Carsten Vang er efter længere tids sygdom hentet hjem til den evige hvile hos Jesus. Han blev 71 år.
Vi må bede for familien – og takke for alt det, Carsten har præget med i dansk kirkeliv.
Et særligt bibelvers står for mig som et minde om Carsten, der indkapsler det, han stod for, og som nu må give trøst og fred.
Hoseas’ Bog var Carstens yndlingsbog i Det Gamle Testamente, og han arbejdede livslangt og intenst med forståelsen af bogen og forbindelsen mellem Hoseas og Femte Mosebog.
I Hos 13,14 står der i 1992-oversættelsen: ”Skulle jeg udfri dem fra dødsriget, løskøbe dem fra døden? Død, hvor er din pest! Dødsrige, hvor er din sot! Min medlidenhed har jeg lagt bort.”
I 1992-oversættelsen står verset som et domsord, og umiddelbart lægger sammenhængen også op til det. Der står i v.8-9 i samme kapitel om, hvordan Herren kommer over Israel: ”Jeg overfalder dem som en bjørn, man har taget ungerne fra, jeg flår brystet op på dem; som en hunløve æder jeg dem, de vilde dyr river dem ihjel. Ødelæggelsen kommer over dig, Israel, hvem kommer dig til hjælp?”
Og nu spørger Gud altså: ”Skulle jeg udfri dem fra dødsriget løskøbe dem fra døden?”
Problemet med den forståelse, fortæller Carsten, er bare, at det ikke er det, der står på hebraisk! Og desuden citerer Paulus i 1 Kor 15,55 verset i en anden betydning. Så hvis 1992-oversættelsen har ret i sin forståelse, tager Paulus fejl.
Men her kommer verset i Carsten Vangs ordrette oversættelse: Jeg vil udfri dem fra dødsriget, løskøbe dem fra døden. Død, hvor er din pest? Dødsrige, hvor er din sot? Jeg angrer det ikke.
Bemærk: Der er i den hebraiske tekst ikke skyggen af spørgsmålsmarkører som i 1992-oversættelsens spørgsmålstegn: ”Skulle jeg udfri dem fra dødsriget, løskøbe dem fra døden?” Nej, på hebraisk er der tydeligvis tale om et løfte: ”Jeg vil udfri dem fra dødsriget, løskøbe dem fra døden.” Spørgsmålet kommer derimod i det næste: ”Død, hvor er din pest? Dødsrige, hvor er din sot?” Det er retoriske spørgsmål, der viser, at dødens pest og dødsrigets sot er overvundet – fordi Gud selv vil udfri dem fra dødsriget og løskøbe dem fra døden. Det står fast! For Gud siger selv: ”Jeg angrer det ikke.”
Hvordan kan det ord komme midt ind i en så tydelig domssammenhæng? Ja, det er vanskeligheden. Men som Carsten anfører: Det er bestemt ikke den eneste gang i Hoseas, vi ser dette pludselige skift mellem domsord og løfteord. Det er et stiltræk, der går igen flere gange i de små profeter. Og sprogligt peger det entydigt i retningen af den samme forståelse, som Paulus har i Første Korintherbrev. Ingen versioner i de overleverede tekster har noget, der kan pege på, at spørgsmålstegnene skal placeres som i 1992-oversættelsen.
Jeg husker tydeligt triumfen i blikket og i stemmen, da Carsten gennemgik verset med os studerende på Menighedsfakultetet. Det står meget levende for mig. Her var der virkelig noget, der betød noget for ham. Her var der hjerteblod.
Nu er triumfen der endegyldigt for Carsten. Han har stridt den gode strid og fuldført løbet. I Kristi triumftog er han blevet ført frem til den evige sejrskrans – i troen på løftet: Jeg vil udfri dem fra dødsriget, løskøbe dem fra døden. Død, hvor er din pest? Dødsrige, hvor er din sot? Jeg angrer det ikke.
Nederst i denne blog indsætter jeg en bid af en af de sproglige noter, Carsten gav os om Hos 13,14. Som det fremgår, ligger der en stor grundighed bag arbejdet.
Samme grundighed lagde Carsten for dagen i processen med at give respons på 1992-oversættelsen. Her kom han til at sidde med i den revisionskomité på 17 personer, der skulle drøfte ”oversættelsen af steder i Bibelen, som spiller en afgørende teologisk rolle i den kirkelige tradition, herunder steder i Det Gamle Testamente, som er citeret i Det Nye Testamente”.
Det fremgår af referaterne fra revisionskomitéens møder, at det var de tre personer på højrefløjen, der var klart mest aktive og velforberedte, når det gjaldt ændringsforslag, og derfor også fik mest igennem. Af de 241 ændringsforslag, der blev taget op til afstemning vedr. Det Gamle Testamente, blev 180 af dem fremført af Carsten Vang og 43 af Kai Kjær-Hansen. 2 ud af 17 personer tegnede sig altså for 93% af ændringsforslagene til Det Gamle Testamente (hvoraf desværre ikke alle blev vedtaget, da der skulle være enighed blandt de 17 medlemmer af komitéen).
En tjeneste i det skjulte. Det var ikke noget, nogen råbte højt om, allermindst Carsten selv. Men med tanke på, hvor 1992-oversættelsen var på vej hen, havde Carstens tjeneste en stor betydning for, at oversættelsen i dag er brugbar, også for bibeltro kristne.
Med tanke på den kommende 2036-oversættelse må vi spørge: Vil der være ildsjæle som Carsten Vang, der tager knoklearbejdet – og de slag og ydmygelser, man kan løbe ind i ved at holde fast på bibeltroskaben i et akademisk miljø, hvor det nærmest er et adelsmærke, hvis man kan spolere sammenhængen mellem de to testamenter i sin oversættelse?
Efter processen med Bibelen 2020 er det langt fra nogen selvfølge, at den kirkelige højrefløj vil være lige så vågen ved en ny autoriseret oversættelse. Lad os ære Carstens minde også på den måde, at vi har øje for, hvad dette arbejde betyder, og ved at kæmpe for, at mennesker må få lov til at møde Kristus i Det Gamle Testamente, også i en ny oversættelse.
Også i Nyt Liv har vi haft gavn og glæde af Carstens tjeneste. Fire seminarer holdt han på vores bibellejr. Et af dem havde overskriften Herrens tjener på baggrund af Esajas’ Bog 40-55: ”Noget af det skønneste, vi har i vores bibel, nemlig profetordene om Jesus Kristus, vores Herre.”
Carsten holdt sig til teksten! Og han gik sjældent ud over den. Der var nok i teksten selv til at forkynde evangeliet. Men man må ikke tage fejl. Det var personligt liv og glæde for ham, når han så sporene af Kristus i Det Gamle Testamente.
I gennemgangen af Esajas 53 lyder det:
Denne tjener dør ikke, fordi han har fejlet. Han led og døde, fordi det var Herrens vilje med ham. Hans tjeneste bestod i at give sit liv for folket og tage deres skyld på sig. Det var Herrens vilje at knuse ham med sygdom (Es 53,10). Han skulle ikke bare lide, han skulle ikke bare dø, han skulle knuses. Det er et skrækkeligt stærkt ord, Esajas bruger her. Lidelsen, torturen, døden var ikke en misforståelse. Det var selve essensen i hans tjeneste for Herren. En tjeneste, der var for Israel, Guds folk, og for alle hedningerne. Og der er to ord, som sammenfatter meningen med dette – det er ordene: for os. ”For os”, der har vi selve essensen af hvorfor. Det var for os.
For mange år siden var der en helt purung stud. teol., der sad i auditoriet på Aarhus Universitet og hørte den lærde professor Regin Prenter gennemgå et vanskeligt skrift af Luther. Og det skulle selvfølgelig foregå på det sprog, Luther havde skrevet, så vi sad og læste på latin. Pludselig standser professoren op. Han kom til det sted hos Luther, hvor Luther siger ”for os” – pro nobis på latin – så standser professoren, og så kigger han ud: ”For os – deri ligger hele evangeliet!” Så gik professoren videre. Jeg husker ikke det mindste af resten af timen. Men det ene ord blev siddende. Deri ligger hele evangeliet: Det var for os!
Tjeneren blev gennemboret for vore overtrædelser. Han blev smadret og knust for vore synder.
Carstens fag var gammeltestamentlig eksegese (fortolkning). For mange eksegeter ligger der en ære i, hvis man kan anfægte dogmatikkens læresætninger. Det er en måde at demonstrere på, at man ikke lader sin læsning styre af en kirkelig tradition.
Hos Carsten mærkede jeg aldrig spor af dette. Ganske vist holdt han altid stærkt på det akademiske og det redelige – og han lod altid teksterne have forrang og møvede dem ikke ind i en kasse, hvor de ikke hørte hjemme. Men så langt jeg kan skønne, havde Carsten ikke denne trang til at hævde sig over for dogmatikken, simpelthen fordi hans læsning af Skriften bekræftede alle de lutherske kerneanliggender. Med Carstens egne ord i artiklen Luthersk med glæde:
Luthers stærke understregning af Skriftens autoritet i forhold til kirkens aktuelle teologi gør, at jeg er stolt over at være luthersk.
Luthers og andre reformatorers store fortjeneste er at fremholde, at Guds ord må have myndighed over teologien, fordi Bibelen taler med Kristi myndighed. Bibelens ord er som det klare lys, der skinner ind i stuens mørke gennem døre og vinduer, siger Luther. De var villige til at gå i døden for dette.
I de lutherske kirker i Vesten er det desværre ofte den historisk-kritiske forestilling om Bibelens grundlæggende utroværdighed, der har fået magt over teologien. Mens pavekirken på Luthers tid påberåbte sig guddommelig autoritet, er det i dag det autonome menneske, som påberåber sig – ikke Guds autoritet – men absolut autoritet. De fleste teologer og præster er mere kendt med Løgstrups og Kierkegaards ord end med Bibelen.
Ifølge Luthers forståelse af Skriften bringer Bibelen den opstandne Kristus til den enkelte. Skriften giver ikke bare oplysning og bibelkundskab. Vi læser ikke bare om, hvad Kristus gjorde; han kommer selv til os gennem Ordet, Bibelens ord. I det omfang, hvor præsten selv lever i Skriften, bliver hans forkyndelse bundet til den opstandne Kristus, og forkyndelsen bringer Jesus til den enkelte tilhører. Jesus kommer til os gennem Bibelen og gennem det forkyndte Ord.
Den særligt lutherske forståelse af Skriften er, at den skal høres som lov og evangelium, som Guds dom over min selvretfærdighed og min synd og som Guds gave i Jesus Kristus. Skriften vil døde og gøre levende. For Luther er anfægtelsen derfor en afgørende forudsætning for at læse Skriften ret. At høre Skriften som Guds ord til mig, som dømmer al min egen fromhed og værdighed og stiller mig over for den levende Gud, så jeg i min samvittighed erfarer, hvad Guds hellighed er. Og så jeg også erfarer Guds overvældende kærlighed for sin søns skyld.
Derfor er jeg luthersk med glæde. For den Jesus, som har frelst mig, kommer via det ydre ord, dvs. gennem Skriften og forkyndelsen af Jesus Kristus. Men gennem det ydre ord vil Jesus ikke kun give mig del i frelsen. Han vil også gøre mig til en discipel af ham. Samtidig trænger vi til at genopdage Skriften som den autoritet, der bestandig modsiger vor egen kultur, dømmer vor tids autoriteter og afslører vor egen tids selvfølgelige trospåstande for at bringe kirken og ethvert menneske ind under Guds ords autoritet. På dette felt behøver den lutherske kirke i høj grad en ny reformation.
Med Luthers ord:
Bevar dit ord, o fromme Gud,
fra uren lærdoms plage,
og lad dets stråler bryde ud
i disse onde dage!
Vi giver, Gud, os dig i vold:
Du er vort værge og vort skjold,
for dig skal hovmod falde.
Et mindeord om Carsten Vang kan ikke undgå også at nævne arkæologien.
Det er mindre end 1½ år siden, vi solgte den helt nye bog Når sten og potteskår fortæller til en stor flok af deltagerne på bibellejr, og vi måtte i bogsalget bestille ekstra eksemplarer flere gange i løbet af ugen, selvom vi havde en god stak til at begynde med. Den bog står som kronen på et langt livs indsats for at beskæftige sig med Bibelens troværdighed gennem tolkning af de arkæologiske fund. Bogen er en samling af 59 artikler, Carsten gennem tid har udgivet i tidsskriftet TEL.
Fra anmeldelsen af bogen:
Undervejs i bogen tages adskillige livtag med de angreb på Bibelens troværdighed, som arkæologer i nyere tid er fremkommet med. Her har bogen for mig at se nok dens største styrker, som også hænger sammen med det, der har været kendetegnende for hele Carsten Vangs (CV) virke som underviser i Det Gamle Testamente.
Bibelkritikken gengives altid loyalt og overbevisende, så man får en dybere forståelse af tankegangene bag kritikken, og så man selv muligvis bliver ramt af anfægtelse og har svært ved at se det fra andre sider. Det er en kvalitet og en respekt, som vi alle kan lære noget af, for det er ingen sag at vinde en diskussion, hvis man forvrænger modpartens standpunkter og argumenter.
En endnu vigtigere kvalitet er det dog, at CV aldrig lader det stoppe der. Der er aldrig spørgsmål og problemer, der får lov til at hænge og dingle i luften, uden at CV tager hånd om anfægtelserne og begiver sig ud i et forsøg på en bibeltro tolkning af de samme fakta, som kritikerne forholder sig til (eller af andre fakta, som bibelkritikerne undlader at forholde sig til). CV præsenterer ikke sine løsningsforslag på en skråsikker måde, men med al den ydmyghed og forsigtighed, der hører til et seriøst akademisk arbejde, og dermed føler man som læser sig på overordentlig tryg grund: Her er en bog, der ønsker at være bibeltro og tjene troen, men her er også en bog, der ikke strækker konklusionerne længere, end de kan bære.
Det kan varmt anbefales at anskaffe sig denne vigtige del af Carstens livsværk. Eller man kan høre seminarerne om to af den bibelske arkæologis mest centrale begivenheder: Israels udvandring fra Egypten belyst historisk og arkæologisk og Israels indvandring belyst historisk og arkæologisk.
Slutteligt nogle personlige ord, som jeg gav Carsten ved hans afskedsreception på Menighedsfakultetet, d. 9. juni 2023. Ordene sammenfatter lidt af det, Carsten har betydet for mig personligt, og som jeg er overbevist om, han har betydet for mange flere:
Jeg begyndte som stud.theol. på det teologiske fakultet i 2006, da der ikke blev optaget nye studerende på MF, men vi var to styks studerende, der fik supplerende undervisning på Katrinebjergvej. Det var jo ikke noget kæmpe hold, kan man sige, men du gik seriøst til opgaven og tog dig al den nødvendige tid til at hjælpe os med at forholde os til de mange udfordringer, vi oplevede. Jeg var selv i en troskrise og kunne mærke, at den nye bibelkritiske tilgang til Det Gamle Testamente, jeg skulle sætte mig ind i, var den rene gift, fordi det hele lød så overbevisende, og jeg var ikke rustet til at forholde mig til det, jeg mødte.
Men hos dig kunne man altid finde svar på alt! Det lyder måske overdrevet, men det var i hvert fald min erfaring, og det var en enorm støtte for min tro at vide: at her på MF var der en, der med ufattelig flid og grundighed havde sat sig ind i alle de mange teorier, vi kunne blive præsenteret for: Du kunne referere det hele loyalt, så vi kunne genkende det, vi havde læst og hørt – men du kunne også give sober kritik af de forskellige syn og give os et overbevisende andet perspektiv, som man kunne finde hvile i med troen og bibeltroskaben i behold. Du ville gerne hjælpe os til selvstændig tænkning, og du pressede aldrig noget ned i halsen på os, men det var på den anden side aldrig noget ideal for dig bare at lade spørgsmålene hænge uafklarede i luften – og det er jeg utroligt taknemmelig for!
Senere hen mødte jeg dit engagement, da jeg skiftede til MF’s egen bacheloruddannelse, hvor du bl.a. på helt frivillig basis arrangerede ekstra sprogundervisning, der hjalp os til at komme igennem de hebraiske tekster. At vi studerendes engagement ikke altid kunne følge med, skal ikke ligge dig til last! Man havde hele tiden fornemmelsen af en ild, der brændte i dig: ikke bare nørderier, men knoklearbejde for troens og kirkens skyld, og det var enormt inspirerende.
Dine timer var aldrig prædikener, og du gjorde dig meget sjældent ulejligheden med at aktualisere de gammeltestamentlige teksters budskab, men det var også flintrende ligegyldigt, for teksterne fik lov til at tale af sig selv gennem kontekststudier, historisk og arkæologisk viden og detaileksegese; opdateringsprocessen og relevansen for vores tro i dag blev noget, der måtte foregå i vores egne hjerter – men det var tydeligt, at teksterne talte til dig selv, og det fik de også lov til at gøre for enhver studerende, der havde ører at høre med. Derfor vil jeg alligevel have lov til at sige, at Kristus blev forkyndt i din undervisning til evangelisk trøst og styrkelse af troen. Særligt din utroligt levende gennemgang af Hoseas’ Bog på baggrund af mange års forskning satte sig varige spor, og det var uden tvivl den mest opbyggelige undervisning, jeg modtog i min studietid. Du lod os selv få lov til at opdage evangeliet i kap. 14 ved at give os en opgave om netop dette forbløffende afslutningskapitel sidst på semesteret. Det glemmer jeg aldrig!
Den klippefaste, seriøse, belæste bibeltroskab, der altid har præget dig, har måske ikke kastet professortitler af sig, men den har gjort det, der var meget bedre: Den har reddet mange studerendes tro og har givet os frimodighed til at kalde os bibeltro på et oplyst grundlag. Når jeg nu prædiker over GT-tekster er det aldrig som en kopi af din undervisning, men altid på det solide grundlag af glæde over og tillid til Det Gamle Testamente, som din undervisning har givet mig.
TAK for mange års tro tjeneste, og jeg vil ønske for MF og kommende studerende, at arven fra dig må holdes i ære og leve videre.
Begravelsen afholdes lørdag d. 23. november kl. 11 fra Christianskirken i Aarhus. Efterfølgende er der mindesamvær på Menighedsfakultetet.
Æret være Carsten Vangs minde.
Udsnit af Carsten Vangs sproglige noter til Hoseas 13,14:
