Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Vejen til Gud

Om vidnesbyrdene fra to ældre troende. Om visheden om Guds nåde gennem et liv med modgang og sorg.

Jeg har været ung og er nu gammel, men jeg har aldrig set en retfærdig forladt eller hans børn tigge om brød. Dagen lang låner han gavmildt ud, og hans børn er til velsignelse. Hold dig fra det onde, og gør det gode, så bliver du altid boende, for Herren elsker ret, og han svigter ikke sine trofaste. De bliver altid beskyttet, men de uretfærdiges børn udryddes. De retfærdige skal få landet i arv og eje og bo i det til evig tid.

(Sl 37,25-29).

I Skivum, hvor jeg var præst for nogle år siden, var der en gammel kone, som kom meget trofast i kirken. Hun havde en vidunderlig og kraftig sangstemme. Man kunne tydeligt høre, når hun var kommet. Hun cyklede til gudstjeneste, og mens hun cyklede, sang hun salmer. Hun kunne dem udenad, og hun sang meget ofte, når hun foretog sine daglige gøremål. Jeg kan ikke længere huske, hvor gammel hun blev, men da hun fyldte 100 år, besøgte jeg hende. Hun var stadig frisk, men det var nok ikke helt gået op for hende, at hun nu var 100 år gammel. Da jeg havde talt lidt med hende om det, kiggede hun hen for sig, mens hun sagde: ”Ja, 100 år, det er vel også en slags rund fødselsdag!”

Hun blev født, dengang man kørte i hestevogn. Hun var en voksen kvinde, da Titanic gik ned i 1912, og da Første Verdenskrig brød ud, og hun var et menneske med megen livserfaring, da Anden Verdenskrig tog sin begyndelse.

At tale med hende var som at få en lille indføring i danmarkshistorien. Hun havde oplevet så meget og været med til meget af det, der for os andre blot er ord i bøger. Men det mest bemærkelsesværdige var hendes klippefaste tro på Guds omsorg og på syndernes forladelse i Kristus. Hendes lange liv havde været et liv med modgang. Hun havde oplevet sorg flere gange. Hun vidste, hvad det ville sige, når man skulle kæmpe for at få økonomien til at hænge sammen. Alligevel skinnede det igennem hos hende, at hun vidste, at Guds kærlighed aldrig svigter den, der stoler på Guds løfter.

I Salme 37 møder vi en anden ældre troende. Et andet menneske med et langt og begivenhedsrigt liv. Han fortæller os det samme: at den, der stoler på Herren, ikke skal mangle noget. Det er kong David, der siger det. Hans lange liv har lært ham, at Gud er med den, som stoler på Ham. Der var tvekampen mod Goliat i Davids ungdom. Der var de mange år ude i bjerglandet, hvor David blev forfulgt af kong Saul. Og der var de utallige blodige krige mod filistrene, som det lykkedes David ved Guds hjælp at overvinde, så de ikke længere var en trussel om tilintetgørelse.

Der var også meget hjertesorg i Davids liv. En del af det var selvforskyldt. Andet var fordi onde mennesker trængte sig på. Men nu, hvor han er gammel, kan han se tilbage og konstatere, at Gud har været med ham gennem det alt sammen.

Det er en vigtig lektie at lære. Mange mennesker forestiller sig, at hvis vi skal have noget med Gud at gøre, så må vi gøre os fortjente til hans venskab. Så må vi være tilpas hellige, så Gud kan holde os ud. Der er så nogen, der mener, det er lykkedes for dem. De forestiller sig, at de har kunnet være så retfærdige, at Gud accepterer dem for deres retfærdighed. De synes selv, at de er gode – i hvert fald bedre end så mange andre mennesker. Og dette lægger de til grund for et gudsforhold. Men det er falskt, og de dyrker ikke Gud, selvom de selv tror det.

Den almægtige Gud ønsker ikke vores godhed. Nej, han ønsker, at vi bekender for ham, at vi er syndere, der ikke kan være gode nok. Og det er noget helt andet end at tro, at alt flasker sig til sidst, fordi jeg jo er bedre end så mange andre mennesker.

Den ydmyge synder, der bekender, at han eller hun aldrig bliver en retfærdig helgen, og som bekender, at skal jeg have noget med Gud at gøre, så må Gud tage mig, som jeg er, for min natur bliver ved at gøre de ting, jeg godt selv ved ikke er rigtigt – dette er et menneske, Gud tager imod!

Hvorfor? Ganske enkelt fordi vejen til Gud er den ydmyge syndsbekendelse. Den, der lægger kortene på bordet over for Gud, vil høre Gud sige til sig: ”Jeg fordømmer dig ikke!” Den, der mener, han skal vise Gud sin godhed, vil høre Gud sige til sig: ”Jeg kender dig ikke!”

Gud ved godt, vi ikke kan leve fuldkomment, som Guds lov kræver det. Men han elsker os på trods af dette og gav os sin søn, som bar vores skyld og straf. Derfor er enhver ydmyg synder, der bekender sin skyld, et menneske, der har Jesus som sin stedfortræder – sin frelser og hyrde.

Og selvom vi har levet et langt liv med megen modgang og mange sorger, vil vi aldrig kunne sige andet, end at Gud er nådig mod enhver synder, der kommer til ham og beder om syndernes forladelse.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2011. Hele bladet kan læses her.

Lyd

Åbn lyd i nyt vindue
Downloads

Downloads

Udgivet af

Johnny Søndberg-Madsen

Johnny Søndberg-Madsen, sognepræst, Torslev/Østervrå.

Johnny Søndberg-Madsen

Johnny Søndberg-Madsen, sognepræst, Torslev/Østervrå.