. Han vil kun vores bedste. Derfor er det alvor, når vi hører hans ord. Vi skal ikke blive oprørte over hans ord, men vi skal tage det til os med den alvor, der ligger i det. Samtidig er det afgørende, at det får lov til at lyde med sit fulde indhold.
I stedet for at ”hjælpe” Gud med at ”blødgøre” Guds ord, har vi grund til at anerkende, hvem Gud er. I Es 6,3 lyder det: ”Hellig, Hellig, Hellig er Hærskarers Herre, hele jorden er fuld af hans herlighed.” Eller husk på ordet Jahve, altså ”JEG ER” (Hos 12,6).
At frygte Herren er begyndelsen til kundskab, og der er derfor en kontrast mellem dem, der ærer og frygter Herren, og dem, der foragter og ringeagter Herrens ord. Den kloge frygter, ærer og adlyder Herren, og den dumme eller tåben tilpasser eller omtyder Guds ord.
Det at frygte Herren er begyndelsen til kundskab om og kendskab til ham. Men også ind i denne sammenhæng arbejder Guds modstander, Satan. Ordene fra Rom 1,21-23 viser dette. Her lyder det: ”For de kendte Gud, og alligevel ærede og takkede de ham ikke som Gud; men deres tanker endte i tomhed, og de blev formørkede i deres uforstandige hjerte. De hævdede at være vise, men blev tåber, og de skiftede den uforgængelige Guds herlighed ud med billeder i skikkelse af forgængelige mennesker, fugle, firbenede dyr og krybdyr.”
Paulus’ ord her er en beskrivelse af mennesker, som med egen kraft forsøger at nå frem til en visdom. De lavede sig deres egen visdom, eller sagt ligefremt: De ignorerede Guds ord og fandt på noget selv. Men menneskelig visdom brugt på denne måde fører til afgudsdyrkelse og fornægtelse af det, som Gud har sagt om sig selv og om os mennesker. Kilden til den sande visdom er alene Gud.
Hvis vi går ud fra egen visdom, altså egne tanker om hvordan vi skal fremføre og forkynde Guds ord, så ender det galt. Vi kan ikke nå mennesker med Guds lov og Guds evangelium, hvis vi vil ”dæmpe og tæmme” en Hellig Gud, hvor synd kræver død og fortabelse. Gud er ikke en eftergivende ”kammerat”, som blot vil velsigne os og give os det, vi peger på. Han elsker os og vil møde os, det er sandt, men der er kun en vej til ham, og den går via Jesus Kristus og hans soningsdød på korset for vore synder.
Visdom og ærefrygt kommer fra Gud. ”Men visdommen fra oven er først og fremmest ren, og desuden er den fredselskende, mild, omgængelig, fuld af barmhjertighed og gode frugter, upartisk og oprigtig” (Jak 3,17).
Må vi altid have ærefrygt for vor skaber og Hellige Gud og frelser.
