De (de mennesker, Gud havde givet til Jesus) er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden. Hellig dem i sandheden; dit ord er sandhed” (Joh 17,16-18).
En gang var det sådan, at ordsproget ”så sikkert som amen i kirken” blev brugt som udtryk for noget, der var sikkert og vist. Jo, ordsproget kan man stadig støde på, selv om det synes sjældnere end tidligere. Selv om det i dag er ret sikkert, at man stadig møder ordet amen i kirken, så er det ikke sikkert, at det er så tit, som det var bare for nogle år siden. Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der har lagt mærke til, at det bliver mere og mere almindeligt at springe ordet ”amen” over efter en skriftlæsning.
Hvorfor er det blevet sådan, og hvad skyldes det? Jeg ved det ikke, men jeg kan f.eks. gætte på, at det kan skyldes, at der kan være et ønske om at skabe fornyelse og være mere moderne i sit sprogbrug, hvorfor de gammeldags ord i kirken enten må fornyes eller simpelthen stryges. Men jeg ved ikke, om det er det, der sker, eller det skyldes noget andet, som jeg ikke lige kan se.
Hvis man undersøger, hvor ordet ”amen” kommer fra, får man information om, at ordet er hebraisk og er en form for ed, som betyder noget i retning af ”det er sandt, det er fast, det er gyldigt”, og ordet forekommer flere steder i denne betydning i Det Gamle Testamente. Det forekommer også flere steder i Det Nye Testamente, f.eks. i Åb 5, hvor der står i vers 14: ”Og de fire væsener sagde amen, og de ældste kastede sig ned og tilbad.” Her ser vi, at ordet amen bruges i den himmelske gudstjeneste.
”Amen” fortæller os, at Gud er hellig, og Gud taler sandt. Ordet hører sammen med en tro, der vil holde fast i, hvad den hellige Gud siger, og som også vil holde fast i, at det er sandt, det, som Gud siger. Det er derfor ikke gammeldags at bruge ordet amen, for Guds væsen ændres ikke af tid og sted.
Da Gud åbenbarede sig for Moses i den brændende tornebusk (2 Mos 3), fik Moses besked fra den hellige Gud, at han skulle tage sandalerne af, for han stod på et helligt sted. Og i dag når vi læser eller hører Guds Ord eller for den sags skyld beder til Gud, da står vi over for den samme Hellige, som taler sandt. Det er det, vi bekræfter, når vi siger amen. Amen er en bekræftelse af og påmindelse til os om, at Guds Ord er evigt, helligt og sandt.
”For Guds søn, Jesus Kristus, som vi – jeg og Silvanus og Timotheus – har prædiket hos jer, var både ja og nej, men i ham er der kun sagt ja; for alle Guds løfter har fået deres ja i ham. Derfor siger vi også ved ham vort amen, Gud til ære” (2 Kor 19-21).
Når vi selv læser Guds Ord, eller vi hører det læst op eller hører det prædiket, men også når vi beder, giver det i allerhøjeste grad mening at bruge ordet amen. Det giver mening at vi ”tager skoene af”, bliver stille og hører, hvad det er, den Hellige Gud siger til os, for det, han siger, er vigtigt for os, og det er sandt og eviggyldigt.
En praksis, hvor man synes, at ordet amen er gammeldags og en fortærsket traver og derfor noget, der bør springes over, det er i bund og grund en måde at fjerne sig fra den hellige Gud og at sætte tvivl ved hans sande Ord. Undlader man amen, så plukkes også automatisk noget af Guds Hellighed og hans Ords sandhed ud af buketten, og man får, måske ubevidst, gjort Gud lidt mere lige med os og ikke så fjern.
Når dette skridt er taget, så bliver det også nemmere, at ”snakke om” Guds Ord i stedet for at gengive det i sin fylde og sandhed. Og det bliver lettere at få Gud til at være en god og kærlig kammerat, som vi kan have megen glæde af, og som vi også kan diskutere med og hjælpe, hvis der er projekter, der synes fornuftige i vores hoved.
Men kære ven, Gud er Hellig og han taler altid sandt om dig og dine synder. Han er også din Skaber og opretholder, som vil møde dig med den ultimative kærlighed, som han har vist dig ved Jesu Kristi død på korset. På den måde vil han møde dig og nådigt tage imod dig.
For år tilbage oplevede jeg ofte, at prædikanten, efter at han havde læst en tekst op fra Bibelen bad:
”Hellige Gud og hellige Fader, hellige os i din sandhed, dit Ord er sandhed. Amen.”
Det var med til at sætte en overskrift over og en ramme om, hvad der skulle ske. Der skulle ikke snakkes lidt løst og fast om Guds Ord, men der skulle tales Guds Ord, Guds eget hellige og eviggyldige Ord.
En prædiken, der har et sådant fundament og perspektiv, at Gud er Hellig, at han taler sandt, og at han gerne vil tage imod os, rensede i Jesu blod, får unægtelig et andet alvorspræg end en tale om Gud som en kærlig kammerat blandt vore andre kammerater.
Det at være en kristen handler om, at vi står over for en Hellig og retfærdig Gud, som vi ikke kan komme nær med vore egne gode ideer og måder.
Skal vi i nærheden af ham, skal vi smide skoene, men også alt andet urent, vi slæber rundt på. Det kan vi ikke af os selv, men Guds søn, Jesus Kristus, han kan, hvis vi vil tage imod ham, for da renser han os for al vor synd og snavs og giver os det tøj, vi skal have på, når vi skal møde Gud. Ved Jesu blod på korset har vi fået en snehvid påklædning, og den er blevet snehvid, fordi den er vasket i Jesu blod. Med dette tøj på kan vi møde den Hellige og retfærdige Gud.
Derefter så jeg, og se, der var en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål; de stod foran tronen og foran Lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne. De råbte med høj røst: Frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på tronen, og fra Lammet. Og alle englene stod i kreds om tronen og de ældste og de fire levende væsner, og de faldt ned på deres ansigt for tronen og tilbad Gud og sagde: Amen! Pris og lov og visdom og tak og ære og magt og styrke er vor Guds i evighedernes evigheder. Amen! (Åb 7,9-12).
