Vent på Gud! For jeg skal takke ham på ny, min frelser og min Gud (Sl 42,6b).
Januar. Måneden, der skydes i gang med et brag, men hurtigt igen bliver grå. Januar begynder aktivt: udsalg og oprydning, julepynten pakkes væk, og slankekuren indledes. Men foretagsomhed og energi rækker ofte ikke måneden ud. For januar er lang og mørk. Den vil ligesom ingen ende tage. Der er så langt til lyset: vintergækkerne, knopper på træerne, forårsfugle i haven. Den næste højtid er flere måneder væk.
Var det end frostklart og hvidt af sne; men ak, på vore breddegrader betyder vinter langt oftere bare kold regn og et tæppe af mørke over dagene. Og et humør, der, uge for uge, tager samme farvenuance…
Januar er ventetid. Vi venter på livstegn og lys. Vinteren bliver noget, der skal udstås og overstås, så vi kan få forår og sommer!
Herren lader os vente. Helt med vilje. Ikke som straf, men fordi ventetid for os er arbejdstid for Ham. Nødvendig arbejdstid, nødvendig ventetid.
Naturen ser sovende ud. Min egen energi har lagt sig i hi. Men Gud arbejder. Gud er i gang med store forberedelser. Der sker ting i mulmet, som jeg ikke ser – endnu.
Jeg står over for problemer og beder til Gud om hjælp. ”Hjælp mig i hast, for min nød er stor og presserende”. Men han lader mig vente.
Elkana og Hanna havde efter mange års inderlig bøn næsten opgivet at få et barn, da Gud gjorde et mirakel og lod drengen Samuel komme til verden. Men hvorfor skulle der gå så lang tid? Forstod Gud ikke, hvilken sorg Hanna bar på som barnløs? Hanna ”ventede sig” i langt mere end 9 måneder.
Jesus lå 3 dage i graven. Hvorfor 3 dage? Hvorfor opstod han ikke efter et døgn? Eller bare 3 timer?
Gud arbejder i mulmet. Jesus var i dødsriget og proklamerede sin sejr! Alle de døde skulle se ham. Satan selv skulle se Jesus og anerkende sit nederlag.
At dette skete – og betydningen af det – kunne de levende ikke se. For disciplene var det 3 dage med stor sorg, med angst og skuffelse og bekymring. Havde Gud forladt dem?
Nej, men Gud arbejder i mulmet, i ventetiden.
Også jeg må vente. Når mit mismod formørker dage og nætter, vil jeg vente på min Gud. Vente på at Han slår dørene til side og viser mig alt det, han har arbejdet på i mulmet. Størst af det er den nye jord. Min himmelske bolig. Det evige liv i fuldkommen glæde sammen med Gud og alle de frelste sjæle. Han sår sit ord blandt mennesker, der lever i mørke; kalder dem ud af mørket. Når arbejdet er gjort, når ventetiden er slut, vil Han komme og bjærge os hjem til sit evige – og evigt gode – rige.
Og det er al ventetiden værd!
Udgivet af
Marianne Larsen
Marianne Larsen, Græsted, skolelærer.